HVAD GØR DIG LYKKELIG?
Håb
“[Jeg har] tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.” – Jeremias 29:11.
HVOR DER ER HÅB, ER DER LIV. Ifølge bogen Hope in the Age of Anxiety er “håb det bedste middel mod negative følelser som magtesløshed, ensomhed og frygt”.
Bibelen omtaler vores behov for håb, men den advarer os også mod at have falske forhåbninger. “Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse,” står der i Salme 146:3. Frem for at stole på at mennesker kan løse verdens problemer, er det bedre at stole på Skaberen, der har magten til at gennemføre alt det han har lovet. Hvad har han lovet os?
ONDSKAB BLIVER FJERNET. DE RETFÆRDIGE VIL FÅ EVIGT LIV MED FRED: “Om kort tid, da er den ugudelige [eller: onde] ikke mere ... Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.” (Salme 37:10, 11) “De retfærdige ... skal bo for evigt på [jorden].” – Salme 37:29.
INGEN KRIG: “Jehova ... standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.” – Salme 46:8, 9.
INGEN SYGDOM, SMERTE ELLER DØD: “[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.” – Åbenbaringen 21:4.
MAD NOK TIL ALLE: “Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.” – Salme 72:16.
EN RETFÆRDIG VERDENSREGERING MED JESUS KRISTUS SOM KONGE: “Der blev givet [Jesus] herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.” – Daniel 7:14.
Hvordan kan vi være sikre på at Guds løfter vil blive opfyldt? Da Jesus var på jorden, viste han at han har det der skal til for at blive en god konge. Han gjorde syge raske, sørgede for mad til fattige og gav døde livet igen. Men som noget endnu vigtigere lærte han os nogle principper som vil hjælpe os til at leve sammen i fred og enhed for evigt. Derudover forudsagde han nogle fremtidige begivenheder, blandt andet nogle der vil markere de sidste dage for den verden vi lever i nu.
STORM FØR STILHED
Ifølge Jesus ville perioden op til “afslutningen på tingenes ordning” ikke være præget af fred og tryghed, men af det stik modsatte! Han sagde nemlig at verden ville være kendetegnet af krige, fødevaremangel, epidemier og store jordskælv. (Mattæus 24:3, 7; Lukas 21:10, 11; Åbenbaringen 6:3-8) Han sagde også: “På grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.” – Mattæus 24:12.
Det er tydeligt at kærligheden i dag er blevet kold. I 2 Timoteus 3:1-5 bliver denne manglende kærlighed beskrevet meget specifikt. Der står at folk “i de sidste dage” generelt kun vil tænke på sig selv, penge og fornøjelser. Mange vil være arrogante og aggressive. Der vil mangle kærlighed i familierne, og børn vil være ulydige mod deres forældre. Religiøst hykleri vil være udbredt.
De stormfulde forhold i verden viser at vi lever i de sidste dage. Men de viser også at den stilhed, eller fred, som Guds rige vil indføre på jorden, er lige rundt om hjørnet. Ja, Jesus sagde i sin profeti om de sidste dage: “Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.” – Mattæus 24:14.
Den gode nyhed er en advarsel til dem der gør det der er forkert i Guds øjne. Men for dem der gør det rigtige, er den en forsikring om at den fremtid Gud har lovet, vil blive til virkelighed. Hvis du har lyst til at lære mere om denne fremtid, så kig på bagsiden af bladet.