Kvik og vågen som altid hviskede Danièle til mig: “Du behøver ikke at ringe til politiet. De er her allerede!” Og ganske rigtigt – en bil bremsede op lige udenfor, og få minutter senere var vi begge blevet arresteret af nogle soldater. Men fordi Danièle advarede mig, fik jeg lige tid til at give nogle vigtige papirer til en anden bror.

Mens vi blev kørt hen til politistationen, tænkte jeg på hvor heldig jeg var at have sådan en modig og åndeligsindet kone. Det var kun én af mange lejligheder hvor Danièle og jeg arbejdede sammen som et team. Men lad mig fortælle hvad der havde ført til at vi besøgte lande hvor vores forkyndelse var underlagt begrænsninger.

Jeg blev født i 1930 i en lille by i Nordfrankrig der hedder Croix, og vores familie var meget katolsk. Vi gik til messe hver uge, og min far var optaget af forskelligt arbejde i sognet. Men da jeg var knap 14 år, skete der noget der fik mig til at se hvor hyklerisk kirken var.

Det var under den anden verdenskrig, hvor Frankrig var besat af tyske tropper. Vores lokale præst brugte tit sin prædiken til at opfordre os til at støtte den pro-nazistiske regering i Vichy. Vi var forfærdede over hans prædikener. Ligesom mange andre franskmænd lyttede vi i al hemmelighed til BBC’s radio, der bragte nyheder om de allierede styrker. Men så en dag vendte præsten på en tallerken. Pludselig arrangerede han en takkegudstjeneste for at fejre de allierede troppers fremmarch i september 1944. Det rystede mig dybt, og jeg mistede fuldstændigt tilliden til præsterne.

Kort efter krigen døde min far. Min storesøster var blevet gift og flyttet til Belgien, så jeg følte at jeg havde et vist ansvar for at tage mig af min mor. Jeg fik så et job i tekstilindustrien. Min chef og hans sønner var ivrige katolikker. Det så ud til at jeg havde en lys fremtid i deres firma, men snart kom jeg til at stå over for en prøve.

Min storesøster, Simone, var blevet et af Jehovas Vidner, og hun kom og besøgte os i 1953. Hun var dygtig til at bruge sin bibel, og hun afslørede den katolske kirkes falske dogmer om et brændende helvede, om treenigheden og om sjælens udødelighed. I begyndelsen protesterede jeg fordi hun ikke brugte den katolske bibel, men snart blev jeg  overbevist om at det hun sagde, var rigtigt. Senere gav hun mig nogle ældre numre af Vagttårnet. Dem læste jeg ivrigt i på mit værelse om aftenen. Det varede ikke længe før jeg indså at det var sandheden, men jeg var bange for at det ville koste mig mit job hvis jeg tog standpunkt for Jehova.

I nogle måneder studerede jeg Bibelen og artikler i Vagttårnet på egen hånd. Til sidst besluttede jeg at tage hen til en rigssal. Den kærlige stemning der var i menigheden, gjorde dybt indtryk på mig. Efter at have studeret Bibelen sammen med en erfaren bror i et halvt år blev jeg døbt; det var i september 1954. Inden længe oplevede jeg til min store glæde at både min mor og min lillesøster også blev Jehovas Vidner.

I 1958 fik jeg det privilegium at overvære det internationale stævne i New York. Min mor var sørgeligt nok død kort forinden, så da jeg kom tilbage fra stævnet, havde jeg ingen familieforpligtelser. Derfor sagde jeg mit arbejde op og begyndte som pioner. I mellemtiden var jeg blevet forlovet med en flittig pionersøster, Danièle Delie, og hun blev min kære hustru i maj 1959.

Danièle havde begyndt sin heltidstjeneste i et landligt område i Bretagne, langt væk fra sin hjemegn. Det krævede meget af hende at forkynde i denne katolske del af landet og at køre rundt på cykel i landdistrikterne. Men hun var, ligesom jeg selv, optaget af tidens alvor; vi vidste jo ikke hvor tæt vi var på afslutningen. (Matt. 25:13) Hendes selvopofrende indstilling har betydet meget for at vi har kunnet holde ud i heltidstjenesten.

Nogle få dage efter at vi var blevet gift, fik vi til opgave at begynde i kredstjenesten. Her måtte vi indstille os på at bo under meget enkle forhold. I den første menighed vi besøgte, var der 14 forkyndere. Vennerne havde ikke rigtig mulighed for at indlogere os, så vi lagde madrasser ud på podiet i deres rigssal og sov der. Det var ikke ideelt og ikke særligt komfortabelt, men det var sundt for ryggen!

Livet i rejsetjenesten var travlt, men Danièle var god til at tilpasse sig. Mange gange måtte hun sidde i vores lille bil og vente på mig når jeg pludselig skulle holde et ældstemøde, og hun klagede aldrig. Vi var kun i kredstjenesten i to år, men i løbet af den tid lærte vi hvor vigtigt det er at ægtefæller kommunikerer åbent med hinanden og arbejder sammen som et team. – Præd. 4:9.

I 1962 blev vi indbudt til Gileadskolens 37. klasse, et kursus på ti måneder der blev afholdt i Brooklyn i New York. Der var 100 elever i klassen, men kun 13 ægtepar, så vi var meget taknemmelige for at vi havde fået lov til at overvære skolen sammen. Jeg har stadig mange dejlige minder om samværet med troskæmper som Frederick Franz, Ulysses Glass og Alexander H. Macmillan.

Under skoleopholdet blev vi opfordret til at træne vores iagttagelsesevne. Nogle gange skulle vi, som en del af undervisningen, bruge en lørdag eftermiddag på sightseeing i New York. Og vi vidste at der om mandagen ville komme en skriftlig prøve om det vi havde set. Ofte var vi meget trætte når vi kom tilbage lørdag aften, men den betelit der havde  været vores guide på turen, stillede os spørgsmål for at hjælpe os til at huske det vigtigste så vi kunne klare den skriftlige prøve. En lørdag havde vi vandret rundt i byen hele eftermiddagen. Vi havde besøgt et observatorium, hvor vi hørte om meteorer og meteoritter, og på American Museum of Natural History havde vi lært hvilken forskel der er på en krokodille og en alligator. Da vi var kommet tilbage til Betel, spurgte vores guide os: “Hvad er så forskellen på en meteor og en meteorit?” Danièle, der var dødtræt, svarede: “Meteoritten har de længste tænder!”

Til vores overraskelse fik vi til opgave at tjene på afdelingskontoret i Frankrig. Der har vi tjent sammen i over 53 år. I 1976 blev jeg udnævnt til koordinator for Afdelingskontorets Udvalg og fik desuden til opgave at besøge lande i Afrika og Mellemøsten hvor vores forkyndelsesarbejde var underlagt forbud eller begrænsninger. Det var baggrunden for at vi rejste til Gabon, hvor vi havde den oplevelse jeg fortalte om i indledningen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke altid har følt at jeg var i stand til at klare disse uventede opgaver. Men Danièle har været en uvurderlig hjælp for mig i de opgaver jeg har fået tildelt.

Vi elskede livet på Betel lige fra vi ankom. Danièle havde lært sig engelsk på bare fem måneder inden vi rejste til Gilead, og hun blev en dygtig oversætter af vores publikationer. Vores tjeneste på Betel var meget tilfredsstillende for os, men det at være engageret i vores menighed gjorde glæden dobbelt så stor. Det gør mig stadig varm om hjertet at tænke tilbage på de mange sene aftner hvor Danièle og jeg tog hjem med Paris’ metro, udmattede men lykkelige fordi vi havde studeret Bibelen med mennesker der gjorde gode fremskridt. Men på et tidspunkt skete der en trist forandring med Danièles helbred som forhindrede hende i at være så aktiv som hun gerne ville.

I 1993 fik hun konstateret brystkræft. Behandlingen, der omfattede både operation og stærk kemoterapi, var hård ved hende. Femten år senere fik hun igen at vide at hun havde kræft, denne gang i en mere aggressiv form. Men Danièle var så glad for sin opgave som oversætter at det lykkedes hende at genoptage arbejdet efter at hendes tilstand var blevet nogenlunde stabil.

Til trods for at Danièle var ramt af denne grusomme sygdom, overvejede vi aldrig at forlade Betel. Når man er på Betel og er syg, er der selvfølgelig nogle særlige udfordringer, især når det ikke er åbenlyst for alle hvor alvorlig sygdommen er. (Ordsp. 14:13) Selv da Danièle var sidst i 70’erne, bevarede hun sit venlige ansigtsudtryk og sin naturlige elegance i en grad der slet ikke afspejlede hvor syg hun var. Hun havde ikke spor ondt af sig selv. I stedet gik hun op i at hjælpe andre. Hun vidste at et lyttende øre kan være til stor hjælp for dem der har det svært. (Ordsp. 17:17) Danièle var aldrig bedrevidende, men hun brugte sin erfaring til at hjælpe mange søstre der havde spørgsmål angående kræft.

Det var en udfordring for os at tilpasse os de begrænsninger der fulgte med. Efter at Danièle ikke  længere kunne arbejde på fuld tid, gjorde hun ekstra meget for at støtte mig. På forskellige måder gjorde hun livet lettere for mig, og det gjorde det muligt for mig at være koordinator for Afdelingskontorets Udvalg i 37 år. For eksempel sørgede hun hver dag for at have alting parat sådan at vi kunne spise på vores værelse i middagspausen og slappe lidt af sammen. – Ordsp. 18:22.

Danièle havde altid haft en utrolig optimisme og et fantastisk livsmod. Men så fik hun kræft for tredje gang. Vi følte os helt magtesløse. Kemoterapien og strålebehandlingerne gik så hårdt ud over hendes kræfter at hun nogle gange næsten ikke kunne gå. Det skar mig i hjertet at min søde hustru, der var en dygtig oversætter, sommetider måtte kæmpe for at finde ord for det hun ville sige.

Selvom vi følte os noget fortabte, blev vi ved med at bede til Jehova, og vi følte os overbevist om at han aldrig ville tillade at vi blev udsat for større lidelser end vi kunne klare. (1. Kor. 10:13) Vi prøvede hele tiden at bevare værdsættelsen af den hjælp Jehova gav os gennem sit ord, gennem plejepersonalet på Betel og gennem den kærlige støtte vi fik fra vores åndelige familie.

Vi bad ofte Jehova om hans vejledning med hensyn til hvilken behandling vi skulle vælge. På et tidspunkt kunne vi slet ikke finde nogen behandling. Den læge der havde hjulpet Danièle i 23 år, kunne ikke forklare hvorfor hun mistede bevidstheden hver gang hun havde fået kemoterapi. Han havde heller ikke noget alternativ at tilbyde. Vi følte os meget overladt til os selv, og vi spekulerede på hvordan det ville gå. Men så var der en anden kræftlæge der tilbød at tage sig af Danièle. Det føltes som om Jehova havde skabt en udvej så vi fortsat kunne holde ud.

Vi lærte at klare vores bekymringer ved at tage én dag ad gangen. Som Jesus sagde: “Hver dag har problemer nok i sig selv.” (Matt. 6:34) Det hjalp os også at se positivt på tingene og bevare vores humoristiske sans. Da der engang var gået to måneder uden at Danièle havde fået kemoterapi, sagde hun med sit sædvanlige glimt i øjet: “Ved du hvad, jeg har aldrig haft det bedre!” (Ordsp. 17:22) Selvom hun havde smerter, var hun glad for at øve sig på de nye sange i sangbogen, og hun gjorde det med fast og klar stemme.

Hendes positive indstilling hjalp mig til at klare de udfordringer jeg stod over for. I de 57 år vi var gift, havde hun gjort alt for mig. Hun ville ikke engang vise mig hvordan man laver et spejlæg! Da sygdommen satte grænser for hvad hun kunne klare, måtte jeg derfor lære at vaske op, ordne vasketøj og lave nogle enkle måltider. Undervejs har jeg slået en del glas i stykker, men det gjorde mig glad at kunne hjælpe hende. *

I dag kan jeg se at jeg har lært nogle vigtige ting af de begrænsninger dårligt helbred og høj alder medfører. For det første må vi aldrig have for travlt til at elske og værne om vores ægtefælle. I de år hvor vi har alle vores kræfter i behold, må vi sørge for at tage os godt af dem vi holder af. (Præd. 9:9) Og for det andet skal vi ikke gå for meget op i småting. Hvis vi gør det, kan vi komme til at overse de mange velsignelser vi har hver dag. – Ordsp. 15:15.

Når jeg ser tilbage på vores liv i heltidstjenesten, står det mig klart at Jehova har velsignet os mere end vi nogensinde kunne have forestillet os. Jeg kan sige ligesom salmisten: “Jehova har været god mod mig.” – Sl. 116:7.