Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

“Jeg ved han skal opstå”

“Jeg ved han skal opstå”

“Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.” – JOH. 11:11.

SANGE: 142, 129

1. Hvad var Marta overbevist om? (Se indledningsbilledet).

MARTA, en af Jesus’ disciple og nærmeste venner, var i dyb sorg fordi hun lige havde mistet sin bror, Lazarus. Var der noget som helst der kunne trøste hende? Ja. Jesus lovede hende: “Din broder skal opstå.” Det i sig selv har nok ikke fjernet alle Martas triste følelser. Men hun havde tillid til at Jesus’ ord ville blive opfyldt, for hun sagde: “Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.” (Joh. 11:20-24) Hun var overbevist om at det ville ske i fremtiden. Men samme dag udførte Jesus et mirakel – han oprejste Lazarus!

2. Hvorfor har vi brug for at være lige så overbevist som Marta om at der vil ske en opstandelse?

2 Vi har ikke grund til at tro at Jesus eller hans Far vil udføre sådan et mirakel for os på nuværende tidspunkt. Men er du lige så overbevist som Marta om at dine kære vil blive oprejst i fremtiden? Måske har du mistet din ægtefælle, din mor, din far eller en af dine bedsteforældre. Eller det kan være at du har mistet en søn eller datter. Du savner sikkert den tid hvor I kunne tale sammen, grine sammen og give hinanden et kram. Men der er gode grunde til at sige ligesom Marta: ‘Jeg ved at min kære vil opstå i opstandelsen.’ Vi har dog alle sammen godt af at tænke nærmere over disse grunde.

3, 4. Hvad kan de ting Jesus havde gjort, have overbevist Marta om?

3 Marta boede tæt på Jerusalem, så hun har højst sandsynligt ikke set da Jesus oprejste en enkes søn i nærheden af byen Nain oppe i Galilæa. Men hun har nok hørt om det. Det samme gælder sikkert episoden hvor Jesus oprejste datteren til en mand der hed Jairus. De tilstedeværende “vidste at hun var død”, men Jesus tog den lille livløse piges hånd og sagde: “Pige, stå op!” Og det gjorde hun! (Luk. 7:11-17; 8:41, 42, 49-55) Både Marta og hendes søster, Maria, vidste imidlertid med sikkerhed at Jesus kunne helbrede folks sygdomme, og at han derfor kunne have forhindret Lazarus’ død hvis han var kommet noget før. Men hvad så nu hvor han var død? Husk at Marta talte om at Lazarus ville få en opstandelse i fremtiden, “på den yderste dag”. Hvorfor var hun så sikker på det? Og hvorfor kan du være sikker på at der vil komme en fremtidig opstandelse, hvor dine kære kan få livet igen?

4 Der er meget gode grunde til at tro på opstandelsen. I denne artikel vil vi se på nogle argumenter som du måske ikke har tænkt over tidligere. De kan styrke dig i troen på at du vil få dine kære at se igen.

BEGIVENHEDER DER GIVER HÅB

5. Hvorfor var Marta så sikker på at hendes bror ville blive oprejst?

5 Læg mærke til at Marta ikke var det mindste i tvivl om at hendes bror ville blive oprejst. Hun sagde: “Jeg ved han skal opstå.” En af grundene til at Marta var så overbevist, var at hun havde lært om nogle opstandelser der var sket før i tiden. Hun havde sikkert hørt om disse mirakler allerede som barn, både i sit hjem og i synagogen. Lad os se på tre af de beretninger.

6. Hvilket mirakel har Marta helt sikkert lært om?

6 Den første opstandelse vi vil se på, er også den første der er omtalt i Bibelen. Den skete i en tid hvor Gud havde givet profeten Elias evnen til at udføre mirakler. Nord for Israel, i den fønikiske kystby Zarepta, mødte Elias en fattig enke der viste ham gæstfrihed. Som belønning sørgede Jehova mirakuløst for at hendes mel og olie ikke slap op, så hun og hendes søn ville blive ved med at have noget at spise. (1 Kong. 17:8-16) Senere blev hendes søn imidlertid syg og døde. Men Elias kom hende til hjælp. Han bad: “Jehova min Gud, lad dog dette barns sjæl vende tilbage til ham.” Gud hørte Elias’ bøn, og drengen fik livet igen! (Læs 1 Kongebog 17:17-24). Marta har uden tvivl været godt kendt med denne bemærkelsesværdige beretning.

7, 8. (a) Hvad gjorde Elisa for at trøste en sørgende mor? (b) Hvad fortæller Elisas mirakel os om Jehova?

7 Den næste opstandelse der beskrives i Bibelen, blev udført af Elias’ efterfølger, profeten Elisa. I en by der hed Sjunem, boede en fremtrædende israelitisk kvinde sammen med sin ældre mand. Hun havde ikke nogen børn, men fordi hun viste Elisa meget stor gæstfrihed, velsignede Jehova hende med en søn. Tragisk nok døde drengen nogle år senere. Kvinden tog til Karmels Bjerg, en rejse på 30 kilometer, for at søge hjælp hos Elisa. Profeten besluttede at følge med kvinden tilbage til byen, men sendte sin hjælper Gehazi i forvejen. Gehazi kunne imidlertid ikke vække drengen til live. Men så ankom Elisa med den sørgende mor. – 2 Kong. 4:8-31.

8 Elisa gik ind på værelset hvor den døde dreng lå, og bad til Jehova. Ved et mirakel fik drengen livet igen! Han blev derefter genforenet med sin mor. (Læs 2 Kongebog 4:32-37). Den taknemmelige kvinde kan meget vel være kommet i tanke om Hannas ord. Hanna havde også været barnløs, men Jehova havde givet hende sønnen Samuel, og da hun bragte ham til teltboligen, sagde hun: “Jehova ... sender ned til Sheol (eller: Graven) og henter op.” (1 Sam. 2:6) Ved at oprejse drengen i Sjunem beviste Jehova endnu en gang at han har kraft til at give døde livet igen.

9. Hvordan foregik den tredje opstandelse i Bibelen?

9 Det var dog ikke den sidste bemærkelsesværdige begivenhed Elisa var involveret i. Efter at have været profet i mere end 50 år blev Elisa syg og døde. Tiden gik, og til sidst var der ikke andet end hans knogler tilbage. En dag var nogle israelitter i gang med at begrave en mand, da de pludselig fik øje på en røverbande. Hurtigt smed de liget ind i Elisas grav og flygtede. Bibelen fortæller hvad der så skete: “Da manden rørte ved Elisas knogler, blev han levende.” (2 Kong. 13:14, 20, 21) Disse beretninger må have haft stor betydning for Marta og har overbevist hende om at Gud har magt over døden. Ved at tænke dybt over dem kan du også blive fuldstændigt overbevist om at Guds kraft er ubegrænset.

BEGIVENHEDER I DET FØRSTE ÅRHUNDREDE

10. Hvad gjorde Peter efter at en kristen søster var død?

10 Også i De Kristne Græske Skrifter findes der beretninger om opstandelser der blev foretaget af nogle af Guds tjenere. Vi har allerede set på de opstandelser der blev udført af Jesus i nærheden af byen Nain og i Jairus’ hjem. Senere oprejste apostlen Peter en kristen søster der hed Dorkas, der også blev kaldt Tabita. Efter at være blevet ført ind i det lokale hvor hendes lig var blevet lagt, bad han en bøn og sagde så: “Tabita, stå op!” I samme øjeblik blev hun levende, og Peter kaldte på hendes trosfæller så de kunne se at hun havde fået livet igen. Denne begivenhed førte til at “mange fik tro på Herren”. De nye disciple kunne ikke alene forkynde den gode nyhed om Jesus, men også med overbevisning fortælle at Jehova har kraft til at oprejse døde. – Apg. 9:36-42.

11. Hvad skriver lægen Lukas at der skete med en ung mand, og hvordan påvirkede det de tilstedeværende?

11 De Kristne Græske Skrifter beskriver også en begivenhed hvor nogle så selve opstandelsen. Apostlen Paulus holdt foredrag i et lokale der lå på anden sal i et hus i Troas – en by i det nordvestlige Lilleasien, eller Tyrkiet. Foredraget varede helt til midnat. Til stede var en ung mand der hed Eutykus, der sad og lyttede i et vindue. På et tidspunkt døsede han dog hen og faldt ud af vinduet. Måske var lægen Lukas den første der nåede ned til Eutykus, hvor han kunne konstatere at den unge mand ikke blot var kommet til skade og lå bevidstløs – han var død. Da Paulus kom ned, tog han den døde krop i sine arme. Derefter sagde han noget som må have chokeret de tilstedeværende, nemlig at Eutykus var i live! Forestil dig hvor stort indtryk det må have gjort på dem der lige havde set den livløse krop! De havde været vidne til en opstandelse og følte sig ‘umådeligt trøstede’. – Apg. 20:7-12.

ET SIKKERT HÅB

12, 13. Hvilke spørgsmål angående opstandelsen vil vi se på nu?

12 De beretninger vi har set på indtil nu, kan give os et lige så sikkert håb som Marta havde. Vi kan være fuldstændigt overbevist om at vores Gud og Livgiver er i stand til at give en der er død, livet igen. Disse begivenheder skete dog i en tid hvor Gud udførte mirakler, og hver gang var der en af Jehovas særligt udvalgte tjenere til stede, som for eksempel Elias, Jesus eller Peter. Men hvad så med dem der døde i andre tidsperioder? Havde trofaste mænd og kvinder der levede i en tid hvor Gud ikke oprejste mennesker, grundlag for at tro at en opstandelse ville finde sted i fremtiden? Kunne de føle sig lige så sikre som Marta, der var fuldstændigt overbevist om at hendes bror skulle opstå “på den yderste dag”? Hvorfor kunne Marta i det hele taget være så sikker på at det ville ske, og hvorfor kan du?

13 I Guds inspirerede ord er der adskillige passager der viser at hans loyale tjenere vidste at der ville ske en opstandelse i fremtiden. Lad os se på nogle få af dem.

14. Hvad lærer vi om opstandelsen ud fra beretningen om Abraham?

14 Tænk over hvad Jehova bad Abraham om at gøre med Isak, den arving han havde ventet så længe på. Jehova sagde: “Tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og begiv dig til Morijas land og bring ham dér som et brændoffer.” (1 Mos. 22:2) Forestil dig hvad Abraham har tænkt. Havde Jehova ikke lovet at det ville være gennem Abrahams afkom at alle nationerne ville blive velsignet? (1 Mos. 13:14-16; 18:18; Rom. 4:17, 18) Og havde Jehova ikke specifikt sagt at den velsignelse skulle komme gennem Isak? (1 Mos. 21:12) Hvordan skulle det kunne gå i opfyldelse hvis Abraham bragte ham som offer? Under inspiration forklarede Paulus at Abraham havde tro på at Gud var i stand til at oprejse Isak fra de døde. (Læs Hebræerne 11:17-19). Bibelen siger ikke at Abraham tænkte at han ville få sin søn tilbage inden for et par timer, en dag eller en uge. Abraham kunne ikke vide præcis hvornår Jehova ville oprejse Isak, men han havde fuld tillid til at han ville gøre det.

15. Hvilket sikkert håb havde Job?

15 Job, en anden af Guds trofaste tjenere, vidste også at der ville ske en opstandelse i fremtiden. Han var klar over at et fældet træ kunne spire og blive som et nyt træ igen, men at det forholdt sig anderledes med mennesker. (Job 14:7-12; 19:25-27) Hvis et menneske dør, kan det ikke bringe sig selv til live igen. (2 Sam. 12:23; Sl. 89:48) Men det betyder ikke at Gud ikke kan oprejse vedkommende. Det vidste Job også. (Læs Job 14:13-15). Job kunne ganske vist ikke vide hvornår Gud ville give ham livet igen. Men han var overbevist om at den der havde skabt alt og givet mennesker livet, ville huske ham og oprejse ham.

16. Hvilken opmuntring gav en engel Daniel?

16 Tænk også på profeten Daniel. Han forblev loyal gennem hele sit liv, og Jehova var med ham. Ved en lejlighed kaldte en engel ham en ‘højt skattet mand’ og sagde: “Måtte du have fred. Vær stærk.” – Dan. 9:22, 23; 10:11, 18, 19.

17, 18. Hvilket løfte fik Daniel?

17 Daniel nærmede sig 100 år og afslutningen på sit liv, så han har sikkert tænkt over hvad der ville ske med ham i fremtiden. Ville han få livet igen? Helt bestemt! Læg mærke til det løfte Gud gav ham, som findes til sidst i Daniels Bog. Løftet indledes med ordene: “Du selv, gå du enden i møde; og du skal hvile.” (Dan. 12:13) Daniel vidste at han snart skulle dø. Men han vidste også at døden er som en søvn, og at der hverken er “planlægning eller kundskab eller visdom” i Graven. (Præd. 9:10) Døden ville dog ikke være det sidste der skete for Daniel.

18 Guds opmuntrende løfte fortsatte: “Stå op til din lod ved dagenes ende.” Ordene om at Daniel skulle ‘stå op til sin lod’, var et direkte løfte om at han ville blive oprejst. Hvornår ville det ske? “Ved dagenes ende,” eller som der siges i Jerusalem-Bibelen, “ved tidens ende” – altså på et tidspunkt langt ude i fremtiden.

Ligesom Marta kan du have fuld tillid til at Jehova vil oprejse de døde (Se paragraf 19, 20)

19, 20. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Martas udtalelse om opstandelsen og de begivenheder vi har set på i denne artikel? (b) Hvad vil vi se på i næste artikel?

19 Marta havde tydeligvis god grund til at være overbevist om at hendes trofaste bror ville “opstå i opstandelsen på den yderste dag”. Hvad kan vi der lever i dag, udlede af Jehovas løfte til Daniel og af det Marta sagde? At de døde vil blive oprejst!

20 I denne artikel har vi set på nogle eksempler fra fortiden der viser at det ikke er noget problem for Jehova at oprejse de døde. Vi har også lært at trofaste tjenere for Jehova var sikre på at de døde ville få livet igen i fremtiden. Men hvilke beviser er der for at en opstandelse kan finde sted lang tid efter at løftet om den er givet? Og hvornår i fremtiden vil de døde få livet igen? Disse spørgsmål vil blive taget op i den næste artikel. Svarene vil styrke din tro på at der vil ske en opstandelse.