FAR, PAPA, ONKEL. Sådan kalder mange af de unge på Betel mig. Og som 89-årig må jeg sige at jeg godt kan lide det. Jeg betragter disse kærlige udtryk som en del af belønningen fra Jehova for mine 72 år i heltidstjenesten. Og på baggrund af de erfaringer jeg har gjort mig i tjenesten for Jehova, kan jeg af hele mit hjerte forsikre disse unge mennesker om at de vil blive belønnet for det de gør – hvis blot de ‘ikke lader deres hænder synke’. – 2. Krøn. 15:7, fdn.

Mine forældre var immigreret til Canada fra Ukraine og havde slået sig ned i byen Rossburn i provinsen Manitoba. Mor fødte i alt 8 drenge og 8 piger – ingen tvillinger – og jeg var nummer 14. Far elskede Bibelen og læste den højt for os hver søndag morgen. Men religion betragtede han som plattenslageri og sagde ofte spøgende: “Gad vide hvem der betalte Jesus for at forkynde?”

Med tiden tog i alt otte af mine søskende – fire brødre og fire søstre – imod sandheden. Min søster Rose var pioner indtil sin død. I den sidste tid hun levede, tilskyndede hun alle til at tage Bibelen alvorligt med ordene: “Jeg vil gerne se dig i den nye verden.” Min storebror Ted var en rigtig dommedagsprædikant. Hver søndag formiddag holdt han radioprædikener hvor han gik løs på sine lyttere og eftertrykkeligt mindede dem om at syndere ville brænde for evigt i helvedes uudslukkelige flammer. Senere blev han dog en trofast og passioneret tjener for Jehova.

En junidag i 1944 kom jeg hjem fra skole og fandt på vores spisebord brochuren Den kommende Verdensgenfødelse. * Jeg læste den første side, så læste jeg den anden, og efter det kunne jeg slet ikke lægge den fra mig igen. Da jeg var færdig med brochuren, havde jeg taget min beslutning – jeg ville tjene Jehova ligesom Jesus gjorde.

Hvordan var brochuren endt på vores bord? Min storebror Steve fortalte at to mænd der “solgte” bøger og brochurer, havde banket på hos os. “Jeg købte dén der,” forklarede han, “fordi den kun kostede fem cent.” Den følgende søndag kom mændene igen. De fortalte os at de  var Jehovas Vidner, og at de besvarede folks spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Det kunne vi godt lide, for vores forældre havde opdraget os til at have respekt for Guds ord. De to forkyndere fortalte videre at Jehovas Vidner snart ville holde et stævne i byen Winnipeg, hvor min søster Elsie boede. Jeg besluttede mig for at overvære stævnet.

Jeg cyklede selv de cirka 300 kilometer til Winnipeg, og undervejs gjorde jeg et stop i byen Kelwood, hvor de to forkyndere der havde besøgt os, boede. Mens jeg var der, overværede jeg et møde og fandt ud af hvad en menighed er. Det gik også op for mig at alle, både mænd, kvinder og børn, bør forkynde fra hus til hus ligesom Jesus gjorde.

I Winnipeg mødte jeg min storebror Jack, som var rejst til stævnet fra det nordlige Ontario. På den første stævnedag blev det annonceret at der ville være dåb, og Jack og jeg besluttede at vi ville døbes ved stævnet. Efter dåben var vi begge opsat på at begynde i heltidstjenesten så hurtigt som muligt. Jack startede som pioner lige efter stævnet. Jeg var 16 og var nødt til at gøre skolen færdig, men året efter blev jeg også pioner.

Sammen med Stan Nicolson kom jeg til at tjene som pioner i Souris, en by i Manitoba. Det gik hurtigt op for mig at pionertjenesten ikke altid er en dans på roser. Dag for dag svandt vores sparepenge ind, men vi fortsatte ufortrødent. Engang kom vi hjem efter en lang dag i tjenesten uden en penny på lommen og med meget sultne maver. Men til vores store overraskelse stod der en sæk med mad uden for vores dør! Vi er stadig ikke klar over hvem der havde stillet den der. Den aften smovsede vi rigtig. Sikke en dejlig belønning for at vi ikke havde ladet hænderne synke. I slutningen af den måned vejede jeg faktisk mere end nogensinde.

Nogle måneder senere fik vi tildelt et nyt distrikt, byen Gilbert Plains, der lå knap 250 kilometer nord for Souris. Dengang var der i hver menighed en stor statistikplakat der viste menighedens aktivitet i tjenesten måned for måned. Da tallene en måned var dalet, holdt jeg et indlæg ved mødet hvor jeg understregede at brødrene og søstrene måtte lægge sig mere i selen. Efter mødet kom en ældre pionersøster hvis mand ikke var med i sandheden, hen til mig og sagde med tårer i øjnene: “Jeg forsøgte virkelig, men jeg kunne bare ikke gøre mere end jeg gjorde.” Nu var det mig der kom til at græde, og jeg undskyldte over for hende.

Unge brødre kommer i deres entusiasme indimellem til at begå den slags fejl og bliver bagefter skuffet over sig selv. I sådanne situationer kunne man let lade hænderne synke og miste modet. Men jeg har erfaret at det er bedre at tage ved lære af sine fejl og komme videre. Når man fortsætter sin trofaste tjeneste, vil man blive belønnet.

Det var et stort privilegium for mig da jeg som 21-årig overværede Gileadskolens 14. klasse. Da vi udgik fra skolen i februar 1950, blev omkring en fjerdedel af klassen sendt til den fransktalende provins Quebec i Canada, hvor Jehovas Vidner mødte stor modstand. Jeg fik til opgave at tjene i Val-d’Or, en by i et guldmineområde. En dag var vi en gruppe der tog til den nærliggende landsby Val-Senneville for at forkynde. Her truede den lokale præst os med vold hvis ikke vi straks forlod byen. Jeg meldte ham til politiet for truslerne, og det resulterede i en retssag, hvor han blev idømt en bøde. *

Denne og mange andre lignende hændelser blev en del af det vi kaldte “Slaget om Quebec”. I over 300 år havde den romerskkatolske kirke siddet på magten i provinsen. Præsterne og deres politiske samarbejdspartnere udsatte Jehovas Vidner for voldsom forfølgelse. Det var ikke  en let tid, og vi var kun få forkyndere. Men vi lod på intet tidspunkt hænderne synke, og oprigtige mennesker reagerede positivt på vores forkyndelse. Jeg havde det privilegium at studere med flere der tog imod sandheden. Et af de bibelstudier jeg ledte, var med en familie på ti. Inden længe begyndte alle i familien at tjene Jehova. Deres modige beslutning ansporede andre til også at forlade den katolske kirke. Vi fortsatte med at forkynde, og da tiden var inde, vandt vi slaget om Quebec.

I 1956 fik jeg til opgave at tjene i Haiti. De fleste nye missionærer i landet havde svært ved at lære fransk, men folk lyttede alligevel. Missionæren Stanley Boggus har sagt: “Vi var forbavsede over at folk gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe os med at få sagt det vi havde på hjerte.” Fordi jeg havde lært fransk i Quebec, havde jeg et forspring. Men det gik snart op for os at de fleste lokale brødre kun talte kreol-haitiansk. Hvis vi missionærer virkelig ville udrette noget, var vi derfor nødt til at lære det lokale sprog. Det gjorde vi, og vores indsats blev belønnet.

For at hjælpe brødrene yderligere fik vi tilladelse fra Det Styrende Råd til at oversætte Vagttårnet og andre publikationer til kreol-haitiansk. Som følge heraf steg mødedeltagelsen markant i hele landet. I 1950 var der 99 forkyndere i Haiti, men i 1960 var tallet steget til over 800! På det tidspunkt var jeg begyndt at tjene på Betel. I 1961 havde jeg den glæde at være med til at undervise 40 ældste og specialpionerer på Rigets Tjenesteskole. Ved et stævne i januar 1962 opmuntrede vi kvalificerede lokale brødre til at udvide deres tjeneste, og nogle blev udnævnt som specialpionerer. Det skulle vise sig at være en fordel, for snart begyndte vi at møde modstand.

Den 23. januar 1962, umiddelbart efter stævnet, blev missionæren Andrew D’Amico og jeg anholdt på afdelingskontoret, og hele lageret af det franske Vågn op! for 8. januar 1962 blev konfiskeret. Bladet havde bragt nogle citater fra franske aviser der nævnte at der blev praktiseret voodoo i Haiti. Nogle følte sig stødt over det  udsagn og hævdede at vi havde skrevet Vågn op!-artiklen på vores afdelingskontor. Få uger senere blev alle vi missionærer deporteret. * De lokale brødre fortsatte imidlertid arbejdet på en fortrinlig måde. Jeg bliver varm om hjertet når jeg tænker over den udholdenhed de viste, og de åndelige fremskridt de gjorde. I dag findes Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen på kreol-haitiansk – noget vi slet ikke havde turdet drømme om dengang.

Efter Haiti fik jeg til opgave at tjene som missionær i Den Centralafrikanske Republik. Senere tjente jeg som rejsende tilsynsmand og derefter som landstjener.

En hel del af rigssalene dengang var meget primitive. Jeg lærte at plukke strå i bushen og tække rigssalenes tage med dem. Det vakte stor opsigt blandt de forbipasserende når de så mig bakse med den slags projekter. Men det opmuntrede de lokale brødre til at engagere sig mere i opførelsen og vedligeholdelsen af deres rigssale. Præsterne gjorde nar af os fordi deres kirker havde bliktag og vores ikke havde. Vi lod os dog ikke gå på af det, men var glade for vores enkle stråtagsrigssale. Deres hån gik i sig selv da hovedstaden, Bangui, blev ramt af en storm, og en voldsom vind løftede bliktaget af en kirke og styrtede det ned på hovedgaden. Stråtagene på vores rigssale blev siddende hvor de skulle. For bedre at kunne føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet byggede vi et nyt afdelingskontor og missionærhjem. Det blev fuldført på nøjagtig fem måneder. *

I 1976 blev vores arbejde forbudt i Den Centralafrikanske Republik, og jeg blev sendt til Ndjamena, hovedstaden i nabolandet Tchad. Det førte noget godt med sig. Her mødte jeg nemlig Happy, en ihærdig specialpionersøster der oprindeligt var fra Cameroun. Vi blev gift den 1. april 1978. Samme måned udbrød der borgerkrig, og ligesom mange andre måtte vi flygte til den sydlige del af landet. Da kampene holdt op, vendte vi tilbage, kun for at opdage at vores hjem var blevet hovedkvarter for en bevæbnet oprørsgruppe. Al litteraturen var væk, og det samme var Happys brudekjole og alle vores bryllupsgaver. Men vi lod ikke hænderne synke. Vi havde jo stadig hinanden, og der var masser at gøre.

Cirka to år senere blev forbuddet ophævet i Den Centralafrikanske Republik. Vi vendte derfor tilbage dertil og begyndte i rejsetjenesten. Vores hjem bestod af en varevogn med en feltseng, en 200-liters tønde til vand, et campingkøleskab og en gasbrænder. Det var meget besværligt at rejse rundt. På en af vores ture blev vi stoppet intet mindre end 117 gange ved forskellige kontrolposter.

Temperaturen kom ofte op på 50 grader. Ved stævnerne var det sommetider en udfordring at skaffe vand nok til dåben. Brødrene gravede ned i udtørrede flodlejer, og lidt efter lidt fik de samlet nok vand til dåben, der oftest foregik i en tønde.

I 1980 blev vi bedt om at flytte til Nigeria. Her hjalp vi i to et halvt år med forberedelserne til byggeriet af et nyt afdelingskontor. Brødrene havde købt en toetages lagerbygning der skulle skilles ad og samles igen på vores grund. En morgen kravlede jeg temmelig højt op på bygningen for at hjælpe til med nedtagningen. Omkring middagstid begyndte jeg at kravle ned samme vej som jeg var kommet op. Men på grund af alt det der var blevet demonteret, trådte jeg lige ud i ingenting – og faldt ned. Til at begynde med så det ret alvorligt ud, men efter at jeg havde fået taget røntgenbilleder og var blevet undersøgt, sagde lægen til Happy: “Bare rolig. Han har kun  fået revet nogle sener over. Om en uges tid er han frisk igen.”

I 1986 flyttede vi til Elfenbenskysten, hvor vi igen kom i rejsetjenesten. I den forbindelse besøgte vi også nabolandet Burkina Faso. Dengang havde vi ingen idé om at vi senere ville komme til at bo dér.

Jeg var rejst fra Canada i 1956, men i 2003, efter at have været væk i 47 år, vendte jeg tilbage, denne gang med Happy ved min side. Her tjente vi sammen på Betel. På papiret var vi canadiere, men vi følte alligevel at vi hørte hjemme i Afrika.

I 2007, da jeg var 79 år, blev vi sendt tilbage til Afrika! Jeg skulle hjælpe til som medlem af landsudvalget i Burkina Faso. Senere blev landskontoret omdannet til et oversættelseskontor under Afdelingskontoret i Benin, og i august 2013 fik vi til opgave at tjene på Betel i Benin.

I dag, hvor det er begrænset hvad jeg kan klare fysisk, banker mit hjerte stadig for tjenesten. I løbet af de sidste tre år har jeg med hjælp fra min kone og de ældste kunnet opleve glæden ved at føre to af mine bibelstudier, Gédéon og Frégis, frem til dåb. De tjener i dag flittigt Jehova.

Happy og jeg er nu blevet overført til Afdelingskontoret i Sydafrika, hvor betelfamilien kærligt sørger for at jeg får hjælp med mine helbredsproblemer. Sydafrika er det syvende land i Afrika hvor jeg har haft den forret at tjene. I oktober 2017 oplevede vi en helt særlig velsignelse – vi fik mulighed for at overvære indvielsen af det nye hovedkontor i Warwick, New York. Det var en helt uforglemmelig begivenhed.

I Årbogen 1994 står der på side 255: “Vi vil gerne opflamme alle som har holdt ud i tjenesten i mange år, med følgende ord: ‘Vær modige og lad ikke jeres hænder synke, for der er løn for jeres virke.’ (2. Krøn. 15:7)” Happy og jeg er fast besluttet på at følge den opfordring og tilskynde andre til at gøre det samme.