Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova ønsker det bedste for dig der er ung

Jehova ønsker det bedste for dig der er ung

“Han mætter mig med gode ting hele mit liv.” – SL. 103:5.

SANGE: 135, 39

1, 2. Hvorfor er det klogt at lytte til Jehova når vi skal træffe valg i livet? (Se indledningsbilledet).

HVIS du er ung, får du sikkert hele tiden råd om din fremtid. Lærere, uddannelsesvejledere og andre opfordrer dig måske til at tage en høj uddannelse så du kan få et spændende job. Jehova råder dig derimod til at gå i en anden retning. Han ønsker selvfølgelig at du skal være flittig i skolen så du senere kan forsørge dig selv. (Kol. 3:23) Men han ved også at du som ung skal træffe nogle vigtige valg der vil påvirke din fremtid. Så han har givet dig nogle principper der kan lede dig og hjælpe dig til at gøre det der er hans vilje her i de sidste dage. – Matt. 24:14.

2 Husk også at Jehova har det fulde overblik fordi han ved hvad der vil ske med denne verden, og hvor hurtigt dens ende vil komme. (Esa. 46:10; Matt. 24:3, 36) Han kender også dig. Han ved hvad der vil give dig ægte glæde og tilfredshed, og han ved også hvad der vil gøre dig skuffet og ulykkelig. Mennesker kan give råd der lyder fornuftige, men hvis ikke de tager Guds ord med i betragtning, er det ikke sand visdom. – Ordsp. 19:21.

“INGEN VISDOM ... KAN STILLES OP IMOD JEHOVA”

3, 4. Hvordan påvirkede det Adam og Eva og deres efterkommere at de lyttede til dårlige råd?

3 Dårlige råd har der været masser af i menneskenes historie lige siden Satan kom ind i billedet. Han udnævnte sig selv til vejleder og sagde til Eva at hun og hendes mand ville blive meget lykkeligere hvis de selv bestemte alting. (1. Mos. 3:1-6) I virkeligheden var Satans motiver selviske. Han ønskede at Adam og Eva – og alle deres efterkommere – skulle adlyde og tilbede ham i stedet for Jehova. Men hvad havde han gjort for dem? Det var Jehova der havde givet dem alt det de havde – hinanden, deres smukke paradisiske hjem, et fuldkomment helbred og udsigten til at leve evigt.

4 Desværre var Adam og Eva ulydige mod Gud og afskar sig selv fra ham. Som du nok ved, havde det frygtelige konsekvenser for dem. Ligesom blomster der bliver skåret af en plante, begyndte de langsomt at visne og dø. Deres efterkommere kom også til at lide under synden. (Rom. 5:12) Alligevel vælger de fleste i dag at ignorere det Gud siger, og gøre hvad de selv har lyst til. (Ef. 2:1-3) Resultaterne af dette viser tydeligt at “ingen visdom ... kan stilles op imod Jehova”. – Ordsp. 21:30.

5. Hvad forudså Gud, og havde han ret?

5 Men Jehova havde tillid til at der ville være nogle mennesker, deriblandt mange unge, som ville ønske at lære ham at kende og tjene ham. (Sl. 103:17, 18; 110:3) Og han elsker unge der gør det! Er du en af dem? Så giver Gud dig mange “gode ting” som er med til at gøre dit liv lykkeligt. (Læs Salme 103:5; Ordsp. 10:22). I denne artikel skal vi se på fire “gode ting” han giver os: en overflod af åndelig mad, de bedste venner, gode fremtidsmål og ægte frihed.

JEHOVA GIVER DIG ÅNDELIG MAD

6. Hvorfor er det vigtigt at du får dækket dit åndelige behov, og hvordan sørger Jehova for det?

6 I modsætning til dyrene har du et åndeligt behov, som kun din Skaber kan dække. (Matt. 4:4) Det at lytte til ham vil give dig forståelse, visdom og et lykkeligt liv. Jesus sagde: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” (Matt. 5:3) Gud dækker dit åndelige behov gennem sit ord og gennem al den åndelige mad “den trofaste og kloge træl” sørger for. (Matt. 24:45) Og denne åndelige mad er både varieret og spændende! – Esa. 65:13, 14.

7. Hvordan gavner det dig at du får dækket dit åndelige behov?

7 Den åndelige mad fra Gud kan give dig visdom og styrke din evne til at tænke dig om, og det kan beskytte dig på mange måder. (Læs Ordsprogene 2:10-14). For eksempel vil de to ting hjælpe dig til at gennemskue forkerte opfattelser, som det at der ikke findes en Skaber, eller at penge og ejendele er nøglen til lykke. De vil også hjælpe dig til at være opmærksom på forkerte ønsker eller skadelige vaner og til at undgå dem. Derfor må du gøre alt hvad du kan, for at få visdom og styrke din evne til at tænke dig om. Når du gør det, vil du selv opleve at Jehova elsker dig og ønsker det bedste for dig. – Sl. 34:8; Esa. 48:17, 18.

8. Hvordan vil det gavne dig at du søger nær til Gud nu?

8 Inden længe vil hele Satans verden bryde sammen, og det vil kun være Jehova der kan beskytte os. Den tid kan komme hvor vores næste måltid afhænger af ham! (Hab. 3:2, 12-19) Så det er altså nu du skal søge nær til din himmelske Far og styrke din tillid til ham. (2. Pet. 2:9) Uanset hvad der så sker omkring dig, vil du ligesom David kunne sige: “Jeg har altid Jehova for øje. Fordi han er ved min højre hånd, vil jeg aldrig komme til at vakle.” – Sl. 16:8.

JEHOVA GIVER DIG DE BEDSTE VENNER

9. (a) Hvad gør Jehova ifølge Johannes 6:44? (b) Hvad er særligt ved at møde andre Jehovas Vidner for første gang?

9 Jehova drager oprigtige mennesker til den sande tilbedelse og giver dem lov til at høre til hans åndelige familie. (Læs Johannes 6:44). Når du for første gang møder en der ikke er med i sandheden, hvor meget ved du så om den person? Du ved hvordan han ser ud, og måske hvad han hedder, men ikke meget andet. Det forholder sig helt anderledes når du møder en der kender og elsker Jehova. Selv hvis han har en anden baggrund, kommer fra et andet land eller tilhører en anden kultur end dig, ved I allerede meget om hinanden!

Jehova ønsker at vi skal have gode venner og sætte os åndelige mål (Se paragraf 9-12)

10, 11. Hvad har Jehovas tjenere tilfælles, og hvordan påvirker det dig?

10 I genkender for eksempel hurtigt hinandens “sprog” – sandhedens ‘rene sprog’. (Sef. 3:9) I ved at I begge tror på Gud, følger de samme moralnormer og har det samme håb for fremtiden, for bare at nævne nogle få ting. Det er de vigtigste ting man kan vide om en anden person, for de gør at man straks kan have tillid til hinanden. De danner også grundlaget for et godt og varigt venskab.

11 Det er ingen overdrivelse at sige at du som en tjener for Jehova har de allerbedste venner man kan få, og de findes ud over hele jorden. Du har bare ikke mødt ret mange af dem endnu! Det er en fantastisk gave som kun Jehovas tjenere har.

JEHOVA GIVER DIG GODE FREMTIDSMÅL

12. Hvilke gode åndelige mål kan du have?

12 Læs Prædikeren 11:9 – 12:1. Har du et eller flere åndelige mål du arbejder på at nå? Måske har du et mål om at læse et stykke i Bibelen hver dag. Eller måske arbejder du på at blive bedre til at forkynde og undervise. Hvordan har du det når du når nogle af dine mål, eller når andre ser at du gør fremskridt, og roser dig for det? Det giver dig sikkert en følelse af tilfredshed og glæde. Og du har virkelig grund til at være glad, især fordi du sætter Guds vilje først, ligesom Jesus gjorde. – Sl. 40:8; Ordsp. 27:11.

13. Hvorfor er det bedre at tjene Gud end at sætte sig mål i verden?

13 Når du fokuserer på tjenesten for Jehova, vil det også give dig glæde og tilfredshed fordi du ved at det du gør, ikke er spildt. Apostlen Paulus skrev: “Stå fast og vær urokkelige, og vær altid travlt optaget af tjenesten for Herren. I ved jo at det arbejde I gør for Herren, aldrig er forgæves.” (1. Kor. 15:58) Men hvis man sætter sig mål og har ambitioner i denne verden, vil det man gør, i sidste ende være forgæves, også selvom det ser ud til at man har succes. (Luk. 9:25) Det fremgår tydeligt af det kong Salomon erfarede. – Rom. 15:4.

14. Hvad kan du lære af Salomons eksperiment med fornøjelser?

14 Salomon, der var en af de rigeste og mest magtfulde mænd der nogensinde har levet, foretog et eksperiment. Han sagde til sig selv: “Nu vil jeg prøve med fornøjelser og se om dét giver mig glæde.” (Præd. 2:1-10) Han byggede store huse, anlagde flotte haver og parker og gjorde alt muligt andet han havde lyst til. Hvordan havde han det bagefter? Var han glad og tilfreds? Vi behøver ikke at gætte, for Salomon har selv fortalt os det. Han skrev: “Da jeg tænkte nærmere over alt det jeg havde udrettet med mine hænder, ... gik det op for mig at det hele var tomt og meningsløst, ... der var ikke noget af virkelig værdi.” (Præd. 2:11) Vil du tage hans erfaring til dig? Det vil være meget klogt.

15. Hvorfor er det vigtigt at du har tro, og hvordan vil det ifølge Salme 32:8 hjælpe dig?

15 Nogle mennesker lærer tingene på den hårde måde, men det vil Jehova gerne skåne dig for. Han ønsker at du skal lytte til ham og adlyde ham. Det kræver tro, men du vil aldrig fortryde de valg du træffer på grund af din tro. Og Jehova vil aldrig glemme ‘den kærlighed du har vist hans navn’. (Hebr. 6:10) Gør derfor alt hvad du kan, for at få en stærk tro – så vil du selv komme til at mærke at din himmelske Far ønsker det bedste for dig. – Læs Salme 32:8.

JEHOVA GIVER DIG ÆGTE FRIHED

16. Hvorfor bør vi værdsætte vores frihed og bruge den klogt?

16 Paulus skrev: “Der hvor Jehovas ånd er, er der frihed.” (2. Kor. 3:17) Ja, Jehova elsker frihed, og han har skabt dig sådan at du også gør det. Men han ønsker at du skal bruge denne frihed på en ansvarsfuld måde, og det vil være en beskyttelse for dig. Måske kender du nogle unge der ser pornografi, har seksuelle forhold uden at være gift, dyrker ekstremsport, tager stoffer eller drikker sig fulde. Det kan godt være at de synes det er sjovt, eller at det giver dem en vis spænding eller tilfredsstillelse. Men ofte er det forbundet med store omkostninger, måske i form af sygdom, afhængighed eller ligefrem død. (Gal. 6:7, 8) Deres “frihed” er et ødelæggende selvbedrag. – Tit. 3:3.

17, 18. (a) Hvorfor fører lydighed mod Gud til ægte frihed? (b) Hvordan var den frihed Adam og Eva oplevede i begyndelsen, i sammenligning med den frihed mennesker har i dag?

17 Hvor mange har du derimod hørt om der er blevet syge fordi de fulgte Bibelens bud? Det at være lydig mod Jehova er både sundt for os og giver os ægte frihed. (Sl. 19:7-11) Og når du bruger din frihed klogt – det vil sige inden for rammerne af Guds fuldkomne love og principper – viser du Gud, såvel som dine forældre, at du er klar til at få større frihed og ansvar. I sidste ende er det Guds hensigt at hans trofaste tjenere skal have fuldkommen frihed, det der i Bibelen kaldes “Guds børns herlige frihed”. – Rom. 8:21.

18 Adam og Eva nåede at opleve den frihed. Hvor mange begrænsninger gav Gud dem i Edens Have? Kun én: De måtte ikke spise af frugten på et bestemt træ. (1. Mos. 2:9, 17) Synes du at dette ene bud var strengt eller tog friheden fra dem? Selvfølgelig ikke! Og slet ikke i sammenligning med de utallige menneskeskabte love vi i dag er tvunget til at huske og overholde.

19. Hvilken oplæring får vi som hjælper os til at blive virkeligt frie?

19 Jehova viser os omsorg, og han gør det på en meget klog måde. I stedet for at give os utallige love vi skal følge, lærer han os tålmodigt at følge kærlighedens lov. Han ønsker at vi skal leve efter de principper han giver os, og hade det der er ondt. (Rom. 12:9) Et eksempel på hans oplæring har vi i Bjergprædikenen, hvor Jesus hjælper os til at forstå hvad der er roden til menneskers forkerte handlinger. (Matt. 5:27, 28) I den nye verden vil Jesus som Konge i Guds rige fortsætte med at oplære os så vi får helt den samme indstilling til retfærdighed og lovløshed som han har. (Hebr. 1:9) Han vil også gøre os fuldkomne, både i fysisk og mental forstand. Forestil dig hvordan det bliver når du ikke længere mærker syndens påvirkning eller oplever dens frygtelige konsekvenser. Til sidst vil du kunne glæde dig over den “herlige frihed” Jehova har lovet dig.

20. (a) Hvordan bruger Jehova sin frihed? (b) Hvordan kan du efterligne Gud?

20 Der vil selvfølgelig altid være nogle grænser for vores frihed. Den vil være styret af vores kærlighed til Gud og til vores medmennesker. Jehova beder os egentlig bare om at efterligne ham. Han har ubegrænset frihed, men han har valgt at lade sig lede af kærlighed i alt hvad han gør, deriblandt i den måde han behandler os på. (1. Joh. 4:7, 8) Det siger derfor sig selv at vi kun kan have ægte frihed når vi ligesom Gud lader os lede af kærlighed.

21. (a) Hvilke følelser havde David over for Jehova? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

21 Værdsætter du de mange “gode ting” Jehova har givet dig, deriblandt den store mængde åndelig mad, de bedste venner, gode fremtidsmål og udsigten til fuldkommen frihed? (Sl. 103:5) Så har du det sikkert ligesom David, der sagde til Jehova: “Du gør livets sti kendt for mig. Når jeg er nær hos dig, fyldes jeg med glæde; ved din højre hånd er der lykke for evigt.” (Sl. 16:11) I den næste artikel vil vi se på flere smukke tanker fra Salme 16. De vil fortælle dig endnu mere om hvordan du kan få et lykkeligt liv!