Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Søg efter noget der er mere værd end guld!

Søg efter noget der er mere værd end guld!

Har du nogen sinde fundet en guldklump? Det er der ikke ret mange der har prøvet. Men millioner af oprigtige mennesker har fundet noget der er meget mere værd end “purt guld”, nemlig visdommen fra Gud. – Job 28:12, 15.

EN DER studerer Bibelen, er på nogle måder ligesom en guldgraver. For at finde frem til den værdifulde visdom i Guds ord må han gøre en flittig indsats og blive ved med at søge. Så lad os se på tre forskellige måder at finde guld på og hvad vi kan lære af det.

DU FINDER GULD!

Forestil dig at du går langs en flodbred og får øje på noget der ligger og glimter i solen. Du bøjer dig ned og opdager til din store overraskelse at det er en guldklump! Den er mindre end et tændstikhoved og sjældnere end en diamant af høj kvalitet. Nu får du lyst til at se efter om der skulle være flere guldklumper i nærheden.

Du oplevede sikkert noget lignende da du fandt din første åndelige guldklump. Måske stod der pludselig en dag et Jehovas Vidne ved din dør og viste dig ud fra Bibelen at Guds navn er Jehova. (Sl. 83:18) Det kan også være at vedkommende viste dig at du kunne blive Jehovas ven. (Jak. 2:23) Du vidste med det samme at du havde fundet noget der var mere værd end guld, og var sikkert ivrig efter at finde flere åndelige guldklumper.

DU FINDER MERE!

Bittesmå guldkorn aflejrer sig nogle gange i floder og vandløb. Det kalder man vaskeguld. Sådanne steder kan hårdtarbejdende guldgravere i løbet af én sæson måske vaske guld til en værdi af flere hundrede tusind kroner.

Da du begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, havde du det måske som om du stod og vaskede guld i en flod med store guldaflejringer. Det at du mediterede over det ene bibelvers efter det andet, øgede sikkert din forståelse og gjorde dig åndeligt rigere. Fordi du ivrigt gravede og søgte efter Bibelens sandheder, lærte du hvordan du kunne komme nær til Jehova, og hvordan du kunne forblive i hans kærlighed og derved få evigt liv. – Jak. 4:8; Jud. 20, 21.

Er du lige så ihærdig som en guldgraver når du søger efter åndelige guldkorn i Bibelen?

Måske var du meget ihærdig i din søgen efter åndelige skatte, ligesom en guldgraver der leder efter værdifulde guldaflejringer. Efter at du havde forstået Bibelens grundsandheder, følte du dig sikkert tilskyndet til at gøre de nødvendige forandringer i dit liv, indvi dig til Jehova og blive døbt. – Matt. 28:19, 20.

BLIV VED MED AT SØGE!

En guldgraver kan også finde små mængder af guld i bjergarter der er opstået som følge af vulkansk aktivitet. I nogle klippestykker er koncentrationen af guld så høj at man bryder malmen og udvinder guldet. Det er dog ikke altid at man kan se guldet med det blotte øje. Hvorfor ikke? Fordi malm af høj kvalitet måske bare indeholder 10 gram guld pr. ton. Men for guldgraveren vil det alligevel være anstrengelserne værd at udvinde det.

Som kristen er man ikke færdig med at arbejde når man har forstået “grundlærdommen om Messias”. (Hebr. 6:1, 2) Det kræver en stor indsats hvis man skal blive ved med at lære nyt når man studerer Bibelen. Hvad kan du gøre for fortsat at få udbytte af dit personlige studium, selv hvis du har studeret Bibelen i mange år?

Bevar din nysgerrighed. Læg nøje mærke til detaljerne. Bliv ved med at søge, så vil du finde åndeligt guld – nemlig visdom og vejledning fra Gud. (Rom. 11:33) Gør god brug af de studieværktøjer der er tilgængelige på dit sprog. Når du er i tvivl om hvad du skal gøre, eller der er noget bestemt i Bibelen du ikke forstår, så led tålmodigt efter et svar. Spørg andre om hvilke skriftsteder og artikler der i særlig grad har opmuntret og hjulpet dem. Og fortæl andre om det når du har fundet frem til noget interessant i dit personlige studium.

Dit mål skal selvfølgelig ikke bare være at øge din viden. Paulus sagde advarende at “kundskaben opblæser”. (1 Kor. 8:1) Så gør en bevidst indsats for at forblive ydmyg og bevare en stærk tro. En fast teokratisk familieaften og et regelmæssigt personligt studium vil hjælpe dig til at leve efter Jehovas normer og motivere dig til at hjælpe andre. Men frem for alt vil du opleve stor glæde fordi du har fundet noget der er meget mere værd end guld. – Ordsp. 3:13, 14.