1. Hvorfor tilskyndede Paulus de kristne hebræere til at opmuntre hinanden “så meget mere”?

I DET første århundrede skrev apostlen Paulus til de kristne hebræere og tilskyndede dem: “Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.” (Hebr. 10:24, 25) Hvorfor var der brug for at de gjorde endnu mere ud af at opmuntre hinanden? Inden for fem år ville det blive tydeligt for de kristne hebræere at Jehovas dag for dommen over Jerusalem nærmede sig. Når de så det tegn som Jesus havde beskrevet, ville de blive nødt til at flygte fra byen. (Luk. 21:20-22; Apg. 2:19, 20) Jehovas dag kom i år 70 da romerne ødelagde Jerusalem.

2. Hvorfor skal vi være mere og mere opmærksomme på at opmuntre hinanden?

² Vi er i en lignende situation i dag. Det er tydeligt for os at Jehovas ‘store og meget frygtindgydende dag’ er nær. (Joel 2:11) Profeten Zefanias sagde: “Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.” (Zef. 1:14)  Denne profetiske advarsel gælder også den tid vi lever i. I betragtning af hvor nær Jehovas dag er, må vi følge opfordringen til at “give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger”. (Hebr. 10:24) Vi må være mere og mere opmærksomme på vores brødre og søstre så vi kan opmuntre dem når de har behov for det.

3. Hvad sagde Paulus om opmuntring? (Se indledningsbilledet).

³ “Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.” (Ordsp. 12:25) Disse ord gælder os alle. Vi har alle sammen brug for at blive opmuntret fra tid til anden. Paulus indikerede at selv de der har ansvar for at opmuntre andre, kan have brug for at blive opmuntret. Til de kristne i Rom skrev han: “Jeg længes efter at se jer, så jeg kan give jer del i en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi hos jer sammen kan opmuntres ved hinandens tro, både jeres og min.” (Rom. 1:11, 12) Ja, selv Paulus havde brug for opmuntring en gang imellem. – Læs Romerne 15:30-32.

4, 5. Hvem kan vi opmuntre, og hvorfor skal vi gøre det?

⁴ Nogle af dem vi kan opmuntre, er de mange trofaste heltidstjenere, deriblandt pionerer, missionærer, kredstilsynsmænd og deres hustruer og dem der arbejder på et oversættelses- eller afdelingskontor. De har alle sammen bragt ofre for at kunne bruge deres liv fuldt ud i tjenesten for Jehova og fortjener ros og påskønnelse. Der er også brødre og søstre som af forskellige årsager ikke længere er i stand til at være i heltidstjenesten, men som ville ønske de kunne være det. De vil helt sikkert blive glade for at vi opmuntrer dem.

⁵ Brødre og søstre der forbliver single fordi de ønsker at følge buddet om kun at gifte sig med en der tjener Jehova, er en anden gruppe der fortjener ros og opmuntring. (1 Kor. 7:39) Hustruer føler sig helt sikkert også opmuntret når deres mænd giver udtryk for at de elsker dem og værdsætter alt det de gør. (Ordsp. 31:28, 31) Og de af vores trosfæller som holder ud på trods af modstand eller sygdom, har også brug for opmuntring og støtte. (2 Thess. 1:3-5) Jehova og Jesus lægger mærke til alle disse trofaste tjenere og styrker og opmuntrer dem. – Læs 2 Thessaloniker 2:16, 17.

6. Hvilken opgave har de ældste ifølge Esajas 32:1, 2?

⁶ Læs Esajas 32:1, 2. Vi lever i en svær tid, hvor det er let at blive trist og modløs. Så gennem “fyrster”, det vil sige ældste der er salvede eller hører til de andre får, sørger Jesus for opmuntring til os. De ældste i menigheden er ikke ‘herrer over vores tro’, men ‘medarbejdere på vores glæde’. Deres mål er at hjælpe os til at bevare glæden og forblive trofaste. – 2 Kor. 1:24.

7, 8. Hvordan kan ældste opmuntre andre?

⁷ Ældste i dag kan efterligne Paulus, der altid var opmærksom på at opmuntre andre. Til de kristne i Thessalonika, der blev udsat for forfølgelse, skrev han: “Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.” – 1 Thess. 2:8.

⁸ Nogle gange er det dog ikke nok at  opmuntre med ord. Paulus skrev til de ældste i Efesus at de skulle “hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ‘Der er mere lykke ved at give end ved at modtage’”. (Apg. 20:35) Paulus nøjedes ikke blot med at sige noget opmuntrende til sine brødre; han var villig til at ‘bruge af sine midler og lade sig selv helt opbruge’ for deres skyld. (2 Kor. 12:15) På samme måde bør ældste i dag ikke kun opmuntre og trøste andre med det de siger, men også med det de gør. På den måde viser de ægte omsorg. – 1 Kor. 14:3.

9. Hvordan kan ældste give vejledning på en opmuntrende måde?

⁹ Indimellem er de ældste også nødt til at give andre vejledning. Bibelen viser hvordan man gør det på en måde der opmuntrer og styrker. Et af de bedste eksempler i den forbindelse er Jesus. Efter sin død og opstandelse måtte han give nogle af menighederne i Lilleasien alvorlig retledning. Men læg mærke til hvordan han gjorde det. Inden han begyndte at retlede menighederne i Efesus, Pergamum og Tyatira, roste han dem for alle de gode ting de gjorde. (Åb. 2:1-5, 12, 13, 18, 19) Og til menigheden i Laodikea sagde han: “Alle dem jeg holder af, retleder og tugter jeg. Du skal derfor være nidkær og ændre sind.” (Åb. 3:19) Det vil være klogt af de ældste at efterligne Jesus når de skal vejlede og retlede andre.

10. Hvordan kan vi alle være med til at opmuntre andre?

¹⁰ Ansvaret for at opmuntre andre ligger ikke kun hos de ældste. Paulus opfordrede alle kristne til at have “en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende”. (Ef. 4:29) Vi må hver især være opmærksomme på vores brødre og søstres behov. Til de kristne hebræere skrev  Paulus: “Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ og træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.” (Hebr. 12:12, 13) Alle i menigheden, også børn og unge, kan være med til at styrke andre med opmuntrende ord.

11. Hvordan blev en søster der kæmpede med depression, opmuntret?

¹¹ Marthe, * en søster der i en periode kæmpede med depression, skriver: “En dag hvor jeg havde bedt Jehova om styrke og opmuntring, mødte jeg en ældre søster der viste mig omsorg og medfølelse, noget jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt. Hun fortalte mig også om sine egne erfaringer med den form for prøvelse jeg gennemgik, og det gjorde at jeg ikke følte mig så alene.” Søsteren var sikkert ikke engang klar over hvor meget hendes ord hjalp Marthe.

12, 13. Hvordan kan vi følge opfordringen i Filipperne 2:1-4?

¹² Paulus gav dette råd til de kristne i menigheden i Filippi: “Hvis der da gives nogen opmuntring i Kristus, hvis nogen kærlig trøst, hvis noget åndens fællesskab, hvis nogen inderlig hengivenhed og barmhjertighed, så gør min glæde hel og fuld ved at I er enige, har den samme kærlighed, er forenede i én sjæl, tænker ét, intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især blot har øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.” – Fil. 2:1-4.

¹³ Ja, vi må alle sammen være på udkig efter hvad vi kan gøre for at hjælpe vores brødre og søstre. Kærlig trøst, åndeligt fællesskab og inderlig omsorg og medfølelse er alt sammen noget der kan opmuntre andre.

14. Hvad kan være til stor opmuntring?

¹⁴ Det er meget opmuntrende når vi hører at nogen vi tidligere har hjulpet, stadig er trofaste. Apostlen Johannes skrev: “Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.” (3 Joh. 4) Mange pionerer fortæller at det giver dem stor glæde når de hører at en de engang har studeret med, fortsat tjener Jehova og måske endda er begyndt i heltidstjenesten. Hvis en pioner virker nedtrykt, kan du måske minde vedkommende om alt det gode han eller hun har udrettet.

15. Hvordan kan vi opmuntre dem der tjener Jehova trofast?

¹⁵ Mange der er i kredstjenesten, giver udtryk for at det er meget opmuntrende når nogen skriver et lille kort for at sige tak for deres besøg. Vi kan også opmuntre ældste, missionærer, pionerer og betelitter ved at takke dem for det store arbejde de trofast udfører.

16. Hvad kan måske være nok til at opmuntre andre?

¹⁶ Hvad nu hvis du tænker at du ikke kan være med til at opmuntre, fordi du synes det er svært at tale med andre? Så husk at det ikke kræver så meget at være til opmuntring – måske er et venligt smil når du hilser på andre, alt hvad der skal til. Hvis den anden ikke smiler tilbage, kan det være fordi vedkommende ikke har det så godt. I så fald kan du måske opmuntre blot ved at lytte til vedkommende. – Jak. 1:19.

17. Hvordan blev en ung bror trøstet i en svær tid?

 ¹⁷ En ung bror ved navn Henri oplevede at flere i hans nærmeste familie forlod sandheden. Hans far, der havde været ældste, var en af dem. Henri følte sig helt slået ud, men en kredstilsynsmand lagde mærke til hvordan han havde det, og inviterede ham med ud at drikke en kop kaffe. Han lyttede opmærksomt mens Henri fortalte om sine tanker og følelser. Det gik op for Henri at den eneste måde han kunne hjælpe sin familie på, var ved selv at forblive loyal mod Jehova. Noget der også trøstede ham, var at læse Salme 46, Zefanias 3:17 og Markus 10:29, 30.

18. (a) Hvad skrev kong Salomon om opmuntring? (b) Hvilken tilskyndelse gav Paulus?

¹⁸ Eksemplerne med Marthe og Henri viser at vi alle kan være til opmuntring for vores brødre og søstre. Læg mærke til hvad kong Salomon skrev: “Hvor er det godt med et ord i rette tid! Øjnenes lys fryder hjertet; et godt budskab giver fedme til knoglerne.” (Ordsp. 15:23, 30) Kender du en der har brug for opmuntring og trøst? Måske kunne du læse noget fra Vagttårnet eller vores hjemmeside for vedkommende. Det kan også være rigtig godt at synge Rigets sange sammen. Paulus skrev: “Bliv ved med at undervise og formane [eller: “opmuntre”] hinanden med salmer, lovsange til Gud, åndelige sange med ynde, idet I synger i jeres hjerter for Jehova.” – Kol. 3:16; Apg. 16:25.

19. Hvad bliver mere og mere vigtigt, og hvorfor?

¹⁹ Efterhånden som Jehovas dag nærmer sig, bliver det stadigt mere vigtigt at vi opmuntrer hinanden. (Hebr. 10:25) Ja, vi må følge den opfordring Paulus gav de kristne: “Bliv ... ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.” – 1 Thess. 5:11.