1. Hvad har Jehova givet hver af sine trofaste tjenere?

JEHOVA elsker alle sine trofaste tjenere, og han har givet hver af dem en værdifuld plads i sin store menighed. Vi har vidt forskellige funktioner, men vi har alle sammen betydning – og vi kan ikke undvære hinanden. Apostlen Paulus hjælper os til at forstå hvor vigtigt det er at vi anerkender det. Hvordan gør han det?

2. Hvorfor må vi ifølge Efeserne 4:16 værdsætte hinanden og samarbejde?

² Som vi læser i denne artikels temavers, understreger Paulus at ingen af os kan sige om en anden af Jehovas tjenere: “Dig har jeg ikke brug for.” (1. Kor. 12:21) Hvis menigheden skal kunne fungere i fred og harmoni, må vi værdsætte hinanden og samarbejde. (Læs Efeserne 4:16). Når vi arbejder enigt sammen, vil alle føle sig elsket, og menigheden vil blive styrket.

3. Hvad vil vi behandle her i artiklen?

³ På hvilke måder kan vi vise respekt for vores brødre og søstre i menigheden? Her i artiklen vil vi behandle tre områder: Først vil vi se på hvordan ældste kan vise respekt for andre ældste. Så vil vi komme ind på hvordan vi alle sammen kan vise at vi sætter pris på brødre og søstre som ikke er gift. Og til sidst vil vi drøfte hvordan vi kan vise værdsættelse af venner der ikke taler vores eget sprog flydende.

4. Hvad bør ældste gøre i betragtning af den vejledning vi finder i Romerne 12:10?

⁴ Alle ældste i menigheden er udnævnt ved hjælp af Jehovas hellige ånd. Men de har forskellige evner og muligheder.  (1. Kor. 12:17, 18) Nogle er måske udnævnt for nylig og har derfor ikke så meget erfaring. Andre er måske begrænset af deres alder eller helbred. Men når en ældstebror ser på sine medældste, må han aldrig tænke om en eneste af dem: “Dig har jeg ikke brug for.” Nej, alle ældste bør følge den vejledning fra Paulus som vi finder i Romerne 12:10. – Læs.

5. Hvordan viser ældste at de respekterer deres medældste, og hvorfor er det vigtigt at de gør det?

⁵ Ældste viser at de respekterer deres medældste, ved at lytte opmærksomt til hinanden. Det har især betydning når de mødes som et ældsteråd, hvor de drøfter vigtige anliggender. Hvorfor? Læg mærke til hvad der stod i Vagttårnet for 1. oktober 1988: “Ældste vil indse at Kristus, ved hjælp af den hellige ånd, i et hvilket som helst tilfælde kan lede enhver ældste i et ældsteråd til at fremkomme med netop det bibelske princip der er nødvendigt for at rådet kan træffe en vigtig afgørelse eller klare en given situation. (Ap.G. 15:6-15) Ingen ældste i et ældsteråd har eneret på Guds hellige ånd.”

6. Hvad vil hjælpe de ældste til at arbejde enigt sammen, og hvordan gavner det menigheden når de gør det?

⁶ En ældste der har respekt for sine medældste, prøver ikke altid at være den første der udtaler sig ved et ældstemøde. Han vil ikke dominere drøftelsen, og han mener ikke at hans synspunkt altid er det rigtige. I stedet vil han udtrykke sin mening på en ydmyg og beskeden måde. Desuden vil han lytte opmærksomt til det de andre siger. Og hvad der er endnu vigtigere: Han er ivrig efter at anvende principper fra Bibelen og følge vejledningen fra “den trofaste og kloge træl”. (Matt. 24:45-47) Når de ældstes drøftelse foregår i en kærlig og respektfuld atmosfære, vil Guds hellige ånd være til stede, og den vil lede dem til at træffe nogle afgørelser der styrker menigheden. – Jak. 3:17, 18.

7. Hvordan betragtede Jesus det at være ugift?

⁷ Vi har mange ægtepar og børnefamilier i vores menigheder i dag. Vi har også mange brødre og søstre der ikke er gift. Hvordan skal vi betragte dem der er single? Vi kan overveje hvordan Jesus så på spørgsmålet. Jesus giftede sig ikke. I stedet koncentrerede han sin opmærksomhed om den opgave han havde fået, og brugte al sin tid på den. Han sagde aldrig at man skulle gifte sig, eller at man skulle lade være med at gøre det. Han sagde dog at nogle kristne ville fravælge ægteskab. (Matt. 19:11, 12; se studienote til Matthæus 19:12, “har gjort sig selv til eunukker”). Jesus respekterede dem der ikke var gift. Han betragtede dem ikke som nogle der var mindre værd eller ikke var hele mennesker.

8. Hvad opfordrede Paulus de kristne til at overveje, som vi læser i 1. Korinther 7:7-9?

⁸ Ligesom Jesus udførte apostlen Paulus sin tjeneste uden at være gift. Han sagde aldrig at det var forkert af en kristen at gifte sig, men anerkendte at det var en personlig sag. Ikke desto mindre opfordrede Paulus de kristne til at overveje om de kunne lade være med at gifte sig og dermed være fri til at gøre mere i tjenesten for Jehova. (Læs 1. Korinther 7:7-9). Paulus havde bestemt ikke et negativt syn på kristne der var single. For eksempel valgte han Timotheus, en ung bror der ikke var gift, til at tage sig af meget vigtige opgaver. * (Flp. 2:19-22) Det vil altså være forkert af ældste at bedømme en brors kvalifikationer på basis af om han er gift eller ej. – 1. Kor. 7:32-35, 38.

9. Hvad kan vi konkludere om det at være gift eller single?

⁹ Hverken Jesus eller Paulus sagde altså at kristne skulle gifte sig, eller at de skulle lade være med at gøre det. Så hvad kan vi konkludere? Det kom meget godt frem i en artikel i Vagttårnet for 1. oktober 2012. Om det at være gift eller single stod der: “Begge dele kan betragtes som gaver fra Gud. ... Jehova ser ikke den ugifte stand som en grund til sorg eller skam.” Det viser tydeligt at vi må  respektere den plads vores ugifte brødre og søstre har i menigheden.

10. Hvordan kan vi vise respekt for brødre og søstre som ikke er gift?

¹⁰ Hvordan kan vi vise at vi har respekt for brødre og søstre som ikke er gift, og tage hensyn til deres følelser? Det er godt at huske at nogle kristne er single fordi de har besluttet at være det. Andre ville egentlig gerne giftes men har bare ikke fundet den rigtige endnu. Der er også nogle som har mistet deres ægtefælle. Men uanset hvordan det forholder sig, vil det så være klogt af andre i menigheden at spørge dem hvorfor de ikke er gift, eller tilbyde at hjælpe dem med at finde en ægtefælle? Det kan selvfølgelig være at en som ikke er gift, selv beder en anden om hjælp i den forbindelse. Men hvis den ugifte ikke beder om hjælp, hvordan vil han eller hun så føle det hvis vi kommer med forskellige forslag? (1. Thess. 4:11; 1. Tim. 5:13) Overvej hvad nogle brødre og søstre som ikke er gift, siger.

11-12. Hvordan kunne vi sætte ugifte brødre og søstre i en ubehagelig situation?

¹¹ En ugift kredstilsynsmand der udfører sin tjeneste rigtig godt, føler at det giver ham mange fordele at være single. Men han siger også at det kan virke ret nedslående at velmenende brødre og søstre spørger ham hvorfor han ikke er gift. En singlebror der tjener på et afdelingskontor, fortæller: “Nogle gange får brødre og søstre mig til at føle at singler er nogle man skal have ondt af. Det kan få det til at virke som en byrde i stedet for en gave at være ugift.”

¹² En singlesøster der tjener på Betel, siger: “Nogle tror at alle som ikke er gift, er på udkig efter en ægtefælle, eller at de betragter enhver sammenkomst som en lejlighed til at finde en ægtefælle. Engang var jeg blevet sendt ud på en opgave i en anden del af landet, og jeg ankom på en mødeaften. Den søster jeg skulle bo hos, fortalte mig at der var to brødre i menigheden på min alder. Hun forsikrede mig om at hun ikke havde nogen som helst bagtanker, men så snart vi kom ind i rigssalen, trak hun mig hen til de to brødre så jeg kunne hilse på dem. Jeg behøver vist ikke at sige at det var en ret pinlig situation, både for brødrene og for mig.”

13. Hvad har opmuntret en singlesøster?

¹³ En anden singlesøster som er betelit, fortæller: “Jeg kender nogle ugifte brødre og søstre der har været pionerer i mange år. De hviler i sig selv, er fokuserede, selvopofrende og helt tilfredse med deres liv, og de bidrager med utroligt meget i deres menighed. De har et afbalanceret syn på sig selv – de føler hverken at de er mere værd end andre fordi de ikke har giftet sig, eller at de mangler noget fordi de ikke har ægtefælle og børn.” Det er sådan man har det i en menighed hvor man føler sig respekteret og værdsat som den man er. Man vil hverken opleve medynk eller misundelse. Og man vil hverken føle sig ignoreret eller anbragt på en piedestal. Man føler sig bare hjemme.

14. Hvordan kan vi vise at vi respekterer vores ugifte brødre og søstre?

¹⁴ Vores ugifte brødre og søstre vil være taknemmelige hvis vi lægger mere mærke til deres gode egenskaber end om de er gift eller ej. I stedet for at have ondt af dem vil vi værdsætte dem på grund af deres trofaste tjeneste. Så vil de  aldrig føle det som om vi siger: “Dig har jeg ikke brug for.” (1. Kor. 12:21) De vil mærke at vi respekterer dem og anerkender at de har en værdifuld plads i menigheden.

15. Hvilke forandringer har nogle foretaget for at kunne gøre mere i forkyndelsen?

¹⁵ I de senere år har mange brødre og søstre sat sig for at lære et nyt sprog for at kunne gøre mere i forkyndelsen. De har gjort store forandringer i deres liv. De har forladt deres menighed og er nu i en hvor der tales et andet sprog, og hvor der er større behov for forkyndere. (Ap.G. 16:9) Det er en personlig beslutning disse brødre og søstre har truffet, og de har gjort det for at kunne tjene Jehova i større udstrækning. Selvom det kan tage flere år før de kan tale det nye sprog flydende, hjælper de alligevel menigheden på mange måder. Deres erfaring og deres gode egenskaber er med til at gøre menigheden stærk og stabil. Vi sætter stor pris på disse selvopofrende brødre og søstre!

16. Hvad skal de ældste vurdere en bror ud fra når de overvejer om han kan tjene som ældste eller menighedstjener?

¹⁶ Et ældsteråd vil ikke holde sig tilbage fra at anbefale en bror som ældste eller menighedstjener fordi han endnu ikke taler menighedens sprog flydende. Det de ældste vil vurdere, er hvor godt han opfylder de kvalifikationskrav der står i Bibelen, og ikke hvor godt han taler den lokale menigheds sprog. – 1. Tim. 3:1-10, 12, 13; Tit. 1:5-9.

17. Hvad må nogle familier tage stilling til når de flytter til et andet land?

¹⁷ Nogle kristne familier er flyttet til et andet land enten fordi de er flygtet, eller fordi de søger arbejde. Nu går deres børn måske i skole og bliver undervist på det sprog der tales i deres nye land. Måske må forældrene også lære det nye sprog for at kunne få et job. Hvis der nu findes en menighed eller gruppe der bruger deres modersmål, hvilken menighed skal de så tilslutte sig? Skal det være en menighed der bruger det lokale sprog, eller en menighed hvor familiens modersmål bliver talt?

18. Hvordan bør vi reagere på et familieoverhoveds beslutning, i overensstemmelse med Galaterne 6:5?

¹⁸ Det er familiens overhoved der må afgøre hvilken menighed familien skal slutte sig til. Han må overveje hvad der vil være bedst for hans familie. Det er et personligt anliggende, og andre må respektere den beslutning familiens overhoved træffer. (Læs Galaterne 6:5). Uanset hvilken menighed familien begynder  at komme i, vil vi byde dem velkommen og betragte dem som en værdifuld del af vores menighed. – Rom. 15:7.

19. Hvad må et familieoverhoved overveje under bøn?

¹⁹ Nogle familier der er rejst til et andet land, er i en menighed der taler forældrenes modersmål, men børnene er måske ikke så gode til det sprog. Det kan skyldes at børnene går i en skole hvor landets hovedsprog, og ikke forældrenes sprog, bliver talt. Resultatet kan være at børnene har svært ved at forstå møderne og gøre åndelige fremskridt. Hvis det er tilfældet, må familiens overhoved under bøn overveje hvad der kan gøres for at hjælpe børnene til at komme nær til Jehova og slutte sig til hans folk. Enten må forældrene hjælpe deres børn så de bliver gode til at tale forældrenes modersmål, eller også må de overveje at flytte til en menighed hvor der tales et sprog som børnene har let ved at forstå. Men lige meget hvilken menighed familiens overhoved vælger at de skal komme i, må menigheden sørge for at familien føler sig respekteret og velkommen.

20. Hvordan kan vi vise at vi respekterer vores brødre og søstre som er ved at lære et nyt sprog?

²⁰ Af de grunde vi har talt om her, vil der i mange menigheder være brødre og søstre der kæmper med at lære et nyt sprog. Måske er det svært for dem at give udtryk for deres tanker. Men hvis vi ser bag om deres sprogvanskeligheder, vil vi tydeligt kunne se deres kærlighed til Jehova og deres ønske om at tjene ham. Når vi har øje for deres gode egenskaber, vil vi helt sikkert komme til at elske og respektere disse brødre og søstre. Vi vil ikke sige “dig har jeg ikke brug for” bare fordi de ikke taler vores sprog flydende.

21-22. Hvilken fantastisk gave har vi fået?

²¹ Jehova har givet os den fantastiske gave at vi har en plads i hans menighed. Og alle i menigheden – brødre og søstre, gifte og ugifte, unge og gamle, de der er gode til at tale et bestemt sprog, og de der er knap så gode – har stor værdi for Jehova og for hinanden. – Rom. 12:4, 5; Kol. 3:10, 11.

²² Lad os blive ved med at anvende de mange gode ting Paulus’ illustration om kroppen har lært os. Så vil vi få endnu større værdsættelse af den plads vi selv og andre har i Jehovas menighed.