Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lavningen ved Ela

David og Goliat – skete det virkelig?

David og Goliat – skete det virkelig?

Er beretningen om David og Goliat historisk korrekt, eller er den blot en myte? Fik du den tanke da du læste den foregående artikel? Hvis det er tilfældet, så overvej de følgende tre spørgsmål.

1 | Kunne en mand virkelig være næsten 2,9 meter høj?

Bibelen fortæller at Goliat var “seks alen og et spand høj”. (1 Samuel 17:4) Den omtalte alen var 44,5 centimeter lang, og et spand var 22,2 centimeter. Det svarer altså til knap 2,9 meter. Nogle mener at Goliat umuligt kunne have været så høj. Men overvej dette: Den højeste mand i nyere tid var over 2,7 meter høj. Er det så helt umuligt at Goliat har været næsten 20 centimeter højere? Han var af refaitternes stamme, og mændene derfra var kendt for deres usædvanlige størrelse. Et egyptisk dokument fra det 13. århundrede f.v.t. omtaler nogle frygtindgydende krigere der var over 2,4 meter høje, og som kom fra området omkring Kana’an. Det er ganske vist usædvanligt at være så høj som Goliat, men det kan lade sig gøre.

2 | Var David en virkelig person?

Engang påstod forskere at kong David bare var en opdigtet person, men det er blevet sværere for dem. Arkæologer har nemlig fundet en gammel inskription der nævner “Davids hus”. Desuden omtalte Jesus Kristus David som en virkelig person. (Mattæus 12:3; 22:43-45) Jesu identitet som Messias bliver støttet af to detaljerede slægtsregistre der viser at han var en efterkommer af kong David. (Mattæus 1:6-16; Lukas 3:23-31) Det er altså tydeligt at David har levet.

3 | Eksisterer det sted der bliver omtalt i beretningen?

Bibelen fortæller at kampen fandt sted i lavningen ved Ela. Men den kommer med flere detaljer: Filistrenes lejr lå på en bjergside mellem de to byer Soko og Azeka. Israelitterne befandt sig på den modsatte bjergside. Eksisterede disse steder virkelig?

Læg mærke til hvad en der har besøgt området, fortæller: “Vores guide – der ikke var religiøs – tog os med til Eladalen. Vi gik op ad en sti der førte os op på toppen af en bakke. Mens vi kiggede ud over dalen, bad han os læse 1 Samuel 17:1-3. Han pegede ud over dalen og sagde: ‘Derovre, til venstre, ligger ruinerne af Soko.’ Så vendte han sig om og sagde: ‘Og derovre, til højre, er ruinerne af Azeka. Filistrene slog lejr mellem de to byer, et sted på den bjergside der vender mod os. Så det kan være vi står der hvor israelitterne slog lejr.’ Jeg forestillede mig David og Saul stå lige der hvor jeg var. Vi gik ned derfra, og i bunden af dalen krydsede vi det næsten udtørrede flodleje der var fyldt med sten. Jeg kom til at tænke på at det var her David fandt de fem glatte sten og slog Goliat ihjel med den ene af dem.” Denne rejsende var, ligesom mange andre, dybt imponeret over de præcise oplysninger i Bibelens beretning.

Der er altså ingen grund til at tvivle på at denne historiske beretning er sand. Den handler om virkelige mennesker og virkelige steder. Men det vigtigste er at den er en del af Guds inspirerede ord, hvilket betyder at den kommer fra sandhedens Gud, den Gud “der ikke kan lyve”. – Titus 1:2; 2 Timoteus 3:16.