Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 32

Styrk din tro på Skaberen

Styrk din tro på Skaberen

“Tro er ... det tydelige bevis på virkelige ting der ikke ses.” – HEBR. 11:1.

SANG NR. 11 Skaberværket priser Gud

FORMÅL *

1. Hvad har du lært om Jehova?

HVIS du er opdraget som et af Jehovas Vidner, har du sikkert lært om Jehova lige fra du var lille. Du har lært at han er Skaberen, at han har mange skønne egenskaber, og at han har en kærlig hensigt med menneskene. – 1. Mos. 1:1; Ap.G. 17:24-27.

2. Hvad mener nogle om dem der tror på en Skaber?

2 Men mange tror ikke på at der er en Gud der har skabt alt, eller at der overhovedet er en Gud. De mener at livet er opstået ved tilfældigheder og derefter har udviklet sig langsomt fra såkaldt simple livsformer til mere komplekse livsformer. Nogle af dem der har den opfattelse, er højt uddannede. De hævder at videnskaben har modbevist Bibelen, og at det kun er uvidende, svage og naive mennesker der tror på en Skaber.

3. Hvorfor er det vigtigt at vi gør noget for at styrke vores tro?

3 Når indflydelsesrige mennesker udtaler sig på den måde, vil det så ryste vores tro på at Jehova er vores kærlige Skaber? Det afhænger meget af hvorfor vi tror at Jehova er Skaberen. Er det fordi vi har fået det at vide af andre, eller er det fordi vi har givet os tid til selv at undersøge beviserne? (1. Kor. 3:12-15) Uanset hvor længe vi har været Jehovas Vidner, må vi alle sammen blive ved med at styrke vores tro. Hvis vi gør det, vil vi ikke blive ført på vildspor af “filosofi og tomt bedrag”. (Kol. 2:8; Hebr. 11:6) Som en hjælp vil vi her i artiklen se på (1) hvorfor mange ikke tror på en Skaber, (2) hvordan du kan styrke din tro på Skaberen, Jehova, og (3) hvordan du kan holde den tro stærk.

HVORFOR MANGE IKKE TROR PÅ EN SKABER

4. Hvad er ægte tro baseret på ifølge Hebræerne 11:1?

4 Nogle mener at det at have tro betyder at man accepterer noget uden at have bevis for det. Men ifølge Bibelen er ægte tro ikke sådan. (Læs Hebræerne 11:1, se også fodnoten). Troen på virkelige ting der ikke ses, for eksempel Jehova, Jesus og Riget i himlen, er baseret på tydelige beviser. (Hebr. 11:3) Et Jehovas Vidne der er biokemiker, har udtrykt det sådan: “Vores tro er ikke en blind tro der ser bort fra videnskabelige fakta.”

5. Hvorfor er der mange der ikke tror på at Gud har skabt alt liv?

5 Man kunne spørge: ‘Hvorfor er der så mange mennesker der ikke tror på at Gud har skabt alt liv, hvis der er tydelige beviser for at han har gjort det?’ Nogle har aldrig selv undersøgt det der taler for at der er en Skaber. Robert, som nu er et af Jehovas Vidner, siger: “Tanken om en skabelse blev aldrig omtalt i skolen, og derfor troede jeg ikke at den kunne være rigtig. Først da jeg var over 20 og talte med Jehovas Vidner, hørte jeg Bibelens logiske og overbevisende argumenter for troen på en skabelse.” * – Se boksen “ En appel til forældre”.

6. Hvorfor afviser nogle troen på en Skaber?

6 Nogle siger at de ikke tror på en Skaber fordi de kun tror på det de kan se. Men de tror alligevel på visse ting de ikke kan se, for eksempel tyngdekraften, der jo er ganske virkelig. Den form for tro der nævnes i Bibelen, handler også om beviser på “virkelige ting der ikke ses”. (Hebr. 11:1) Men det kræver tid, og det kræver en indsats at undersøge de beviser, og mange mennesker har simpelthen ikke den motivation der skal til for at gøre det. Den der ikke undersøger beviserne, kan let konkludere at der ikke er nogen Gud.

7. Nægter alle som har fået en højere uddannelse, at universet er skabt af Gud?

7 Nogle forskere der har undersøgt beviserne, er blevet overbevist om at der findes en Gud der har skabt universet. * Ligesom Robert konkluderede de tidligere at der ikke var en Skaber, ganske enkelt fordi skabelsen ikke indgik i undervisningen på deres studie. Men mange forskere har lært Jehova at kende og har fået et personligt forhold til ham. Ligesom disse forskere må vi også gøre noget for at styrke vores tro på Gud, uanset hvilken uddannelse vi har fået. Ingen andre kan gøre det for os.

HVORDAN DU KAN STYRKE DIN TRO PÅ SKABEREN

8-9. (a) Hvad vil vi nu se på? (b) Hvad vil du få ud af at studere skaberværket?

8 Hvad kan du gøre for at styrke din tro på Skaberen? Vi vil komme ind på fire ting du kan gøre.

9 Studér skaberværket. Du kan styrke din tro på Skaberen ved at betragte dyr, planter og stjerner. (Sl. 19:1; Esa. 40:26) Jo mere du studerer de ting, jo mere vil du blive overbevist om at Jehova er Skaberen. I vores publikationer har vi mange artikler der fortæller om spændende detaljer i skaberværket. Spring ikke de artikler over selvom de måske kan være lidt komplicerede. Lær så meget af dem som du kan. Og glem ikke at gå ind på vores hjemmeside, jw.org, for at se de smukke videoer om skaberværket der har været vist ved vores regionalstævner i de senere år.

10. Giv et eksempel på at skaberværket vidner om at der er en Skaber. (Romerne 1:20)

10 Når du studerer skaberværket, så læg godt mærke til det som detaljerne fortæller om Skaberen. (Læs Romerne 1:20). For eksempel ved du sikkert at Solen ikke bare giver os den varme vi har brug for, men også udsender skadelig energi i form af ultraviolette stråler. Vi mennesker har brug for at blive beskyttet mod de stråler. Og det bliver vi! Hvordan? Vores jordklode har sit eget beskyttende skjold – et lag af luftarten ozon som holder den skadelige stråling tilbage. Og når de ultraviolette stråler fra Solen bliver kraftigere, kommer der også mere ozon. Vil du ikke sige at der må være en der står bag den beskyttende proces, en Skaber der er både kærlig og intelligent?

11. Hvor kan du finde trosstyrkende oplysninger om skaberværket? (Se boksen “ Trosstyrkende materiale”).

11 Du kan finde mange trosstyrkende oplysninger om skaberværket ved at søge i Register til Vagttårnets publikationer og på jw.org. Begynd for eksempel med artikler og videoer fra serien “Står der en designer bag?” De er korte, og de indeholder mange spændende oplysninger om dyr, planter og andet. De giver også eksempler på at ingeniører har prøvet at efterligne det de ser i naturen.

12. Hvad skal vi lægge mærke til når vi studerer Bibelen?

12 Studér Bibelen. Den biokemiker der blev nævnt tidligere, afviste til at begynde med tanken om en Skaber. Men efterhånden fik han tro på Gud. Han siger: “Min tro byggede ikke udelukkende på min videnskabelige forskning. Den byggede også på et grundigt studie af Bibelen.” Måske er du allerede godt kendt med Bibelens lære. Men for at styrke din tro på Skaberen må du blive ved med at studere Guds ord. (Jos. 1:8; Sl. 119:97) Se hvor detaljeret Bibelen er i sin beskrivelse af historiske begivenheder. Læg mærke til dens profetier og til hvordan de enkelte bibelbøger stemmer med hinanden. Det kan forstærke din tro på at der er en klog og kærlig Gud der har skabt os, og at Bibelen indeholder hans budskab til mennesker. *2. Tim. 3:14; 2. Pet. 1:21.

13. Nævn et eksempel på den visdom Guds ord indeholder.

13 Når du studerer Bibelen, så læg mærke til hvor god dens vejledning er. For eksempel har Guds ord for længe siden sagt at det er skadeligt at elske penge, og at det medfører “mange smerter”. (1. Tim. 6:9, 10; Ordsp. 28:20; Matt. 6:24) Er den advarsel stadig relevant? Ifølge bogen The Narcissism Epidemic “er folk der er materialistiske, generelt mindre lykkelige og mere deprimerede. Selv de der bare ønsker at tjene flere penge, har det psykisk dårligt. De fortæller også at de har flere problemer med helbredet.” Hvor er det værdifuldt at Bibelen har advaret os imod at elske penge. Kan du komme i tanke om andre bibelske principper der har vist sig at være nyttige? Jo mere vi værdsætter Bibelens tidløse vejledning, jo mere vil vi stole på vores kærlige Skaber og hans visdom. (Jak. 1:5) Det vil helt sikkert give os et bedre liv. – Esa. 48:17, 18.

14. Hvad vil dit studie af Bibelen lære dig om Jehova?

14 Studér med det mål at lære Jehova bedre at kende. (Joh. 17:3) Når du undersøger Bibelen, vil du lære om Jehovas personlighed og hans egenskaber. Det er de samme egenskaber du vil få øje på når du studerer skaberværket – egenskaber hos en virkelig Person og ikke et produkt af nogens fantasi. (2. Mos. 34:6, 7; Sl. 145:8, 9) Når du lærer Jehova bedre og bedre at kende, vil din tro på ham vokse, din kærlighed til ham vil blive dybere, og dit venskab med ham vil blive stærkere.

15. Hvorfor vil du have gavn af at fortælle andre om din tro?

15 Fortæl andre om din tro på Gud. Når du gør det, vil din egen tro blive stærkere. Hvad så hvis en du forkynder for, stiller et spørgsmål om Guds eksistens og du ikke ved hvad du skal svare? Prøv at finde et bibelsk svar på spørgsmålet i en af vores publikationer, og fortæl så den anden hvad du har fundet. (1. Pet. 3:15) Du kan også spørge en erfaren forkynder om han vil hjælpe dig. Uanset om personen accepterer det svar fra Bibelen du giver ham, eller ej, vil du selv have gavn af din research. Din tro vil blive stærkere. Og du vil heller ikke blive narret af mennesker der siger at der ikke er nogen Skaber, og som måske virker kloge og intellektuelle.

HOLD DIN TRO VED LIGE!

16. Hvad kan der ske hvis vi ikke bliver ved med at holde vores tro ved lige og at styrke den?

16 Lige meget hvor længe vi har tjent Jehova, må vi blive ved med at holde vores tro ved lige og styrke den. Hvorfor det? Fordi vores tro kan blive svækket hvis vi ikke passer på. Husk at troen bygger på virkelige ting der ikke ses. Og det man ikke kan se, kan man let glemme. Derfor omtalte Paulus mangel på tro som “den synd der let indfanger os”. (Hebr. 12:1) Hvordan kan vi undgå at det sker for os? – 2. Thess. 1:3.

17. Hvilken hjælp er nødvendig for at vi kan holde troen ved lige?

17 For det første: Bed Jehova om hans hellige ånd, og gør det ofte. Hvorfor? Fordi tro er en del af åndens frugt. (Gal. 5:22, 23) Vi kan ikke opbygge og bevare troen på vores Skaber uden hans hellige ånds hjælp. Men hvis vi bliver ved med at bede Jehova om hans ånd, vil han give os den. (Luk. 11:13) Helt konkret kan vi bede: “Giv os mere tro.” – Luk. 17:5.

18. Hvad kan vi glæde os over, som det fremgår af Salme 1:2, 3?

18 For det andet: Studér Guds ord regelmæssigt. (Læs Salme 1:2, 3). Da Salmerne blev skrevet, var der ikke mange israelitter der havde en komplet afskrift af Guds Lov. Men kongen og præsterne havde adgang til afskrifter, og hvert syvende år blev der sørget for at “mændene, kvinderne, børnene og udlændingene” i Israel kunne høre Guds Lov læst højt. (5. Mos. 31:10-12) På Jesus’ tid fandtes der kun skriftruller i synagogerne og hos nogle få privatpersoner. Men i dag har langt de fleste mennesker adgang til Bibelen eller dele af den. Det er en stor gave. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter den gave?

19. Hvad må vi gøre for at holde troen stærk?

19 Vi kan vise at vi værdsætter den gave Bibelen er, ved at have en fast plan for bibellæsning. Vi må ikke bare overlade det til tilfældighederne og læse når vi synes at vi har tid til det. Når vi har en fast plan for studie, hjælper det os til at holde troen stærk.

20. Hvad er du besluttet på at gøre?

20 I modsætning til de “kloge og intellektuelle” i verden har vi en velfunderet tro, en tro der bygger på Guds ord. (Matt. 11:25, 26) Vores studie af Bibelen fortæller os hvorfor verdensforholdene bliver værre og værre, og hvad Jehova vil gøre ved det. Lad os derfor være besluttet på at styrke vores tro og hjælpe så mange som muligt til også at få tro på vores Skaber. (1. Tim. 2:3, 4) Så kan vi glæde os til den tid hvor alle der lever, vil sige som der står i Åbenbaringen 4:11: “Jehova, vores Gud, du er værdig til at få al ære, ... for du har skabt alting.”

SANG NR. 2 Jehova er dit navn

^ par. 5 Bibelen siger klart at Jehova Gud har skabt alt. Men det er der mange der ikke tror på. De holder på at livet er opstået af sig selv. Deres påstande vil ikke ryste vores overbevisning hvis vi gør en bevidst indsats for at styrke vores tro på Gud og på Bibelen. Her i artiklen vil vi se på hvordan vi kan gøre det.

^ par. 5 I mange skoler bliver skabelsen ikke omtalt som en mulig forklaring på at vi er til. Nogle lærere siger at det ville gribe ind i elevernes religionsfrihed.

^ par. 7 Udtalelser fra over 60 fagfolk, deriblandt mange videnskabsfolk, som tror på en skabelse, kan findes i Register til Vagttårnets publikationer. Gå til hovedemnet “Videnskab” og find underemnet “forskere udtrykker tro på en skabelse”. Nogle af de samme udtalelser findes i Researchguide for Jehovas Vidner. Se under emnet “Videnskab og teknologi” og underoverskriften “‘Interview’ (Artikelserie i Vågn op!)”.

^ par. 12 Se for eksempel artiklen “Stemmer videnskaben og Bibelen overens?” i Vågn op! for februar 2011 og artiklen “Det Jehova forudsiger, går i opfyldelse” i Vagttårnet for 1. januar 2008.