Hvert år i juli måned begynder der at ankomme sydlige rethvaler (Eubalaena australis) til den brasilianske stat Santa Catarinas sydkyst. De kommer helt fra de subantarktiske have tusinder af kilometer væk for at føde og opfostre deres unger på lavvandede områder. Fra strande og klipper kan de indfødte og turisterne nu i flere måneder begejstret betragte hvalerne – hunner og unger der hviler sig eller boltrer sig i vandet! *

En hun kan blive 16 meter lang, omtrent samme størrelse som en ledbus, og veje op mod 80 tons! Dens bastante krop er hovedsageligt sort, nogle gange med hvide pletter på bugen. Hovedet er enormt og udgør en fjerdedel af kroppens længde. Munden er lang og buet. Denne hvalart har ikke nogen rygfinne som flere andre har. Når den vil svømme fremad, bevæger den sin brede og meget spaltede hale op og ned i stedet for fra side til side som fisk gør. Lufferne bruger den når den vil ændre retning. Det minder om den måde et fly bliver manøvreret på.

En rethval er på trods af sin umådelige størrelse utroligt nok ret smidig og kan udføre imponerende akrobatiske ‘øvelser’. For eksempel kan man se den drive i lang tid med halen i vejret. Den kan også løfte halen højt op i luften og derefter slå den hårdt ned i vandet. Og nogle gange skyder den sig selv op igennem vandet og falder ned igen med et kæmpe plask der kan ses langt væk.

På og omkring hovedet har rethvaler en række hvidlige eller gullige flader af hård  hud dækket af massevis af små krebsdyr, også kaldet hvallus. “Fladerne danner et unikt mønster, ligesom et menneskes fingeraftryk, og det sætter os i stand til at identificere den enkelte rethval,” forklarer Karina Groch, lederen af et projekt i Brasilien til beskyttelse af hvaler. “Vi tager billeder af disse mønstre når hvalerne kommer til vores kyster, og opbevarer dem i en database.”

Biologer siger at det kan være svært at fastslå en rethvals alder når den dør, fordi denne hvalart ikke har nogen tænder. De anslår at hvalens gennemsnitlige levetid er mindst 65 år. *

Rethvaler lever af bittesmå krebsdyr. På hver side af overkæben har de nogle filtre der består af flere hundrede bardeplader kantet med fine hår. Mens de svømmer, åbner de munden og lader derved vandet trænge igennem bardepladerne, og det lille bytte opfanges i hårene forneden på barderne. På denne måde kan hvalen konsumere helt op til to tons krill om dagen.

Sydlige rethvaler tilbringer sommeren (januar/februar) med at fouragere i Det Antarktiske Ocean så de opbygger et spæklag. Dette tykke fedtlag fungerer som glimrende isolering når de befinder sig i koldt vand, og som maddepot når de skal tilbagelægge store afstande.

I det 18. århundrede begyndte hvalfangere at jage disse hvaler i stor udstrækning på den sydlige halvkugle. De fik navnet rethvaler fordi de blev betragtet som de ‘rette’ hvaler at jage. Hvorfor? Fordi de som langsomme svømmere var et let bytte selv for hvalfangere i skrøbelige træbåde kun udstyret med håndholdte harpuner. Og i modsætning til andre hvaler holder døde rethvaler sig flydende på grund af deres ekstra tykke lag spæk. Det betød at hvalfangerne let kunne trække dem ind til kysten.

Desuden var spæk og barder vigtige handelsvarer på den tid. Spæk blev brugt i gadernes olielamper og som smøremiddel. Barder blev anvendt blandt andet i fremstillingen af korsetstivere, kørepiske og paraplystivere. Faktisk ville bardepladerne fra én enkelt hval dække alle udgifterne til en ekspedition.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev hvalbestanden kraftigt reduceret på grund af overdreven jagt, og med tiden var hvalfangst ikke længere rentabelt. Den sidste hvalstation i Brasilien lukkede i 1973. Nogle arter er langsomt steget i antal, andre er stadig tæt på at uddø.

Rethvalen er et fantastisk eksempel på hvor komplekst og mangfoldigt livet på jorden er. Ja, det vidner virkelig om at dens skaber og designer, Jehova Gud, besidder en forunderlig visdom og kraft! – Salme 148:7.