Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 51

SANG NR. 3 Jehova, du giver styrke, håb og tillid

Jehova ser dine tårer

Jehova ser dine tårer

“Gem mine tårer i din læderflaske. Er de ikke skrevet op i din bog?”SL. 56:8.

FOKUS

Artiklen vil hjælpe os til at se at Jehova forstår os når vi kæmper med svære følelser, og vil give os den trøst vi har brug for.

1-2. Hvad kunne få os til at græde?

 VI HAR alle sammen grædt på et eller andet tidspunkt i vores liv. Når vi oplever noget der gør os meget glade, græder vi måske af glæde. Måske har du grædt hvis der er sket noget vigtigt eller noget stort i dit liv. Hvis du er forælder, kan det være du græd da dit barn blev født. Eller det kan være du har fældet en tåre over gensynet med en ven du ikke har set i mange år, eller af at tænke på et dejligt minde du har.

2 Men desværre er vores tårer alt for ofte et udtryk for den smerte vi føler indeni. Det kan for eksempel være at vi græder fordi nogen virkelig har skuffet eller såret os. Eller måske er vi helt fortvivlede fordi vi kæmper med kroniske smerter eller en alvorlig sygdom. Det kan også være at vi er dybt ulykkelige over at have mistet en vi holder af. Nogle gange har vi det måske ligesom profeten Jeremias havde det da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne. Han sagde: “Strømme af vand flyder fra mine øjne ... Mine øjne græder uden ophør, uden afbrydelse.” – Kla. 3:48, 49.

3. Hvordan påvirker det Jehova når han ser sine tjenere have det svært? (Esajas 63:9)

3 Jehova ved præcis hvor mange tårer vi har fældet i løbet af vores liv. Bibelen forsikrer os om at han lægger mærke til det når hans tjenere kæmper af forskellige årsager, og at han hører os når vi beder til ham om hjælp. (Sl. 34:15) Men Jehova gør mere end bare at se vores tårer og høre vores bønner. Som en kærlig forælder der ser sit barn græde, får han inderligt ondt af os og er ivrig efter at hjælpe os. – Læs Esajas 63:9.

4. Hvilke eksempler i Bibelen vil vi se på, og hvad kan de lære os om Jehova?

4 Bibelen viser hvad Jehova følte når han så sine tjenere i fortiden græde, og hvordan han hjalp dem. Det kan vi se ud fra beretningerne om Hanna, David og Hizkija. Hvad fik dem til at græde? Hvad gjorde Jehova for at hjælpe dem? Og hvordan kan beretningerne om dem trøste os når vi græder fordi vi er i sorg, fordi vi er blevet svigtet, eller fordi vi er dybt fortvivlede?

HVIS DU ER I SORG

5. Hvad kæmpede Hanna med, og hvordan påvirkede det hende?

5 Hanna kom ud for flere problemer som var årsag til stor sorg, og som fik hende til at græde. En af de svære ting Hanna kæmpede med, var at hendes mand også var gift med Peninna, der hadede hende. Og som om det ikke var nok, kunne Hanna i modsætning til Peninna ikke få børn. (1. Sam. 1:1, 2) Gennem en længere periode mobbede Peninna Hanna fordi hun ikke havde nogen børn. Hvordan ville du have haft det i sådan en situation? Hanna var så ked af det “at hun græd og ikke spiste noget”. Ja, hun var “dybt fortvivlet”. – 1. Sam. 1:6, 7, 10.

6. Hvad gjorde Hanna for at få det bedre?

6 En ting Hanna gjorde for at få det bedre, var at tage hen til telthelligdommen for at tilbede Jehova. Beretningen siger at hun der, sandsynligvis i nærheden af indgangen til telthelligdommens forgård, “begyndte at bede til Jehova og at græde voldsomt”. Hun bad Jehova om at se hvor forfærdeligt hun havde det, og huske hende. (1. Sam. 1:10b, 11) Hanna åbnede virkelig sit hjerte for Jehova i bøn. Hvor må det have rørt Jehova at se sin elskede tjeners tårer.

7. Hvordan havde Hanna det efter at hun havde åbnet sit hjerte for Jehova?

7 Hvordan havde Hanna det efter at hun havde åbnet sit hjerte for Jehova i bøn og ypperstepræsten Eli havde sagt nogle venlige ord til hende? Beretningen siger: “Hun begyndte at spise igen, og hun så ikke længere nedtrykt ud.” (1. Sam. 1:17, 18) Selvom hendes omstændigheder ikke havde ændret sig, følte Hanna sig lettet. Hun havde lagt alle sine bekymringer og al sin følelsesmæssige smerte over på Jehova. Han lagde mærke til hvordan hun havde det, hørte hendes bøn og velsignede hende så hun kunne få børn. – 1. Sam. 1:19, 20; 2:21.

8-9. Hvorfor må vi, som det fremgår af Hebræerne 10:24, 25, gøre alt hvad vi kan, for at komme til møderne? (Se også billedet).

8 Hvad vi kan lære. Står du lige nu i en svær situation som gør dig meget ked af det? Måske er du i sorg fordi du har mistet et familiemedlem eller en nær ven? På sådan nogle tidspunkter er det meget normalt at have lyst til at være alene. Men tænk på Hanna. Ligesom hun fandt trøst ved at tage hen til telthelligdommen, kan du blive trøstet ved at tage til møderne – også selvom du ikke har det særligt godt. (Læs Hebræerne 10:24, 25). Ved møderne hører vi opmuntrende bibelvers, og på den måde hjælper Jehova os til at erstatte negative tanker med positive tanker. Det kan hjælpe os til at få lidt mere kontrol over vores følelser, også selvom vores situation ikke har ændret sig.

9 Ved vores møder vil vi også kunne mærke vores brødre og søstres omsorg og kærlighed, og det kan løfte vores humør så vi kan fortsætte lidt endnu. (1. Thess. 5:11, 14) Læg mærke til hvad en specialpioner der mistede sin hustru, siger: “Jeg fælder stadig mange tårer. Nogle gange kan jeg ikke andet end bare at sidde i et hjørne og græde. Men vores møder har været til stor opmuntring for mig. Når mine brødre og søstre siger noget sødt til mig, og når de kommenterer ved møderne, lindrer det min smerte. Uanset hvor ked af det og bekymret jeg er inden jeg skal afsted til møde, har jeg det altid bedre når jeg er derhenne.” Når vi kommer til møderne, kan Jehova bruge vores brødre og søstre til at trøste os.

Vi kan få trøst ved at være sammen med vores trosfæller. (Se paragraf 8-9)


10. Hvordan kan vi efterligne Hanna når vi har det meget svært følelsesmæssigt?

10 Husk også at det gjorde en stor forskel for Hanna at udøse sit hjerte i bøn til Jehova. Bibelen siger: “Kast alle jeres bekymringer på ham.” (1. Pet. 5:7) Så du kan gøre ligesom Hanna og have fuld tillid til at Jehova vil høre dine bønner. En søster hvis mand blev dræbt i et væbnet røveri, fortæller: “Jeg følte det som om mit hjerte var blevet flået fra hinanden, og at jeg aldrig ville kunne få det godt igen. Men det gav mig stor fred at bede til min kærlige Far, Jehova. Nogle gange kunne jeg slet ikke sætte ord på mine tanker, men jeg kunne alligevel mærke at han forstod mig. Hver gang jeg var helt ude af den, tryglede jeg ham om at få indre fred. Bagefter var det tydeligt at der kom ro på mine tanker og følelser så jeg kunne klare dagen.” Når du har det rigtig svært og fortæller Jehova om alt det der går dig på, kan du være sikker på at han bliver rørt over at se dine tårer, og at han forstår din smerte. Selv hvis din situation ikke ændrer sig, kan Jehova give dig lindring og hjælpe dig til at føle fred. (Sl. 94:19; Flp. 4:6, 7) Og han vil helt sikkert belønne din udholdenhed. – Hebr. 11:6.

HVIS DU ER BLEVET SVIGTET

11. Hvad kom David ud for, og hvordan påvirkede det ham?

11 David kom ud for mange svære ting i sit liv der gjorde ham ked af det. Han oplevede at andre var fjendtlige over for ham, og han blev endda forrådt af nogle han stolede på. (1. Sam. 19:10, 11; 2. Sam. 15:10-14, 30) På et tidspunkt skrev han: “Jeg er udmattet af at sukke; om natten bliver min seng gennemblødt af tårer, mit leje bliver oversvømmet af gråd.” Hvorfor havde han det sådan? “På grund af alle dem der forfølger mig,” sagde han. (Sl. 6:6, 7) En af årsagerne til Davids mange tårer var altså at andre behandlede ham dårligt.

12. Hvad var David overbevist om, som vi kan se ud fra Salme 56:8?

12 På trods af alle de svære ting David kom ud for, vidste han at Jehova elskede ham. Han skrev: “Jehova hører min gråd.” (Sl. 6:8) På et andet tidspunkt skrev David de poetiske ord vi finder i Salme 56:8. (Læs). Her malede han et smukt billede af Jehovas inderlige omsorg. David så for sig at Jehova samlede hans tårer i en flaske eller skrev dem ned i en bog. Så sikker var han på at Jehova lagde mærke til hans smerte og huskede den. Han var helt overbevist om at hans kærlige Far i himlen ikke bare så hvad han gennemgik, men også hvordan det påvirkede ham.

13. Hvad kan trøste os hvis vi oplever at blive svigtet? (Se også billedet).

13 Hvad vi kan lære. Gennemgår du i øjeblikket en svær periode fordi en du stolede på, har skuffet dig eller ligefrem forrådt dig? Måske er du ked af det fordi en du kom sammen med, pludselig har slået op, eller fordi din ægtefælle har forladt dig. Det kan også være at en du holder meget af, er holdt op med at tjene Jehova. En bror hvis hustru var utro og forlod ham, siger: “Jeg var fuldstændigt i chok og kunne slet ikke forstå at det virkelig var sket. Jeg følte mig værdiløs, nedtrykt og vred.” Hvis du er blevet skuffet eller svigtet, kan det trøste dig at tænke på at Jehova aldrig vil forlade dig. Broren siger: “Det er gået op for mig at mennesker kan svigte. Men Jehova er vores Klippe. Uanset hvad der sker, vil han altid være der. Han vil aldrig forlade dem der er loyale mod ham.” (Sl. 37:28) Husk også at Jehova elsker dig langt højere end noget menneske er i stand til. Så selvom det kan gøre ekstremt ondt at blive svigtet, ændrer det ikke på Jehovas kærlighed til dig. (Rom. 8:38, 39) Pointen er: Uanset hvordan andre har behandlet dig, bliver din kærlige Far ved med at elske dig.

Salmerne forsikrer os om at Jehova er nær hos dem der er modløse. (Se paragraf 13-14)


14. Hvad forsikrer Salme 34:18 os om?

14 Hvis vi bliver forrådt, eller hvis nogen svigter os, kan vi blive opmuntret af det David sagde i Salme 34:18. (Læs). Ifølge et opslagsværk kan udtrykket “dem der er modløse” gengives med “dem der ikke har noget som helst godt at se frem til”. Hvordan hjælper Jehova dem der har det på den måde? En kærlig forælder som ser sit barn være dybt ulykkeligt, vil selvfølgelig tage det i sine arme og trøste det. På lignende måde er Jehova “nær hos” os – han er medfølende og altid klar til at hjælpe os hvis vi føler os knust på grund af et svigt. Han er ivrig efter at trøste os og lindre vores smerte. Og han giver os mange ting vi kan se frem til som kan hjælpe os til at klare de udfordringer vi oplever nu. – Esa. 65:17.

HVIS VI ER FORTVIVLEDE

15. Hvad kom Hizkija ud for, og hvordan påvirkede det ham?

15 Hizkija, der var konge i Juda, blev som 39-årig alvorligt syg. Profeten Esajas overbragte et budskab fra Jehova til Hizkija og sagde at han ville dø af sin sygdom. (2. Kong. 20:1) Det så ikke ud til at der var noget håb. Helt knust over den dårlige nyhed græd Hizkija voldsomt, og han bad inderligt til Jehova. – 2. Kong. 20:2, 3.

16. Hvordan reagerede Jehova på Hizkijas indtrængende bøn?

16 Jehova blev meget rørt over Hizkijas indtrængende bøn. Han sagde til ham: “Jeg har hørt din bøn. Jeg har set dine tårer. Og nu vil jeg helbrede dig.” Gennem Esajas lovede Jehova Hizkija at han ville forlænge hans liv og redde Jerusalem fra assyrerne. – 2. Kong. 20:4-6.

17. Hvordan holder Jehova os oppe når vi gennemgår alvorlige helbredsproblemer? (Salme 41:3) (Se også billedet).

17 Hvad vi kan lære. Kæmper du lige nu med alvorlige helbredsproblemer, og føler du at det hele virker lidt håbløst? Så fortæl Jehova hvordan du har det, og føl ikke at du skal holde tårerne tilbage. Bibelen forsikrer os om at “den inderlige barmhjertigheds Far, den Gud som giver al trøst”, vil trøste os “under alle vores prøvelser”. (2. Kor. 1:3, 4) På vores tid forventer vi ikke at Jehova fjerner vores problemer, men vi kan godt forvente at han vil hjælpe os til at klare dem. (Læs Salme 41:3). Ved hjælp af sin ånd giver Jehova os styrke, visdom og indre fred så vi kan klare udfordringerne. (Ordsp. 18:14; Flp. 4:13) Han holder os også oppe ved at give os et håb om at al sygdom en dag vil blive fjernet. – Esa. 33:24.

Jehova vil besvare vores bønner ved at give os styrke, visdom og indre fred. (Se paragraf 17)


18. Er der et sted i Bibelen der har opmuntret dig i en meget svær situation? (Se boksen “ Lindrende ord fra Jehova”).

18 Det Jehova sagde til Hizkija, trøstede ham. Vi kan også blive trøstet ved at lytte til det Jehova fortæller os i sit ord, Bibelen. Der har han gemt nogle lindrende tanker som kan opmuntre og trøste os når vi står i en meget svær situation. (Rom. 15:4) Da en søster i Vestafrika blev diagnosticeret med kræft, græd hun ofte. Hun fortæller: “Et vers der især opmuntrer mig, er Esajas 26:3. Vi føler sjældent at vi har kontrol over vores omstændigheder når vi står midt i en prøvelse. Men det vers forsikrer mig om at Jehova kan give os den indre fred vi behøver, så vi kan have kontrol over hvordan vi vil reagere når vi kommer ud for noget svært.” Er der et sted i Bibelen som du har fundet særligt lindrende når du har stået i en situation som var meget svær at tackle, og som måske endda virkede håbløs?

19. Hvad kan vi se frem til?

19 Vi lever i de sidste af de sidste dage, og forholdene vil kun blive værre, så det er meget sandsynligt at vi vil komme til at fælde flere tårer. Men som vi har set ud fra beretningerne om Hanna, David og Hizkija, ser Jehova det når vi har det svært, og bliver dybt berørt når vi græder. Han elsker os for det når vi holder ud og forbliver trofaste selvom vi føler os ekstremt pressede og det nogle gange koster nogle tårer. Så når vi gennemgår noget svært, må vi udøse vores hjerte for Jehova i bøn. Lad os holde os nær til vores brødre og søstre i menigheden og ikke isolere os. Og lad os også blive ved med at finde trøst i de dejlige tanker Jehova har givet os i Bibelen. Vi kan være sikre på at Jehova vil belønne os hvis vi bliver ved med at holde ud. Han glæder sig til at opfylde sit løfte om at han en dag vil tørre alle tårer væk fra vores øjne – tårer der kan skyldes sorg, svigt eller fortvivlelse. (Åb. 21:4) Til den tid vil vi kun græde af glæde!

SANG NR. 4 “Jehova er min Hyrde”