Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 15

Er du et godt eksempel “når det gælder tale”?

Er du et godt eksempel “når det gælder tale”?

“Bliv et eksempel for de troende når det gælder tale.” – 1. TIM. 4:12.

SANG NR. 90 Lad os opmuntre hinanden

FORMÅL a

1. Hvem har givet os evnen til at tale?

 VORES evne til at tale er en gave fra vores kærlige Skaber. Da det første menneske, Adam, blev skabt, havde han et sprog og kunne kommunikere med sin Far i himlen. Han kunne også udvide sit ordforråd ved at finde på nye ord. Det gjorde han for eksempel da han skulle navngive alle dyrene. (1. Mos. 2:19) Og hvor må det have været skønt for Adam da Eva var blevet skabt og han for første gang kunne tale med et andet menneske! – 1. Mos. 2:22, 23.

2. Hvordan er evnen til at tale blevet misbrugt i fortiden, og hvordan bliver den det i dag?

2 Desværre gik der ikke længe før evnen til at tale blev misbrugt. Satan løj over for Eva, og det førte til synd og ufuldkommenhed for alle mennesker. (1. Mos. 3:1-4) Adam misbrugte sin evne til at tale da han beskyldte Eva – og faktisk også Jehova – for den fejl han havde begået. (1. Mos. 3:12) Kain løj over for Jehova efter at han havde slået sin bror Abel ihjel. (1. Mos. 4:9) Senere forfattede en efterkommer af Kain ved navn Lemek et digt der afspejlede hvor voldelige mennesker var på hans tid. (1. Mos. 4:23, 24) Hvordan ser det ud i dag? Det er ikke ualmindeligt at politiske ledere bander i fuld offentlighed. Og det er næsten umuligt at finde en film der ikke indeholder grimt sprog. Børn og unge bliver bombarderet med vulgært sprog i skolen, og voksne må lægge øre til det på arbejdspladsen. Det sjofle og grimme sprog vi hører overalt i dag, er desværre en direkte afspejling af verdens lave moral.

3. Hvad kunne der ske hvis ikke vi passer på, og hvad vil vi se på i den her artikel?

3 Fordi vi hører grimt sprog alle vegne, kan det nemt smitte af på vores eget sprog hvis ikke vi passer på. Vi vil gerne glæde Jehova, og derfor vil vi selvfølgelig ikke bande eller bruge et nedbrydende eller sjofelt sprog. Men vi ønsker også aktivt at bruge vores evne til at tale på en positiv måde – en måde der ærer Jehova. I den her artikel vil vi se på hvordan vi kan gøre det (1) i forkyndelsen, (2) ved møderne og (3) i vores samtaler i hverdagen. Men først vil vi se på hvorfor det betyder noget for Jehova hvordan vi taler.

DET BETYDER NOGET FOR JEHOVA HVORDAN VI TALER

Hvad viser det du siger, om hvad dit hjerte er fuldt af? (Se paragraf 4-5) d

4. Hvorfor betyder det noget for Jehova hvordan vi taler, ifølge Malakias 3:16?

4 Læs Malakias 3:16. Hvorfor tror du Jehova lægger særligt mærke til dem der taler på en måde som viser at de respekterer ham? Det vi siger, afslører hvad vi tænker og føler. Jesus sagde jo: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” (Matt. 12:34) Så det vi vælger at tale om, viser hvor meget vi elsker Jehova. Og Jehova husker navnene på dem der elsker ham, så han kan belønne dem med evigt liv.

5. (a) Hvordan er det vi siger, knyttet til vores tilbedelse? (b) Som vist på billedet hvad må vi så passe på med?

5 Den måde vi taler på, har indflydelse på om Jehova kan godkende vores tilbedelse eller ej. (Jak. 1:26) Nogle af dem der ikke elsker Jehova, taler på en aggressiv, hård og stolt måde. (2. Tim. 3:1-5) Dem vil vi bestemt ikke være ligesom. Vi vil gerne glæde Jehova med det vi siger. Men vil det glæde Jehova hvis vi taler venligt og respektfuldt ved møderne og i forkyndelsen men hårdt og ukærligt til vores familie når vi er derhjemme? – 1. Pet. 3:7.

6. Hvad blev resultatet af at Kimberly var et godt eksempel i sin måde at tale på?

6 Det at vi bruger vores evne til at tale på en god måde, er med til at identificere os som tjenere for Jehova. Vi gør det nemmere for dem omkring os at se forskel på “en der tjener Gud, og en der ikke tjener ham”. (Mal. 3:18) Tænk over eksemplet med en søster ved navn Kimberly. b I skolen skulle hun arbejde sammen med en klassekammerat om et projekt. Kimberlys klassekammerat lagde mærke til at hun skilte sig ud fra de andre elever. Hun bagtalte ikke andre men talte altid på en positiv og venlig måde, og hun bandede ikke. Klassekammeraten blev nysgerrig og sagde ja til at studere Bibelen. Det glæder virkelig Jehova når vi taler på en måde der giver folk lyst til at lære om ham.

7. Hvordan vil du gerne bruge din evne til at tale?

7 Vi vil alle gerne tale på en måde der ærer Jehova og styrker vores forhold til vores brødre og søstre. Derfor vil vi nu se på hvad vi helt konkret kan gøre for at være “et eksempel … når det gælder tale”.

VÆR ET GODT EKSEMPEL I FORKYNDELSEN

Når vi taler venligt til dem vi forkynder for, er det til ære for Jehova (Se paragraf 8-9)

8. Hvordan er Jesus et godt eksempel for os i forkyndelsen?

8 Tal venligt og respektfuldt når nogen provokerer dig. I løbet af sin tjeneste blev Jesus helt uberettiget beskyldt for mange forskellige ting, for eksempel at drikke for meget, at spise for meget, at samarbejde med Djævelen, at bryde sabbatten og endda at tale blasfemisk om Gud. (Matt. 11:19; 26:65; Luk. 11:15; Joh. 9:16) Men Jesus svarede aldrig vredt igen. Ligesom ham skal vi heller ikke give igen med samme mønt når nogen taler hårdt til os. (1. Pet. 2:21-23) Men det er ikke altid så nemt at bevare roen. (Jak. 3:2) Hvad kan hjælpe?

9. Hvad kan hjælpe os til altid at tale venligt i forkyndelsen?

9 Prøv at se bag om tingene når en du forkynder for, reagerer negativt. En bror ved navn Sam siger: “Jeg prøver at fokusere på hvor vigtigt det er at den jeg står over for, lærer sandheden at kende, og at alle mennesker kan ændre sig.” Måske er grunden til at den besøgte er uvenlig over for os, ganske enkelt at vi kommer på et dårligt tidspunkt. En søster der hedder Lucia, har oplevet at det altid hjælper at bede en kort bøn når hun møder en der er meget vred. Vi kan gøre det samme. Vi kan bede Jehova om at hjælpe os til at bevare roen og ikke komme til at svare hårdt eller respektløst.

10. Hvad må vi gøre ifølge 1. Timotheus 4:13?

10 Bliv dygtigere til at undervise. Timotheus var en erfaren forkynder men blev alligevel opfordret til at blive ved med at gøre fremskridt. (Læs 1. Timotheus 4:13). Hvad kan vi gøre for at udvikle os som forkyndere? Det er vigtigt at vi forbereder os godt. Det kan vi for eksempel gøre ved at se nærmere på de praktiske forslag der er i Undervisningsbrochuren og i Arbejdshæfte til Tjenestemødet under sektionen “Bliv dygtigere til at forkynde”. Bruger du de værktøjer fuldt ud? Når vi forbereder os godt, vil vi være mindre nervøse og kunne tale med overbevisning.

11. Hvad har nogle forkyndere gjort for at blive dygtigere til at undervise?

11 Vi kan også blive dygtigere til at undervise ved at betragte andre i menigheden og lære af dem. Sam, der blev nævnt tidligere, spørger sig selv hvad det er der gør nogle forkyndere til dygtige undervisere. Han lægger mærke til de metoder de bruger, og forsøger at gøre som dem. En søster der hedder Talia, prøver at følge godt med når erfarne brødre holder offentlige foredrag. Det har hjulpet hende til at forklare forskellige emner i forkyndelsen på en logisk måde.

VÆR ET GODT EKSEMPEL VED MØDERNE

Når vi synger godt med ved møderne, er det til pris for Jehova (Se paragraf 12-13)

12. Hvad har nogle svært ved?

12 Vi kan alle bidrage til at møderne bliver opmuntrende og styrkende, ved at synge godt med på sangene og komme med velforberedte svar. (Sl. 22:22) Men mange bryder sig ikke om at synge eller give kommentarer i større forsamlinger. Har du det også sådan? Så vil du sikkert blive glad for at vide hvad der har hjulpet andre til at overvinde deres frygt.

13. Hvad kan hjælpe os til at synge godt med ved møderne?

13 Syng godt med på sangene. Den vigtigste grund til at vi synger ved møderne, er at vi gerne vil prise Jehova. En søster ved navn Sara synes ikke selv at hun synger særligt godt. Men hun vil gerne være med til at prise Jehova i sang. Hun har fundet ud af at det er en hjælp at forberede sig på sangene hjemmefra, ligesom hun forbereder sig til de andre dele af mødet. Hun øver sangene højt og tænker over hvordan teksten hænger sammen med det der bliver talt om ved mødet. “Det hjælper mig til at fokusere mere på ordene og mindre på hvordan jeg synger,” siger hun.

14. Hvad kan hjælpe dig hvis du synes det er svært at svare ved møderne?

14 Vær med til at svare. Det er selvfølgelig noget vi alle sammen gerne vil være med til, men for nogle kan det være en meget stor udfordring. “Jeg har social angst. Men det er ikke rigtig noget andre lægger mærke til fordi min stemme generelt er meget rolig,” siger Talia, der blev citeret tidligere. “Det er virkelig en kamp for mig at skulle svare.” Men det holder ikke Talia tilbage. Når hun forbereder sig til et møde, tænker hun over at den første kommentar til en paragraf gerne må være et kortfattet og direkte svar på spørgsmålet. Hun siger: “Det betyder at det er okay hvis mit svar er kort, enkelt og præcist, for det er alligevel sådan et svar vagttårnsstudielederen er ude efter.”

15. Hvordan ser Jehova på de svar vi giver?

15 Nogle der egentlig ikke er generte af natur, holder sig måske også tilbage fra at svare ved møderne. Hvorfor? En søster der hedder Juliet, siger: “Nogle gange har jeg ikke rigtig lyst til at kommentere fordi jeg er bange for at mit svar ikke er godt nok, eller at det er for enkelt.” Men vi må huske at Jehova er tilfreds når vi gør det bedste vi kan. c Han glæder sig meget hver gang vi overvinder vores frygt og nervøsitet og priser ham ved møderne.

VÆR ET GODT EKSEMPEL I DINE SAMTALER I HVERDAGEN

16. Hvad må vi undgå?

16 Brug ikke “sårende ord”. (Ef. 4:31) Som vi allerede har været inde på, vil vi som tjenere for Jehova selvfølgelig ikke bande eller bruge et sjofelt sprog. Men vi må også passe på at vi ikke kommer til at bruge “sårende ord”. Hvordan kan vi det? Vi må for eksempel undgå at komme med nedladende kommentarer om folk fra andre lande eller kulturer. Men det indebærer også at vi ikke sårer andre med bidende bemærkninger. En bror indrømmer: “Nogle gange har jeg sagt noget spydigt eller sarkastisk som jeg selv syntes var sjovt og meget uskyldigt, men som i virkeligheden gjorde den anden ked af det. I årenes løb har min kone været sød til under fire øjne at påpege det når jeg har sagt noget der var hensynsløst eller sårende til hende eller andre.”

17. Hvordan kan vi følge opfordringen i Efeserne 4:29 og opmuntre andre?

17 Tal på en måde der opmuntrer andre. I stedet for at være hurtige til at kritisere eller beklage os må vi være gode til at rose. (Læs Efeserne 4:29). Israelitterne havde meget at være taknemmelige for, men de havde en slem tendens til at brokke sig. En klagende indstilling kan smitte af på andre. Tænk bare på dengang hvor de ti spioners dårlige rapport fik “alle israelitterne … til at beklage sig over Moses”. (4. Mos. 13:31 – 14:4) På den anden side kan ros have en stor positiv effekt. For eksempel følte Jeftas datter sig helt sikkert motiveret til at holde ud i sin opgave fordi hendes veninder roste og opmuntrede hende. (Dom. 11:40) Sara, der blev nævnt tidligere, siger: “Når vi roser andre, føler de at Jehova elsker dem, og at de har en værdifuld plads i hans organisation.” Så vær på udgik efter muligheder for at give dine brødre og søstre oprigtig ros.

18. Hvorfor skal vi ifølge Salme 15:1, 2 tale sandt, og hvad indebærer det?

18 Tal altid sandt. Jehova hader alle former for løgn, så for at kunne glæde ham må vi altid sige sandheden. (Ordsp. 6:16, 17) For mange mennesker i dag er det at lyve en helt almindelig del af livet, men vi holder os til Jehovas høje standard. (Læs Salme 15:1, 2). Det er klart at vi aldrig vil fortælle nogen en direkte løgn, men vi vil heller ikke med vilje give nogen det forkerte indtryk med det vi siger.

Når vi drejer en negativ samtale ind på noget positivt, glæder det Jehova (Se paragraf 19)

19. Hvad må vi ellers undgå?

19 Undgå at sprede sladder. (Ordsp. 25:23; 2. Thess. 3:11) Juliet, der blev citeret tidligere, forklarer hvordan det påvirker hende når nogen sladrer eller taler negativt om andre. Hun siger: “Det er meget nedslående at lytte til den slags, og det gør faktisk at jeg mister tilliden til den person der sladrer. Jeg mener, hvordan kan jeg vide at han eller hun ikke sladrer om mig en anden gang?” Hvis du oplever at en samtale er ved at udvikle sig til skadelig sladder, så prøv at dreje den ind på noget mere positivt. – Kol. 4:6.

20. Hvilket mål har du?

20 Fordi vi lever i en verden hvor negativ snak og grimt sprog er så udbredt, må vi virkelig gøre en indsats for at det vi siger, er noget der glæder Jehova. Vi må huske at vores evne til at tale er en gave fra Jehova, og at det betyder noget for ham hvordan vi bruger den. Han lægger mærke til det når vi anstrenger os for at tale på en positiv og opmuntrende måde i forkyndelsen, ved møderne og i vores samtaler i hverdagen, og vil velsigne os for det. Når Jehova griber ind og vi ikke længere er påvirket af den her onde verden, vil det være meget nemmere for os altid at ære ham med det vi siger. (Jud. 15) Indtil da kan vi have samme mål som salmisten der skrev: “Måtte det min mund siger, … være noget der glæder dig, Jehova.” – Sl. 19:14.

SANG NR. 121 Vi har brug for selvkontrol

a Jehova har givet os en fantastisk gave – evnen til at tale. Desværre bruger de fleste mennesker ikke den gave sådan som Jehova havde tiltænkt det. Hvordan kan vi undgå at blive smittet af den negative og nedbrydende måde at tale på der er så udbredt i verden i dag? Og hvordan kan vi glæde Jehova med det vi siger i forkyndelsen, ved møderne og i vores samtaler i hverdagen? Det vil vi få svar på i den her artikel.

b Nogle af navnene er ændret.

c Du kan læse mere om det at svare ved møderne i artiklen “Lovpris Jehova i menigheden” i Vagttårnet for januar 2019.

d BILLEDBESKRIVELSE: En bror svarer vredt igen i forkyndelsen, en bror har ikke lyst til at synge med ved møderne, og en søster spreder skadelig sladder.