Alt sammen på grund af et smil!
I ET forretningsområde i byen Baguio i Filippinerne kom to unge kvinder gående sammen. De lagde mærke til en af vores litteraturvogne men gik ikke hen til den. Helen, den søster der stod ved litteraturvognen, sendte dem et stort, varmt smil. Kvinderne gik bare videre, men Helens smil havde gjort indtryk på dem.
Senere samme dag var kvinderne på vej hjem i bus, og ud ad vinduet lagde de mærke til et stort jw.org-skilt på en rigssal. De kom i tanke om at det var de samme bogstaver de havde set på litteraturvognen. De steg af bussen, gik hen til rigssalen og tjekkede på en oversigt der hang uden for rigssalen, hvornår der var møde.
Ved et af de næste møder dukkede de to kvinder op. Og hvem så de da de trådte ind i rigssalen? Helen! De genkendte hende med det samme som kvinden med det store smil. “Da de kom hen til mig, blev jeg lidt nervøs, for jeg tænkte at jeg måske havde generet dem på en eller anden måde,” fortæller Helen. Men så forklarede kvinderne at hun havde gjort indtryk på dem ved litteraturvognen.
De to unge kvinder var meget glade for at overvære mødet og være sammen med alle de søde mennesker – de havde følt sig hjemme lige med det samme. Og da de så at vennerne gik i gang med at gøre rent i rigssalen efter mødet, spurgte de om de ikke måtte hjælpe til. En af kvinderne rejste senere fra Filippinerne. Men den anden kvinde begyndte at komme til møderne og fik et bibelstudie – alt sammen på grund af et smil!