Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vis tro og lydighed ligesom Noa, Daniel og Job

Vis tro og lydighed ligesom Noa, Daniel og Job

“Var disse tre mænd, Noa, Daniel og Job, i dets midte, ville kun de udfri deres sjæl, på grund af deres retfærdighed.” – EZ. 14:14.

SANGE: 89, 119

1, 2. (a) Hvorfor kan det gavne os at se nærmere på Noas, Daniels og Jobs eksempel? (b) Under hvilke omstændigheder blev ordene i Ezekiel 14:14 skrevet?

KÆMPER du i øjeblikket med dårligt helbred, økonomiske problemer, modstand på grund af din tro eller noget andet svært? Synes du nogle gange at det er vanskeligt at bevare glæden i din tjeneste? Så vil det kunne styrke dig at se nærmere på beretningerne om Noa, Daniel og Job. De var alle tre ufuldkomne, og mange af de problemer de oplevede, minder om dem vi oplever i dag. Til tider var deres liv endda i fare. Men de forblev loyale mod Jehova, og han fremhævede dem som gode eksempler med hensyn til tro og lydighed. – Læs Ezekiel 14:12-14.

2 Ordene i denne artikels temavers blev skrevet af Ezekiel i Babylonien i år 612 f.v.t. * (Ez. 1:1; 8:1) Det var kort før ødelæggelsen af det frafaldne Jerusalem, der fandt sted i år 607. Der var kun forholdsvist få i Jerusalem der havde de gode egenskaber der kendetegnede Noa, Daniel og Job, og derfor ville overleve. (Ez. 9:1-5) Blandt disse trofaste var Jeremias, Baruk, Ebed-Melek og rekabitterne.

3. Hvad vil vi se på i denne artikel?

3 Noget lignende gør sig gældende i dag. Det er kun dem Jehova betragter som retfærdige – mennesker der er som Noa, Daniel og Job – der vil overleve ødelæggelsen af den nuværende onde verden. (Åb. 7:9, 14) I denne artikel vil vi derfor undersøge hvorfor Jehova betragtede disse mænd som gode eksempler med hensyn til retfærdighed. Vi vil se på (1) hvilke udfordringer de hver især mødte, og (2) hvordan vi kan efterligne deres tro og lydighed.

NOA VAR TROFAST OG LYDIG I OVER 900 ÅR

4, 5. Hvilke udfordringer mødte Noa, og hvad er bemærkelsesværdigt ved hans trofasthed?

4 Hvilke udfordringer mødte Noa? Helt tilbage på Noas oldefar Enoks tid var mennesker allerede meget ugudelige og sagde chokerende ting om Jehova. (Jud. 14, 15) Vold blev også mere og mere udbredt, og på Noas tid var jorden blevet “fyldt med vold”. Onde engle materialiserede sig for at tage jordiske kvinder som hustruer, og de fik et voldeligt bastardafkom. (1 Mos. 6:2-4, 11, 12) Men Noa var helt anderledes! Bibelen siger: “Noa fandt yndest i Jehovas øjne. ... Han var uangribelig blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.” – 1 Mos. 6:8, 9.

5 Tænk over hvad de ord fortæller os om denne retfærdige mand. Noa tjente ikke blot Jehova trofast i en ugudelig verden i 70-80 år, der er den almindelige levetid for mennesker i dag. Han levede i en sådan verden i næsten 600 år før Vandfloden kom! (1 Mos. 7:11) Og til forskel fra os kunne han ikke hente støtte hos en menighed af trosfæller – tilsyneladende tjente ikke engang hans søskende Jehova. *

6. Hvordan viste Noa stort mod?

6 Noa mente ikke at det var nok bare at være et godt menneske. Han var også “en forkynder af retfærdighed” og fortalte modigt andre om sin tro på Jehova. (2 Pet. 2:5) “Ved denne tro fordømte han verden,” skrev apostlen Paulus om ham. (Hebr. 11:7) Noa må derfor have mødt både hån og modstand, og folk har måske endda truet ham og været voldelige mod ham. Men han gav ikke efter for menneskefrygt. (Ordsp. 29:25) Han holdt ud, og Jehova gav ham det mod der skulle til for at forblive trofast.

7. Hvilke udfordringer var der forbundet med at bygge arken?

7 Efter at have ‘vandret med den sande Gud’ i mere end 500 år fik Noa besked på at bygge en ark så mennesker og dyr kunne overleve Vandfloden. (1 Mos. 5:32; 6:14) Noa må have følt at det var en meget vanskelig opgave – og ikke kun på grund af selve byggearbejdet. Han må have vidst at projektet ville føre til endnu mere latterliggørelse og modstand. Men Noa viste tro og lydighed. Han gjorde “ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han.” – 1 Mos. 6:22.

8. Hvordan viste Noa fuld tillid til Jehova?

8 Noa havde også en anden udfordring, nemlig at skulle forsørge sin kone og sine børn. I tiden før Vandfloden måtte mennesker arbejde ekstra hårdt for at dyrke afgrøder, og det måtte Noa uden tvivl også. (1 Mos. 5:28, 29) Alligevel lod han sig ikke opsluge af bekymringer over det materielle; det vigtigste i hans liv var hans forhold til Jehova. Selv i den periode på måske 40 eller 50 år hvor han var travlt optaget af arkbyggeriet, blev han ved med at fokusere på det åndelige. Og det gjorde han også i de 350 år han levede efter Vandfloden. (1 Mos. 9:28) Noas tro og lydighed er virkelig værd at efterligne!

9, 10. (a) Hvordan kan vi efterligne Noas tro og lydighed? (b) Hvad kan du være sikker på når du holder fast ved Jehovas normer?

9 Hvordan kan vi efterligne Noas tro og lydighed? Det kan vi ved at holde fast ved Jehovas norm for retfærdighed, undgå at blive en del af Satans verden og altid sætte Riget først. (Matt. 6:33; Joh. 15:19) Den måde at leve på vil ikke gøre os populære i verden. For eksempel har det at vi følger og forsvarer Jehovas love i forbindelse med sex og ægteskab, ført til negative reaktioner i nogle lande. (Læs Malakias 3:17, 18). Men ligesom Noa lader vi os lede af gudsfrygt, ikke menneskefrygt. Det er kun Jehova der kan give os evigt liv. – Luk. 12:4, 5.

10 Hvad med dig? Vil du blive ved med at ‘vandre med den sande Gud’, selv når andre gør nar af dig eller kritiserer dig, eller når din økonomiske situation sætter din tillid til Jehova på prøve? Hvis du efterligner Noas tro og lydighed, kan du være sikker på at Jehova vil tage sig af dig. – Fil. 4:6, 7.

DANIEL FORBLEV TROFAST I EN UGUDELIG BY

11. Hvilke udfordringer stod Daniel og hans tre venner over for i Babylon? (Se indledningsbilledet).

11 Hvilke udfordringer mødte Daniel? Daniel var tvunget til at bo i Babylon, en by der var fyldt med afgudsdyrkelse og okkultisme. Babylonierne så ned på jøderne og hånede dem og deres Gud. (Sl. 137:1, 3) Det må virkelig have gjort ondt på Daniel og andre jøder der elskede Jehova. Dertil kom at Daniel og hans tre venner, Hananja, Misjael og Azarja, var i oplæring ved hoffet og mange derfor fulgte med i hvad de foretog sig. Der var endda nogle der havde bestemt hvad de skulle spise. Faktisk blev mad og drikke hurtigt et problem eftersom Daniel “ikke ville besmitte sig med kongens fine mad”. – Dan. 1:5-8, 14-17.

12. (a) Hvordan var Daniel som person? (b) Hvordan så Jehova på Daniel?

12 Der var også en anden og mere skjult udfordring som Daniel kan have stået over for. Hans særlige evner førte til at han fik nogle meget betroede opgaver af kongen. (Dan. 1:19, 20) Men han blev aldrig arrogant eller klog i egne tanker. I stedet blev han ved med at være ydmyg og beskeden, og han gav altid Jehova æren for de ting han udrettede. (Dan. 2:30) Daniel var bare en ung mand da Jehova gav udtryk for at hans retfærdighed var et godt eksempel for andre. Han blev endda sidestillet med Noa og Job! Og Daniel levede op til den store tillid Jehova viste ham – han forblev trofast og lydig helt til sin død. Ja, da han nærmede sig de 100 år, tiltalte Guds engel ham med ordene: “Daniel, du højt skattede mand.” – Dan. 10:11.

13. Hvad kan have været grunden til at Daniel fik en høj stilling?

13 Jehova støttede og hjalp Daniel, og det førte til at han fik en høj stilling under både det babyloniske og medo-persiske styre. (Dan. 1:21; 6:1, 2) Måske ledte Jehova begivenhedernes gang på den måde for at Daniel kunne være en hjælp for hans folk, ligesom det var tilfældet med Josef i Egypten og Ester og Mordokaj i Perserriget. * (Dan. 2:48) Forestil dig hvor opmuntrende det må have været for Ezekiel og de andre jøder der var i eksil, at se hvordan Jehova hjalp dem gennem sin trofaste tjener Daniel.

Jehova glæder sig over alle der forbliver loyale mod ham (Se paragraf 14, 15)

14, 15. (a) Hvordan minder vores situation om Daniels? (b) Hvad kan forældre lære af Daniels mor og far?

14 Hvordan kan vi efterligne Daniels tro og lydighed? Ligesom Daniel er vi tvunget til at leve som udlændinge i en verden præget af moralsk fordærv og åndeligt mørke. Folk er blevet påvirket af falsk religion, der i Bibelen kaldes Babylon den Store og omtales som en “bolig for dæmoner”. (Åb. 18:2) Som Jehovas tjenere skiller vi os markant ud, og det har ført til at nogle ser ned på os og håner os. (Mark. 13:13) Det er derfor vigtigt at vi holder os nær til Jehova, sådan som Daniel gjorde. Når vi viser ydmyghed, er lydige og stoler fuldt ud på Gud, vil vi også være dyrebare i hans øjne. – Hag. 2:7.

15 Forældre i dag kan lære noget vigtigt af Daniels mor og far. Selvom Daniel voksede op i Juda på et tidspunkt hvor mange af jøderne var begyndt at dyrke afguder, fik han dyb kærlighed til Jehova. Det var ikke bare et resultat af tilfældigheder. Hans forældre må have givet ham en god oplæring. (Ordsp. 22:6) Daniels navn, der betyder “Gud er min dommer”, indikerer at hans forældre havde gudsfrygt. (Dan. 1:6) Hvis du er forælder, så bliv ved med tålmodigt at oplære dine børn og indgive dem kærlighed til Jehova. (Ef. 6:4) Bed til Gud sammen med dem og for dem. Når du hjælper dem til at få sandheden ned i deres hjerte, giver du Jehova noget at velsigne. – Sl. 37:5.

JOB VAR TROFAST OG LYDIG I GODE OG DÅRLIGE TIDER

16, 17. Hvilke vidt forskellige udfordringer mødte Job i løbet af sit liv?

16 Hvilke udfordringer mødte Job? Job kom ud for meget forskellige udfordringer i sit liv. På et tidspunkt var han “større end alle Østens sønner”. (Job 1:3) Han var velhavende, kendt af mange og højt respekteret i samfundet. (Job 29:7-16) Men Job begyndte ikke at få for høje tanker om sig selv eller mene at han ikke havde brug for Gud i sit liv. I beretningen kan vi se at Jehova kalder ham “min tjener” og omtaler ham som “en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde”. – Job 1:8.

17 Inden for ganske kort tid blev der imidlertid vendt op og ned på Jobs liv. Han mistede alt hvad han ejede, og var dybt fortvivlet. Årsagen til alt dette, ved vi i dag, var at Satan løgnagtigt havde påstået at Job kun tjente Gud af selviske grunde. (Læs Job 1:9, 10). Jehova affejede ikke bare Satans beskyldning. Han gav i stedet Job mulighed for at vise at han tilbad Gud med et uselvisk og oprigtigt motiv, og at han ville forblive loyal.

18. (a) Hvad gør indtryk på dig når du tænker på Job? (b) Hvad lærer vi om Jehova når vi ser hvordan han behandlede Job?

18 Satan rettede en hel række af ondskabsfulde angreb mod Job og sørgede omhyggeligt for at det kom til at se ud som om det var Gud der stod bag. (Job 1:13-21) Dernæst fik Job besøg af tre mænd der skulle forestille at være hans venner, men som i stedet for at opmuntre ham insinuerede at Gud blot gav ham som fortjent! (Job 2:11; 22:1, 5-10) Alligevel forblev Job loyal. Det er rigtigt at han fik sagt nogle irrationelle ting, men Jehova vidste hvor svært Job havde det. (Job 6:1-3) Det Jehova så, var en mand der holdt ud og forblev trofast til trods for at Satan havde væltet ham omkuld og trampet på ham med modbydelige løgne og anklager. Da prøven var forbi, sørgede Jehova for at Job fik dobbelt så meget som det han havde mistet, og velsignede Job med yderligere 140 år. (Jak. 5:11) Ezekiels ord i temaverset, der er skrevet mange hundrede år efter Jobs død, viser at Job fortsatte med loyalt at tjene og tilbede Jehova resten af sit liv.

19, 20. (a) Hvordan kan vi efterligne Jobs tro og lydighed? (b) Hvordan kan vi efterligne Jehova når vores trosfæller har det svært?

19 Hvordan kan vi efterligne Jobs tro og lydighed? Uanset hvordan vores omstændigheder er, må Jehova være centrum i vores liv. Vi må stole fuldt og fast på ham og adlyde ham af hele vores hjerte. Faktisk er vores grundlag for at gøre det meget større end Jobs. Tænk over dette: Vi ved en hel del om Satan Djævelen og hvilke metoder han gør brug af. (2 Kor. 2:11) Fordi vi har Bibelen, og ikke mindst Jobs Bog, er vi klar over hvorfor Jehova tillader ondskab og lidelser. Ud fra Daniels profeti forstår vi at Guds rige er en virkelig regering med Kristus som konge. (Dan. 7:13, 14) Og vi ved at dette rige snart vil fjerne alle de problemer vi kæmper med i dag.

20 Beretningen om Job understreger også hvor vigtigt det er at vi viser vores trosfæller omsorg når de har det svært. Ligesom Job vil de måske indimellem komme til at sige noget irrationelt. (Præd. 7:7) Men i stedet for at dømme dem må vi vise forståelse og medfølelse. På den måde efterligner vi vores kærlige og barmhjertige Far, Jehova. – Sl. 103:8.

JEHOVA VIL GØRE DIG STÆRK

21. Hvordan passer ordene i 1 Peter 5:10 på Noa, Daniel og Job?

21 Noa, Daniel og Job levede på forskellige tidspunkter i historien, og deres omstændigheder var også vidt forskellige. Men uanset hvilke udfordringer de mødte, forblev de trofaste. Beretningerne om dem minder os om apostlen Peters ord: “Efter at I har lidt en kort tid, vil al ufortjent godheds Gud ... fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.” – 1 Pet. 5:10.

22. Hvad vil vi se på i den næste artikel?

22 Gennem Peters ord lover Jehova at gøre sine tjenere faste og stærke, og det løfte gælder også i dag. Vi ønsker hver især at Jehova skal styrke os så vi er i stand til at tjene ham trofast. Så lad os efterligne den tro og lydighed som Noa, Daniel og Job viste. Som vi vil se i den næste artikel, var det fordi de virkelig kendte Jehova, at de kunne forblive trofaste. Ja, de ‘forstod alt’ hvad han forventede af dem. (Ordsp. 28:5) Vi har mulighed for at kende Jehova lige så godt!

^ par. 2 Ezekiel blev ført i eksil i 617 f.v.t., og han skrev ordene i Ezekiel 8:1 – 19:14 “i det sjette år” af sit eksil, altså i år 612.

^ par. 5 Noas far, Lemek, tilbad Jehova men døde omkring fem år før Vandfloden. Hvis Noas mor og søskende var i live da Vandfloden indtraf, overlevede de ikke.

^ par. 13 Det samme kan have gjort sig gældende med Daniels tre venner, der også fik høje stillinger. – Dan. 2:49.