STUDIEARTIKEL 8
SANG NR. 130 Vær tilgivende
Hvordan kan du efterligne Jehova og tilgive andre?
“Ligesom Jehova villigt har tilgivet jer, skal I også tilgive andre.” – KOL. 3:13.
FOKUS
Artiklen vil komme ind på nogle specifikke ting vi kan gøre for at tilgive en der har såret os.
1-2. (a) Hvornår kan det være særligt svært at tilgive? (b) I hvilken situation tilgav Denise?
MANGE synes det er svært at tilgive andre. Synes du også det? Det kan måske være særligt svært hvis nogen har sagt eller gjort noget der har såret os dybt. Men det kan lade sig gøre at bearbejde sine sårede følelser og tilgive. En søster der hedder Denise, a kom ud for en ekstremt svær situation, hvor hun valgte at tilgive. I 2017 besøgte hun Jehovas Vidners Hovedkontor sammen med sin familie, og da de kørte hjem, mistede en anden bilist kontrollen over sin bil og ramte dem. Denise blev bevidstløs, og da hun vågnede, fik hun at vide at hendes børn var kommet alvorligt til skade, og at hendes mand, Brian, var blevet dræbt. Denise tænker tilbage på situationen og siger: “Jeg var fuldstændigt knust og kunne slet ikke forstå det der var sket.” Senere fandt hun ud af at ulykken ikke skyldtes at føreren af den anden bil havde været påvirket eller havde gjort noget der havde distraheret ham under kørslen. Hun bad Jehova om at få fred i sindet.
2 Bilisten der kørte ind i dem, blev anklaget for uagtsomt manddrab. Hvis han blev dømt skyldig, risikerede han at komme i fængsel. Men retten informerede Denise om at udfaldet af sagen afhang af hendes vidneforklaring. Denise siger: “Det at jeg på den måde blev tvunget til at gennemleve de sværeste øjeblikke i mit liv, føltes som om mine sår blev åbnet og der blev hældt en hel spand salt ned i dem.” Bare nogle få uger senere sad Denise i retssalen og gjorde sig klar til at vidne foran den mand der havde været skyld i hendes families tragedie. Hvad sagde Denise til dommeren? Hun bad ham om at skåne manden. b Da hun var færdig med at tale, kunne dommeren ikke holde tårerne tilbage. Han sagde: “Jeg har været dommer i 25 år, og jeg har aldrig hørt noget lignende. Jeg har aldrig oplevet at de pårørende har bedt mig om at skåne den anklagede. Jeg hører normalt ikke nogen give udtryk for medfølelse og tilgivelse i retssalen.”
3. Hvorfor valgte Denise at tilgive?
3 Hvad hjalp Denise til at tilgive manden? Hun tænkte dybt over Jehovas tilgivelse. (Mika 7:18) Når vi forstår hvor unik en gave det er at Jehova tilgiver os, vil det motivere os til at tilgive andre.
4. Hvad vil Jehova gerne have at vi gør? (Efeserne 4:32)
4 Jehova vil gerne have at vi tilgiver andre lige så villigt som han har tilgivet os. (Læs Efeserne 4:32). Han forventer af os at vi er klar til at tilgive andre hvis de sårer os. (Sl. 86:5; Luk. 17:4) I den her artikel vil vi se på tre ting der kan hjælpe os til at tilgive andre.
IGNORÉR IKKE DINE FØLELSER
5. Hvordan kan det føles hvis en sårer os, som det nævnes i Ordsprogene 12:18?
5 Vi kan blive dybt såret over noget en anden siger eller gør, særligt hvis det er en nær ven eller en i vores familie. (Sl. 55:12-14) Den følelsesmæssige smerte vi oplever, kan være som sværdhug. (Læs Ordsprogene 12:18). Vi kan måske prøve at ignorere følelserne, men hvis vi gør det, er det som om vi er blevet stukket med en kniv og lader kniven sidde i såret. Vi kan altså ikke forvente at de sårede følelser bare går over hvis vi ignorerer dem.
6. Hvordan reagerer vi måske når nogen sårer os?
6 Når nogen sårer os, bliver vi måske til at begynde med vrede. Bibelen siger at det ikke er unormalt. Men den advarer også mod at lade følelserne tage overhånd. (Sl. 4:4; Ef. 4:26) Hvorfor? Fordi vores følelser ofte fører til handlinger. Og vrede fører sjældent til noget godt. (Jak. 1:20) Husk: At blive vred er en reaktion, men at blive ved med at være vred er et valg.
At blive vred er en reaktion, men at blive ved med at være vred er et valg.
7. Hvilke andre negative følelser kan vi opleve når nogen sårer os?
7 Hvis nogen har behandlet os dårligt, kan vi godt opleve andre svære følelser. En søster der hedder Ann, siger for eksempel: “Da jeg var barn, gik min far fra min mor og giftede sig med min barnepige. Jeg følte mig forladt. Da de fik børn, følte jeg mig tilsidesat, som om jeg ikke betød noget for min far længere, og jeg voksede op med følelsen af at jeg var uønsket.” En søster der hedder Georgette, beskriver hvordan hun havde det da hendes mand var utro: “Vi havde været venner siden vi var børn. Vi var pionermakkere. Mit hjerte blev helt knust.” Og en søster der hedder Naomi, siger: “Jeg havde aldrig forestillet mig at min mand ville såre mig. Så da han indrømmede at han havde set pornografi og havde skjult det for mig, følte jeg mig svigtet og forrådt.”
8. (a) Hvad er nogle af grundene til at vi skal tilgive andre? (b) Hvordan gavner det os selv at tilgive? (Se boksen “ Hvad hvis nogen har udsat os for en traumatiserende oplevelse?”).
8 Vi kan ikke styre hvad andre siger eller gør, men vi kan prøve at styre den måde vi reagerer på. Som regel vil det bedste være at tilgive. Hvorfor? Fordi vi elsker Jehova, og han ønsker at vi skal være tilgivende. Hvis vi bliver ved med at være vrede og ikke tilgiver andre, er der større sandsynlighed for at vi træffer dårlige valg der går ud over vores helbred. (Ordsp. 14:17, 29, 30) Læg mærke til hvad en søster der hedder Christine, siger: “Når jeg er vred eller ked af det, kommer det til udtryk ved at jeg ikke smiler særligt meget. Jeg har også en tendens til at spise mere usundt, og jeg får ikke sovet nok. Det er sværere for mig at styre mine følelser, og det går både ud over mit ægteskab og mit forhold til andre.”
9. Hvorfor skal vi give slip på bitre følelser?
9 Vi kan komme ud for at den der har såret os, ikke tager ansvar for sine handlinger eller aldrig siger undskyld. Men vi kan selv gøre noget for at få det bedre. Hvad kan vi gøre? Georgette, der blev nævnt tidligere, siger: “Det tog noget tid, men jeg gav slip på mine bitre følelser og min vrede mod min eksmand. Og det gjorde at jeg igen fik fred indeni.” Når vi giver slip på de negative følelser, lader vi ikke bitterhed ødelægge vores liv. Det er som en gave vi giver os selv – vi kan starte på en frisk og blive glade igen. (Ordsp. 11:17) Men hvad skal du gøre hvis du ikke føler at du er klar til at tilgive?
HVORDAN DU KAN HÅNDTERE DINE FØLELSER
10. Hvorfor skal vi give os selv tid til at komme os følelsesmæssigt? (Se også billederne).
10 Hvad kan hjælpe dig til at komme af med dine sårede følelser? Først og fremmest må du erkende at det tager tid. Hvis man har været ude for en alvorlig ulykke, har man brug for hjælp og tid til at komme sig fysisk. På samme måde kan det være at vi har brug for tid for at hele følelsesmæssigt før vi er klar til oprigtigt at tilgive en der har såret os. – Præd. 3:3; 1. Pet. 1:22.
11. Hvordan kan bøn hjælpe dig til at tilgive?
11 Bed Jehova om at hjælpe dig til at tilgive. c Ann, der blev nævnt tidligere, fortæller hvordan bøn har hjulpet hende. Hun siger: “Jeg bad Jehova om at tilgive alle i familien for de ting vi ikke havde håndteret særligt godt. Og så skrev jeg et brev til min far og hans nye kone hvor jeg sagde til dem at jeg havde tilgivet dem.” Ann indrømmer at det ikke var særligt let for hende, men siger: “Jeg håber at det at jeg prøver at efterligne Jehova ved at tilgive, vil give min far og hans kone lyst til at lære ham bedre at kende.”
12. Hvorfor skal vi stole på Jehova og ikke på vores følelser? (Ordsprogene 3:5, 6)
12 Du må stole på Jehova og ikke på dine følelser. (Læs Ordsprogene 3:5, 6). Jehova ved hvad der er bedst for os. (Esa. 55:8, 9) Og han vil aldrig bede os om at gøre noget der vil skade os. Så når han tilskynder os til at tilgive, kan vi være sikre på at det vil være godt for os at gøre det. (Sl. 40:4; Esa. 48:17, 18) Hvis vi på den anden side stoler på vores følelser og lader os styre af dem, vil det måske aldrig være muligt for os helt at tilgive. (Ordsp. 14:12; Jer. 17:9) Naomi, der blev citeret tidligere, siger: “Til at begynde med følte jeg at jeg havde gode grunde til ikke at tilgive min mand for at have set pornografi. Jeg var bange for at han ville såre mig igen, eller at han ville glemme hvor stor skade han havde gjort. Jeg tænkte også at Jehova jo forstod mine følelser. Men så begyndte det at gå op for mig at bare fordi Jehova forstod mine følelser, betød det ikke at han var enig i at jeg ikke behøvede at tilgive. Han ved hvordan jeg har det, og at det tager tid at hele, men han ønsker også at jeg skal tilgive.” d
SKAB POSITIVE FØLELSER
13. Hvad må vi gøre ifølge Romerne 12:18-21?
13 Når vi skal tilgive en der har såret os dybt, er det ikke nok at vi bare beslutter os for ikke at snakke om det mere. Hvis den anden er en bror eller søster i menigheden, må vores mål være at slutte fred. (Matt. 5:23, 24) Vi må beslutte at erstatte vores vrede med barmhjertighed og vores bitre følelser med tilgivelse. (Læs Romerne 12:18-21; 1. Pet. 3:9). Hvad kan hjælpe os til at gøre det?
14. Hvad skal vi prøve at gøre, og hvorfor?
14 Vi skal prøve at se den der har såret os, på samme måde som Jehova gør. Jehova vælger at se efter det gode i mennesker. (2. Krøn. 16:9; Sl. 130:3) Og som regel vil vi få øje på det vi kigger efter – uanset om det er noget godt eller noget dårligt. Hvis vi leder efter det gode i andre, vil det være lettere for os at tilgive dem. En bror der hedder Jarrod, siger: “Når en i menigheden kommer til at gøre eller sige noget der sårer mig, laver jeg en lang liste inde i mit hoved over de ting jeg godt kan lide ved ham, og så fylder det andet pludselig ikke så meget mere.”
15. Hvorfor kan det være en god idé at fortælle den der har såret dig, at du har tilgivet ham?
15 Noget andet det vil være godt at gøre, er at fortælle den der har såret dig, at du har tilgivet ham. Hvorfor? Læg mærke til hvad Naomi, der blev nævnt tidligere, siger: “Min mand spurgte mig om jeg havde tilgivet ham. Men da det kom til stykket, kunne jeg faktisk ikke sige: ‘Jeg tilgiver dig.’ Det gik op for mig at jeg ikke havde tilgivet ham af hjertet. Men med tiden lykkedes det mig at sige de tre ord der betyder så meget, og virkelig mene det. Da jeg havde sagt det, stod min mand med tårer i øjnene, og jeg kunne slet ikke fatte hvor stor en lettelse det var for både ham og mig. Jeg har siden da fået genopbygget min tillid til ham, og vi er nu bedste venner igen.”
16. Hvad har du lært om det at tilgive?
16 Jehova vil gerne have at vi tilgiver andre. (Kol. 3:13) Det er ikke altid så nemt at gøre. Men det kan godt lykkes for os hvis vi ikke ignorerer vores følelser men gør noget aktivt for at håndtere dem. Og så må vi gøre noget for at erstatte vores negative følelser med nogle positive. – Se boksen “ Tre ting der kan hjælpe dig til at tilgive”.
FOKUSÉR PÅ FORDELENE VED AT TILGIVE
17. Hvorfor skal vi tilgive andre?
17 Der kommer meget godt ud af at tilgive andre. For det første efterligner vi på den måde Jehova, som er barmhjertig, og vi glæder ham. (Luk. 6:36) For det andet viser vi at vi er taknemmelige for at Jehova tilgiver os. (Matt. 6:12) Og for det tredje gavner det vores helbred og hjælper os til at bevare et godt forhold til andre.
18-19. Hvad kan der komme ud af at vi tilgiver?
18 Når vi tilgiver andre, sker der måske nogle gode ting vi slet ikke havde regnet med. Det oplevede Denise, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen. På det tidspunkt hvor hun afgav sin vidneforklaring, vidste hun det ikke, men manden der havde været skyld i ulykken, havde planlagt at tage sit liv efter retssagen. Men han var så taknemmelig for at Denise tilgav ham, at han begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner.
19 Vi kan føle at det at tilgive en er det sværeste vi nogensinde har skullet gøre. Men det vil være det hele værd. Vi vil få indre glæde og ro. (Matt. 5:7) Lad os derfor alle sammen gøre vores bedste for at efterligne Jehova og tilgive andre.
SANG NR. 125 “Lykkelige er de barmhjertige”
a Nogle af navnene er ændret.
b I den slags situationer må hver enkelt træffe en personlig beslutning om hvad han eller hun vil gøre.
c Se musikvideoerne på jw.org: “Forgive One Another”, “Hjælp mig til at tilgive” og “Tilgiv frit”.
d Selvom det at se pornografi er meget skadeligt og virker sårende, giver det ikke den uskyldige part en bibelsk gyldig grund til skilsmisse.