Jeg blev født i 1927 i en lille by i nærheden af Chicago i Illinois, USA. Mine forældre havde fem børn – Jetha, Don, mig, Karl og Joy. Alle vi børn elskede Jehova og ville gerne tjene ham helhjertet. Jetha kom på Gilead i 1943, i klasse nummer to. Don, Karl og Joy kom på Betel i Brooklyn i New York i henholdsvis 1944, 1947 og 1951. Både deres og mine forældres gode eksempel har lært mig rigtig meget.

Mine forældre var glade for at læse i Bibelen, og de elskede Gud. Det gav de videre til os børn. Men far havde mistet al respekt for kirkerne efter at han havde tjent som soldat i Europa under Første Verdenskrig. Mor var meget taknemmelig mod Gud for at far var kommet hjem fra krigen i live, og hun sagde til ham: “Karl, skal vi ikke gå i kirke, ligesom vi plejede?” Men far sagde: “Jeg skal nok følge dig derhen, men jeg går ikke ind i kirken.” Hun spurgte: “Hvorfor ikke?” Og han svarede: “Under krigen stod der præster som tilhørte samme religion, på hver sin side af frontlinjen og velsignede soldaternes våben! Støttede Gud begge sider af krigen?”

På et tidspunkt da mor var i kirke, kom der to Jehovas Vidner og bankede på vores dør. De tilbød far bibelstudiematerialet Lys i to bind, der handlede om Åbenbaringens Bog. Far syntes det lød spændende, og tog imod bøgerne. Da mor så dem, begyndte hun at læse dem. En dag så hun en notits i den lokale avis der inviterede alle der var interesseret, til et bibelstudie over bøgerne. Hun besluttede sig for at tage derhen. Da hun kom, åbnede en ældre kvinde døren. Mor viste bøgerne og spurgte: “Er det her man studerer de her bøger?” “Ja, min ven,” sagde den ældre dame. “Kom indenfor!” Ugen efter tog mor alle os børn med derhen, og vi begyndte at komme der hver uge.

En af gangene bad broren der ledte mødet, mig om at læse Salme 144:15, hvor der står at de der tilbeder Jehova, er lykkelige. Det vers gjorde stort indtryk på mig, og det var der også to andre vers der gjorde: 1. Timotheus 1:11, hvor Jehova bliver kaldt “den lykkelige Gud”, og Efeserne 5:1, hvor vi bliver opfordret til at “efterligne Gud”. Jeg forstod  at vi altså bør være lykkelige over at have muligheden for at tilbede vores Skaber og altid takke ham for det store privilegie det er. Det er nogle sandheder jeg har prøvet at følge i mit liv.

Den nærmeste menighed lå i Chicago, 32 kilometer fra hvor vi boede. Alligevel tog vi den lange tur derhen, og min kundskab om Bibelen voksede. Jeg kan huske engang hvor Jetha svarede ved mødet. Mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg: “Det vidste jeg også godt. Jeg kunne da også have rakt hånden op og svaret.” Efter det begyndte jeg at forberede mig til møderne og at svare med mine egne ord. I den periode fik jeg et nærmere venskab med Jehova og voksede åndeligt, og det gjorde mine søskende også. Jeg blev døbt i 1941.

Der er særligt ét stævne der har gjort indtryk på mig, nemlig det i 1942 i Cleveland, Ohio. Programmet blev transmitteret via telefon til over 50 andre steder i USA. Vores familie overnattede i telte sammen med mange andre brødre og søstre i nærheden af stævnestedet. På det her tidspunkt var Anden Verdenskrig i fuld gang, og modstanden mod Jehovas Vidner voksede. Derfor måtte vi være forsigtige. Om aftenen så jeg flere brødre parkere deres biler rundt om teltlejren, med forenden af bilen vendt væk fra teltene. De havde aftalt at der hele natten skulle være en person i hver bil for at holde øje. Hvis der så kom nogen for at lave ballade, skulle de tænde forlygterne på bilen for at blænde dem og begynde at dytte så nogle af de andre brødre kunne komme for at hjælpe. Jeg kan huske jeg tænkte: “Jehovas folk er virkelig organiseret og forberedt på hvad som helst!” Det gjorde at jeg kunne sove trygt, og heldigvis oplevede vi ikke nogen ubehagelige ting.

Da jeg flere år senere tænkte tilbage på det stævne, gik det op for mig at min mor slet ikke havde virket bange. Hun stolede hundrede procent på Jehova og hans organisation. Jeg glemmer aldrig hendes gode eksempel.

Kort før stævnet var min mor begyndt som pioner. Så hun var selvfølgelig særligt opmærksom under de foredrag der handlede om heltidstjenesten. Da vi var på vej hjem, sagde hun: “Jeg vil virkelig gerne fortsætte som pioner, men det kan jeg ikke hvis jeg også skal kunne sørge for det derhjemme på en god måde.” Derfor spurgte hun os om vi havde lyst til at hjælpe hende. Det ville vi gerne, så hun tildelte hver af os et eller to værelser som vi skulle ordne hver morgen inden morgenmaden. Når vi så var taget i skole, gik hun huset igennem for at tjekke at alt var rent og så godt ud, og så tog hun i tjenesten. Hun var en meget travl kvinde, men hun forsømte aldrig os børn. Når vi kom hjem til frokost, og når vi havde fået fri, var hun der altid for os. Nogle dage var vi med hende i tjenesten efter skole, og det gav os et indblik i hvordan det var at være pioner.

Jeg begyndte som pioner da jeg var 16. Min far var endnu ikke med i sandheden, men han interesserede sig meget for hvordan det gik med min tjeneste. En aften fortalte jeg ham at selvom jeg prøvede meget ihærdigt, havde jeg stadig ikke fået nogen bibelstudier. Jeg tøvede lidt, og så spurgte jeg: “Kunne du tænke dig at studere med mig?” Han overvejede det et øjeblik, og så svarede  han: “Jeg kan ikke se nogen grund til at jeg skulle sige nej.” Så mit første bibelstudie endte med at blive min far. Det var et stort privilegie!

Vi studerede bogen “Sandheden skal frigøre jer”. Efterhånden som studiet skred frem, gik det op for mig at det ikke bare hjalp mig til at blive en bedre underviser men også til at blive bedre til selv at studere Bibelen. For eksempel husker jeg at min far engang spurgte efter at vi havde læst en paragraf: “Jeg kan godt se hvad det er bogen siger. Men hvordan ved du at bogen har ret?” Det spørgsmål kom helt bag på mig, så jeg sagde: “Jeg kan ikke forklare det lige nu, men det finder jeg ud af til næste gang vi studerer.” Og det gjorde jeg. Jeg fandt nogle bibelvers der begrundede det vi havde studeret i bogen. Den episode lærte mig at være bedre forberedt til vores studie og gå mere i dybden. Og det hjalp både mig og min far til at vokse åndeligt. Han tog det vi studerede, til sig og blev døbt i 1952.

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 17. Omkring det samme tidspunkt blev Jetha a missionær, og Don kom på Betel. De elskede begge to deres opgaver, og det opmuntrede mig til at sætte mig lignende mål. Så jeg besluttede mig for både at søge på Betel og Gilead, og så overlod jeg det i Jehovas hånd. Hvad endte det med? I 1946 blev jeg inviteret på Betel.

I de 75 år jeg har været på Betel, har jeg haft mange forskellige opgaver og lært utroligt meget. Jeg har lært at fremstille bøger og lave regnskab. Jeg er også blevet oplært til at arbejde med indkøb og forsendelse. Men den allervigtigste oplæring jeg har fået, er den åndelige. Vi får så meget god undervisning på Betel gennem det åndelige morgenprogram og forelæsninger.

Jeg har også lært rigtig meget af min lillebror, Karl, som begyndte på Betel i 1947. Han var god til at gå i dybden med sit personlige studie og til at undervise. På et tidspunkt spurgte jeg ham om han ikke ville hjælpe mig med et foredrag jeg var blevet bedt om at holde. Jeg havde fundet en masse materiale men kæmpede med at få sat det sammen på en god måde. Karl gav mig løsningen på problemet med bare et eneste spørgsmål: “Joel, hvad er temaet på dit foredrag?” Jeg fattede pointen med det samme: Jeg skulle kun tage de relevante oplysninger med og så udelade resten. Det var noget jeg aldrig glemte.

For at kunne trives på Betel er det vigtigt at man også er flittig i forkyndelsen, og det fører ofte nogle gode oplevelser med sig. Der er især en  oplevelse jeg husker meget tydeligt. Den begyndte en aften hvor en anden bror og jeg var i tjenesten i Bronx i New York. Vi tog hen for at besøge en dame der tidligere havde modtaget Vagttårnet og Vågn op! Da hun åbnede døren, indledte vi med at sige: “I aften viser vi folk nogle opmuntrende ting fra Bibelen.” “Hvis det handler om Bibelen, så kom indenfor,” sagde hun. Vi havde en rigtig god snak og fik lov til at vise flere forskellige bibelvers om Guds rige og den nye verden. Det gjorde tydeligvis stort indtryk på hende, for da vi kom ugen efter, havde hun inviteret en del venner til at være med til drøftelsen. Det endte med at hun og hendes mand blev trofaste tjenere for Jehova.

Jeg havde i noget tid haft ønske om at blive gift, men der gik 10 år før jeg mødte min elskede hustru. Hvad hjalp mig til at finde den helt rigtige? Jeg talte med Jehova i bøn om det her spørgsmål og tænkte meget over hvilket liv jeg gerne ville have med min ægtefælle.

Efter stævnet på Yankee Stadium i 1953 mødte jeg en søster der hed Mary Aniol. Hun havde været på Gilead sammen med Jetha i klasse nummer to, og de var efterfølgende blevet sendt ud som missionærer sammen. Det var tydeligt at hun elskede sin opgave, og hun fortalte mig begejstret om livet som missionær i Caribien og om de bibelstudier hun havde haft gennem årene. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, blev det tydeligt for os at vi havde de samme åndelige mål. Vi kom til at elske hinanden meget højt og blev gift i april 1955. Mary har virkelig været en gave fra Jehova og et godt eksempel for mig. Hun har altid fundet glæde i sine opgaver uanset hvad hun er blevet sat til. Hele sit liv har hun været flittig, haft oprigtig omsorg for andre og søgt Riget først. (Matt. 6:33) De første tre år af vores ægteskab var vi i kredstjenesten, og i 1958 blev vi inviteret på Betel.

Jeg lærte virkelig meget af Mary. Vi tog altid vores daglige bibellæsning sammen. Det havde vi besluttet at gøre allerede i starten af vores ægteskab. Vi læste omkring 15 vers ad gangen, og så stoppede vi op for at tale om dem. Vi talte for eksempel om hvordan vi kunne bruge det vi havde læst, i vores liv. Mary kom tit med nogle spændende kommentarer om noget hun havde lært på Gilead eller mens hun var missionær. De her små stunder hjalp mig til at få en dybere forståelse, og jeg har tit brugt tankerne i mine foredrag eller når jeg har skullet opmuntre andre, især søstre. – Ordsp. 25:11.

I 2013 døde min elskede Mary. Hvor jeg glæder mig til at se hende i den nye verden! Indtil da er jeg besluttet på at være åben over for det Jehova lærer mig, og stole på ham af hele mit hjerte. (Ordsp. 3:5, 6) Det giver mig både stor trøst og glæde at tænke på alt det Jehovas folk skal opleve i den nye verden. Vi kommer helt sikkert til at lære en masse nye ting af vores store Lærer, Jehova! Jeg er så taknemmelig for al den oplæring han har givet mig indtil nu, og for den ufortjente godhed han har vist mig.