Nej. Der er ingen oplysninger i Bibelen eller i historiske kilder der tyder på dette.

I en hel del bibeloversættelser er verset gengivet på en måde der har fået mange til at tro at nogle på Paulus’ tid blev døbt i vand på vegne af døde mennesker. For eksempel: “Hvis der ikke er nogen opstandelse, hvad er så i øvrigt meningen med, at nogle lader sig døbe på vegne af de døde?” – Bibelen 2020.

Men læg mærke til disse kommentarer fra to bibelforskere. Dr. Gregory Lockwood skriver at hvis der var tale om dåb “på vegne af mennesker som allerede var døde”, ville det være “en form for dåb der, så vidt det kan fastslås, var helt uden historisk eller bibelsk sidestykke”. Professor Gordon D. Fee giver udtryk for samme opfattelse: “Der er intet historisk eller bibelsk fortilfælde af en sådan dåb. Det Nye Testamente taler ikke om dette nogen som helst andre steder; det er ikke en kendt praksis i nogen af de andre kirker eller i nogen af de ortodokse kirkesamfund i de umiddelbart efterfølgende århundreder.”

Ifølge Bibelen sagde Jesus til sine disciple: “Gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem ..., og lær dem at holde alt hvad jeg har befalet jer.” (Matt. 28:19, 20) Før en person kunne blive en døbt discipel, måtte han lære om, få tro på og adlyde Jehova og hans Søn. En der allerede var død og begravet, kunne ikke gøre det. Og en kristen der var levende, kunne heller ikke gøre det for ham. – Præd. 9:5, 10; Joh. 4:1; 1. Kor. 1:14-16.

Hvad var det så Paulus ville sige?

Nogle i menigheden i Korinth benægtede at de døde ville få en opstandelse. (1. Kor. 15:12) Paulus argumenterede imod den opfattelse. Han nævnte at han ‘stod ansigt til ansigt med døden hver eneste dag’. Ja, han kom ud for mange farefulde situationer, men han var sikker på at han efter sin død ville blive oprejst til liv i himlen, ligesom Jesus var blevet det. – 1. Kor. 15:30-32, 42-44.

Korintherne måtte forstå at det at være salvede kristne betød at de hver dag ville komme ud for trængsler, og at de måtte dø før de kunne blive oprejst. At blive “døbt til Kristus Jesus” betød at man blev “døbt til en død som hans”. (Rom. 6:3) Denne åndelige dåb var begyndelsen til et liv der indebar at de ville dø bogstaveligt og blive oprejst til liv i himlen.

Godt to år efter at Jesus var blevet døbt i vand, sagde han til to af sine apostle: “Den dåb jeg er ved at blive døbt med, vil I blive døbt med.” (Mark. 10:38, 39) Jesus var ikke ved at blive døbt i vand på det tidspunkt. Han hentydede til at han snart skulle dø fordi han blev ved med at tjene Gud trofast. Og Paulus skrev at de salvede ville “lide sammen med Kristus for også at kunne blive herliggjort sammen med ham”. (Rom. 8:16, 17; 2. Kor. 4:17) Altså måtte de salvede også dø for at blive oprejst til liv i himlen.

I betragtning af det foregående vil det være rigtigt at gengive Paulus’ ord på denne måde: “Hvad vil de der bliver døbt med henblik på at dø, ellers få ud af det? Hvis de døde slet ikke bliver oprejst, hvordan kan det så være at disse kristne lader sig døbe med henblik på at dø?”