JEG blev født i 1926 i byen Crooksville i Ohio, USA. Min far og mor var ikke religiøse, men de gav os otte børn besked på at gå i kirke. Jeg kom i metodistkirken. Da jeg var 14, fik jeg endda en præmie af præsten fordi jeg havde været til hver eneste søndagsgudstjeneste i et helt år.

Omkring det tidspunkt begyndte Margaret Walker, en af vores naboer der var et af Jehovas Vidner, at besøge min mor og tale med hende om Bibelen. En dag besluttede jeg at være med. Mor var dog bange for at jeg ville forstyrre studiet, så hun sendte mig udenfor. Men jeg blev ved med at lytte til deres samtaler. Da Margaret havde besøgt os nogle gange, spurgte hun mig: “Ved du hvad Guds navn er?” “Det ved alle da – det er Gud,” svarede jeg. Så sagde hun: “Hent lige din bibel, og slå op i Salme 83:18.” Det gjorde jeg, og jeg opdagede at Guds navn er Jehova. Jeg løb ud til mine venner og sagde: “Når I kommer hjem i aften, så slå op i Salme 83:18 i Bibelen og find ud af hvad Guds navn er.” Man kan vist godt sige at jeg begyndte at forkynde med det samme.

 Jeg studerede ivrigt Bibelen og blev døbt i 1941. Kort tid efter fik jeg til opgave at lede et menighedsbogstudium. Jeg tilskyndede min mor og mine søskende til at komme, og de begyndte alle at overvære det bogstudium som jeg ledte. Min far var dog ikke interesseret.

Jeg fik snart flere opgaver i menigheden og samlede mig også et teokratisk bibliotek. En dag pegede min far på mine bøger og sagde: “Kan du se alt det der? Det skal ud af mit hus, og det skal du også!” Så jeg flyttede ud og fik et værelse i den nærliggende by Zanesville. Men jeg tog stadig hjem for at opmuntre min familie.

Min far forsøgte at hindre mor i at overvære møderne. Nogle gange når hun var på vej til møde, løb han efter hende og trak hende tilbage til huset. Men så løb hun bare ud ad den anden dør og tog af sted til mødet. Jeg sagde til mor: “Bare rolig. Han skal nok blive træt af at løbe efter dig.” Med tiden gav min far op, og hun kunne overvære møderne uden kamp.

I 1943 begyndte vi at afholde Den Teokratiske Skole i vores menighed, og jeg begyndte at holde elevforedrag. Den vejledning jeg fik efter mine indlæg på skolen, hjalp mig til at forbedre mine evner som taler.

På det tidspunkt kæmpede mange lande i Anden Verdenskrig. I 1944 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Jeg mødte op ved militærbasen Fort Hayes i Columbus, Ohio, hvor jeg blev undersøgt og udfyldte papirer. Men jeg forklarede også at jeg ikke ville være soldat. De lod mig gå, men nogle dage senere stod der en betjent uden for min dør. Han sagde: “Corwin Robison, jeg er kommet for at anholde dig.”

To uger senere i retten sagde dommeren: “Hvis det var op til mig, ville jeg idømme dig livstid. Har du noget at sige?” Jeg svarede: “Høje dommer, jeg skulle have haft status som en ordets tjener. Ethvert dørtrin er min prædikestol, og jeg har forkyndt den gode nyhed om Guds rige for mange mennesker.” Dommeren gav dog juryen følgende besked: “I er her ikke for at afgøre om denne unge mand er en ordets tjener eller ej. I er her for at afgøre hvorvidt han har ladet sig indrullere i hæren eller ej.” Der gik ikke engang en halv time før juryen kom ud med sin afgørelse: skyldig. Dommeren idømte mig fem års fængsel, der skulle afsones i forbundsfængslet i Ashland, Kentucky.

De første to uger var jeg i et fængsel i Columbus i Ohio, og jeg sad i min celle hele den første dag. Indtrængende bad jeg til Jehova og sagde: “Jeg kan ikke blive i en celle i fem år. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”

Den næste dag lukkede vagterne mig ud af cellen. Jeg gik over til en høj, bredskuldret indsat, og vi stod sammen og kiggede ud ad vinduet. Så spurgte han mig: “Hvad sidder  du inde for, stump?” Jeg svarede: “Jeg er et af Jehovas Vidner.” “Er du? Hvorfor er du så her?” spurgte han. “Fordi Jehovas Vidner ikke vil gå i krig og slå folk ihjel,” svarede jeg. Han sagde: “De smider jer i fængsel fordi I ikke vil slå folk ihjel. Og de smider andre i fængsel fordi de slår folk ihjel. Giver det overhovedet mening?” “Nej,” svarede jeg, “det gør det ikke.”

Han fortsatte med at fortælle at han havde siddet 15 år i et andet fængsel, og at han der havde læst nogle af vores publikationer. Jeg bad til Jehova: “Hjælp mig, Jehova, med at få denne mand over på min side.” Lige i samme øjeblik sagde Paul, som han hed: “Hvis nogle af fyrene rører dig, kalder du bare. Så skal jeg nok tage mig af dem.” Jeg fik ikke problemer med de 50 indsatte i den afdeling.

Da jeg blev overført til fængslet i Ashland, opdagede jeg at der allerede var adskillige modne brødre dér. Samværet med dem hjalp mig og andre til at forblive åndeligt stærke. De tildelte os et ugentligt bibelpensum, og vi forberedte spørgsmål og svar til de ‘bibelkonkurrencer’ som brødrene arrangerede. Derudover var der udnævnt en distriktstjener. Vi var i et stort soverum med senge langs væggene, og distriktstjeneren ville så sige: “Robison, du får ansvar for den og den seng. Enhver der får tildelt den seng, er dit distrikt. Sørg for at forkynde for ham før han flytter.” Sådan forkyndte vi på en organiseret måde.

Anden Verdenskrig sluttede i 1945, men jeg måtte blive i fængslet i et stykke tid derefter. Jeg var bekymret for min familie, for min far havde sagt til mig: “Hvis bare jeg kan slippe af med dig, så skal jeg nok klare de andre.” Men efter min løsladelse blev jeg positivt overrasket. På trods af modstanden fra far kom syv i min familie til møderne, og en af mine søstre var blevet døbt.

Da Koreakrigen brød ud i 1950, blev jeg for anden gang indkaldt til hæren og mødte op ved Fort Hayes. Efter at jeg havde taget en egnethedstest, sagde en befalingsmand til mig: “Du var en af dem der fik flest point i din gruppe.” “Det er jeg glad for,” svarede jeg, “men jeg skal ikke i hæren.” Derefter citerede jeg 2 Timoteus 2:3 og sagde: “Jeg er allerede en Kristi soldat.” Efter lang tids tavshed sagde han: “Du får lov at gå.”

 Kort efter overværede jeg et møde om beteltjeneste ved et stævne i Cincinnati, Ohio. Bror Milton Henschel fortalte os at hvis en bror gerne ville arbejde hårdt for Rigets sag, kunne organisationen bruge ham på Betel. Jeg ansøgte, blev godkendt og begyndte på Betel i Brooklyn i august 1954, og jeg har været på Betel lige siden.

Jeg har aldrig manglet noget at lave på Betel. I mange år betjente jeg kedlerne i trykkeriet og kontorbygningerne og reparerede maskiner og låse. Jeg arbejdede også i stævnehaller i New York City.

Noget jeg er blevet meget glad for, er den åndelige rutine der er på Betel, deriblandt at overvære det teokratiske morgenprogram og familiens vagttårnsstudium såvel som at deltage i forkyndelsen sammen med menigheden. Når man tænker over det, er det netop de ting der bør være en del af alle Jehovas Vidners familieliv. Når forældre og børn drøfter dagsteksten sammen, har et regelmæssigt familiestudium og er dybt engageret i menighedens møder og forkyndelsen, vil alle i familien sandsynligvis være åndeligt sunde.

Gennem tiden har jeg haft mange gode venner på Betel og i min menighed. Nogle af dem var salvede og har fået deres himmelske belønning. Men alle Jehovas tjenere – deriblandt betelitter – er ufuldkomne. Hvis jeg har en kontrovers med en bror, forsøger jeg altid at stifte fred. Jeg husker på Mattæus 5:23, 24 og hvordan det forventes at vi håndterer uenigheder. Det er ikke let at sige undskyld, men jeg har sjældent oplevet at en uoverensstemmelse med en ven er varet ved efter at jeg har gjort det.

På grund af min alder har jeg nu svært ved at gå fra hus til hus, men jeg har ikke givet op. Jeg har lært en lille smule kinesisk og kan godt lide at tale med de kinesere jeg møder på gaden. Nogle formiddage afsætter jeg mellem 30 og 40 blade til interesserede.

 Jeg har endda aflagt et genbesøg i Kina! En dag var der en kvik ung pige der smilte til mig mens hun delte reklamer ud for en frugtbod. Jeg smilte igen og tilbød hende Vagttårnet og Vågn op! på kinesisk. Hun tog imod bladene og fortalte at hun hed Katie. Fra den dag kom hun altid over og snakkede når hun fik øje på mig. Jeg lærte hende de engelske navne på forskellige frugter og grøntsager, og hun gentog ordene efter mig. Jeg forklarede også forskellige skriftsteder for hende, og hun tog imod bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Efter nogle uger så jeg dog ikke mere til hende.

Flere måneder senere tog en anden pige som delte reklamer ud, imod de blade jeg tilbød hende. Ugen efter rakte hun mig sin mobiltelefon og sagde: “Du snakke med Kina.” “Jamen, jeg kender ikke nogen i Kina,” sagde jeg. Men hun insisterede, så jeg tog telefonen og sagde: “Goddag, det er Robison.” I den anden ende var der en stemme der sagde: “Robby, det er Katie. Jeg er hjemme i Kina.” “Kina?” spurgte jeg. Katie svarede: “Ja. Robby, den pige som gav dig telefonen – det er min søster! Du lærte mig så mange gode ting. Vil du ikke nok lære hende det som du lærte mig?” Jeg sagde: “Katie, jeg skal gøre mit bedste. Tak fordi du fortalte mig hvor du er.” Kort tid efter talte jeg med Katies søster for sidste gang. Jeg ved ikke hvor de to piger er i dag, men jeg håber at de lærer mere om Jehova.

I 73 år har jeg været optaget af hellig tjeneste for Jehova. Jeg er taknemmelig for at han hjalp mig til at forblive neutral og bevare min trofasthed mens jeg var i fængsel. Mine søskende siger desuden at det indgav dem mod at se mig udholde fars modstand. Min mor og seks af mine brødre og søstre blev med tiden døbt. Selv min far blev mildere med årene og overværede endda nogle møder før han gik bort.

Hvis det er Guds vilje, vil mine familiemedlemmer og venner der er døde, få livet igen i den nye verden. Hvor bliver det en stor glæde at tilbede Jehova i al evighed sammen med dem vi elsker! *