Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 18

Gennemfør løbet!

Gennemfør løbet!

“Jeg har gennemført løbet.” – 2. TIM. 4:7.

SANG NR. 129 Vi vil holde ud

FORMÅL *

1. Hvad er vi alle sammen nødt til?

VILLE du have lyst til at deltage i et løb som du ved er krævende, hvis du ovenikøbet er syg eller træt? Sikkert ikke. Men apostlen Paulus sagde at alle sande kristne er med i et løb. (Hebr. 12:1) Og vi må alle, uanset om vi er unge eller gamle, friske eller trætte, holde ud til enden hvis vi gerne vil have den belønning Jehova har lovet os. – Matt. 24:13.

2. Hvorfor kunne Paulus frimodigt opfordre andre til at løbe, som det fremgår af 2. Timotheus 4:7, 8?

2 Paulus kunne frimodigt opfordre andre til at løbe fordi han selv havde “gennemført løbet”. (Læs 2. Timotheus 4:7, 8). Men hvad var det helt præcist for et løb Paulus talte om?

HVILKET LØB ER VI MED I?

3. Hvad er det for et løb Paulus talte om?

3 I sin undervisning brugte Paulus nogle gange elementer fra de græske idrætslege. (1. Kor. 9:25-27; 2. Tim. 2:5) Flere gange sammenlignede han den kristnes liv med et løb. (1. Kor. 9:24; Gal. 2:2; Flp. 2:16) En kristen begynder på dette løb når han indvier sig til Jehova og bliver døbt. (1. Pet. 3:21) Og han krydser målstregen når Jehova giver ham belønningen, det evige liv. – Matt. 25:31-34, 46; 2. Tim. 4:8.

4. Hvad vil vi se på i denne artikel?

4 Hvilke ligheder er der mellem et langdistanceløb og livet som kristen? Der er flere paralleller, og her vil vi se på tre af dem. For det første må vi følge den rigtige rute; for det andet må vi fokusere på målstregen; og for det tredje må vi overvinde de udfordringer der kommer undervejs.

FØLG DEN RIGTIGE RUTE

Vi må alle blive på den rigtige rute (Se paragraf 5-7) *

5. Hvilken rute må vi følge, og hvorfor?

5 Hvis løberne i et bogstaveligt løb skal vinde præmien, må de holde sig til den rute der er fastlagt af dem der har tilrettelagt løbet. Som løbere i det kristne løb må vi også følge den rute der er fastlagt, den kristne livsform, hvis vi skal vinde præmien, det evige liv. (Ap.G. 20:24; 1. Pet. 2:21) Men Satan ønsker at vi skal vælge en anden rute. Og de mennesker der følger ham, vil have os til at ‘leve det samme liv som dem’. (1. Pet. 4:4) De håner den vej vi følger, og hævder at den de har valgt, er meget bedre, at det er vejen til frihed. Men deres påstand er løgn. – 2. Pet. 2:19.

6. Hvad kan vi lære af Brians erfaring?

6 De der vælger at “løbe” sammen med dem der lader sig påvirke af Satans verden, finder hurtigt ud af at den vej ikke fører til frihed men til slaveri. (Rom. 6:16) Lad os se på hvordan det gik Brian. Hans forældre havde tilskyndet ham til at vælge et liv som kristen. Men som teenager begyndte han at tvivle på at det var det liv der ville gøre ham lykkelig. Brian begyndte at “løbe” sammen med nogle der fulgte Satans normer. “Jeg havde ingen anelse om at den såkaldte frihed som jeg ønskede, ville føre mig direkte i misbrugets kløer,” siger han. “Jeg kom ud i stof- og alkoholmisbrug og levede umoralsk. I de følgende år eksperimenterede jeg med hårdere stoffer og blev afhængig af flere af dem. Efterhånden ... begyndte jeg at sælge stoffer for at kunne opretholde min livsstil.” Efter et stykke tid besluttede Brian at vende tilbage til Jehova og begynde at leve efter hans normer. Brian skiftede kurs og blev døbt i 2001. I dag er han oprigtigt glad for at han er slået ind på den kristne vej. *

7. Hvilke to veje kan vi vælge mellem, ifølge Matthæus 7:13, 14?

7 Hvor er det vigtigt at vi vælger den rigtige vej! Satan ønsker at vi alle skal holde op med at løbe på den trange vej “der fører til livet”, og i stedet slå ind på den brede vej som de fleste i verden følger. Det er en meget populær vej, og den er lettere at færdes på. Men den “fører til døden”. (Læs Matthæus 7:13, 14). Hvis vi skal kunne blive på den rigtige vej og ikke komme ud af kurs, må vi stole på Jehova og lytte til ham.

VÆR FOKUSERET SÅ DU IKKE SNUBLER

Vi må alle være fokuserede og undgå at få andre til at snuble (Se paragraf 8-12) *

8. Hvad gør en løber hvis han snubler?

8 Deltagerne i et langdistanceløb holder godt øje med vejen lige foran sig så de ikke snubler. Men alligevel kan en af dem de løber sammen med, komme til at spænde ben for dem, eller de kan snuble på grund af et hul i vejen. Hvis de falder, kommer de på benene igen og fortsætter løbet. I stedet for at være optaget af det der fik dem til at snuble, fokuserer de på målstregen og på den præmie de håber at vinde.

9. Hvad skal vi gøre hvis vi falder?

9 I det løb vi er med i, kan vi også komme til at snuble mange gange fordi vi begår fejl i det vi siger og gør. Dem vi løber sammen med, kan også begå nogle fejl der gør ondt på os. Det skulle ikke overraske os. Vi er alle sammen ufuldkomne, og vi løber på den samme trange vej der fører til livet. Derfor kan det ikke undgås at vi indimellem støder ind i hinanden. Paulus sagde ligeud at vi nogle gange ville give hinanden “en grund til at klage”. (Kol. 3:13) Men i stedet for at være optaget af det der fik os til at falde, må vi fokusere på den belønning vi vil få. Hvis vi falder, er det vigtigt at vi kommer på benene igen og fortsætter i løbet. Hvis vi bliver vrede og bitre og nægter at rejse os op, når vi ikke frem til målstregen og får ikke belønningen. Dertil kommer at vi vil blive en hindring for andre der prøver at løbe på den trange vej som fører til livet.

10. Hvordan kan vi undgå at blive “en snublesten” for andre?

10 Vi kan også undgå at blive “en snublesten” for andre ved at bøje os for hvad de foretrækker, hver gang det er muligt, i stedet for at holde på vores ret. (Rom. 14:13, 19-21; 1. Kor. 8:9, 13) På dette vigtige punkt adskiller vi os fra løberne i et bogstaveligt løb. De konkurrerer alle mod hinanden, og den enkelte løber er kun optaget af selv at vinde præmien. De tænker først og fremmest på sig selv. Derfor bruger de måske alle midler for at komme foran resten af flokken. Vi er helt anderledes – vi konkurrerer ikke mod hinanden. (Gal. 5:26; 6:4) Vores mål er at hjælpe så mange som muligt til at krydse målstregen sammen med os og blive belønnet med evigt liv. Derfor prøver vi at følge Paulus’ inspirerede råd: “Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv, men tænk også på det der gavner andre.” – Flp. 2:4.

11. Hvad fokuserer en løber på, og hvorfor?

11 Løberne i et bogstaveligt løb holder ikke kun øje med vejen lige foran sig, men er også fokuseret på målstregen. Selvom de måske ikke rent fysisk kan se målstregen, kan de for deres indre blik se sig selv krydse den og modtage præmien. Tanken om præmien giver dem energi til at fortsætte med at løbe.

12. Hvilken kærlig garanti har Jehova givet os?

12 I det løb vi deltager i, har Jehova kærligt lovet at alle der gennemfører, vil modtage en belønning – evigt liv enten i himlen eller i et paradis på jorden. I Bibelen findes der mange malende beskrivelser af denne belønning, beskrivelser der giver os en idé om hvor vidunderligt livet til den tid vil blive. Jo mere levende håbet er for os, jo mindre sandsynligt er det at vi vil vælge at blive liggende hvis vi falder.

BLIV VED MED AT LØBE TRODS UDFORDRINGER

Vi ønsker alle at holde ud i det løb der gælder livet, trods vores personlige udfordringer (Se paragraf 13-20) *

13. Hvilken fordel har vi i forhold til løberne i et bogstaveligt løb?

13 Løberne i de græske idrætslege måtte overvinde udfordringer som træthed og smerter. Det eneste der hjalp dem, var den træning de havde fået, og deres egne kræfter. Ligesom disse løbere bliver vi trænet til at klare det løb vi deltager i. Men vi har en fordel som de ikke havde. Vi har en uudtømmelig energikilde vi kan hente styrke fra. Jehova har lovet at han ud over at give os den nødvendige træning også vil gøre os stærke! – 1. Pet. 5:10.

14. Hvordan kan den indstilling der er beskrevet i 2. Korinther 12:9, 10, hjælpe os til at klare udfordringer?

14 Paulus havde mange udfordringer i sit liv. Ud over at han blev hånet og forfulgt, følte han sig indimellem svag, og han måtte kæmpe med det han selv kaldte “en torn i kødet”. (2. Kor. 12:7) Men i stedet for at betragte disse udfordringer som en grund til at give op så han dem som en mulighed for at stole på Jehova. (Læs 2. Korinther 12:9, 10). Fordi Paulus havde den indstilling, hjalp Jehova ham gennem alle hans prøvelser.

15. Hvad vil vi kunne mærke hvis vi opdyrker samme indstilling som Paulus?

15 Vi kan også komme ud for at blive hånet og forfulgt for vores tro. Og måske kæmper vi med dårligt helbred eller er trætte og udkørte. Men hvis vi opdyrker samme indstilling som Paulus, kan hver eneste af disse udfordringer blive en mulighed for at mærke Jehovas kærlige støtte.

16. Hvad har du mulighed for selv hvis du har et dårligt helbred?

16 Er du sengeliggende, eller sidder du i kørestol? Har du slidte knæ eller et dårligt syn? Hvis det er tilfældet, kan du så løbe sammen med dem der er unge og stærke? Ja, det kan du! Mange syge og ældre er med i det løb der gælder livet. De kan ikke klare det i egen kraft. Nej, de henter styrke hos Jehova ved at lytte til møder over telefonen eller se dem via streaming. Og de deltager i arbejdet med at gøre andre til disciple ved at forkynde for læger, plejepersonale og familiemedlemmer.

17. Hvilke følelser har Jehova for dem der kæmper med helbredsproblemer?

17 Lad aldrig dine fysiske begrænsninger få dig til at tro at du er for svag til at fortsætte i det løb der gælder livet. Jehova elsker dig for din tro og for den udholdenhed du har vist indtil nu. Nu har du mere end nogensinde før brug for hans hjælp, og han vil ikke svigte dig. (Sl. 9:10) Tværtimod vil han komme endnu nærmere til dig. Tænk over hvad en søster der har mange udfordringer med helbredet, siger: “Efterhånden som mine helbredsproblemer bliver værre, er det mere og mere sjældent at jeg har mulighed for at forkynde. Men jeg ved at selv den lille smule jeg kan, er noget der glæder Jehovas hjerte, og det gør mig glad.” Når du føler dig langt nede, så mind dig selv om at du ikke er alene. Tænk på Paulus’ gode eksempel, og husk på hans opmuntrende ord: “Jeg glæder mig over svagheder ... Når jeg er svag, er jeg nemlig stærk.” – 2. Kor. 12:10.

18. Hvilken særligt vanskelig udfordring kæmper nogle med?

18 Nogle af dem der er med i det løb der gælder livet, har en anden udfordring. De kæmper med nogle problemer som andre ikke kan se og måske ikke forstår. Det kan for eksempel være at de lider af depression eller angst. Hvorfor er den udfordring disse kære brødre og søstre står over for, særligt vanskelig? Jo, når en har brækket en arm eller sidder i kørestol, kan alle og enhver se problemet, og de får måske lyst til at hjælpe. Men det er ikke altid at man kan se på dem der har en psykisk lidelse, at de har det svært. Den smerte de føler, er lige så virkelig som den smerte man føler hvis man har brækket en arm, men fordi andre ikke kan se at de har det dårligt, får de måske ikke den omsorg og kærlighed de har brug for.

19. Hvad kan vi lære af Mefiboshets måde at reagere på?

19 Hvis du kæmper med nogle begrænsninger og føler at du bliver misforstået, kan du måske blive opmuntret af Mefiboshets eksempel. (2. Sam. 4:4) Ud over at han var handicappet, blev han også behandlet unfair af kong David. Mefiboshet var på ingen måde selv skyld i sine problemer. Men i stedet for at dyrke de negative tanker værdsatte han alle de positive ting i sit liv. Han var taknemmelig for den kærlige omsorg David indtil da havde vist ham. (2. Sam. 9:6-10) Så da David tog helt fejl af ham, prøvede Mefiboshet at tage alle faktorer i betragtning. Han lod ikke Davids fejlbedømmelse af ham gøre ham bitter. Og han gav ikke Jehova skylden for det David havde gjort. Mefiboshet fokuserede på hvad han kunne gøre for at støtte den mand Jehova havde udnævnt som konge. (2. Sam. 16:1-4; 19:24-30) Jehova har ladet beretningen om Mefiboshet nedskrive i Bibelen så vi kan lære af hans gode eksempel. – Rom. 15:4.

20. Hvad kan være rigtig svært for nogle der lider af angst, men hvad kan de være sikre på?

20 Nogle brødre og søstre lider af angst og social fobi og har svært ved at fungere i sociale sammenhænge i dagligdagen. De er måske meget nervøse og usikre når de er sammen med mange mennesker, men alligevel bliver de ved med at komme til møderne og stævnerne. Det er en stor udfordring for dem at tale med fremmede, men alligevel taler de med andre i forkyndelsen. Hvis du kan genkende dig selv i noget af dette, skal du vide at du ikke er alene. Der er mange andre der har det ligesom dig. Husk at Jehova glæder sig over at du gør alt hvad du kan. At du ikke har givet op, er et tydeligt bevis på at han velsigner dig og giver dig den styrke du har brug for. * (Flp. 4:6, 7; 1. Pet. 5:7) Hvis du tjener Jehova på trods af fysiske eller psykiske begrænsninger, kan du være sikker på at Jehova elsker dig for det.

21. Hvad vil vi alle være i stand til med Jehovas hjælp?

21 Heldigvis er der nogle forskelle mellem et bogstaveligt løb og det løb Paulus talte om. I et bogstaveligt løb på Bibelens tid var der kun én der kunne vinde præmien. Det er noget helt andet i det løb der gælder livet. Her vil alle der bliver ved med at løbe uden at give op, få belønningen, det evige liv. (Joh. 3:16) Og i det bogstavelige løb måtte alle løberne være i fysisk topform for overhovedet at have en chance for at vinde. Men mange af deltagerne i det kristne løb har fysiske begrænsninger, og de holder alligevel ud. (2. Kor. 4:16) Med Jehovas hjælp vil vi alle fortsætte med at løbe til vi krydser målstregen!

SANG NR. 144 Hold dit blik rettet mod belønningen!

^ par. 5 Mange Jehovas Vidner i dag kæmper med de problemer der følger med når man bliver ældre. En hel del er ramt af sygdom. Og vi kan alle føle os trætte indimellem. Derfor kan tanken om at skulle gennemføre et løb virke skræmmende. Denne artikel kommer ind på hvordan vi alle sammen kan løbe med udholdenhed og vinde det løb som apostlen Paulus talte om.

^ par. 6 Se artiklen “Bibelen forandrer folks liv” i Vagttårnet for 1. januar 2013.

^ par. 20 Flere praktiske forslag til hvordan man håndterer angst og bekymring, og personlige historier fortalt af nogle der har lært at tackle det, findes i månedsprogrammet for maj 2019 på jw.org®. Se under BIBLIOTEK > JW BROADCASTING®.

^ par. 63 BILLEDBESKRIVELSE: Denne ældre brors engagement i forkyndelsen hjælper ham til at blive på den rigtige kurs.

^ par. 65 BILLEDBESKRIVELSE: Vi kunne få andre til at snuble enten ved at presse dem til at drikke mere alkohol eller ved selv at drikke for meget.

^ par. 67 BILLEDBESKRIVELSE: Ved at forkynde for plejepersonale holder en bror sig i gang i det kristne løb selvom han ligger i en hospitalsseng.