TIL FORÆLDRE
6: Opdragelse
HVAD DET VIL SIGE
Det at opdrage kan betyde at vejlede eller undervise. Det indebærer at man irettesætter et barn når det har opført sig dårligt. Men det handler først og fremmest om at man lærer et barn hvad der er rigtigt og forkert, så barnet kan træffe gode valg.
HVORFOR DET ER VIGTIGT
I de seneste årtier er nogle forældre nærmest holdt op med at opdrage deres børn fordi de er bange for at det vil skade børnenes selvværd at blive irettesat. Men kloge forældre opstiller nogle rimelige regler og lærer deres børn at følge dem.
“Børn har brug for grænser for at blive velafbalancerede som voksne. Hvis børn ikke bliver opdraget, er de som et skib uden ror, som på et eller andet tidspunkt vil komme ud af kurs og måske ligefrem forlise.” – Pamela.
HVAD DU KAN GØRE
Vær konsekvent. Sørg for at det medfører konsekvenser hvis dit barn ikke følger de regler du har opstillet. Men husk også at give ros når han eller hun følger dem.
“Jeg roser ofte mine børn for at være lydige i en verden hvor det er en sjælden egenskab. Når de får ros, er det også nemmere for dem at acceptere at jeg irettesætter dem når det er nødvendigt.” – Christine.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Hvad et menneske sår, skal det også høste.” – Galaterne 6:7.
Vær rimelig. Når man irettesætter sine børn, må man tage højde for deres alder og evner og hvor alvorlig fejlen er. Som regel er det mest effektivt hvis konsekvenserne hænger sammen med det de har gjort forkert. Hvis barnet for eksempel bryder reglerne for brug af mobiltelefon, kunne konsekvensen være at den bliver taget fra ham eller hende i en periode. Men det er vigtigt ikke at gøre bagateller til noget større end de er.
“Jeg prøver at vurdere om mit barn var ulydigt med vilje, eller om det bare var en fejl. Der er forskel på om det er noget i deres personlighed der skal arbejdes med, eller om det bare er et fejltrin de skal gøres opmærksomme på.” – Wendell.
PRINCIP FRA BIBELEN: “I må ikke gøre jeres børn frustrerede så de mister modet.” – Kolossenserne 3:21.
Vær kærlig. Det er meget nemmere for børn at tage imod irettesættelse når de ved at motivet først og fremmest er kærlighed.
“Når vores søn begik en fejl, fortalte vi ham at vi var glade for alle de gode beslutninger han havde truffet tidligere. Vi forklarede at fejlen ikke var noget der ville komme til at definere ham som person, så længe han rettede op på det, og at vi var klar til at hjælpe ham med det.” – Daniel.
PRINCIP FRA BIBELEN: “Kærligheden er tålmodig og venlig.” – 1. Korinther 13:4.