Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mennesker skulle leve evigt

Mennesker skulle leve evigt

HVEM vil ikke gerne have et langt og lykkeligt liv? Forestil dig hvor fantastisk det ville være at blive ved med at leve hvis du havde et godt helbred og beskæftigede dig med noget du godt kunne lide. Du kunne bruge mere tid sammen med familie og venner, rejse rundt i verden, tilegne dig nye færdigheder, få større viden og udforske alle de ting du synes er spændende.

Hvorfor appellerer sådan en tanke til os? I Bibelen står der at Jehova * Gud har skabt os med et ønske om at leve evigt. (Prædikeren 3:11) Der står også at “Gud er kærlighed”. (1. Johannes 4:8) Ville en kærlig Gud skabe os med ønsket om evigt liv og samtidig gøre det umuligt for os at opnå det?

I Bibelen kaldes døden interessant nok en “fjende”. (1. Korinther 15:26) Nogle bliver overmandet af denne fjende tidligt i livet, for andre sker det først senere, men uanset hvad vil vi alle sammen blive overmandet af døden på et eller andet tidspunkt. Det er ikke en rar tanke, mange vil endda finde den decideret skræmmende. Vil denne fjende nogensinde blive besejret?

EN UDTALELSE DER GIVER HÅB

Var du klar over at det aldrig var Guds tanke at mennesker skulle dø? Den første bog i Bibelen viser at Jehova ønskede at mennesker skulle leve evigt på jorden. Han gjorde omhyggeligt jorden klar til at mennesker kunne bo på den. Derefter skabte han det første menneske, Adam, og lod ham bo i en paradisisk have, Edens Have. “Derefter så Gud alt hvad han havde frembragt, og det var virkelig godt.” – 1. Mosebog 1:26, 31.

Gud skabte Adam som et fuldkomment menneske, det vil sige uden nogen som helst fejl. (5. Mosebog 32:4) Også Adams kone, Eva, blev skabt fuldkommen. Jehova sagde til dem: “Få børn og bliv mange, fyld jorden og tag herredømmet over den, og hersk over havets fisk og himlens flyvende skabninger og alle de levende væsner der myldrer omkring på jorden.” – 1. Mosebog 1:28.

Det ville tage tid for Adam og Eva at fylde jorden med deres familie. Eva ville blive gravid og få børn, de børn ville med tiden selv få børn, og til sidst ville hele jorden være beboet, præcis som det var Guds hensigt. (Esajas 45:18) Hvorfor skulle Gud give Adam og Eva de fremtidsudsigter hvis de kun skulle leve længe nok til at se deres børn og måske børnebørn og aldrig ville opleve at jorden blev fyldt med deres efterkommere?

Tænk også over buddet om at de skulle herske over dyrene. Adam fik til opgave at give alle dyrene navne, hvilket ville tage en del tid. (1. Mosebog 2:19) Men at herske over dyrene indebar mere end det. Han måtte studere dem og finde ud af hvordan han skulle tage sig af dem. Det ville helt sikkert tage ham endnu længere tid.

Buddet om at fylde jorden og tage sig af dyrene viser at det var Guds tanke at det første menneskepar skulle leve meget længe. Det var rent faktisk også hvad Adam gjorde.

GUDS TANKE ER AT MENNESKER SKAL LEVE EVIGT I ET PARADIS PÅ JORDEN

DE LEVEDE MEGET LÆNGE

Adam, 930 år

Metusalem, 969 år

Noa, 950 år

I dag, 70-80 år

Bibelen viser at mennesker engang levede meget længere end vi gør i dag. “Adam levede ... i 930 år,” og efter ham nævnes der seks andre mænd der også levede i mere end 900 år! Det var Set, Enosh, Kenan, Jered, Metusalem og Noa. Noa var den eneste af disse mænd der også levede efter Vandfloden, der kom da han var 600 år gammel. (1. Mosebog 5:5-27; 7:6; 9:29) Hvorfor kunne de leve så længe?

De omtalte mænd levede tæt på den tid hvor Adam og Eva var fuldkomne. Det er sandsynligvis en vigtig faktor i forbindelse med deres lange levetid. Men hvordan hænger fuldkommenhed sammen med det at leve længe? Og hvordan vil døden blive besejret? For at få svar på de spørgsmål må vi først forstå hvorfor vi bliver gamle og dør.

^ par. 3 Jehova er Guds navn ifølge Bibelen.