Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 18

Sæt dig åndelige mål, og nå dem

Sæt dig åndelige mål, og nå dem

“Tænk dybt over disse ting. Vær optaget af dem så alle tydeligt kan se at du gør fremskridt.” – 1. TIM. 4:15.

SANG NR. 84 Ræk hånden hjælpsomt ud

FORMÅL a

1. Hvilke åndelige mål kan vi sætte os?

 VI DER har valgt at tjene Jehova, elsker ham meget højt, og vi vil gerne give ham vores allerbedste. For at kunne gøre det og nå vores fulde potentiale må vi sætte os åndelige mål. b Det kan for eksempel være at blive bedre til at vise bestemte egenskaber, at lære en færdighed eller at gøre mere for at hjælpe andre.

2. Hvad motiverer os til at sætte os åndelige mål og nå dem?

2 Hvad motiverer os til at gøre åndelige fremskridt? Det er først og fremmest vores ønske om at glæde vores kærlige Far i himlen. Og han bliver meget glad og tilfreds når han ser at vi bruger vores evner og muligheder for at gøre vores bedste i tjenesten for ham. Men vi er også motiveret af at vi gerne vil hjælpe vores brødre og søstre. (1. Thess. 4:9, 10) Uanset hvor lang tid vi har været i sandheden, kan vi alle gøre åndelige fremskridt. Hvordan? Det vil vi se på nu.

3. Hvad opfordrede Paulus Timotheus til at gøre, ifølge 1. Timotheus 4:12-16?

3 Selvom Timotheus var en ung mand da Paulus skrev sit første brev til ham, havde han allerede en del erfaring som ældste. Alligevel tilskyndede Paulus ham til at blive ved med at vokse åndeligt. (Læs 1. Timotheus 4:12-16). Læg mærke til at Paulus opfordrede Timotheus til at gøre fremskridt på to måder: Han skulle arbejde på sin personlighed og blive et eksempel for andre når det gjaldt kærlighed, tro og renhed, og han skulle arbejde på specifikke færdigheder som det at læse op, give tilskyndelser og undervise. Vi vil nu se på hvordan realistiske mål kan hjælpe en til at vokse åndeligt, sådan som Timotheus gjorde. Vi vil også få nogle eksempler på hvilke mål vi kan sætte os.

ARBEJD PÅ DINE KRISTNE EGENSKABER

4. Hvad gjorde at Timotheus var en meget brugbar tjener for Jehova, ifølge Filipperne 2:19-22?

4 Hvad var det der gjorde Timotheus til en brugbar tjener for Jehova? Det var hans smukke kristne egenskaber. (Læs Filipperne 2:19-22). Ud fra Paulus’ beskrivelse af Timotheus kan vi se at han var ydmyg, loyal, flittig og pålidelig. Han var også kærlig og havde stor omsorg for sine brødre og søstre. Derfor elskede Paulus Timotheus og betroede ham et stort ansvar. (1. Kor. 4:17) Når vi på samme måde arbejder på at vise kristne egenskaber, vil Jehova elske os endnu højere, og vi vil blive mere brugbare i menigheden. – Sl. 25:9; 138:6.

Udvælg en specifik egenskab du kunne tænke dig at arbejde på (Se paragraf 5-6)

5. (a) Hvordan kan du finde ud af hvilken egenskab du kan arbejde på? (b) Hvad gør den unge søster på billedet for at nå sit mål om at vise mere empati?

5 Sæt dig et specifikt mål. Overvej grundigt hvilke sider af din personlighed du har brug for at arbejde på, og tag det med i dine bønner. Vælg en specifik egenskab, og fokusér på den. Kunne du for eksempel arbejde på at vise mere empati eller få et stærkere ønske om at hjælpe dine trosfæller? Kunne du blive bedre til at skabe fred og være tilgivende? Måske kan du bede en god ven om at komme med forslag til hvad du kan arbejde på. – Ordsp. 27:6.

6. Hvad kan du helt konkret gøre for at blive bedre til at vise en bestemt egenskab?

6 Gør noget konkret for at nå dit mål. Måske kan du gøre den egenskab du gerne vil forbedre, til et studieprojekt. Forestil dig at du har besluttet dig for at blive bedre til at tilgive andre. Du kunne starte med at læse og meditere over beretninger i Bibelen om nogle der var gode til at tilgive, og nogle der var dårlige til det. Tag for eksempel Jesus og farisæerne. Jesus var altid villig til at tilgive andre. (Luk. 7:47, 48) Han fokuserede ikke på andres fejl men på deres potentiale. Farisæerne derimod havde en kritisk indstilling og “så ned på andre”. (Luk. 18:9) Efter at du har tænkt over de eksempler, kunne du spørge dig selv: ‘Hvordan betragter jeg andre? Hvilke sider af deres personlighed vælger jeg at fokusere på?’ Hvis der er en person du har svært ved at tilgive, så prøv at lave en liste over alle vedkommendes gode egenskaber. Spørg så dig selv: ‘Hvordan betragter Jesus den her person? Ville han tilgive vedkommende?’ Den slags studieprojekter kan hjælpe os til at justere vores måde at tænke på. I starten kræver det måske meget af os at tilgive en der har såret os. Men hvis vi bliver ved med at arbejde på den side af vores personlighed, vil vi med tiden blive mere tilgivende og bedre til at give slip på negative følelser.

LÆR NOGLE BRUGBARE FÆRDIGHEDER

Tag imod oplæring så du kan være med til at vedligeholde rigssalen (Se paragraf 7) e

7. Hvordan bruger Jehova dygtige arbejdere i dag? (Ordsprogene 22:29)

7 Et andet mål du kan sætte dig, er at lære en bestemt færdighed der for eksempel kan bruges på organisationens byggeprojekter. Der er brug for rigtig mange brødre og søstre til at hjælpe til med at bygge betelhjem, stævnehaller og rigssale. Mange af vores frivillige byggearbejdere har lært det de kan, ved at arbejde sammen med brødre der er erfarne håndværkere. Som billedet til den her paragraf illustrerer, bliver både brødre og søstre oplært i at vedligeholde stævnehaller og rigssale. Ved hjælp af dygtige og villige arbejdere udretter Jehova, “evighedens Konge”, og Jesus, “Kongen over dem der hersker som konger”, helt utrolige ting. (1. Tim. 1:17; 6:15; læs Ordsprogene 22:29). Vi vil gerne gøre vores bedste og bruge vores færdigheder til at ophøje Jehova, ikke os selv. – Joh. 8:54.

8. Hvordan kan du finde ud af hvilken færdighed du kan arbejde på?

8 Sæt dig et specifikt mål. Hvilken færdighed skal du vælge at fokusere på? Du kan spørge de ældste i din menighed eller kredstilsynsmanden om de har forslag til hvad du kan arbejde på. Hvis de for eksempel foreslår at du forbedrer dine evner som underviser, kan I sammen prøve at finde frem til et specifikt arbejdspunkt som du kan starte med. Gør så noget målrettet for at gøre fremskridt. Hvordan kan du gribe det an?

9. Hvad kan du helt konkret gøre for at lære en bestemt færdighed?

9 Gør noget konkret for at nå dit mål. Lad os sige at du gerne vil forbedre dine evner som underviser. Så kunne du sætte dig for at studere brochuren Bliv bedre til at læse op og undervise. Og hvis du har en opgave til midtugemødet, kunne du spørge en dygtig bror om han vil høre din opgave på forhånd og komme med forslag til forbedringer. Lad det være tydeligt for andre at du er flittig og tager dine opgaver seriøst. – Ordsp. 21:5; 2. Kor. 8:22.

10. Hvad kan vi lære af Garrys eksempel?

10 Hvad hvis det du gerne vil lære, er noget du har meget svært ved, og som slet ikke falder dig naturligt? Så må du ikke give op! Her er en bror der hedder Garry, et godt eksempel. Han har hele livet haft meget svært ved at læse, og han husker hvor flov og usikker han følte sig hver gang han skulle læse noget ved menighedens møder. Men han lod sig ikke slå ud. Han tog imod al den hjælp og oplæring han kunne få, og blev ved med at arbejde på at forbedre sig. Derfor kan han nu holde foredrag i rigssalen, ved kredsstævner og regionalstævner.

11. Hvad vil gøre os endnu mere brugbare?

11 Blev Timotheus en blændende taler eller en exceptionelt god underviser? Det siger Bibelen ikke noget om. Men fordi Timotheus fulgte Paulus’ opfordring, blev han helt sikkert bedre og bedre til at udføre sine opgaver. (2. Tim. 3:10) Hvis vi på samme måde gør noget for at skærpe vores evner og færdigheder, vil vi være til endnu større gavn i Jehovas organisation.

LED EFTER MULIGHEDER FOR AT GØRE MERE FOR ANDRE

12. Hvordan har du oplevet at dine brødre og søstre har hjulpet dig?

12 Hvor er vi glade for at vi har brødre og søstre der er villige til at hjælpe os når vi har brug for det. Hvis vi er indlagt på hospitalet, er vi utroligt taknemmelige når ældste fra Kontaktudvalg til Hospitaler eller fra patientbesøgsgrupper kommer og opmuntrer os. Hvis vi kæmper med personlige problemer, betyder det meget for os når omsorgsfulde ældste tager sig tid til at lytte til os og trøste os. Hvis vi studerer Bibelen med en og har brug for hjælp og input, værdsætter vi virkelig når en erfaren pioner tager med på studiet og giver os gode råd. Alle de brødre og søstre har helt sikkert oplevet stor glæde ved at hjælpe os. Det kan vi også komme til hvis vi er på udkig efter muligheder for at gøre noget godt for andre. Jesus sagde: “Der er større glæde ved at give end ved at få.” (Ap.G. 20:35) Hvis du gerne vil gøre åndelige fremskridt og blive bedre til at hjælpe dine brødre og søstre, hvordan kan du så nå dine mål?

13. Hvad er det godt at tænke på når du sætter dig et personligt mål?

13 Pas på ikke at sætte dig et mål der er alt for generelt. Måske tænker du: ‘Jeg vil gerne gøre mere i menigheden.’ Det er et rigtig flot mål at have. Men det kan være svært at vide hvordan man når sådan et mål, og måske helt umuligt at se hvornår man har nået det. Så prøv at være mere specifik. Det er en god idé at skrive dit mål ned, sammen med en plan for hvordan du vil nå det.

14. Hvorfor er det vigtigt at vi er fleksible når vi sætter os mål?

14 Vi må også være fleksible når vi sætter os mål. Hvorfor? Fordi vi ikke altid kan kontrollere vores omstændigheder. Tænk for eksempel på Paulus. Han havde været med til at oprette en menighed i Thessalonika. Hans mål var uden tvivl at blive og støtte og hjælpe sine nye brødre og søstre. Men på grund af forfølgelse var han nødt til at forlade byen. (Ap.G. 17:1-5, 10) Hvis Paulus var blevet, kunne det have bragt hans trosfæller i fare. Paulus opgav dog ikke sit mål om at hjælpe menigheden. I stedet tilpassede han sig de nye omstændigheder. Han sendte senere Timotheus til Thessalonika for at han kunne støtte og opmuntre de nye kristne der. (1. Thess. 3:1-3) Hvor må vennerne i Thessalonika have været glade for at Timotheus havde stillet sig til rådighed for at tjene hvor end der var et behov.

15. Hvordan kan ændrede omstændigheder påvirke vores mål? Giv et eksempel.

15 Vi kan lære meget af hvordan Paulus tacklede situationen i Thessalonika. Måske har vi sat os et bestemt mål i tjenesten for Jehova, men vores omstændigheder har gjort at det er blevet umuligt for os at nå det. (Præd. 9:11) Hvis det er den situation du står i, må du være villig til at tilpasse dig og sætte dig et nyt mål der er realistisk for dig at nå. Det gjorde Ted og Hiedi. De blev nødt til at forlade Betel på grund af helbredsproblemer. Men deres kærlighed til Jehova fik dem til at lede efter nye mål de kunne sætte sig. Så de begyndte som pionerer. Med tiden blev de udnævnt som specialpionerer, og Ted blev oplært til at være afløser for kredstilsynsmanden. Men så blev aldersgrænsen for at kunne tjene som kredstilsynsmand ændret. Justeringen berørte Ted og Hiedi så de ikke længere kunne tjene i den opgave. Selvom de var lidt skuffede, koncentrerede de sig om hvilke andre muligheder de havde for at tjene Jehova. Ted siger: “Vi har lært at man faktisk begrænser sig selv hvis man kun fokuserer på én bestemt opgave.”

16. Hvad kan vi lære af det der står i Galaterne 6:4?

16 Vi har ikke kontrol over alt det der sker i vores liv. Derfor er det vigtigt at vi ikke måler vores værdi ud fra de opgaver vi har, og at vi ikke sammenligner vores privilegier med andres. Hiedi siger: “Man mister sin indre fred hvis man hele tiden sammenligner sit eget liv med andres liv.” (Læs Galaterne 6:4). Vi skal hellere være på udkig efter hvad vi personligt kan gøre i tjenesten for Jehova. c

17. Hvad kan du gøre for at kvalificere dig til en bestemt form for tjeneste?

17 Det vil være nemmere for dig at gøre mere i tjenesten for Jehova hvis du lever et enkelt liv og undgår unødig gæld. Du kan også lave nogle delmål som kan hjælpe dig til at nå dit langsigtede mål. Hvis du for eksempel har som mål på længere sigt at blive pioner, kan du så allerede nu starte som fast hjælpepioner? Hvis dit mål er at blive menighedstjener, kan du så bruge mere tid på at gå i forkyndelsen og på at besøge dem i din menighed der er kommet op i årene eller har helbredsproblemer? Den erfaring du får nu, kan bane vejen for yderligere privilegier i fremtiden. Vær besluttet på at gøre dit bedste uanset hvilken opgave du måtte få. – Rom. 12:11.

Sæt dig et specifikt mål der er realistisk for dig at nå (Se paragraf 18) f

18. Som billedet viser, hvordan var Beverley så et godt eksempel?

18 Vi bliver aldrig for gamle til at sætte os åndelige mål og nå dem. Det er vores søster Beverley, der er 75 år gammel, et godt eksempel på. Hun kæmper med et alvorligt helbredsproblem der gør det svært for hende at gå. Men hun ville så gerne gøre en ekstra indsats i mindehøjtidskampagnen. Så hun satte sig nogle konkrete mål. Da Beverley nåede sine mål i forbindelse med kampagnen, blev hun utroligt glad. Og hendes indsats motiverede andre til også at gøre noget ekstra i forkyndelsen. Vores ældre brødre og søstres omstændigheder begrænser dem måske nogle gange, men Jehova sætter stor pris på alt det de gør. – Sl. 71:17, 18.

19. Hvilke mål kan vi sætte os så vi kan blive ved med at gøre åndelige fremskridt?

19 Sæt dig åndelige mål som det er realistisk for dig at nå. Arbejd på egenskaber der vil gøre dig endnu smukkere i Jehovas øjne. Prøv at lære nogle færdigheder som er nyttige for Jehovas organisation. Vær på udkig efter muligheder for at give af dig selv og i højere grad hjælpe dine brødre og søstre. d Fordi Jehova er med dig, ligesom han var med Timotheus, vil alle ‘tydeligt kunne se at du gør fremskridt’. – 1. Tim. 4:15.

SANG NR. 38 Han vil gøre dig stærk

a Timotheus var en dygtig forkynder og en erfaren bror. Alligevel opfordrede apostlen Paulus ham til at blive ved med at gøre åndelige fremskridt. Fordi Timotheus fulgte Paulus’ tilskyndelse, blev han endnu mere brugbar for Jehova, og han kunne hjælpe sine brødre og søstre i højere grad. Har du også lyst til at gøre mere for Jehova og for dine trosfæller? Det har du helt sikkert. Hvilke mål kan hjælpe dig til det? Og hvordan kan du sætte dig åndelige mål og nå dem?

b FORKLARING: Åndelige mål er alt det vi arbejder på at nå for at kunne gøre mere i tjenesten for Jehova og glæde ham.

c Se “Tjeneste hvor behovet er større” i bogen Organiseret til at gøre Jehovas vilje, kapitel 10, paragraf 6-9.

d Se lektion 60, “Bliv ved med at styrke dit venskab med Jehova”, i bogen Et håb om en lys fremtid.

e BILLEDBESKRIVELSE: En bror oplærer to søstre i at udføre vedligeholdelsesarbejde, og bagefter gør de god brug af deres nye færdigheder.

f BILLEDBESKRIVELSE: En søster der er bundet til hjemmet, gør hvad hun kan i telefonforkyndelsen, og inviterer folk til mindehøjtiden.