I MANGE år hævdede bibelkritikere at kong Belshassar, der er omtalt i Daniels Bog, aldrig havde eksisteret. (Dan. 5:1) De havde den mening fordi arkæologer ikke havde fundet noget bevis på at han rent faktisk havde levet. Men det ændrede sig i 1854. Hvorfor det?

I det år udforskede en britisk konsul ved navn J.G. Taylor nogle ruiner i oldtidsbyen Ur, i det der nu er det sydlige Irak. Dér, i et stort tårn, fandt han flere lercylindre. Cylindrene, der hver var omkring 10 cm lange, var indgraveret med kileskrift. Teksten på en af cylindrene indeholdt en bøn om at den babyloniske konge Nabonid og hans ældste søn, Belshassar, måtte få et langt liv. Selv kritikere måtte indrømme at disse fund beviste at Belshassar havde levet.

Bibelen fortæller dog ikke kun at Belshassar har levet, men også at han var konge. Det var kritikerne også skeptiske over for. For eksempel skrev den engelske videnskabsmand William Talbot, der levede i det 19. århundrede, at nogle siger at “Bel-sar-ussur [Belshassar] var medregent sammen med sin far, Nabonid. Men det er der ikke det mindste bevis for.”

Den uenighed blev afgjort da teksten på andre lercylindre afslørede at Belshassars far, kong Nabonid, var bortrejst fra hovedstaden i flere år ad gangen. Hvem styrede landet når han ikke var hjemme? “Når Nabonid var uden for riget,” står der i Encyclopaedia Britannica, “betroede han tronen og størstedelen af hæren til Belshassar.” Så i de perioder fungerede Belshassar faktisk som medregent i Babylon. Arkæologen og sprogforskeren Alan Millard skrev derfor at det er korrekt når “Daniels Bog kalder Belshassar ‘konge’”.

Men for Guds tjenere findes det vigtigste bevis på at Daniels Bog er troværdig og inspireret af Gud, selvfølgelig på Bibelens egne sider. – 2. Tim. 3:16.