Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 52

Forældre – lær jeres børn at elske Jehova

Forældre – lær jeres børn at elske Jehova

“Børn er en arv fra Jehova.” – SL. 127:3, fdn.

SANG NR. 134 En gave Gud betror forældre

FORMÅL *

1. Hvad betror Jehova forældre?

JEHOVA skabte det første ægtepar med ønsket om at få børn. Og Bibelen siger: “Børn er en arv fra Jehova.” (Sl. 127:3; fdn.) Hvad betyder det? Forestil dig at en nær ven beder dig om at passe på en stor sum penge for ham. Hvordan vil du have det med det? Du vil sikkert føle dig beæret over at han viser dig den tillid. Men måske spekulerer du også på hvordan du kan passe på formuen. Jehova, vores nærmeste ven, betror forældre noget langt mere værdifuldt end penge. Han giver dem ansvaret for deres børns lykke og trivsel.

2. Hvilke spørgsmål vil vi se på?

2 Hvem skal bestemme om et ægtepar skal have børn, og hvornår de skal have dem? Og hvad kan forældre gøre for at hjælpe deres børn til at få et lykkeligt liv? Lad os se på nogle af de principper i Guds ord der kan hjælpe kristne par til at træffe kloge beslutninger.

RESPEKTÉR ÆGTEPARRETS EGEN BESLUTNING

3. (a) Hvem skal beslutte om et ægtepar skal have børn? (b) Hvilke bibelske principper skal venner og familie til et ægtepar huske på?

3 I nogle kulturer forventer man at et nygift par får børn så hurtigt som muligt. Et par kan endda føle at deres familie og venner presser dem til det. Jethro, en bror i Asien, siger: “I menigheden kan nogle forældrepar finde på at presse andre par til at få børn.” Jeffrey, en anden bror i Asien, siger: “Nogle kan finde på at sige til par uden børn at der ikke vil være nogen til at tage sig af dem når de bliver gamle.” Men hvert enkelt ægtepar bør selv finde ud af om de vil have børn. Det er deres beslutning og deres ansvar. (Gal. 6:5) Det er klart at familie og venner ønsker at et nygift par skal være glade og lykkelige, men alle må huske at beslutningen om at få børn eller ej er parrets egen. – 1. Thess. 4:11.

4-5. Hvilke to spørgsmål må ægtepar drøfte, og hvornår er det bedst at tage emnet op? Forklar.

4 Et par der beslutter sig for at få børn, vil gøre klogt i at tale om to vigtige spørgsmål. For det første: Hvornår har de lyst til at prøve at få børn? Og for det andet: Hvor mange børn vil de gerne have? Hvornår vil det være bedst at tage den snak? Og hvorfor er de to spørgsmål så vigtige?

5 Som regel vil det være fornuftigt at et par taler sammen om emnet børn før de bliver gift. Hvorfor allerede inden? En god grund er at det er vigtigt at de har samme holdning til spørgsmålet. De må også overveje om de er klar til at påtage sig ansvaret. Nogle par har besluttet at vente mindst et år eller to efter brylluppet med at få børn, fordi de ved at det at blive forældre vil tage meget af deres tid og energi. På den måde føler de at de giver sig selv tid til at finde sig til rette i ægteskabet og få et nært forhold til hinanden. – Ef. 5:33.

6. Hvad har nogle par besluttet i betragtning af den tid vi lever i?

6 Andre kristne har valgt at tage ved lære af Noas tre sønner og deres koner. Disse tre par fik ikke børn lige med det samme. (1. Mos. 6:18; 9:18, 19; 10:1; 2. Pet. 2:5) Jesus sammenlignede vores tid med “Noas dage”, og der er ingen tvivl om at vi lever i “kritiske tider som er vanskelige at klare”. (Matt. 24:37; 2. Tim. 3:1) Af den grund har nogle par besluttet sig for at udskyde det med at få børn så de kan bruge mest mulig tid på tjenesten for Jehova.

Kloge par “beregner omkostningerne” når de beslutter om de vil have børn eller ej (Se paragraf 7) *

7. Hvordan kan principperne i Lukas 14:28, 29 og Ordsprogene 21:5 hjælpe et ægtepar?

7 Når et par skal afgøre om de vil have børn, og hvor mange det eventuelt skal være, gør de klogt i at ‘beregne omkostningerne’. (Læs Lukas 14:28, 29). De der allerede er forældre, kan bekræfte at det koster mange penge at have børn. Det koster også tid og energi. Derfor er det vigtigt at et par drøfter spørgsmål som: ‘Vil vi begge to være nødt til at arbejde for at kunne dække familiens grundlæggende behov? Er vi enige om hvad vores “grundlæggende behov” er? Hvis vi begge bliver nødt til at arbejde, hvem skal så passe børnene? Hvem ville komme til at præge deres tankegang og opførsel?’ Par der stille og roligt kan tale om disse spørgsmål, har forstået det der står i Ordsprogene 21:5. – Læs.

En kærlig ægtemand vil gøre alt hvad han kan, for at støtte og hjælpe sin kone (Se paragraf 8)

8. Hvilke udfordringer må kristne ægtepar forvente hvis de får børn, og hvad vil en kærlig ægtemand gøre?

8 Et barn kræver og fortjener at både faren og moren bruger en masse tid og energi på det. Derfor kan det være en stor udfordring for et ægtepar der får flere børn hurtigt efter hinanden, at give hvert enkelt barn den opmærksomhed det har brug for. Nogle par der har haft flere små børn samtidigt, har indrømmet at det virkede ret overvældende. En mor kan føle sig fuldstændigt drænet både fysisk og følelsesmæssigt. Kunne det gøre det svært for hende at studere, bede og være regelmæssigt med i forkyndelsen? Det kan også være en udfordring for en mor med små børn at koncentrere sig under møderne og få noget ud af dem. Selvfølgelig vil en kærlig ægtemand gøre alt hvad han kan, for at hjælpe sin kone når børnene har brug for opmærksomhed, både ved møderne og derhjemme. Han kunne for eksempel hjælpe sin kone med de huslige pligter. Han vil gøre en bevidst indsats for at holde Den Teokratiske Familieaften og sørge for at alle får noget ud af den. Og en kristen far vil regelmæssigt gå ud i forkyndelsen med sin familie.

LÆR JERES BØRN AT ELSKE JEHOVA

9-10. Hvad må forældre gøre for at kunne opdrage deres børn godt?

9 Hvad kan forældre gøre for at lære deres børn at elske Jehova? Hvordan kan de beskytte deres børn mod moralske farer? Lad os se på nogle af de skridt forældre kan tage.

10 Bed Jehova om hjælp. Læg mærke til hvad Manoa og hans kone gjorde før de blev forældre til Samson. Da Manoa fandt ud af at de skulle have en søn, bønfaldt han Jehova om at lære dem hvordan de skulle opdrage deres barn.

11. Hvordan kan forældre følge Manoas eksempel, der er beskrevet i Dommerne 13:8?

11 Nihad og Alma der er fra Bosnien-Hercegovina, lærte af Manoas eksempel. De fortæller: “Ligesom Manoa bønfaldt vi Jehova om at lære os at være gode forældre. Og Jehova besvarede vores bønner på mange forskellige måder – gennem Bibelen, de bibelske publikationer, menighedens møder og stævnerne.” – Læs Dommerne 13:8.

12. Hvordan var Josef og Maria gode eksempler for deres børn?

12 Undervis gennem dit eksempel. Det du siger, er vigtigt, men der er nok ingen tvivl om at det du gør, vil have endnu større indvirkning på dit barn. Vi kan være sikre på at Josef og Maria var gode eksempler for deres børn, deriblandt Jesus. Josef arbejdede hårdt for at forsørge sin familie. Og derudover lærte han dem at værdsætte de åndelige ting. (5. Mos. 4:9, 10) Loven krævede ikke at en mand tog sin familie med til Jerusalem for at fejre påsken hvert år, men det gjorde Josef alligevel. (Luk. 2:41, 42) Nogle fædre dengang har måske betragtet en sådan tur med hele familien som en besværlig, tidskrævende og dyr rejse. Men Josef satte tydeligvis pris på åndelige værdier og lærte sine børn det samme. Maria var også et godt eksempel. Hun havde dyb indsigt i Skrifterne. Gennem det hun sagde og gjorde, lærte hun helt sikkert sine børn at elske Guds ord.

13. Hvordan fulgte et forældrepar Josefs og Marias eksempel?

13 Nihad og Alma, der blev nævnt tidligere, var besluttet på at følge Josefs og Marias gode eksempel. Hvordan hjalp det dem til at oplære deres søn til at elske og tjene Jehova? De siger: “Gennem vores måde at leve på prøvede vi at vise vores søn hvor godt det er at følge Jehovas principper.” Nihad tilføjer: “Vær selv den type menneske du gerne vil have at dit barn skal være.”

14. Hvorfor skal forældre vide hvem deres børn er venner med?

14 Hjælp jeres børn til at vælge gode venner. Både faren og moren skal vide hvem deres børn er sammen med, og hvad de laver. Det indebærer at forældrene ved hvem deres børn kommunikerer med på sociale medier og via mobilen. De venner børnene har, kan have stor indflydelse på hvordan de tænker og opfører sig. – 1. Kor. 15:33.

15. Hvad kan forældre lære af Jessies eksempel?

15 Hvad kan forældre gøre hvis de ikke selv ved ret meget om computere og mobile enheder? Jessie, en familiefar i Filippinerne, siger: “Vi vidste ikke særligt meget om teknologi. Men det forhindrede os ikke i at gøre vores børn opmærksom på de mulige farer ved elektroniske enheder.” Jessie forbød ikke sine børn at bruge elektronik bare fordi han ikke selv var god til at bruge den slags. Han siger: “Jeg tilskyndede mine børn til at bruge deres mobile enheder til at lære et nyt sprog, studere til møderne og læse i Bibelen hver dag.” Hvis I har børn, har I så læst og drøftet de afbalancerede råd om at sms’e og dele billeder online der findes under sektionen “Teenagere” på jw.org®? Har I sammen set filmene Hvem har kontrollen – dig eller din enhed? og Bruger du de sociale medier smart? * Disse artikler og film kan være en stor hjælp for dig når du skal lære dine børn at bruge elektroniske enheder på en klog måde. – Ordsp. 13:20.

16. Hvad har mange forældrepar gjort og med hvilket resultat?

16 Mange forældre gør noget aktivt for at deres børn kan være sammen med nogle der er gode eksempler. N’Déni og Bomine, et forældrepar i Elfenbenskysten, havde for eksempel ofte kredstilsynsmanden til at bo hos sig. N’Déni fortæller: “Det havde en meget god indvirkning på vores søn. Han begyndte selv som pioner og er nu vikar for kredstilsynsmanden.” Kan du gøre noget lignende for at dine børn får en god påvirkning?

17-18. Hvornår bør forældre begynde at oplære deres børn?

17 Begynd at oplære børnene så tidligt som muligt. Jo før forældre begynder at oplære deres børn, jo bedre. (Ordsp. 22:6) Tænk på hvordan det var med Timotheus, der som voksen rejste rundt sammen med Paulus. Timotheus’ mor, Eunike, og hans mormor, Lois, havde oplært ham ‘fra den spæde barndom’. – 2. Tim. 1:5; 3:15.

18 Et andet par i Elfenbenskysten, Jean-Claude og Peace, formåede at oplære alle deres seks børn til at elske og tjene Jehova. Hvordan lykkedes det for dem? De fulgte Eunikes og Lois’ eksempel. De siger: “Vi indprentede Guds ord i vores børn fra de var helt spæde. Faktisk begyndte vi kort efter at de var blevet født.” – 5. Mos. 6:6, 7.

19. Hvad vil det sige at indprente Guds ord i sine børn?

19 Hvad ligger der i at I skal “indprente” Jehovas ord i jeres børn? Udtrykket “at indprente” indeholder tanken om at undervise ved at repetere hyppigt. Hvis forældre skal kunne indprente noget i deres børn, må de bruge meget tid sammen med dem. Nogle gange kan forældre synes at det er lidt frustrerende at skulle gentage en vejledning igen og igen. Men de kan prøve at se det som en måde at hjælpe deres børn på så de kommer til at forstå Guds ord og lærer at leve efter det.

Forældre må overveje hvordan de vil oplære hvert enkelt af deres børn (Se paragraf 20) *

20. Hvad lærer Salme 127:4 os om børneopdragelse?

20 Kend jeres børn godt. I Salme 127 sammenlignes børn med pile. (Læs Salme 127:4). Pile kan fremstilles af forskellige materialer og have forskellige størrelser, og børn er også forskellige. Der er ikke to børn der er fuldstændigt ens. Derfor må forældre overveje hvordan de vil oplære hvert enkelt barn. Et israelsk par der havde succes med at opdrage deres to børn til at tjene Jehova, fortæller hvad der hjalp dem: “Vi studerede med hvert af børnene individuelt.” I hver enkelt familie må overhovedet selvfølgelig afgøre om det er nødvendigt eller muligt at gribe det an på den måde.

JEHOVA VIL HJÆLPE JER

21. Hvilken hjælp kan forældre forvente fra Jehova?

21 Forældre kan indimellem føle sig overvældet af de udfordringer de møder. Men børnene er en gave fra Jehova, og derfor er han altid parat til at hjælpe. Han lytter villigt til de bønner forældre beder. Og han besvarer deres bønner gennem Bibelen og vores publikationer og gennem andre modne forældrepar i menigheden der selv er gode eksempler og kan komme med råd.

22. Hvad er noget af det bedste forældre kan give deres børn?

22 Nogle siger at det at få et barn er et 20-årsprojekt, men i virkeligheden holder forældre aldrig op med at være forældre. Noget af det bedste de kan give deres børn, er kærlighed, tid og oplæring ud fra Bibelen. Hvert enkelt barn vil reagere forskelligt på oplæringen. Men mange af dem der er blevet opdraget af forældre der elsker Jehova, har det ligesom Joanna Mae, en søster i Asien: “Når jeg ser tilbage på min barndom, er jeg dybt taknemmelig for den måde mine forældre opdragede mig på, og for at de lærte mig at elske Jehova. De gav mig ikke bare livet – de gav mig et meningsfyldt liv.” (Ordsp. 23:24, 25) Millioner af brødre og søstre har lignende følelser.

SANG NR. 59 Pris Jah med mig!

^ par. 5 Skal et gift par vælge at få børn? Hvis de vælger det, hvor mange skal de så have? Og hvordan kan de lære deres børn at elske Jehova så børnene får lyst til at tjene ham? Denne artikel indeholder udtalelser fra brødre og søstre og peger på nogle bibelske principper der kan hjælpe os til at besvare disse spørgsmål.

^ par. 15 Se også Unge spørger – Svar der duer, bind 1, kap. 36, og bind 2, kap. 11.

^ par. 60 BILLEDBESKRIVELSE: Et par drøfter om de vil have børn, og vurderer både glæderne ved det og de forpligtelser det medfører.

^ par. 64 BILLEDBESKRIVELSE: Et forældrepar studerer med deres børn hver for sig på grund af børnenes forskellige alder og niveau.