KAN du læse bibelsk hebraisk? Sandsynligvis ikke. Det kan være at du aldrig har set en hebraisk bibel. Men måske vil du alligevel få større værdsættelse af dit eget eksemplar af Bibelen ved at lære noget om Elias Hutter, en bibelforsker fra det 16. århundrede, og hans to hebraiske bibeludgivelser.

Elias Hutter blev født i 1553 i Görlitz, en lille by tæt på Tysklands nuværende grænse til Polen og Tjekkiet. Han studerede mellemøstlige sprog ved det lutherske universitet i Jena. Da han var bare 24 år gammel, blev han professor i hebraisk i Leipzig. Senere reformerede han måden man underviste på, og grundlagde en skole i Nürnberg hvor studerende kunne lære hebraisk, græsk, latin og tysk på bare fire år. Det kunne man ikke dengang på nogen anden læreanstalt.

I 1587 udgav Elias Hutter en hebraisk udgave af den del af Bibelen der almindeligvis kaldes Det Gamle Testamente. Denne udgave hed Derekh ha-Kodesh, et udtryk der er hentet fra Esajas 35:8 og betyder “Hellighedens Vej”. Dens smukke skrift affødte kommentaren: “Alt vidner om denne udgaves pragt.” Men det der gjorde denne bibel særligt værdifuld, var at de studerende kunne bruge den som et godt redskab til at lære hebraisk.

For at forstå hvorfor Hutters bibel var så nyttig, tænk da over to udfordringer som en studerende havde når han prøvede at læse Bibelen på hebraisk. For det første er det et anderledes og fremmed alfabet der læses fra højre til venstre, og for det andet gør de tilføjede forstavelser og endelser det svært at genkende ordenes rod. Se for eksempel det hebraiske ord נפשׁ (translittereret næ’fæsj), der betyder “sjæl”. I Ezekiel 18:4 er forstavelsen ה (ha) sat på ordet så det kommer til at stå i bestemt form, og dermed dannes ordet הנפשׁ (hannæ’fæsj), eller “sjælen”. Hvis man ikke er helt fortrolig med sproget, kan הנפשׁ (hannæ’fæsj) se ud til at være et helt andet ord end נפשׁ (næ’fæsj).

For at hjælpe sine elever brugte Hutter en genial teknik i forbindelse med trykningen af sin bibel. Han brugte en hebraisk skrifttype der både har almindelige bogstaver og bogstaver i konturskrift. Ordenes rod blev trykt med almindelige  bogstaver. Og til forstavelserne og endelserne brugte han konturskrift. Denne enkle metode gjorde det lettere for de studerende at identificere det hebraiske ords rod og var en hjælp for dem i forbindelse med at lære sproget. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter – Studieudgave med noter og henvisninger bruger en lignende praktisk metode i fodnoterne. * De translittererede ords rod er med fed skrift, og forstavelserne og endelserne er med almindelig skrift. På billederne vises den skrifttype der blev brugt i Hutters hebraiske bibel, og den der bruges i fodnoterne i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen på engelsk; eksemplet er fra Ezekiel 18:4.

Hutter trykte også De Kristne Græske Skrifter, eller Det Nye Testamente, som det almindeligvis kaldes, med teksten på 12 sprog. Denne udgave udkom i Nürnberg i 1599 og bliver ofte kaldt Nürnbergpolyglotten. Hutter ville gerne have en hebraisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter med. Men han sagde at selv hvis han “havde været villig til at betale en formue” for en sådan oversættelse, ville hans søgen have været forgæves. * Derfor besluttede han at han selv ville oversætte Det Nye Testamente fra græsk til hebraisk. Fordi Hutter udelukkende fokuserede på den opgave, kunne han færdiggøre hele oversættelsen på kun et år!

Hvor god var Hutters hebraiske oversættelse af Det Nye Testamente? En anerkendt hebraiskkyndig fra det 19. århundrede, Franz Delitzsch, skrev: “Hans hebraiske oversættelse vidner om en forståelse af sproget som er sjælden blandt kristne, og den er stadig værd at rådføre sig med, for gang på gang har han været yderst heldig med at vælge det helt rette udtryk.”

Hutter blev ikke rig af sit oversættelsesarbejde; hans bibler solgte tilsyneladende ikke særligt godt. Ikke desto mindre har hans arbejde haft en vigtig og blivende indflydelse. For eksempel blev hans hebraiske udgave af Det Nye Testamente revideret og genoptrykt i 1661 af William Robertson og igen i 1798 af Richard Caddick. Da Hutter oversatte fra den græske grundtekst, gengav han meget passende titlerne Kyʹrios (Herre) og Theosʹ (Gud) med “Jehova” (יהוה, JHWH) de steder hvor teksten er et citat fra Det Gamle Testamente, eller når han mente at det henviste til Jehova. Dét er interessant, for selvom mange oversættelser af Det Nye Testamente ikke bruger Guds personlige navn, taler Hutters oversættelse for at man genindsætter navnet der.

Næste gang du ser Guds navn, Jehova, i De Kristne Græske Skrifter eller i en fodnote til studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen, så tænk på Elias Hutter og hans interessante hebraiske bibler.