Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 48

“I skal være hellige”

“I skal være hellige”

“I [skal] blive hellige i alt hvad I gør.” – 1. PET. 1:15.

SANG NR. 34 Jeg vil vandre i trofasthed

FORMÅL *

1. Hvilken vejledning gav Peter, og hvorfor kan det virke umuligt at følge den?

 UANSET om vi har håb om at komme til at leve evigt i himlen eller på jorden, kan vi lære meget af den vejledning apostlen Peter gav salvede kristne i det første århundrede. Peter skrev: “I [skal] blive hellige i alt hvad I gør, ligesom Den Hellige der kaldte jer, for der står skrevet: ‘I skal være hellige, for jeg er hellig.’” (1. Pet. 1:15, 16) Disse ord viser at vi må efterligne Jehova, der er indbegrebet af hellighed. Vi både kan og skal være hellige i det vi gør. Umiddelbart lyder det umuligt fordi vi er ufuldkomne. Peter selv begik flere fejl, men hans eksempel viser at det er muligt for os at “blive hellige”.

2. Hvilke spørgsmål vil artiklen tage op?

2 I artiklen vil vi se nærmere på disse spørgsmål: Hvad vil det sige at være hellig? Hvad lærer Bibelen os om Jehovas hellighed? Hvordan kan vi blive hellige i det vi gør? Og hvordan påvirker det at vi er hellige, vores forhold til Jehova?

HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE HELLIG?

3. Hvordan opfatter mange det at være hellig? Hvor kan vi lære hvad det vil sige at være hellig?

3 Når man taler om at en person er hellig, forestiller mange sig en person der er selvretfærdig, eller måske en der bærer religiøse klæder og har et meget alvorligt ansigtsudtryk. Men det er ikke det samme som det at være hellig. Jehova bliver beskrevet som “den lykkelige Gud”. (1. Tim. 1:11) Og hans tjenere beskrives også som lykkelige. (Sl. 144:15) Jesus fordømte ligefrem dem der gik i særlige klæder eller gjorde gode gerninger for at andre skulle lægge mærke til dem. (Matt. 6:1; Mark. 12:38) Sande kristne har lært hvad det vil sige at være hellig, ud fra Bibelen. Desuden ved vi at vores hellige og kærlige Gud aldrig beder os om at gøre noget som er umuligt for os. Så når Jehova siger “I skal være hellige”, ved vi at det kan lade sig gøre for os. Men for at vi kan være hellige i det vi gør, må vi selvfølgelig forstå hvad hellighed er.

4. Hvad ligger der i ordene “hellig” og “hellighed”?

4 Hvad vil det sige at være hellig? I Bibelen sigter ordene “hellig” og “hellighed” til moralsk og religiøs renhed. Ordene kan også indeholde tanken om at være sat til side til tjenesten for Gud. Med andre ord vil vi altså være hellige hvis vi er moralsk rene, tilbeder Jehova på den måde han godkender, og har et nært forhold til ham. Når man tænker på at Jehova er indbegrebet af hellighed, er det så ikke fantastisk at vi ufuldkomne mennesker kan have et personligt forhold til ham?

“HELLIG, HELLIG, HELLIG ER HÆRSTYRKERS GUD, JEHOVA”

5. Hvad lærer de trofaste engle os om Jehova?

5 Jehova er hellig og ren i enhver henseende. Det kan vi se ud fra en beskrivelse som nogle serafer kom med – åndeskabninger der befinder sig tæt på Jehovas trone. De råbte: “Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Gud, Jehova.” (Esa. 6:3) Englene må selvfølgelig selv være hellige for at kunne have et nært forhold til Jehova, og det er de også. Faktisk kan det at en engel har været et sted for at overbringe et budskab fra Gud, gøre selve stedet helligt. Det var det der skete da Moses befandt sig i nærheden af den brændende tornebusk. – 2. Mos. 3:2-5; Jos. 5:15.

Ordene “Hellighed tilhører Jehova” var indgraveret i en guldplade på ypperstepræstens turban (Se paragraf 6-7)

6-7. (a) Hvordan fremhævede Moses Jehovas hellighed i 2. Mosebog 15:1, 11? (b) Hvordan blev israelitterne mindet om at Jehova er hellig? (Se forsidebilledet).

6 Efter at Moses havde ført israelitterne igennem Det Røde Hav, understregede han over for dem at Jehova er hellig. (Læs 2. Mosebog 15:1, 11). Indbyggerne i Egypten tilbad falske guder og var langt fra hellige. Det samme gjaldt dem der tilbad guderne i Kanaans land. Deres gudsdyrkelse indbefattede børneofringer og perverse seksuelle handlinger. (3. Mos. 18:3, 4, 21-24; 5. Mos. 18:9, 10) Jehova er helt anderledes! Han vil aldrig bede dem der tilbeder ham, om at gøre noget der nedværdiger dem. Han er jo indbegrebet af hellighed. Det fremgik også tydeligt af den inskription der var på guldpladen på ypperstepræstens turban. Der stod: “Hellighed tilhører Jehova.” – 2. Mos. 28:36-38.

7 Alle der så ordene på guldpladen, ville blive mindet om at Jehova virkelig er hellig. Men hvad nu hvis en israelit aldrig kom så tæt på ypperstepræsten at han kunne se guldpladen? Ville han så gå glip af det vigtige budskab? Nej, slet ikke. Alle mænd, kvinder og børn blandt israelitterne blev mindet om den sandhed når Loven blev læst højt for dem. (5. Mos. 31:9-12) Hvis du havde været til stede, ville du have hørt sætninger som disse: “Jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige jer og blive hellige, for jeg er hellig.” “I skal være hellige for mig, for jeg, Jehova, er hellig.” – 3. Mos. 11:44, 45; 20:7, 26.

8. Hvad lærer vi af 3. Mosebog 19:2 og 1. Peter 1:14-16?

8 Noget af det der blev læst højt for israelitterne, findes i 3. Mosebog 19:2, hvor Jehova siger til Moses: “Sig til hele forsamlingen af israelitter: ‘I skal være hellige, for jeg, Jehova jeres Gud, er hellig.’” Måske var det den udtalelse Peter citerede da han tilskyndede alle kristne til at “være hellige”. (Læs 1. Peter 1:14-16). Som kristne er vi ikke underlagt Moseloven. Men Peters ord bekræfter det der står i 3. Mosebog 19:2, nemlig at Jehova er hellig, og at alle der elsker ham, må gøre hvad de kan for at være hellige. Det gælder uanset om vi har håb om at komme til at leve i himlen eller i et paradis på jorden. – 1. Pet. 1:4; 2. Pet. 3:13.

“I [SKAL] BLIVE HELLIGE I ALT HVAD I GØR”

9. Hvad vil vi lære af at se nærmere på 3. Mosebog, kapitel 19?

9 Vi vil gerne glæde vores hellige Gud, og derfor er vi ivrige efter at lære mere om hvordan vi kan være hellige. Det giver Jehova os nogle gode råd om, og flere af dem kan vi finde i 3. Mosebog, kapitel 19. Bibelforskeren Marcus Kalisch har skrevet: “Dette bemærkelsesværdige kapitel er måske det mest omfattende, det mest varierede og i nogle henseender den vigtigste del af Tredje Mosebog, for ikke at sige hele Pentateuken.” Vi vil nu se nærmere på forskellige vers i dette kapitel som lærer os nogle vigtige ting vi kan bruge i vores liv. Undervejs må vi hele tiden huske at det vi lærer, er knyttet til Jehovas første ord i kapitlet: “I skal være hellige.”

Hvad må en kristen overveje med tanke på det der står i 3. Mosebog 19:3 om forældre? (Se paragraf 10-12) *

10-11. Hvilket aspekt af at være hellig nævnes allerede i begyndelsen af 3. Mosebog, kapitel 19? Hvorfor er det vigtigt at følge den vejledning?

10 Efter at Jehova havde tilskyndet israelitterne til at være hellige, sagde han: “Hver eneste af jer skal have respekt for sin mor og sin far … Jeg er Jehova jeres Gud.” – 3. Mos. 19:2, 3.

11 Det er vigtigt at vi følger den vejledning fra Jehova. Tænk på dengang hvor en mand spurgte Jesus: “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Jesus svarede blandt andet at han skulle vise sin mor og far ære. (Matt. 19:16-19) Jesus fordømte direkte farisæerne og de skriftlærde fordi de sneg sig udenom at tage sig af deres forældre. På den måde ‘gjorde de Guds ord ugyldigt’. (Matt. 15:3-6) Guds ord indbefattede både det femte af De Ti Bud og det der står i 3. Mosebog 19:3. (2. Mos. 20:12) Husk igen at vejledningen i 3. Mosebog 19:3 om at man skal have respekt for sin mor og far, kommer lige efter udtalelsen: “I skal være hellige, for jeg, Jehova jeres Gud, er hellig.”

12. Hvad er det godt at overveje når vi læser ordene i 3. Mosebog 19:3?

12 Når vi læser det Jehova sagde om at vi skal have respekt for vores forældre, kan vi spørge os selv: ‘Lever jeg op til det?’ Måske når vi frem til at vi godt kunne gøre mere på det område. Vi kan desværre ikke lave om på fortiden, men i stedet kan vi beslutte at vi fra nu af vil gøre mere for vores forældre. Måske kan vi planlægge at bruge mere tid sammen med dem eller blive bedre til at støtte dem økonomisk, åndeligt og følelsesmæssigt. På den måde følger vi vejledningen i 3. Mosebog 19:3.

13. (a) Hvilken anden vejledning indeholder 3. Mosebog 19:3? (b) Hvordan kan vi følge Jesus’ eksempel, som beskrevet i Lukas 4:16-18?

13 I 3. Mosebog 19:3 nævnes der også noget andet som er knyttet til det at være hellig, nemlig det at holde sabbat. Som sagt er vi ikke underlagt Moseloven, så vi skal ikke holde en ugentlig sabbat. Men der er alligevel meget vi kan lære af israelitternes sabbat. Under sabbatten skulle man holde fri fra sit arbejde og i stedet fokusere på tilbedelsen af Jehova. * Af den grund plejede Jesus at tage hen i synagogen på sabbatten og læse op fra Guds ord. (2. Mos. 31:12-15; læs Lukas 4:16-18). Guds lov i 3. Mosebog 19:3 om at holde sabbat motiverer os til at sætte tid af til åndelige aktiviteter i løbet af vores travle hverdag. Overvej om du har brug for at gøre nogle forbedringer på det område. Når du jævnligt sætter tid af til at fokusere på tilbedelsen af Jehova, vil du få et nærmere og mere personligt forhold til ham, og det er helt afgørende for at kunne være hellig.

STYRK DIT FORHOLD TIL JEHOVA

14. Hvilken grundlæggende sandhed fremhæves i 3. Mosebog, kapitel 19?

14 I 3. Mosebog, kapitel 19, nævnes der gang på gang en grundlæggende sandhed der kan hjælpe os til at være hellige. Vers 4 afsluttes med ordene: “Jeg er Jehova jeres Gud.” Den sandhed nævnes 16 gange i kapitlet. Det minder os om det første af De Ti Bud: “Jeg er Jehova din Gud … Du må ikke have andre guder end mig.” (2. Mos. 20:2, 3) Hvis vi gerne vil være hellige, må vi sikre os at der ikke er noget eller nogen der bliver vigtigere for os end vores forhold til Jehova. Og fordi vi bærer navnet Jehovas Vidner, vil vi undgå enhver handling der kunne kaste skam over Jehovas hellige navn. – 3. Mos. 19:12; Esa. 57:15.

15. Hvad motiverer vejledningen om dyreofre i 3. Mosebog, kapitel 19, os til?

15 Israelitterne måtte vise at de betragtede Jehova som deres Gud, ved at overholde en hel del love. I 3. Mosebog 18:4 står der: “I skal leve efter mine lovbud, og I skal holde mine forskrifter og følge dem. Jeg er Jehova jeres Gud.” Nogle af de “forskrifter” findes i kapitel 19. For eksempel handler vers 5-821 og 22 om israelitternes dyreofre. De skulle bringes på en sådan måde at de ikke ‘vanhelligede noget helligt som tilhørte Jehova’. Når vi læser de vers, bliver vi motiveret til at tilbede Jehova på en måde han kan godkende, og glæde ham ved at bringe ham lovprisningsofre, som det kommer frem i Hebræerne 13:15.

16. Hvilket princip minder os om at de der tjener Gud, må skille sig ud fra dem der ikke gør?

16 Hvis vi skal være hellige, må vi også være villige til at skille os ud. Det kan godt være en udfordring. Nogle gange vil skolekammerater, kolleger, ikketroende slægtninge eller andre måske forsøge at presse os til at gøre ligesom dem og deltage i noget som Jehova ikke kan godkende. Hvad kan hjælpe os til at træffe det rigtige valg i sådan en situation? Tænk over et interessant princip som findes i 3. Mosebog 19:19: “Du må ikke gå med tøj der er lavet af to slags tråd som er blandet.” Den lov hjalp israelitterne til at skille sig ud fra de omkringliggende nationer. I dag afviser vi ikke at gå i tøj der består af en blanding af forskelligt materiale, for eksempel bomuld og polyester. Men vi afviser at være ligesom mennesker der har holdninger eller handlinger der strider imod Bibelens lære – selv hvis de mennesker er nogle vi går i klasse med, arbejder sammen med eller er i familie med. Naturligvis elsker vi vores familie og slægtninge, og vi viser vores medmennesker næstekærlighed. Men når det drejer sig om noget så vigtigt som vores tilbedelse af Jehova, er vi helt indstillet på at skille os ud fra andre. Vi er villige til at være sat til side til tjenesten for Gud. Det er en vigtig del af det at være hellig. – 2. Kor. 6:14-16; 1. Pet. 4:3, 4.

Hvad skulle israelitterne lære af loven i 3. Mosebog 19:23-25, og hvad kan du lære af de vers? (Se paragraf 17-18) *

17-18. Hvilke vigtige ting kan vi lære af loven i 3. Mosebog 19:23-25?

17 Ordene “Jeg er Jehova jeres Gud” mindede israelitterne om at deres forhold til Jehova skulle være det vigtigste i deres liv. Hvordan kunne de vise at det var det? Det fremgår blandt andet af det der står i 3. Mosebog 19:23-25. (Læs). Tænk over hvad de vers betød for israelitterne når de kom ind i det lovede land. Hvis man plantede et frugttræ, havde man ikke lov til at spise frugten de tre første år, og i det fjerde år skulle man give frugten til Jehovas helligdom. Først i det femte år kunne ejeren tage frugterne fra træet til sig selv. Denne lov skulle hjælpe israelitterne til at forstå at deres egne interesser ikke skulle komme først i livet. Jehova ønskede at de skulle have tillid til at han ville dække deres behov, og at de skulle betragte tilbedelsen af ham som det vigtigste i deres liv. Han ville sørge for at de havde nok at spise. Samtidig tilskyndede han dem til gavmildt at give gaver til hans helligdom, centret for sand tilbedelse.

18 Loven i 3. Mosebog 19:23-25 minder os om Jesus’ ord i Bjergprædikenen. Han sagde: “Hold op med at bekymre jer om hvad I skal spise og drikke. … Jeres Far i himlen ved at I har brug for alt det.” Når Gud sørger for at fuglene har noget at spise, hvor meget mere vil han så ikke sørge for os! (Matt. 6:25, 26, 32) Vi kan have fuld tillid til at Jehova vil hjælpe os med at få dækket vores behov. Samtidig kan vi på en diskret måde ‘give gaver’ til dem der har brug for hjælp. Vi er også glade for at kunne være med til at dække udgifterne i menigheden. Jehova lægger mærke til det når vi viser gavmildhed, og vil belønne os for det. (Matt. 6:2-4) Ved at gøre de ting viser vi at vi forstår hensigten med loven i 3. Mosebog 19:23-25.

19. Hvordan har det hjulpet dig at se nærmere på denne del af Tredje Mosebog?

19 De vers fra 3. Mosebog, kapitel 19, som vi har set nærmere på, hjælper os til at forstå hvordan vi kan blive mere ligesom vores hellige Gud. Når vi forsøger at efterligne ham, arbejder vi i virkeligheden på at ‘blive hellige i alt hvad vi gør’. (1. Pet. 1:15) Mange der ikke tjener Jehova, har lagt mærke til at vores opførsel skiller sig ud på en positiv måde, og det har fået nogle af dem til at “ære Gud”. (1. Pet. 2:12) Men vi kan lære meget mere af dette kapitel i Bibelen. I den næste artikel vil vi se på nogle andre vers der kan hjælpe os til at “blive hellige”, som Peter tilskyndede os til.

SANG NR. 80 “Smag og se at Jehova er god”

^ par. 5 Vi elsker Jehova højt og vil gerne leve på en måde der glæder ham. Jehova er hellig, og han forventer at hans tjenere også er hellige. Men er det muligt for ufuldkomne mennesker at være det? Ja! For at finde ud af hvordan vi kan være hellige i alt hvad vi gør, vil vi se nærmere på den vejledning Peter gav i sit brev, og de anvisninger Jehova gav israelitterne i fortiden.

^ par. 13 Artiklen “‘Der er en fastsat tid’ til arbejde og til hvile” i Vagttårnet for december 2019 indeholder flere informationer om sabbatten og hvad vi kan lære af den.

^ par. 57 BILLEDBESKRIVELSE: En voksen søn hygger sig sammen med sine forældre, besøger dem sammen med sin kone og datter og har jævnligt kontakt med dem.

^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: En israelitisk landmand undersøger frugten på nogle træer han har plantet.