Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 31

SANG NR. 12 Jehova, vores store Gud

Hvad Jehova har gjort for at redde os fra synd og død

Hvad Jehova har gjort for at redde os fra synd og død

“Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte Søn.”JOH. 3:16.

FOKUS

Hvordan Jehova har taget initiativ til at hjælpe os så vi kan bekæmpe synden, og hvordan han har gjort det muligt for os at få evigt liv helt uden synd.

1-2. (a) Hvad er synd, og hvordan kan vi vinde kampen over den? (Se også “Forklaring”). (b) Hvad vil vi se på i artiklen her og i de andre artikler i det her blad? (Se også “Til vores læsere”).

 BLIVER du nogle gange i tvivl om hvor meget Jehova elsker dig? Så kan det være en god idé at studere om alt det han har gjort for at redde dig fra synd og død. Synd a er en frygtelig fjende – en du ikke kan bekæmpe på egen hånd. Vi synder alle sammen hver eneste dag, og vi dør fordi vi er syndere. (Rom. 5:12) Men der er en god nyhed. Med Jehovas hjælp kan vi vinde over synden. Og han har lovet at synden på et tidspunkt vil forsvinde helt.

2 I 6.000 år har Jehova hjulpet mennesker i deres kamp mod synden. Hvorfor? Fordi han elsker os. Han har elsket mennesker lige fra begyndelsen. Og han er gået utroligt langt for at hjælpe os i vores kamp. Jehova ved at synd fører til død, og han ønsker ikke at nogen af os skal dø. Han vil gerne have at vi skal leve for evigt. (Rom. 6:23) Det er også det han ønsker for dig. I den her artikel vil vi se på tre spørgsmål: (1) Hvordan har Jehova givet mennesker håb? (2) Hvordan kunne ufuldkomne mennesker på Bibelens tid blive godkendt af Jehova? (3) Hvad har Jesus gjort for at redde mennesker fra synd?

HVAD HAR JEHOVA GJORT FOR AT GIVE MENNESKER HÅB?

3. Hvad skete der i Edens Have?

3 Jehova ønskede at de to første mennesker skulle være glade. Han gav dem et smukt hjem, den gave ægteskabet er, og en spændende opgave. De skulle fylde jorden med deres efterkommere og gøre hele planeten til et paradis. Der var kun én ting de ikke måtte. Og han advarede dem om at hvis de gjorde det alligevel og på den måde bevidst gjorde oprør mod ham, ville deres synd til sidst føre til døden. Vi kender historien. En ond engel der hverken elskede Jehova eller dem, lokkede dem til at gøre præcis det de ikke måtte. Adam og Eva gav efter for fristelsen og syndede. De viste fuldstændig mangel på tillid til deres kærlige Far. Og som vi ved, gik Jehovas ord i opfyldelse. Resten af deres liv mærkede Adam og Eva konsekvenserne af deres synd: De blev gamle, og til sidst døde de. – 1. Mos. 1:28, 29; 2:8, 9, 16-18; 3:1-6, 17-19, 24; 5:5.

4. Hvorfor hader Jehova synd, og hvorfor vil han gerne hjælpe os til at bekæmpe den? (Romerne 8:20, 21)

4 Jehova sørgede for at den triste beretning om Adam og Eva blev skrevet ned så vi kan lære noget af den. Den hjælper os nemlig til at forstå hvorfor han hader synd så meget. Synd fjerner os fra vores kærlige Far og fører til døden. (Esa. 59:2) Af den grund elsker Satan synd og gør alt hvad han kan, for at få mennesker til at synde, ligesom han gjorde da han fristede de første mennesker i Edens Have. Han troede sikkert at han havde vundet en stor sejr dengang. Men han forstod ikke hvor kærlig Jehova er. Jehova elsker mennesker, så han ændrede ikke sin hensigt, men gav med det samme Adam og Evas efterkommere et håb. (Læs Romerne 8:20, 21). Han vidste at nogle af deres efterkommere ville vælge at elske ham og ville have lyst til at bekæmpe synden. Og som deres Far og Skaber ville han gerne befri dem fra synden og hjælpe dem til at få et nært venskab med ham. Hvordan ville han gøre det?

5. Hvornår fik mennesker det første glimt af håb? (1. Mosebog 3:15)

5 Læs 1. Mosebog 3:15. Jehova gav mennesker det første glimt af håb da han udtalte sin dom over Satan. Jehova forudsagde at et “afkom” ville spille en nøglerolle i den forbindelse. Med tiden ville afkommet knuse Satan og rette op på al den skade han havde været årsag til. (1. Joh. 3:8) Men det ville ikke være uden konsekvenser for afkommet selv. Satan ville “hugge ham i hælen”, eller slå ham ihjel. Det ville være utroligt smertefuldt for Jehova, men det var noget han var villig til at gennemgå fordi det ville resultere i at utallige mennesker ville blive reddet fra synd og død.

HVORDAN KUNNE UFULDKOMNE MENNESKER PÅ BIBELENS TID BLIVE GODKENDT AF JEHOVA?

6. Hvad gjorde trofaste mænd som Abel og Noa for at få et nært venskab med Jehova?

6 I tiden efter oprøret i Edens Have blev det efterhånden mere og mere klart hvordan mennesker kunne få et nært venskab med Jehova selvom de var syndere. Adam og Evas anden søn, Abel, var det første menneske der viste tro på Jehova efter oprøret. Fordi han elskede Jehova og gerne ville glæde ham, bragte han et offer til ham. Abel var hyrde, så han tog nogle af sine små lam, slagtede dem og bragte dem som et offer til Jehova. Hvordan reagerede Jehova på det? Han “godkendte Abel og hans offer”. (1. Mos. 4:4) Jehova godkendte også lignende ofre fra andre af sine trofaste tjenere, som for eksempel Noa. (1. Mos. 8:20, 21) Ved at tage imod sådan nogle ofre viste Jehova at det var muligt for ufuldkomne mennesker at blive godkendt af ham og få et nært venskab med ham. b

7. Hvad lærer Abrahams eksempel os om Jehova?

7 Jehova bad Abraham, en mand med en bemærkelsesværdig tro, om at gøre noget ekstremt svært – han skulle bringe sin egen søn Isak som et offer. Det har sikkert været den vanskeligste opgave Abraham overhovedet kunne forestille sig. Alligevel forberedte han sig på at gøre det Jehova havde bedt ham om. Men i sidste øjeblik, lige inden Abraham slog sin søn ihjel, stoppede Jehova ham. Abrahams eksempel lærer os noget om hvad Jehova ville være villig til at gøre for at redde mennesker. Han var klar til at bringe sin elskede Søn som et offer. Så højt elsker han mennesker! – 1. Mos. 22:1-18.

8. Hvad var pointen med dyreofrene under Moseloven? (3. Mosebog 4:27-29; 17:11)

8 Da Jehova gav israelitterne Moseloven, gav han dem besked på at bringe dyreofre for at få deres synder tilgivet. (Læs 3. Mosebog 4:27-29; 17:11). Den slags ofre pegede frem til et større offer, et der ville befri menneskeheden fuldstændigt for synd. Jehovas profeter forklarede at det lovede afkom, der viste sig at være Guds elskede Søn, skulle opleve ekstreme smerter og til sidst blive slået ihjel. Ligesom et får ville han blive bragt som et offer. (Esa. 53:1-12) Tænk engang: Jehova ville ofre sin egen elskede Søn for at redde mennesker fra synd og død – og det gælder også dig!

HVAD HAR JESUS GJORT FOR AT REDDE MENNESKER?

9. Hvad sagde Johannes Døber om Jesus? (Hebræerne 9:22; 10:1-4, 12)

9 I det første århundrede pegede Johannes Døber på Jesus fra Nazaret og sagde: “Se, Guds Lam som tager verdens synd bort!” (Joh. 1:29) De inspirerede ord gjorde det tydeligt at Jesus var det længe ventede afkom. Det var ham der skulle bringe sit liv som et offer én gang for alle. Nu havde mennesker ikke bare et glimt af håb, men det stod lysende klart for dem hvordan synden snart ville blive fjernet fuldstændigt. – Læs Hebræerne 9:22; 10:1-4, 12.

10. Hvordan viste Jesus at han var “kommet for at indbyde” syndere?

10 Jesus var særligt opmærksom på dem der følte sig tynget af de synder de havde begået, og indbød dem til at følge ham. Han betragtede på en måde synden som en kronisk sygdom der er årsag til alle menneskers problemer. Så han havde stor medfølelse med dem der var kendt for at være syndere, og ville gerne hjælpe dem. Han forklarede: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge” og tilføjede at han ikke var “kommet for at indbyde retfærdige, men syndere”. (Matt. 9:12, 13) Og de ord levede Jesus op til. Han tilgav for eksempel de synder som kvinden der vaskede hans fødder med sine tårer, havde begået. (Luk. 7:37-50) Han lærte også den samaritanske kvinde ved brønden nogle vigtige sandheder selvom han kendte til hendes umoralske måde at leve på. (Joh. 4:7, 17-19, 25, 26) Jesus rettede endda op på det sørgelige enderesultat af synden, nemlig døden. Hvordan? Med kraften fra Jehova oprejste han mennesker – både mænd og kvinder og børn og voksne. – Matt. 11:5.

11. Hvorfor følte mennesker der havde gjort mange forkerte ting, sig draget til Jesus?

11 Det overrasker os ikke at mennesker der havde begået mange og alvorlige fejl, følte sig draget til Jesus. Han viste dem nemlig medfølelse og empati, så de følte sig helt trygge ved at henvende sig til ham. (Luk. 15:1, 2) Og når de gjorde det, roste Jesus dem og belønnede dem for at have vist tro. (Luk. 19:1-10) Hans måde at være på afspejlede til fuldkommenhed hans Fars barmhjertighed. (Joh. 14:9) Med sine ord og handlinger viste han at hans barmhjertige og kærlige Far virkelig elsker mennesker og gerne vil hjælpe dem. Jesus gav mennesker lyst til at ændre deres måde at leve på og begynde at følge ham. – Luk. 5:27, 28.

12. Hvad lærte Jesus sine disciple om sin egen død?

12 Jesus vidste hvad der ventede ham. Flere gange fortalte han sine disciple at han ville blive forrådt og henrettet på en pæl. (Matt. 17:22; 20:18, 19) Han vidste at hans offer ville tage “verdens synd bort”, som Johannes Døber havde sagt, og som profeterne havde forudsagt. Jesus lærte desuden sine disciple at han ville blive ved med at “drage alle slags mennesker” til sig efter sin død. (Joh. 12:32) Nu kunne ufuldkomne mennesker glæde Jehova ved at vise tro på Jesus og efterligne ham så godt de kunne. Hvis de gjorde det, ville de endelig blive “frigjort fra synden”. (Rom. 6:14, 18, 22; Joh. 8:32) Så Jesus gik villigt og modigt sin egen død i møde. – Joh. 10:17, 18.

13. Hvordan døde Jesus, og hvad lærer det os om Jehova? (Se også billedet).

13 Jesus blev forrådt, arresteret, hånet, bagtalt, uretfærdigt dømt og endda tortureret. Nogle soldater førte ham hen til det sted hvor han skulle henrettes, og naglede ham til en pæl. Selvom alt det må have været ekstremt smertefuldt for Jesus, var der faktisk en det gjorde endnu mere ondt på – Jehova Gud. Jehova er almægtig og kunne sagtens have grebet ind, men det gjorde han ikke. Hvorfor? Han elskede jo sin Søn, så hvordan kunne han holde ud at se på alt det han skulle gennemgå? Svaret er kærlighed. Det var på grund af hans kærlighed til os mennesker. Jesus sagde: “Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte Søn for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv.” – Joh. 3:16.

Da Jehova tillod at hans Søn blev henrettet, gennemgik han selv en ubeskriveligt stor smerte. Men det var han villig til for at befri os fra synd og død. (Se paragraf 13)


14. Hvad er Jesus’ offer et bevis på?

14 Jesus’ offer er det ultimative bevis på hvor højt Jehova elsker Adam og Evas efterkommere. Det viser hvor meget Jehova elsker dig! Han var villig til at give det bedste han havde, og gennemgå den værste smerte man kan forestille sig, for at redde dig fra synd og død. (1. Joh. 4:9, 10) Ja, det er tydeligt at han gerne vil hjælpe hver eneste af os til at kæmpe mod synden – og til at vinde over den!

15. Hvad må vi gøre for at få gavn af løskøbelsen?

15 Det er løskøbelsen der gør det muligt for os at få vores synder tilgivet. Men der er også noget vi selv må gøre. Hvad er det? Johannes Døber og Jesus forklarede det begge to: “I må angre, for himlenes rige er kommet nær.” (Matt. 3:1, 2; 4:17) Så hvis vi gerne vil bekæmpe synden og have et nært venskab med Jehova, er det helt afgørende at vi angrer. Men hvad ligger der i at angre, og hvordan kan det hjælpe os til at glæde Jehova selvom vi er ufuldkomne? Det vil vi se på i den næste studieartikel.

SANG NR. 18 Taknemmelige for at vi er blevet løskøbt

a FORKLARING: I Bibelen kan ordet “synd” henvise til specifikke handlinger, enten forkerte ting vi gør, eller gode ting vi undlader at gøre. Men ordet “synd” kan også henvise til den ufuldkomne tilstand vi har arvet fra Adam, og som er grunden til at vi alle sammen dør.

b Jehova kunne tage imod de ofre trofaste mennesker i førkristen tid bragte, fordi han vidste at Jesus i fremtiden ville give sit liv som et offer. – Rom. 3:25.