FORESTIL dig at du er en kristen der lever i det første århundrede. Din menighed har lige modtaget et brev fra apostlen Paulus. Mens du lytter til at det bliver læst op, lægger du mærke til at Paulus ofte citerer fra “de hellige skrifter”, det vil sige De Hebraiske Skrifter. (2 Timoteus 3:15) ‘Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se hvor han citerer fra,’ siger du til dig selv. Men det ville ikke have været let. Hvorfor ikke?

Tænk på hvordan håndskrifterne af “de hellige skrifter” som man havde på Paulus’ tid, så ud. Et af dem er vist her på siden – et udsnit af Esajas’ Bog fra Dødehavsrullerne. Hvad ser du? Et stykke tekst uden skilletegn! Og der er ingen af de nummererede kapitler og vers som vi kender i dag.

Bibelskribenterne inddelte ikke deres budskab i kapitler og vers. De nedskrev alt det de fik fra Gud, så læserne kunne læse hele budskabet, ikke kun små dele af det. Er det ikke også sådan du gør når du får et vigtigt brev fra en af dine kære? Du læser hele brevet, ikke kun lidt her og der.

Det var imidlertid et problem at teksten ikke havde kapitler og vers. Paulus kunne kun forklare hvor han citerede fra med vendinger som “sådan som der står skrevet”, eller “ganske som Esajas forud havde sagt”. (Romerne 3:10; 9:29) Og det ville være svært at finde disse citater hvis man ikke var meget godt kendt med alle “de hellige skrifter”.

Desuden var disse “hellige skrifter” ikke blot ét enkelt budskab fra Gud. I slutningen af det første århundrede e.v.t. bestod de af en samling skrifter på 66 forskellige bøger! Derfor er de fleste bibellæsere i dag glade for at Bibelen har nummererede kapitler og vers så de kan finde de specifikke steder hvor for eksempel Paulus’ mange citater stammer fra.

Nu spørger du måske: ‘Hvem inddelte Bibelen i kapitler og vers?’

Den engelske præst Stephen Langton, der senere blev ærkebiskop af Canterbury, tilskrives æren for at have inddelt Bibelen i kapitler. Han gjorde det i begyndelsen af det 13. århundrede mens han underviste ved universitetet i Paris.

Før hans tid havde de lærde eksperimenteret med forskellige metoder til at inddele Bibelen i mindre sektioner eller kapitler, og tilsyneladende var det først og fremmest for at gøre det lettere at henvise til bestemte steder. Man kan forestille sig hvor meget lettere det var for dem at finde en bestemt passage hvis de kun skulle lede i et enkelt kapitel frem for i en hel bog, såsom Esajas’ Bog der består af 66 kapitler.

Men alt det gav et problem. Forskerne udtænkte forskellige systemer der ikke passede sammen. Der var for eksempel en der opdelte Markus’ evangelium i næsten 50 kapitler, ikke kun de 16 som vi har i dag. På Langtons tid kom de studerende i Paris fra forskellige lande, og herfra havde de deres bibler med. Men det var ikke let for lærerne og de studerende at forklare hvor det de refererede til,  stod. Hvorfor? Simpelt hen fordi kapitelinddelingerne i deres håndskrifter ikke passede sammen.

Derfor udarbejdede Langton en ny måde at inddele kapitlerne på. Ifølge bogen The Book – A History of the Bible fængede hans system “både hos læserne og de skriftkloge”, og det “spredtes hurtigt i hele Europa”. Han gav os den kapitelinddeling som vi har i de fleste bibler i dag.

Omkring 300 år senere, i midten af det 16. århundrede, gjorde den berømte franske bogtrykker og videnskabsmand Robert Estienne tingene endnu nemmere. Hans mål var at gøre det almindeligt at læse i Bibelen. Han indså at det ville være meget værdifuldt at have et ensartet system både for nummererede kapitler og nummererede vers.

Det var ikke Robert Estienne der fandt på at inddele bibelteksten i vers. Det havde andre allerede gjort. Flere hundrede år tidligere havde jødiske afskrivere for eksempel inddelt De Hebraiske Skrifter (også kaldet Det Gamle Testamente) i vers, men ikke i kapitler. Men ligesom i tilfældet med udarbejdelsen af kapitelinddelingen, var der ikke noget ensartet system.

Robert Estienne udarbejdede en ny versinddeling af De Kristne Græske Skrifter (også kaldet Det Nye Testamente), en der svarede til den der allerede fandtes i De Hebraiske Skrifter. I 1553 udgav han den første komplette bibel (en udgave på fransk) der stort set havde den samme kapitel- og versinddeling som vi har i dag. Nogle var kritiske og indvendte at versinddelingen gjorde bibelteksten fragmentarisk og fik det til at virke som om teksten bestod af en række separate og løsrevne udsagn. Men hans system blev hurtigt taget i brug af andre bogtrykkere.

Man kan synes at idéen er ret enkel – nummererede kapitler og vers. Hermed får hvert skriftsted en unik “adresse”, lidt ligesom en postadresse. Kapitel- og versinddelingerne er godt nok ikke inspireret af Gud, og indimellem deler de teksten på nogle mærkelige steder. Men de gør det lettere præcist at lokalisere et citat og at highlighte eller henvise til bestemte vers som har særlig betydning for os – ligesom man i et dokument eller en bog highlighter udtryk eller vendinger man gerne vil huske.

Selvom inddelingen i kapitler og vers er praktisk, er det vigtigt at man får hele billedet med – at man forstår hele det budskab Gud har givet os. Gør det til en vane at læse teksten i sammenhæng i stedet for kun at læse løsrevne vers. Hvis du gør det, vil du blive bedre og bedre kendt med “de hellige skrifter, som kan gøre dig vís til frelse”. – 2 Timoteus 3:15.