Jeg voksede op i og omkring Puerto Limón, en havneby på Costa Ricas østkyst. Mine forældre havde otte børn, og jeg var den syvende i rækken. Min far døde da jeg var otte år gammel. Derefter var min mor alene om at tage sig af os.

Baseball var en stor del af mit liv, og som barn elskede jeg at spille det. Sidst i teenageårene kom jeg på et hold i amatørligaen. På et tidspunkt da jeg var i tyverne, tilbød en talentspejder at jeg kunne blive professionel baseballspiller for et hold i Nicaragua. Men fordi min mor døjede med dårligt helbred og det var mig der passede hende, havde jeg ikke lyst til at flytte til Nicaragua. Jeg afslog derfor tilbuddet. Senere inviterede en anden talentspejder mig til at spille for Costa Ricas baseball-landshold, som bestod af udvalgte spillere fra amatørligaen. Denne gang sagde jeg ja tak. Jeg var med på landsholdet fra 1949 til 1952 og spillede en række kampe i Cuba, Mexico og Nicaragua. Min rolle på holdet var baseman, og jeg gjorde det godt – engang spillede jeg 17 kampe i træk uden at lave en eneste fejl. Jeg elskede at høre publikum råbe mit navn!

Desværre levede jeg et meget udsvævende liv. Selvom jeg var i et fast forhold, havde jeg altid flere kvinder ved siden af. Jeg drak også alt for meget. Engang var jeg så fuld at da jeg vågnede op i min seng næste dag, kunne jeg ikke huske hvordan jeg var kommet hjem. Desuden spillede jeg om penge i domino og deltog i lotteriet.

I denne periode af mit liv blev min mor et af Jehovas Vidner. Hun ville gerne fortælle mig om sin tro, men til at begynde med lykkedes det ikke for hende at gøre mig interesseret, for jeg var helt opslugt af baseball. Hvis jeg var ude at træne på et tidspunkt hvor jeg ellers plejede at spise, var jeg ikke engang sulten. Jeg fokuserede kun på spillet. Jeg elskede baseball mere end noget andet!

Men som 29-årig fik jeg en alvorlig skade da jeg prøvede at gribe en bold under en kamp. Da jeg var blevet min skade kvit, holdt jeg op med at spille professionelt. Ikke desto  mindre fortsatte jeg med at være aktiv i baseballverdenen som træner for et hold i amatørligaen i nærheden af hvor jeg boede.

I 1957 tog jeg imod en invitation til at overvære et stævne som Jehovas Vidner holdt på et stadion hvor jeg engang havde spillet baseball. Mens jeg sad på tilskuerrækkerne, kunne jeg ikke lade være med at bemærke kontrasten mellem den respektfulde måde Jehovas Vidner var på, og den aggressive opførsel jeg havde oplevet blandt tilskuerne ved baseballkampene. Det jeg oplevede ved stævnet, gav mig lyst til at studere Bibelen med Vidnerne og komme til deres møder.

Meget af det jeg lærte ud fra Bibelen, gjorde indtryk på mig. Jesus havde for eksempel forudsagt at hans disciple i de sidste dage ville forkynde den gode nyhed om Guds rige i hele verden. (Mattæus 24:14) Jeg lærte også at sande kristne ikke får penge for at forkynde. Jesus sagde: “I har fået det for intet, I skal give det for intet.” – Mattæus 10:8.

Mens jeg studerede Bibelen, sammenlignede jeg det den sagde, med det jeg så blandt Jehovas Vidner. Jeg var imponeret over de ihærdige anstrengelser de gjorde for at alle i hele verden skulle høre den gode nyhed om Guds rige. Jeg kunne se at de var selvopofrende, sådan som Jesus sagde at hans disciple skulle være. Så da jeg læste Markus 10:21, hvor Jesus siger ‘Kom og følg mig’, besluttede jeg mig for at blive et af Jehovas Vidner.

Det tog mig dog noget tid før jeg helt levede op til det. I mange år havde jeg hver eneste uge satset penge på mit “lykketal” i statslotteriet. Men jeg lærte ud fra Bibelen at Gud fordømmer dem der tilbeder “lykkeguden”, og dem der er grådige. (Esajas 65:11; Kolossenserne 3:5) Derfor besluttede jeg at holde op med at spille om penge. Den første søndag hvor jeg ikke var med i lotteriet, blev mit “lykketal” udtrukket! Folk hånede mig fordi jeg ikke havde spillet den uge, og de prøvede at overtale mig til at begynde igen, men jeg gjorde det ikke. Siden da har jeg aldrig spillet om penge.

Min “nye personlighed” blev sat på endnu en prøve den selv samme dag som jeg blev døbt ved et af Jehovas Vidners stævner. (Efeserne 4:24) Da jeg om aftenen kom tilbage til det hotel jeg boede på, stod min ekskæreste og ventede på mig uden for mit værelse. “Kom nu, Sammy, skal vi ikke hygge os lidt?” sagde hun. Men jeg svarede straks: “Nej!” Jeg mindede hende om at jeg var begyndt at leve efter Bibelens moralnormer. (1 Korinther 6:18) “Hvad?” udbrød hun, hvorefter hun bagatelliserede Bibelens syn på sex uden for ægteskabet og prøvede at overtale mig til at vi skulle finde sammen igen. Men jeg gik ind på mit hotelværelse og låste døren efter mig. Jeg er glad for i dag at kunne sige at lige siden jeg blev et af Jehovas Vidner i 1958, har jeg trofast levet i overensstemmelse med de forandringer jeg foretog dengang.

Jeg kunne skrive en hel bog om alt det gode jeg har fået ud af at følge Bibelens vejledning! Det har blandt andet givet mig masser af gode venner, et meningsfyldt liv og ægte lykke.

Jeg kan stadig godt lide baseball, men mine værdier har ændret sig. Baseball gav mig prestige og penge, men det viste sig kun at være flygtige ting. Mit forhold til Gud og mine åndelige brødre og søstre er derimod noget der vil vare evigt. Bibelen siger: “Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.” (1 Johannes 2:17) Nu er det Jehova Gud og hans folk jeg elsker mere end noget andet!