Åndelighed
Som nævnt i den første artikel betragter mange Bibelen som en hellig bog. Når de læser i den og følger dens råd, oplever de at det styrker deres åndelighed og hjælper dem til at finde en mening med livet.
I Bibelen bruges ordet “åndelighed” om en måde at tænke på eller en tilgang til livet. (Judas 18, 19) Nogle mennesker går mest op i det fysiske, de er mest optaget af sig selv og deres egne ønsker. Et åndeligt menneske ønsker at lade sig lede af Guds normer. – Efeserne 5:1.
HÅB
PRINCIP FRA BIBELEN: “Hvis du mister modet i svære tider, vil dine kræfter være få.” – Ordsprogene 24:10.
HVAD DET BETYDER: Modløshed kan tappe os for energi så vi ikke har kræfter til at klare de problemer vi kommer ud for. Håb kan hjælpe os til at holde modet oppe. Vi kan få ny styrke ved at minde os selv om at vores problemer ofte kun er midlertidige, de kan måske endda føre til noget godt.
HVAD DU KAN GØRE: Prøv at have et positivt syn på fremtiden. I stedet for at fokusere på hvad der kunne ske, eller at vente på de helt perfekte forhold så gør noget aktivt for at nå dine mål. Det er rigtigt at der nogle gange kan ske noget uforudset. (Prædikeren 9:11) Ofte går det hele dog langt bedre end vi måske havde regnet med. Bibelen giver derfor dette råd i form af en metafor hentet fra landbruget: “Så dit korn om morgenen, og lad ikke din hånd hvile før det bliver aften; for du ved ikke hvad der vil lykkes for dig, det ene eller det andet, eller om det vil gå godt med begge dele.” – Prædikeren 11:6.
SVAR PÅ LIVETS STORE SPØRGSMÅL
PRINCIP FRA BIBELEN: “Dit ord er sandhed.” – Johannes 17:17.
HVAD DET BETYDER: De svar Bibelen giver på de spørgsmål som stort set alle mennesker stiller sig selv, er sande. Den giver os for eksempel svar på disse spørgsmål:
-
Hvor kommer vi fra?
-
Hvorfor er vi her?
-
Hvad sker der når man dør?
-
Hvordan vil fremtiden blive?
Millioner af mennesker jorden over har fået et bedre liv ved at undersøge hvad Bibelen siger om disse og andre emner.
HVAD DU KAN GØRE: Undersøg hvad Bibelen siger om forskellige spørgsmål. Spørg et Jehovas Vidne om han eller hun vil hjælpe dig med at finde svarene i Bibelen. Tag et kig på vores hjemmeside, jw.org, eller kom til et af vores møder, hvor der altid er gratis adgang.
ANDRE PRINCIPPER FRA BIBELEN
VÆR OPMÆRKSOM PÅ DIN ÅNDELIGHED.
“Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” – MATTHÆUS 5:3.
LÆR MERE OM JEHOVA GUD. *
“De skulle søge Gud, ja, ... virkelig finde ham, han er nemlig ikke langt væk fra en eneste af os.” – APOSTLENES GERNINGER 17:27.
LÆS I BIBELEN, OG TÆNK OVER DENS BUDSKAB.
“[Han] glæder sig over Jehovas lov og mediterer over hans lov dag og nat. ... Alt hvad han gør, vil lykkes.” – SALME 1:2, 3, fodnote.
^ par. 20 Jehova er Guds navn ifølge Bibelen.