VI BEFINDER os i Mexico City i slutningen af november 1932. En uge tidligere har denne travle by med over en million indbyggere fået sine første elektriske trafiklys. Men nu er det ikke længere trafiklysene der trækker overskrifter. Byens reportere står klar med deres fotografiapparater på togstationen, hvor de venter en særlig gæst – Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident. De lokale Vidner er også på pletten for at give en varm velkomst til bror Rutherford, der er kommet for at deltage i deres tredages landsstævne.

I The Golden Age stod der: “Der kan ikke herske tvivl om at dette stævne vil gå over i historien som en begivenhed der har haft afgørende betydning for sandhedens fremmarch i republikken Mexico.” Men hvad var det der gjorde dette stævne, der kun blev overværet af omkring 150, så bemærkelsesværdigt?

Før stævnet havde der ikke været nogen synderlig fremgang i Rigets arbejde i Mexico. Der var blevet afholdt små stævner siden 1919, men antallet af menigheder var faktisk dalet de efterfølgende år. Den negative udvikling så ud til at vende da man åbnede et afdelingskontor i Mexico City i 1929. Der var dog stadig nogle bump på vejen. Da kolportørerne på et tidspunkt fik instrukser om ikke at drive handel mens de forkyndte, blev en kolportørbror så vred at han forlod sandheden og dannede sin egen bibelstudiegruppe. Omkring samme tidspunkt fandt man ud af at landstjeneren havde en adfærd der ikke var passende for kristne, og måtte afsættes. Jehovas trofaste tjenere i Mexico havde brug for en åndelig saltvandsindsprøjtning.

Under sit besøg opmuntrede bror Rutherford brødrene gennem to opflammende stævneforedrag og fem radioforedrag. Det var første gang mexicanske radiostationer var med til at bringe den gode nyhed ud i hele landet. Efter stævnet gik en nyudnævnt landstjener i gang med at organisere arbejdet, og brødrene og søstrene tog fat på forkyndelsen med fornyet styrke og Jehovas velsignelse.

Året efter, i 1933, blev der ikke bare afholdt ét men to stævner i landet, det ene i havnebyen Veracruz og det andet i Mexico City. Den store indsats der blev gjort i distriktet, begyndte at give resultater. I 1931 var der 82 forkyndere, men ti år senere var der ti gange så mange! Omkring 1.000 overværede det teokratiske stævne i Mexico City i 1941.

I 1943 averterede forkynderne ved hjælp af sandwichplakater “Den frie nations teokratiske stævne”, der skulle holdes i 12 mexicanske byer. * Man bandt to plakater sammen og hængte dem  over skuldrene så man havde en foran og en bagpå. Denne metode var blevet brugt af brødrene og søstrene siden 1936.

I en reportage om hvordan det var gået med plakatoptoget i Mexico City, skrev tidsskriftet La Nación: “Den første [stævne]dag blev [Vidnerne] opfordret til at invitere flere folk. Dagen efter var stedet fyldt til bristepunktet.” Den katolske kirke var ikke begejstret for forkyndernes succes og gjorde hvad den kunne for at modarbejde dem. Trods modstanden blev de frygtløse brødre og søstre ved med at invitere til stævnet. La Nación skrev også at “hele byen så dem”, og at både mænd og kvinder “var forvandlet til ‘reklamesandwicher’”. I artiklen var der et billede af brødre på gaden og en billedtekst der lød: “Invasion af gaderne.”

På den tid måtte de fleste af Vidnerne bringe store ofre for at kunne overvære de få stævner der blev holdt i Mexico. Mange af deltagerne kom fra afsidesliggende landsbyer, langt væk fra togstationer og farbare veje. En menighed skrev: “Den eneste linje der går gennem vores område, er en telegraflinje.” Så brødrene måtte ride på muldyr eller vandre flere dage for at komme hen til en togstation, hvorfra de kunne rejse videre til stævnebyen.

De fleste brødre var fattige og havde kun lige råd til en enkeltbillet til stævnebyen. Mange af dem der kom, blev indlogeret hos lokale Vidner, som kærligt åbnede deres hjem for dem. Andre fik lov til at sove i rigssale. Ved en lejlighed var der omkring 90 stævnedeltagere der overnattede på afdelingskontoret, hvor deres senge var stillet op i rækker og hver bestod af “20 kasser med bøger”. I årbogen stod der at de taknemmelige gæster fandt sengene “blødere og varmere end cementgulvet”.

Stævnedeltagerne satte stor pris på at være sammen med deres trosfæller ved de kristne stævner og følte at det var alle ofrene værd. I dag, hvor forkyndertallet i Mexico nærmer sig en million, har brødrene den samme taknemmelige indstilling. * I en rapport fra afdelingskontoret i Mexico i 1949 stod der om brødrene: “De vanskeligheder de oplever, lægger ikke en dæmper på deres teokratiske ånd, for hvert eneste stævne er omdrejningspunkt for deres samtaler længe efter, og det spørgsmål der hele tiden lyder fra brødrene, er: ‘Hvornår skal vi have det næste stævne?’” Det var sande ord dengang, og det er det også i dag. – Fra vores arkiver i Centralamerika.