HVORDAN var jeg kommet i den situation? Lad mig fortælle lidt om mit liv. Jeg er født den 29. juli 1929 og voksede op i en landsby i provinsen Bulacan i Filippinerne. Det var økonomisk svære tider, så vi levede spartansk. Anden Verdenskrig brød ud da jeg var ung. Den japanske hær invaderede Filippinerne. Men da vores landsby var forholdsvis isoleret, var vi ikke direkte berørt af den væbnede konflikt. Vi havde ingen radio, fjernsyn og aviser, så den eneste måde vi fik nyt om krigen på, var når andre fortalte os om det.

Vi var otte børn, jeg var nummer to, og jeg kom til at bo hos min mormor og morfar fra jeg var otte år. Vi var katolikker, men min morfar havde alligevel et åbent sind hvad religion angik, og tog imod den religiøse litteratur hans venner gav ham. Jeg husker at han viste mig brochurerne Afsløret, Beskyttelse og Sikkerhed på tagalog * såvel som en bibel. Jeg var meget glad for at læse i Bibelen, især de fire evangelier. Det gjorde at jeg fik lyst til at følge Jesus’ eksempel. – Joh. 10:27.

Japanernes besættelse sluttede i 1945. Omkring det tidspunkt bad mine forældre mig om at komme hjem. Min morfar tilskyndede mig til at rejse, så det gjorde jeg.

Kort efter, i december 1945, kom en gruppe Jehovas Vidner fra byen Angat for at forkynde i vores landsby. Et ældre Jehovas Vidne kom til vores hus og fortalte hvad Bibelen siger om “de sidste dage”. (2 Tim. 3:1-5) Han indbød os til at overvære et bibelstudie i en nærliggende landsby. Mine forældre tog ikke afsted, men det gjorde jeg. Der var omkring 20 til stede, og nogle stillede bibelske spørgsmål.

Jeg havde svært ved at forstå alt det de talte om, og besluttede derfor at gå. Men i det øjeblik begyndte de at synge en af Rigets sange. Sangen gjorde stort indtryk på mig, så jeg blev der. Efter  sangen og bønnen blev alle indbudt til at overvære et møde i Angat den følgende søndag.

Flere af os gik otte kilometer for at komme til mødet der blev holdt hos familien Cruz. Jeg var imponeret over at selv børnene blandt de 50 der var til stede, var med til at svare når svære bibelske emner blev behandlet. Efter at jeg havde overværet møderne et stykke tid, tilbød bror Damian Santos, en ældre pioner og tidligere borgmester, at jeg kunne overnatte. Vi brugte det meste af aftenen på at drøfte bibelske emner.

Dengang reagerede mange af os ret hurtigt når vi lærte Bibelens grundlæggende sandheder at kende. Efter nogle få møder spurgte brødrene mig og andre: “Vil du gerne døbes?” Jeg svarede: “Ja, det vil jeg.” Jeg vidste at jeg gerne ville “trælle for Herren, Kristus”. (Kol. 3:24) Vi tog til en nærliggende flod, og to af os blev døbt den 15. februar 1946.

Vi forstod at vi som døbte kristne måtte forkynde regelmæssigt for at følge Jesus. Men det syntes min far bestemt ikke om. Han sagde: “Du er alt for ung til at forkynde. Og det at du er blevet dyppet i floden, gør dig ikke til en forkynder.” Jeg sagde til ham at det er Guds vilje at vi forkynder den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Derefter tilføjede jeg: “Jeg må leve op til det løfte jeg har givet Gud.” Det var her min far kom med den trussel som er nævnt i indledningen. Ja, han var opsat på at forhindre mig i at forkynde. Og det var det der førte til min første oplevelse i forbindelse med at forlade alt for at kunne nå mine åndelige mål.

Familien Cruz tilbød at jeg kunne bo hos dem i Angat. De opmuntrede mig og deres yngste datter, Nora, til at begynde i pionertjenesten. Vi begyndte begge som pionerer den 1. november 1947. Nora var pioner i en anden by, mens jeg støttede forkyndelsesarbejdet i Angat.

Det tredje år jeg var pioner, holdt bror Earl Stewart fra afdelingskontoret et foredrag for over 500 på en offentlig plads i Angat. Han holdt det på engelsk, og bagefter gav jeg en opsummering af foredraget på tagalog. Jeg havde kun syv års skoleuddannelse, men vores lærere underviste os regelmæssigt i engelsk. Noget andet der hjalp mig til at blive bedre til engelsk, var at vi kun havde få bibelske publikationer på tagalog. Så mange af dem studerede jeg på engelsk. På den måde havde jeg lært nok engelsk til at oversætte dette foredrag og tolke ved senere lejligheder.

Den dag jeg oversatte for bror Stewart, nævnte han for den lokale menighed at afdelingskontoret ville indbyde to pionerbrødre til at komme på Betel. De skulle hjælpe til mens missionærerne overværede stævnet “Teokratiets vækst” i 1950 i New York. Jeg var en af de brødre der fik indbydelsen. Endnu en gang forlod jeg mine vante omgivelser, men nu var det for at hjælpe til med arbejdet på Betel.

Den 19. juni 1950 ankom jeg til Betel og gik i gang med min nye opgave. Betel var et stort, gammelt hus omgivet af store træer på en grund der var én hektar. Der var cirka en halv snes enlige brødre der tjente der. Tidligt om morgenen hjalp jeg til i køkkenet, og fra klokken ni strøg jeg tøj i vaskeriet. Om eftermiddagen fulgte jeg en lignende rutine. Da missionærerne kom hjem fra det internationale stævne, fortsatte jeg med at tjene på Betel. Jeg pakkede blade der skulle sendes, arbejdede med abonnementer og var i receptionen. Jeg gjorde hvad som helst jeg blev bedt om.

I 1952 fik jeg den store glæde at blive indbudt til Gileadskolens 20. klasse sammen med seks andre brødre fra Filippinerne. Meget af det vi så og oplevede i USA, var nyt og fremmed for os. Det var helt anderledes end det vi var vant til i vores lille landsby.

For eksempel måtte vi lære hvordan vi skulle bruge maskiner og redskaber vi ikke var kendt med. Om det så var vejret, var det helt anderledes. En morgen trådte jeg ud i et smukt hvidt landskab. Det var første gang jeg så sne. Og jeg fandt ud af at det var koldt – meget koldt!

 Men udfordringerne ved at tilpasse sig falmede helt på grund af den fantastiske undervisning vi fik på Gilead. Lærerne brugte virkningsfulde undervisningsmetoder. Vi lærte hvordan man kan studere og gå i dybden med det man vil undersøge, på en effektiv måde. Det jeg lærte på Gilead, hjalp mig helt sikkert til at gøre fremskridt i åndelig modenhed.

Efter afslutningen på Gilead blev jeg midlertidigt sendt som specialpioner til en menighed i Bronx i New York City. I juli 1953 kunne jeg derfor overvære stævnet “Den Nye Verdens Samfund”, der blev holdt i den del af byen hvor jeg boede. Efter stævnet tog jeg til mit tildelte distrikt i Filippinerne.

Brødrene på afdelingskontoret sagde: “Nu skal du ud i kredstjenesten.” Det ville give mig en ny mulighed for i bogstavelig forstand at følge i Jesus’ fodspor, for han rejste til fjerntliggende byer for at hjælpe Jehovas får. (1 Pet. 2:21) Jeg fik til opgave at rejse i en kreds der dækkede et stort område af det centrale Luzon, den største ø i Filippinerne. Det indbefattede provinserne Bulacan, Nueva Ecija, Tarlac og Zambales. For at besøge visse byer måtte jeg krydse den forrevne bjergkæde Sierra Madre. Der var ingen offentlig transport disse steder, så jeg måtte spørge lastbilchauffører om jeg kunne sidde oven på det tømmer der var læsset på deres store lastbiler. De fleste gange fik jeg lov, men det var ikke ligefrem den mest behagelige form for transport.

De fleste af menighederne var ret små og nye. Brødrene var derfor glade for at jeg hjalp dem med at organisere møderne og tjenesten mere effektivt.

Jeg blev senere overflyttet til en kreds der dækkede hele Bicol-regionen. Den bestod for det meste af isolerede grupper hvor specialpionerer forkyndte i uberørte distrikter. I et hus hvor jeg overnattede, var det eneste toilet der fandtes, et hul i jorden med to stykker træ tværs over midten. Da jeg trådte på træstykkerne, faldt de ned i hullet, og jeg med. Det tog mig et godt stykke tid at blive vasket ren og klar til morgenmaden!

Det var mens jeg var i den kreds, at jeg kom til at tænke på Nora, der var begyndt som pioner i Bulacan. Hun var nu specialpioner i byen Dumaguete, og jeg tog afsted for at besøge hende. Efter besøget skrev vi sammen en tid, og i 1956 blev vi gift. Den første uge efter vores bryllup besøgte vi en menighed på øen Rapu Rapu. For at komme frem måtte vi klatre i bjerge og gå en masse, men hvor var det skønt at vi som ægtepar kunne gøre noget for brødrene i afsidesliggende områder.

Efter næsten fire år sammen i rejsetjenesten blev vi indbudt til at tjene på afdelingskontoret. Derfor var januar 1960 begyndelsen til et mangeårigt liv på Betel. I årene der er gået, har jeg lært meget af at tjene sammen med brødre der har et stort ansvar, og Nora har haft forskellige opgaver på Betel.

Her på Betel har jeg haft den store forret at opleve den enestående åndelige vækst der er sket i Filippinerne. Da jeg i sin tid kom til Betel som ung, ugift bror, var der rundt regnet 10.000 forkyndere i hele landet. Nu er der mere end 200.000 forkyndere i Filippinerne, med hundreder af betelitter der tjener for at støtte det vigtige forkyndelsesarbejde.

Efterhånden som arbejdet voksede, blev Betels bygninger for små. Derfor bad Det Styrende Råd os om at se efter et stykke jord hvor vi kunne bygge en ny og større bygning. Tilsynsmanden for trykkeriet og jeg gik fra hus til hus i nabolaget, hvor der boede mange kinesere, og spurgte om nogen ville sælge deres grund. Det var der ingen der ville; en af ejerne sagde ligefrem til os: “Kinesere sælger ikke. Vi køber.”

Men helt uventet spurgte en mand om vi kunne tænke os at købe hans grund; han skulle flytte til USA. Til vores store overraskelse satte det en kædereaktion i gang. En anden af vores naboer besluttede nemlig at han også ville sælge, og han tilskyndede de andre naboer til at gøre det samme. Vi kunne endda købe grunden af den mand der havde sagt at ‘kinesere ikke sælger’. I løbet af kort tid var størrelsen på afdelingskontorets grund mere end tredoblet. Jeg er overbevist om at Jehova Gud ønskede at det skulle ske.

I 1950 var jeg den yngste i betelfamilien. Nu er min kone og jeg de ældste på Betel. Jeg fortryder ikke at jeg lod mig lede af Jesus uanset hvor han førte mig hen. Sandt nok blev jeg smidt ud hjemmefra af mine forældre, men Jehova har givet mig en stor familie af trosfæller. Jeg er ikke det mindste i tvivl om at Jehova sørger for alt det vi har behov for, uanset hvilken opgave vi får. Nora og jeg er Jehova meget taknemmelige for hans kærlige omsorg, og vi tilskynder andre til at sætte Jehova på prøve. – Mal. 3:10.

Jesus indbød engang en skatteopkræver ved navn Mattæus Levi med ordene: “Følg mig.” Hvordan reagerede han? Der siges: “Idet han forlod alt, rejste han sig og fulgte [Jesus].” (Luk. 5:27, 28) Jeg har haft lignende muligheder, og af hele mit hjerte tilskynder jeg andre til at gøre det samme så de også kan få mange velsignelser.