Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 17

Tag imod Jehovas hjælp til at modstå de onde ånder

Tag imod Jehovas hjælp til at modstå de onde ånder

‘For os er kampen imod de onde åndemagter i det himmelske.’ – EF. 6:12.

SANG NR. 55 Frygt dem ikke!

FORMÅL *

1. Hvad er et af de stærkeste udtryk for Jehovas omsorg for os, som nævnt i Efeserne 6:10-13? Forklar.

ET AF de stærkeste udtryk for Jehovas omsorg er at han hjælper os til at stå fast over for vores fjender. De største fjender vi har, er Satan og dæmonerne. Jehova advarer os mod disse fjender, og han giver os det vi skal bruge for at modstå dem. (Læs Efeserne 6:10-13). Når vi tager imod Jehovas hjælp og stoler fuldstændigt på ham, vil vi kunne klare os mod Djævelen. Vi kan have den samme stærke tillid som Paulus satte ord på, da han skrev: “Hvis Gud er for os, hvem kan så være imod os?” – Rom. 8:31.

2. Hvad vil vi se på i denne artikel?

2 Som sande kristne lader vi os ikke fascinere af Satan og dæmonerne. Det vi er mest optaget af, er at lære om Jehova og tjene ham. (Sl. 25:5) Men vi er nødt til at vide noget om Satans grundlæggende taktik. Hvorfor det? For at vi ikke skal blive overlistet af ham. (2. Kor. 2:11, fdn.) I denne artikel vil vi se på en af de metoder Satan og dæmonerne benytter sig mest af for at narre mennesker. Vi vil også se på hvordan vi kan undgå at blive bedraget.

HVORDAN DE ONDE ÅNDER VILDLEDER MENNESKER

3-4. (a) Hvad er okkultisme? (b) Hvor udbredt er okkultisme?

3 En af de metoder Satan og dæmonerne oftest bruger for at vildlede mennesker, er okkultisme. De der beskæftiger sig med det okkulte, påstår at de har en viden eller magt mennesker normalt ikke har. For eksempel hævder nogle at de kan se hvad fremtiden vil bringe, ved hjælp af spådom eller astrologi. Andre får det til at se ud som om de taler med de døde. Nogle praktiserer heksekunst eller magi og prøver måske at ramme andre med en forbandelse. *

4 Hvor udbredt er okkultisme? Af en spørgeundersøgelse der blev foretaget i 18 lande i Latinamerika og Caribien, fremgik det at cirka en tredjedel af dem der blev spurgt, troede på magi, hekseri og trolddomskunst, og at næsten lige så mange troede at det var muligt at kommunikere med ånder. En anden spørgeundersøgelse blev foretaget i 18 lande i Afrika. I gennemsnit svarede over halvdelen af de adspurgte i disse lande at de troede på heksekunst. Men uanset hvor i verden vi bor, er det vigtigt at vi er på vagt over for okkultisme. Vi ved jo at Satan prøver at vildlede “hele den beboede jord”. – Åb. 12:9.

5. Hvordan ser Jehova på okkultisme?

5 Hvordan ser Jehova på okkultisme? Han hader det, for han er “sandhedens Gud”! (Sl. 31:5) Til israelitterne sagde han: “Ingen i jeres land må ofre sin søn eller datter i ilden, beskæftige sig med spådomskunst, øve magi, tage varsler, være troldmand, udtale en besværgelse, gå til et åndemedium eller en spåmand eller spåkvinde eller henvende sig til de døde. For Jehova hader enhver der gør den slags.” (5. Mos. 18:10-12) Kristne er selvfølgelig ikke underlagt den Lov Jehova gav israelitterne. Men vi ved at hans følelser omkring okkultisme ikke har ændret sig. – Mal. 3:6.

6. (a) Hvordan bruger Satan okkultisme til at skade mennesker? (b) Hvad er sandheden om de dødes tilstand, som det fremgår af Prædikeren 9:5?

6 Jehova advarer os mod det okkulte fordi han ved at Satan bruger det til at skade mennesker. Ved hjælp af okkultisme fremmer Satan sine løgne – blandt andet den løgn at de døde lever videre i en anden verden. (Læs Prædikeren 9:5). Satan bruger også det okkulte for at holde mennesker fanget i frygt og for at vende dem væk fra Jehova. Hans mål er at få dem der beskæftiger sig med det okkulte, til at stole på onde ånder i stedet for at tro på Jehova.

HVORDAN VI MODSTÅR DE ONDE ÅNDER

7. Hvad fortæller Jehova os?

7 Som nævnt tidligere fortæller Jehova os alt hvad vi skal vide for ikke at blive vildledt af Satan og dæmonerne. Lad os se på nogle konkrete skridt vi kan tage for at beskytte os mod Satan og hans dæmoner.

8. (a) Hvad er det vigtigste vi kan gøre for at modstå de onde ånder? (b) Hvordan afslører Salme 146:4 Satans løgn om de døde?

8 Læs i Guds ord og meditér over det. Det er det vigtigste vi kan gøre for at afvise de løgne som de onde ånder spreder. Guds ord er som et skarpt sværd der kan skære gennem Satans løgne. (Ef. 6:17) For eksempel afslører Bibelen at det er en løgn at de døde kan kommunikere med de levende. (Læs Salme 146:4). Den minder os også om at det kun er Jehova der kan forudsige fremtiden. (Esa. 45:21; 46:10) Hvis vi regelmæssigt læser i Guds ord og tænker dybt over det, vil vi være rustet til at afvise de løgne som de onde ånder gerne vil have os til at tro på, og vi vil komme til at hade dem.

9. Nævn nogle af de okkulte ting vi undgår.

9 Hav intet som helst med det okkulte at gøre. Som sande kristne vil vi aldrig have noget at gøre med okkultisme. For eksempel vil vi aldrig opsøge et åndemedium eller på nogen anden måde prøve at kommunikere med de døde. Som omtalt i den forrige artikel undgår vi begravelsesskikke der bygger på den opfattelse at de døde stadig er i live et eller andet sted. Og vi prøver ikke at finde ud af hvad fremtiden vil bringe, ved hjælp af horoskoper eller spådomskunst. (Esa. 8:19) Vi ved at al den slags er meget farligt, og at det kunne sætte os i direkte kontakt med Satan og dæmonerne.

Efterlign de kristne i det første århundrede ved at skille dig af med alt hvad der har at gøre med det okkulte, og ved at holde dig fra underholdning der skildrer noget okkult (Se paragraf 10-12)

10-11. (a) Hvad gjorde nogle i det første århundrede da de lærte sandheden at kende? (b) Hvorfor bør vi, i overensstemmelse med 1. Korinther 10:21, efterligne disse kristne, og hvordan kan vi gøre det?

10 Destruér genstande som har at gøre med det okkulte. Nogle af dem der boede i Efesos i det første århundrede, beskæftigede sig med det okkulte. Men da de lærte sandheden at kende, gjorde de noget drastisk. “En del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem mens alle så på det.” (Ap.G. 19:19) Disse mennesker tog nogle alvorlige skridt for at modstå de onde ånder. Deres bøger om magi var mange penge værd. Men i stedet for at give bøgerne væk eller sælge dem til andre destruerede de dem. De gik mere op i at glæde Jehova end i hvor meget bøgerne var værd.

11 Hvordan kan vi efterligne de kristne i Efesos? Hvis vi har noget som helst der har forbindelse med det okkulte, bør vi skille os af med det så hurtigt som muligt! Det omfatter amuletter, talismaner, lykkegenstande og andet som folk går med eller har liggende for at beskytte sig mod onde ånder. – Læs 1. Korinther 10:21.

12. Hvilke spørgsmål må vi stille os selv i forbindelse med underholdning?

12 Tænk over hvad du lader dig underholde af. Spørg dig selv: ‘Læser jeg bøger, blade eller artikler på internettet der handler om det okkulte? Hvad med den musik jeg lytter til, de film og tv-programmer jeg ser, eller de computerspil jeg spiller? Er der noget som helst okkult i det? Skildrer det noget overnaturligt, eller handler det for eksempel om vampyrer eller zombier? Præsenteres magi, forbandelser eller besværgelser som noget harmløst og sjovt?’ Det er selvfølgelig ikke alle eventyr eller fantasiskildringer der har noget med det okkulte at gøre. Men vær fast besluttet på ikke at lade dig underholde af noget som helst Jehova hader, og træf valg der harmonerer med det. Vi ønsker at gøre vores bedste for at “bevare en ren samvittighed” over for Jehova. – Ap.G. 24:16. *

13. Hvad vil vi undgå at gøre?

13 Lad være med at fortælle historier om dæmonerne. Jesus var et godt eksempel for os i den forbindelse. (1. Pet. 2:21) Inden Jesus kom til jorden, levede han i himlen, så han vidste rigtig meget om Satan og dæmonerne. Men han fortalte ikke beretninger om hvad disse onde ånder havde gjort. Jesus ønskede at være et vidne for Jehova, ikke en talsmand for Satan. Vi kan efterligne Jesus ved ikke at sprede historier om dæmonerne. Og så vil det vi taler om, vise at det er gode ting, nemlig sandheden, der fylder vores hjerte. – Sl. 45:1.

Vi behøver på ingen måde at frygte de onde ånder. Jehova, Jesus og englene har langt større magt end de har (Se paragraf 14-15) *

14-15. (a) Hvorfor skal vi ikke være bange for onde ånder? (b) Hvilke beviser er der på at Jehova beskytter sit folk i dag?

14 Vær ikke bange for de onde ånder. I denne ufuldkomne verden kan vi komme ud for mange forfærdelige ting. Ulykker, sygdom og død kan ramme uden varsel. Men vi skal ikke tro at det er usynlige ånder der står bag. Bibelen forklarer at ‘alle er underlagt tiden og det der ikke kan forudses’. (Præd. 9:11) Når det gælder dæmonerne, har Jehova vist at han er meget stærkere end de er. For eksempel gav Gud ikke Satan lov til at slå Job ihjel. (Job 2:6) På Moses’ tid viste Jehova sin magt over for de præster i Egypten der praktiserede magi. (2. Mos. 8:18; 9:11) Efter at Jesus var blevet herliggjort, demonstrerede han den magt Jehova havde givet ham over Satan og dæmonerne, ved at kaste dem ud af himlen og ned til jorden. Og meget snart vil de blive kastet i afgrunden, hvorfra de ikke vil kunne skade nogen som helst. – Åb. 12:9; 20:2, 3.

15 Der er masser af beviser på at Jehova beskytter sit folk i dag. Tænk på følgende: Over hele kloden går vi ud og forkynder for folk og underviser dem i sandheden. (Matt. 28:19, 20) På den måde afslører vi Djævelens onde handlinger. Det er helt sikkert at Satan ville standse alle vores aktiviteter hvis han kunne, men det kan han ikke! Derfor behøver vi ikke at være bange for onde ånder. Vi ved at “Jehovas øjne spejder ud over hele jorden så han kan bruge sin styrke til at hjælpe dem hvis hjerte er helt med ham”. (2. Krøn. 16:9) Hvis vi er trofaste mod Jehova, kan dæmonerne ikke gøre os varig skade.

DE DER TAGER IMOD JEHOVAS HJÆLP, BLIVER VELSIGNET

16-17. Giv et eksempel på det mod det kræver at modstå onde ånder.

16 Det kræver mod at modstå de onde ånder, især hvis velmenende venner og slægtninge udsætter en for pres. Men Jehova velsigner dem der viser et sådant mod. Et eksempel på det er Erica, en søster fra Ghana. Erica var 21 da hun begyndte at studere Bibelen. Hun var datter af en fetichpræst, og man forventede at hun deltog i en spiritistisk skik hvor man spiste kød der blev bragt som et rituelt offer til hendes fars guder. Da Erica nægtede at være med til det, betragtede hendes familie det som en fornærmelse mod guderne. Familien var sikker på at guderne ville straffe dem med både mental og fysisk sygdom.

17 Ericas familie prøvede at tvinge hende til at følge skikken, men hun gav ikke efter på trods af at hun så måtte forlade sit hjem. Nogle af vennerne i menigheden åbnede deres hjem for hende. På den måde velsignede Jehova Erica med en ny familie – hendes trosfæller blev som brødre og søstre for hende. (Mark. 10:29, 30) Selvom familien vendte Erica ryggen og endda brændte hendes ting, forblev hun loyal mod Jehova, blev døbt og er nu pioner. Hun er ikke bange for dæmonerne. Og om sin familie siger Erica: “Jeg beder hver dag for at min familie vil finde ud af hvor stor en velsignelse det er at lære Jehova at kende og mærke den frihed det giver at tjene vores kærlige Gud.”

18. Hvilke velsignelser får vi når vi stoler på Jehova?

18 Vi vil ikke alle sammen komme ud for så dramatisk en prøve på vores tro. Men vi må alle modstå de onde ånder og stole på Jehova. Hvis vi gør det, vil vi få mange velsignelser, og vi vil undgå at blive narret af Satans løgne. Vi vil ikke være lammet af frygt for dæmonerne, og vigtigst af alt: Vi vil styrke vores venskab med Jehova. “I skal ... underordne jer Gud,” skrev disciplen Jakob. Og han fortsatte: “Men afvis Djævelen, så vil han flygte fra jer. Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” – Jak. 4:7, 8.

SANG NR. 150 Søg Gud! Han vil beskytte dig

^ par. 5 Jehova har kærligt advaret os mod onde ånder og fortalt os om den skade de kan gøre. Hvordan prøver onde ånder at vildlede mennesker? Hvilke ting skal vi være opmærksomme på for at undgå de onde ånder? Denne artikel vil vise hvordan Jehova hjælper os.

^ par. 3 FORKLARING: Okkultisme dækker over opfattelser og handlinger der er knyttet til dæmonerne. En form for okkultisme er spiritisme, som er troen på at mennesker lever videre som ånder efter at kroppen er død, og at de døde kan kommunikere med de levende, som regel gennem en person (et medium). Okkultisme omfatter også sådan noget som heksekunst og spådomskunst. I denne artikel bruges ordet magi om handlinger der er knyttet til det okkulte, eller det overnaturlige. Der kan blandt andet være tale om besværgelser man retter mod andre, eller det at man udtaler eller bryder forbandelser. Ordet sigter ikke til tryllekunster der bare udføres med hurtige håndbevægelser for underholdningens skyld.

^ par. 12 Ældste har ikke myndighed til at lave regler angående underholdning. Nej, den enkelte kristne skal bruge sin egen bibeloplærte samvittighed når han vælger hvad han vil læse, se eller spille. Kloge familieoverhoveder sikrer sig at deres familie lader sig lede af de bibelske principper når de vælger underholdning. – Se artiklen “Er der nogle film, bøger eller sange som Jehovas Vidner forbyder?” på jw.org® under OM OS > OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL.

^ par. 54 BILLEDBESKRIVELSE: Jesus står i spidsen for en hær af engle som vores magtfulde himmelske Konge. Jehovas trone er oven over dem.