STUDIEARTIKEL 7
SANG NR. 15 Pris Jehovas førstefødte!
Hvad betyder Jehovas tilgivelse for dig?
“Hos dig er der sand tilgivelse.” – SL. 130:4.
FOKUS
Ved at se på nogle malende billeder fra Bibelen vil vi få en større forståelse af hvor fuldstændigt Jehova tilgiver, og det vil styrke vores taknemmelighed.
1. Hvorfor er tilgivelse mennesker imellem nogle gange kompliceret?
“JEG TILGIVER DIG.” Det kan virkelig være en stor lettelse at høre de ord, især hvis man ved man har sagt eller gjort noget der har såret en anden. Men hvad betyder det egentlig når nogen siger “jeg tilgiver dig”? Betyder det at dit venskab med den person du har såret, er tilbage til det normale? Eller betyder det bare at han eller hun ikke har lyst til at tale om problemet mere? Det kan være svært at vide hvad en anden mener med ordene “jeg tilgiver dig”.
2. Hvordan er Jehovas tilgivelse blevet beskrevet i Bibelen? (Se også fodnoten).
2 Den måde Jehova tilgiver ufuldkomne mennesker på, er helt anderledes end den måde vi tilgiver hinanden på. En salmist sagde om Jehova: “Hos dig er der sand tilgivelse, og det vækker ærefrygt for dig.” a (Sl. 130:4) Ja, Jehovas tilgivelse beskrives som “sand tilgivelse”. Jehova sætter den ultimative norm for hvad tilgivelse i virkeligheden er. Og i Bibelen bruges der nogle gange et hebraisk ord for tilgivelse der aldrig nogensinde bliver brugt om menneskers tilgivelse.
3. Hvordan er Jehovas tilgivelse anderledes end den måde mennesker tilgiver hinanden på? (Esajas 55:6, 7)
3 Når Jehova tilgiver en, bliver hans eller hendes synd slettet. Det ødelagte forhold bliver fuldstændigt repareret. Vi er så taknemmelige for at Jehova er klar til at tilgive os helt og fuldt og gør det igen og igen. – Læs Esajas 55:6, 7.
4. Hvordan hjælper Jehova os til at forstå hvad sand tilgivelse er?
4 Når nu Jehovas tilgivelse er så anderledes end ufuldkomne menneskers måde at tilgive på, hvordan skal vi så kunne forstå hvad sand tilgivelse er? Jehova hjælper os ved i Bibelen at give os nogle rørende billeder af hvad hans tilgivelse er. I den her artikel vil vi se nærmere på nogle af dem. De vil vise os at Jehova fjerner synd og samtidig igen lader os blive hans nære venner. Efterhånden som vi ser på illustrationerne, vil vi få endnu større værdsættelse af vores omsorgsfulde Far, der på så mange forskellige måder viser at han tilgiver os.
JEHOVA FJERNER SYND
5. Hvad sker der når Jehova tilgiver vores synder?
5 I Bibelen bliver synder ofte sammenlignet med tunge byrder. Kong David beskrev sine egne synder på den her måde: “Mine synder hænger truende over mit hoved; de er som en tung byrde jeg umuligt kan bære.” (Sl. 38:4) Men Jehova tilgiver vores synder hvis vi angrer. (Sl. 25:18; 32:5) I De Hebraiske Skrifter bliver der brugt et ord for “tilgive” der bogstaveligt betyder at “løfte” eller “bære væk”. Så vi kan altså forestille os Jehova som en stærk mand der i overført forstand løfter den tunge byrde som synden er, af vores skuldre og bærer den væk.
6. Hvor langt fjerner Jehova vores synder fra os?
6 Et andet billede der bruges i Bibelen, viser hvor langt Jehova fjerner vores synder fra os. Salme 103:12 siger: “Så langt som solopgangen er fra solnedgangen, så langt har han fjernet vores overtrædelser fra os.” Øst og vest er så langt fra hinanden som noget kan være. De to steder mødes aldrig. Med andre ord fjerner Jehova vores synder så langt væk fra os som vi overhovedet kan forestille os. Det billede understreger at Jehova tilgiver fuldstændigt.
7. Hvordan beskriver Bibelen det Jehova gør med vores synder? (Mika 7:18, 19)
7 Vi har set på at Jehova fjerner vores synder langt væk fra os. Men holder han selv fast i dem? Nej. Kong Hizkija skrev om Jehova: “Du har kastet alle mine synder bag din ryg.” Eller som der står i fodnoten: “fjernet alle mine synder fra dit blik”. (Esa. 38:9, 17; fdn.) Billedet der bruges her, viser hvad Jehova gør med vores synder når vi angrer. Han tager dem og smider dem langt væk så han ikke kan se dem. Udtrykket kan også gengives: “Du har sørget for at det er som om mine synder aldrig har eksisteret.” I Mika 7:18, 19 bliver samme pointe understreget med et andet billede. (Læs). Der beskrives Jehovas tilgivelse som om han kaster vores synder ned i havets dyb. På Bibelens tid ville det have været fuldstændigt umuligt at finde noget igen hvis det var blevet kastet ned på bunden af havet.
8. Hvad har vi lært indtil videre?
8 Ved hjælp af de her illustrationer har vi lært at når Jehova tilgiver os, fjerner han byrden fra vores skuldre så vi ikke længere behøver at være tynget af skyldfølelse. Det er som David sagde: “Lykkelige er de mennesker hvis lovløse gerninger er blevet tilgivet, og hvis synder er blevet dækket. Lykkeligt er det menneske som Jehova ikke kræver til regnskab for det forkerte han har gjort.” (Rom. 4:6-8) Det er sand tilgivelse!
JEHOVA SLETTER SYND
9. Hvilke billeder bruger Jehova for at hjælpe os til at forstå hvor fuldstændigt han tilgiver?
9 Bibelen bruger nogle andre malende billeder der viser hvordan Jehova ved hjælp af løsesummen fuldstændigt sletter vores synder når vi angrer dem. Det er som om Jehova vasker vores synder væk og renser os for alt det vi har gjort forkert. (Sl. 51:7; Esa. 4:4; Jer. 33:8) Jehova beskriver selv hvordan vores tilstand bliver når han tilgiver os: “Selvom jeres synder er som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne. Selvom de er røde som højrødt stof, vil de blive som den hvideste uld.” (Esa. 1:18) Det er ekstremt svært at fjerne en mørkerød plet fra et hvidt stykke stof. Så ved at bruge det billede understreger Jehova hvor fuldstændigt han tilgiver os. Han vasker vores synder så grundigt væk at de ikke længere er synlige.
10. Hvilket andet billede bruger Jehova for at illustrere hvor omfattende hans tilgivelse er?
10 Som nævnt i den forrige artikel sammenlignes synder også med gæld. (Matt. 6:12; Luk. 11:4) Det vil sige at hver gang vi synder mod Jehova, kommer vi til at skylde ham mere og mere. Vores gæld til ham er kæmpestor. Når Jehova tilgiver os, er det som om han annullerer den gæld der ellers ville stå som røde tal på vores konto. Han forlanger ikke at vi betaler for de synder som han har tilgivet. Er det ikke en skøn illustration der beskriver hvor lettede vi er når Jehova tilgiver os!
11. Hvad betyder det når Bibelen siger at vores synder bliver slettet? (Apostlenes Gerninger 3:19)
11 Jehova annullerer faktisk ikke bare vores gæld, eller synder – han sletter dem helt når han tilgiver dem. (Læs Apostlenes Gerninger 3:19). Det græske ord der er oversat med “tilgivet”, betyder bogstaveligt “slettet ud”. Når en gæld bliver annulleret, forestiller man sig måske at der bliver sat et stort X hen over det beløb man skylder. Men man kan jo stadig se tallet selvom der er sat et X henover. At slette noget er noget helt andet. For rigtigt at forstå billedet må vi huske at det blæk man brugte på Bibelens tid, var en blanding der blandt andet bestod af kul, gummi og vand. Med en våd svamp kunne man fuldstændigt fjerne det der var skrevet. Så når en gæld blev slettet, kunne man ikke længere se hvor meget man tidligere havde skyldt. Optegnelserne fandtes ikke længere, og gælden var helt forsvundet. Det varmer os om hjertet at vide at Jehova ikke bare annullerer vores synder, men visker dem helt væk. – Sl. 51:9.
12. Hvad betyder billedet med tykke skyer for os?
12 Jehova bruger også et andet billede for at beskrive hvordan han sletter vores synder. Han siger: “Jeg vil slette dine overtrædelser, skjule dem som bag en sky, gemme dine synder bag tykke skyer.” (Esa. 44:22) Når Jehova tilgiver, er det altså som om tykke skyer dækker for vores synder så hverken vi selv eller Jehova kan se dem længere.
13. Hvilke følelser vækker det i os at vide at Jehova har tilgivet os?
13 Hvad har de her billeder lært os om hvordan Jehova tilgiver os når vi angrer vores synder? Når Jehova tilgiver vores synder, behøver vi ikke at have skyldfølelse – han har vasket os rene. Fordi Jesus har givet sit liv som en løsesum, er vores gæld til Jehova annulleret. Optegnelserne over vores gæld er endda blevet slettet så de ikke længere kan læses. Hvor er det en befrielse at vide hvad sand tilgivelse fra Jehova indebærer.
JEHOVA TAGER IMOD OS SOM SINE VENNER IGEN
14. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova virkelig tilgiver os? (Se også billederne).
14 Den sande tilgivelse, der kommer fra Jehova, gør at vi kan have et godt forhold til ham, og at vi ikke behøver at være tynget af skyldfølelse. Vi skal heller ikke være bange for at Jehova stadig er vred på os og overvejer hvordan han kan straffe os. Jehova vil aldrig nogensinde reagere på den måde! Hvorfor kan vi stole på Jehova når han siger at han tilgiver os? Profeten Jeremias citerer Jehova selv for at sige: “Jeg vil tilgive deres overtrædelse, og jeg vil ikke længere huske deres synd.” (Jer. 31:34) Og i Hebræerbrevet gentager Paulus de samme ord. (Hebr. 8:12) Men hvad betyder det egentlig?
15. Hvad betyder det at Jehova ikke længere husker vores synder?
15 I bibelsk sammenhæng betyder udtrykket “at huske” ikke altid at mindes noget der engang er sket. Det kan også indbefatte en handling, det at man gør noget aktivt. Det var det forbryderen der hang ved siden af Jesus, mente med ordet “huske” da han sagde: “Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.” (Luk. 23:42, 43) Han ønskede ikke bare at Jesus skulle tænke på ham til den tid. Og Jesus’ svar indikerede også at han ville gøre noget aktivt og sørge for at forbryderen ville få en opstandelse. Så når Jehova siger at han ikke længere husker vores synder, betyder det at han har tilgivet dem og ikke vil gøre mere ved dem. Han kunne aldrig finde på at straffe os for dem engang ude i fremtiden.
16. Hvordan beskriver Bibelen den frihedsfølelse det giver at være blevet tilgivet af Jehova?
16 I Bibelen bruges der endnu et billede som kan hjælpe os til at forstå hvor fri man føler sig når Jehova har tilgivet en. Fordi vi er ufuldkomne og har synden i os, siges der at vi er “slaver af synden”. Men på grund af Jehovas tilgivelse er vi som slaver der er blevet “løst fra synden”. (Rom. 6:17, 18; Åb. 1:5) Ja, Jehovas tilgivelse giver os den mest befriende følelse man kan forestille sig.
17. Hvordan fører tilgivelse til at vi bliver helbredt? (Esajas 53:5)
17 Læs Esajas 53:5. Det sidste billede vi vil se på, sammenligner os med mennesker der har en dødelig sygdom. Fordi Jehova har betalt løsesummen, er vi i overført forstand blevet helbredt. (1. Pet. 2:24) Synden har gjort os åndeligt syge og skadet vores venskab med Jehova, men på grund af løsesummen kan Jehova tilgive os og tage imod os som sine venner igen. Prøv at tænke på den intense glæde en der har været dødeligt syg, føler efter at være blevet helbredt. Vi føler os endnu mere glade og lettede når vi bliver åndeligt helbredt og vores venskab med Jehova bliver genoprettet.
HVAD JEHOVAS TILGIVELSE BETYDER FOR DIG
18. Hvad har vi lært af de forskellige billeder Bibelen bruger om Jehovas tilgivelse? (Se også boksen “Hvordan Jehova tilgiver os”).
18 Hvad har vi lært af de billeder der beskriver Jehovas tilgivelse? Når han tilgiver, gør han det fuldstændigt og permanent. Det gør det muligt for os at have et godt forhold til vores himmelske Far. Men vi må også huske at tilgivelse er en gave. Jehova giver os gaven fordi han elsker os og viser os ufortjent godhed. Hans tilgivelse er ikke noget vi som ufuldkomne mennesker kan gøre krav på. – Rom. 3:24.
19. (a) Hvad kan vi være taknemmelige for? (Romerne 4:8) (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
19 Læs Romerne 4:8. Hvor er vi taknemmelige for at vide at det er muligt at opnå “sand tilgivelse” hos Jehova. (Sl. 130:4) Men hvis Jehova skal kunne tilgive os, har vi selv et ansvar. Jesus sagde: “Hvis I ikke tilgiver andre, vil jeres Far heller ikke tilgive jer når I gør noget forkert.” (Matt. 6:14, 15) Det er altså nødvendigt at vi efterligner Jehova og tilgiver andre. Men hvordan kan vi gøre det? Det vil vi se på i den næste artikel.
SANG NR. 46 Vi takker dig, Jehova
a I den hebraiske grundtekst står der her “tilgivelsen”, altså i bestemt form. Det viser at det her er den eneste sande tilgivelse der findes, selvom der også findes andre former for tilgivelse. Mange bibeloversættelser får ikke den vigtige detalje med, men det gør Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen, og derfor er gengivelsen “sand tilgivelse” meget præcis.