Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lær af Jehovas loyale tjenere

Lær af Jehovas loyale tjenere

“Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?” – MIKA 6:8.

SANGE: 63, 43

1, 2. Hvordan viste David at han var loyal mod Gud? (Se indledningsbilledet).

I NATTENS mulm og mørke sniger David og Abisjaj sig ind mellem 3.000 sovende soldater. I midten af lejren finder de kong Saul, der ligger og sover tungt. Saul er rejst ud i Judas Ørken for at fange David og slå ham ihjel. Abisjaj hvisker til David: “Lad mig dog nu spidde [Saul] til jorden med spyddet, blot én gang; jeg behøver ikke at gøre det to gange mod ham.” Læg mærke til hvad David svarer: “Dræb ham ikke, for hvem rækker sin hånd ud mod Jehovas salvede og forbliver ustraffet? ... Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at række min hånd ud mod Jehovas salvede.” – 1 Sam. 26:8-12.

2 David forstod hvad det indebar at være loyal mod Gud. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre Saul noget. Hvorfor ikke? Fordi Gud havde salvet Saul som konge over Israel. De der ønsker at være loyale mod Jehova, viser respekt for dem han udnævner. Jehova forventer at alle hans tjenere “elsker loyal hengivenhed”. – Læs Mika 6:8.

3. Hvordan var Abisjaj loyal mod David?

3 Abisjaj havde respekt for David fordi han vidste at det var ham Jehova havde valgt som konge. Men efter at være blevet konge overtrådte David Guds bud – han begik ægteskabsbrud med Urias’ kone, Batseba, og bad derefter Joab om at sørge for at Urias blev slået ihjel i kamp. (2 Sam. 11:2-4, 14, 15; 1 Krøn. 2:16) Abisjaj var Joabs bror, så han kan sagtens have hørt om det der var foregået, men alligevel blev han ved med at vise respekt for David. Desuden udnyttede Abisjaj aldrig sin høje stilling i militæret til at tilrane sig tronen. Han forsvarede derimod David mod forrædere og andre fjender. – 2 Sam. 10:10; 20:6; 21:15-17.

4. (a) Hvordan viste David sin loyalitet mod Gud? (b) Hvad vil vi nu se nærmere på?

4 David var loyal mod Jehova hele sit liv. Som ung stillede han sig op imod kæmpen Goliat, der spottede “den levende Guds slagrækker”. (1 Sam. 17:23, 26, 48-51) Da David senere blev konge og begik alvorlige synder, tog han imod retledning fra profeten Natan og angrede. (2 Sam. 12:1-5, 13) Og da han kom op i årene, bidrog han gavmildt til opførelsen af Jehovas tempel. (1 Krøn. 29:1-5) Ja, David begik nogle alvorlige fejl, men han holdt aldrig op med at være loyal mod Gud. (Sl. 51:4, 10; 86:2) Når vi nu ser nærmere på nogle beretninger om David og hans samtidige, vil vi få svar på disse spørgsmål: Hvem bør vi først og fremmest vise loyalitet? Hvilke egenskaber er nødvendige for at kunne være loyal?

HVEM ER DET VIGTIGST AT VÆRE LOYAL OVER FOR?

5. Hvad kan vi lære af episoden med Abisjaj?

5 Da Abisjaj sneg sig ind i Sauls lejr, forstod han åbenbart ikke hvem det er vigtigst at være loyal over for. Af loyalitet mod David var Abisjaj ivrig efter at slå Saul ihjel, men David holdt ham tilbage fordi han vidste at det var forkert at ‘række sin hånd ud mod Jehovas salvede’. (1 Sam. 26:8-11) Vi kan lære noget meget vigtigt af den episode: Eftersom vi kan have loyalitetsfølelse over for flere forskellige personer, bør vi lade Bibelens principper afgøre hvem vi først og fremmest skal vise loyalitet.

6. Hvad skal vi være opmærksomme på når det drejer sig om loyalitet over for familie og venner?

6 Loyalitet har sit udspring i hjertet, men hjertet er forræderisk. (Jer. 17:9) Af den grund kan en der tjener Gud, have en meget stærk loyalitetsfølelse over for en slægtning eller en nær ven der overtræder Guds lov og forlader sandheden. I en sådan situation må vi huske at det er vigtigere at være loyal over for Jehova end over for nogen anden. – Læs Mattæus 22:37.

7. Hvordan forblev en søster loyal mod Jehova i en vanskelig situation?

7 Hvis en i vores familie bliver udelukket, kan der opstå en loyalitetskonflikt. For eksempel blev en søster ved navn Anne [1] ringet op af sin udelukkede mor. Moren ville gerne besøge Anne fordi hun var dybt ulykkelig over ikke at have kontakt med familien. Anne blev meget berørt over det og lovede at give hende svar i et brev. Inden hun skrev til moren, overvejede hun nogle relevante bibelske principper. (1 Kor. 5:11; 2 Joh. 9-11) I brevet forklarede Anne på en venlig måde sin mor at det var hende der havde afskåret sig selv fra at være sammen med familien ved at overtræde Guds bud og ikke angre. “Den eneste måde du kan få det bedre på, er ved at vende tilbage til Jehova,” skrev Anne. – Jak. 4:8.

8. Hvad vil hjælpe os til at være loyale mod Gud?

8 De der var loyale mod Jehova på Davids tid, var samtidig ydmyge, venlige og modige. Lad os nu se på hvordan disse tre egenskaber kan hjælpe os til at være loyale mod Jehova.

LOYALITET OVER FOR GUD KRÆVER YDMYGHED

9. Hvorfor forsøgte Abner at slå David ihjel?

9 Da David stod med Goliats afhuggede hoved i hånden og talte med kong Saul, var der mindst to andre til stede. Den ene var Sauls søn Jonatan, der havde indgået en venskabspagt med David. Den anden var hærføreren Abner. (1 Sam. 17:57 – 18:3) Abner var en af dem der senere støttede Saul i hans bestræbelser for at rydde David af vejen. (1 Sam. 26:1-5; Sl. 54:3) Både Jonatan og Abner vidste at Jehova havde udvalgt David til at være konge over Israel. Men heller ikke efter Sauls død støttede Abner David. I stedet forsøgte han at gøre Sauls søn Isjbosjet til konge. Da han senere gik i seng med en af Sauls medhustruer, var det måske fordi han selv havde fået et ønske om at komme på tronen. (2 Sam. 2:8-10; 3:6-11) Hvorfor så Abner og Jonatan vidt forskelligt på David? Fordi Jonatan til forskel fra Abner var loyal mod Jehova og ydmyg.

10. Hvorfor var Absalom illoyal mod Gud?

10 Det var også manglende ydmyghed der hindrede Absalom, Davids søn, i at være loyal mod Gud. Han fik ligefrem lavet “en vogn til sig selv, med heste og med halvtreds mand løbende foran sig”! (2 Sam. 15:1) Desuden skaffede han sig mange tilhængere. Absalom forsøgte endda at slå sin egen far ihjel selvom han vidste at det var Jehova der havde gjort David til konge i Israel. – 2 Sam. 15:13, 14; 17:1-4.

11. Hvad kan vi lære af beretningerne om Abner, Absalom og Baruk?

11 Eksemplerne med Abner og Absalom viser tydeligt at ønsket om at få magt og indflydelse kan føre til at man bliver illoyal mod Gud. Vi elsker Jehova og kunne selvfølgelig aldrig finde på at handle så selvisk og ondt som dem. Men et ønske om rigdom eller en god karriere kunne have en skadelig virkning på os. Tænk for eksempel på Baruk, Jeremias’ sekretær. Af en ikke nærmere angivet grund begyndte han at fokusere på det forkerte. Det fik Jehova til at advare ham med ordene: “Se! Hvad jeg har opbygget, river jeg ned, og hvad jeg har plantet, rykker jeg op, ja hele landet. Men du søger dig store ting. Søg dem ikke.” (Jer. 45:4, 5) Baruk tog imod retledningen, og det vil også være klogt af os at huske på disse ord nu hvor enden for denne onde verden nærmer sig.

12. Forklar hvorfor vi ikke kan være loyale mod Gud hvis vi er selviske.

12 Daniel, en bror i Mexico, befandt sig i en situation hvor han måtte vælge mellem at være loyal mod Jehova og at søge selviske interesser. Han var blevet forelsket i en kvinde der ikke tjente Jehova, og ville gerne giftes med hende. “Selv efter at jeg var begyndt som pioner, blev jeg ved med at skrive til hende,” siger han. Men på et tidspunkt gik det op for ham at han tænkte selvisk, så han talte ydmygt med en erfaren ældste om den loyalitetskonflikt han stod i. Daniel fortæller: “Han hjalp mig til at forstå at hvis jeg ville være loyal mod Gud, måtte jeg holde op med at skrive til hende. Efter mange bønner og tårer var det præcis hvad jeg gjorde. Der gik ikke længe inden jeg oplevede glæde ved tjenesten igen.” I dag har Daniel en kone der elsker Jehova, og sammen er de i kredstjenesten.

LOYALITET OVER FOR GUD HJÆLPER OS TIL AT VÆRE VENLIGE

Sørger du loyalt for at en der har begået en alvorlig synd, får åndelig hjælp? (Se paragraf 14)

13. Hvordan viste Natan loyalitet mod både Gud og David da David havde syndet?

13 Loyalitet mod Jehova kan påvirke den måde vi viser andre mennesker loyalitet på. Som eksempel kunne nævnes profeten Natan, der i en svær situation forblev loyal over for David samtidig med at han var loyal over for Jehova. Efter at David havde begået ægteskabsbrud og sørget for at kvindens mand blev dræbt, sendte Jehova Natan for at retlede David. Natan viste mod og adlød Jehova. Men han viste også loyalitet mod David og fremførte retledningen på en klog og venlig måde. For at hjælpe David til at se hvor alvorlig hans synd var, fortalte Natan om en rig mand der tog en fattig mands eneste lam. Da David blev rasende over det den rige mand havde gjort, sagde Natan til ham: “Du er manden!” Nu forstod David at han havde syndet mod Jehova. – 2 Sam. 12:1-7, 13.

14. Hvordan kan du være loyal over for både Jehova og en trosfælle der har begået en overtrædelse?

14 At behandle andre på en venlig måde kan også hjælpe os når vi står i en situation der sætter vores loyalitet på prøve. Det kan for eksempel være at du får kendskab til at en af dine trosfæller har begået en alvorlig overtrædelse. Du vil gerne være loyal mod vedkommende, ikke mindst hvis det er en nær ven eller et familiemedlem. Men du ved også at hvis du dækker over hans dårlige adfærd, vil du være illoyal mod Gud. Det vigtigste for dig er selvfølgelig at være loyal over for Jehova. Ligesom Natan må du derfor være venlig men samtidig stå fast. Tilskynd overtræderen til at søge hjælp hos de ældste. Hvis han ikke gør det inden for et rimeligt stykke tid, bør du fortælle de ældste hvad du ved. På den måde viser du at du er loyal mod Jehova. Men du viser også din ven kærlighed og venlighed, for de ældste vil med mildhed forsøge at hjælpe ham til igen at få et godt forhold til Jehova. – Læs 3 Mosebog 5:1; Galaterne 6:1.

LOYALITET OVER FOR GUD KRÆVER MOD

15, 16. Hvorfor krævede det mod af Husjaj at være loyal over for Gud?

15 Husjaj var en af kong Davids venner. Da mange af israelitterne ville gøre Absalom til konge, krævede det stort mod af Husjaj at bevare sin loyalitet over for David og Jehova. Nu var Absalom og hans tilhængere kommet til Jerusalem, og David var flygtet, så hvad ville Husjaj gøre? (2 Sam. 15:13; 16:15) Ville han begynde at støtte Absalom, eller ville han følge en aldrende konge der flygtede for sit liv? Husjaj var besluttet på at være loyal mod den konge som Jehova havde udnævnt, og derfor tog han ud for at møde David på Oliebjerget. – 2 Sam. 15:30, 32.

16 David bad Husjaj om at tage tilbage til Jerusalem og udgive sig for at være Absaloms ven så han kunne sætte den kloge rådgiver Akitofel ud af spillet. Med fare for sit eget liv adlød Husjaj David og forblev loyal mod Jehova. Nøjagtigt som David havde bedt Jehova om, modvirkede den modige Husjajs råd Akitofels råd. – 2 Sam. 15:31; 17:14.

17. Hvorfor kræver det mod af os at være loyale?

17 Det kræver også mod af os at være loyale over for Jehova. Mange af Jehovas tjenere har vist deres loyalitet ved modigt at udholde pres fra familiemedlemmer, kolleger eller myndighederne. Tag for eksempel Taro fra Japan, der altid havde forsøgt at gøre sine forældre glade. Han adlød dem og var loyal mod dem, ikke bare af pligt, men fordi han elskede dem. Da han begyndte at studere med Jehovas Vidner, var hans forældre meget imod det. Af den grund var det også svært for ham at fortælle dem at han havde besluttet sig for at komme til møderne. Taro fortæller: “I mange år var de så vrede at de forbød mig at besøge dem. Jeg bad om mod til at holde fast ved min beslutning. I dag er de mildere stemt, og jeg besøger dem jævnligt.” – Læs Ordsprogene 29:25.

18. Hvordan har du haft gavn af denne artikel?

18 Ligesom David, Jonatan, Natan og Husjaj vil vi opleve en dyb indre tilfredshed hvis vi bevarer vores loyalitet over for Jehova. Ingen af os ønsker at være som Abner og Absalom, der var illoyale. Sandt nok er vi alle sammen ufuldkomne og begår fejl, men vi har alle mulighed for at vise Jehova at loyalitet over for ham er det vigtigste i vores liv.

^ [1] (paragraf 7) Nogle af navnene er ændret.