Min far og mor var begge stærkt troende katolikker. Men da de lærte ud fra Bibelen at Guds navn er Jehova, blev de Jehovas Vidner, og de tjente ham trofast hele livet. Min far holdt op med at lave træfigurer af Jesus og brugte i stedet sine færdigheder som tømrer til at omdanne stueetagen i vores hus til den første rigssal i San Juan del Monte. Det er en forstad til Manila, Filippinernes hovedstad.

Jeg blev født i 1952 ind i en søskendeflok på syv. Jeg har fire storebrødre og tre storesøstre. Mine forældre har altid været gode til at undervise os børn om Jehova. Helt fra jeg var lille, tilskyndede min far mig til hver dag at læse et kapitel i Bibelen, og han studerede også mange forskellige publikationer med mig. Af og til inviterede mine forældre rejsende tilsynsmænd og repræsentanter fra afdelingskontoret til at bo hos os. Det var noget der opmuntrede hele familien. Vi elskede at høre deres oplevelser, og det motiverede os alle sammen til at sætte tjenesten først i vores liv.

Mine forældres eksempel hjalp mig til selv at få en stærk tro. Efter at min mor døde af en sygdom, begyndte min far og jeg som pionerer i 1971. Men i 1973, da jeg var 20 år gammel, døde min far. Det at miste begge mine forældre fik mig til at føle mig ensom og helt tom indeni. Men det sikre og faste håb der er i Bibelen, var som et anker for mig der hjalp mig til at være følelsesmæssigt og åndeligt stabil. (Hebr. 6:19) Kort efter min fars død tog jeg imod en opgave som specialpioner på en isoleret ø der hedder Coron, i provinsen Palawan.

Jeg var 21 da jeg kom til Coron. Som storbydreng var det noget af et chok for mig at opdage at øen nærmest ikke havde elektricitet og rindende vand, og at der næsten ingen motorcykler og biler var. Der var nogle få venner på øen,  men jeg havde ikke nogen pionermakker, og nogle gange måtte jeg gå ud og forkynde helt alene. I den første måned savnede jeg min familie og mine venner helt forfærdeligt. Om aftenen kunne jeg stå og kigge op mod stjernerne på himlen mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg havde mest af alt lyst til at forlade min opgave og tage hjem.

På de her tidspunkter hvor jeg var helt alene, bad jeg til Jehova og fortalte ham om alle mine tanker og følelser. Jeg prøvede at tænke på opmuntrende ting jeg havde læst i Bibelen og i vores publikationer. Jeg var meget glad for Salme 19:14. Jeg forstod at Jehova kunne blive “min Klippe og min Løskøber” hvis jeg brugte tiden på at styrke mit forhold til ham ved at tænke over de ting han gør, og hans personlighed. Vagttårnsartiklen der hedder “Du er aldrig alene”, a hjalp mig rigtig meget. Jeg læste den igen og igen. På en måde var det som om jeg havde alenetid med Jehova på de tidspunkter. Og det gav mig en helt unik mulighed for at bede, studere og få Jehovas tanker ned i hjertet.

Ikke ret lang tid efter at jeg var kommet til Coron, blev jeg udnævnt som ældste. Jeg var den eneste ældste, så hver uge ledte jeg Den Teokratiske Skole, Tjenestemødet, Menighedsbogstudiet og Vagttårnsstudiet. Jeg holdt også det offentlige foredrag hver uge. En ting var sikker: Jeg havde ikke længere tid til at føle mig ensom.

Det var spændende at forkynde på Coron, og nogle af dem jeg studerede Bibelen med, tog imod sandheden og blev døbt. Men der var også nogle udfordringer. Nogle gange skulle jeg gå en halv dag for at nå ud til dem jeg skulle forkynde for, uden at vide hvor jeg kunne overnatte når jeg kom frem. Menigheden havde også distrikt på mange mindre øer. Jeg måtte ofte sejle med motorbåd i et oprørt hav for at nå ud til distriktet. Og det var ret skræmmende fordi jeg ikke kunne svømme. Men Jehova beskyttede mig og hjalp mig gennem alle udfordringerne. Når jeg ser tilbage på den tid, kan jeg se at Jehova var i gang med at forberede mig til de endnu større udfordringer jeg ville møde i min næste opgave.

I 1978 blev jeg sendt til Papua Ny Guinea, der ligger nord for Australien. Papua Ny Guinea er et bjergrigt land der har næsten samme størrelse som Spanien. Jeg var meget overrasket over at finde ud af at de omkring 3 millioner indbyggere talte over 800 forskellige sprog. Heldigvis kunne de fleste tale en form for melanesisk pidgin, der er kendt som tok pisin.

I starten tilhørte jeg en engelsk menighed i hovedstaden, Port Moresby. Men så flyttede jeg til en tok pisin-menighed og begyndte på sprogkursus. Jeg prøvede at bruge det jeg lærte på kurset, i forkyndelsen. Det hjalp mig til at lære sproget hurtigere. Der gik ikke længe før jeg kunne holde et offentligt foredrag på tok pisin. Men jeg blev alligevel temmelig overrasket da jeg under et år efter min ankomst til Papua Ny Guinea blev udnævnt som kredstilsynsmand og skulle besøge tok pisin-menigheder der lå spredt i flere store provinser.

 Fordi menighederne lå så langt fra hinanden, havde jeg meget arbejde med at organisere kredsstævner, og jeg skulle rejse rigtig meget. I begyndelsen følte jeg mig isoleret i de her uvante omgivelser – et nyt land, et nyt sprog og en ny kultur. Jeg kunne ikke køre mellem menighederne på grund af bjergene og det ujævne terræn, så næsten hver uge var jeg nødt til at rejse med fly. Nogle gange var jeg den eneste passager i et faldefærdigt fly med kun én motor. Jeg syntes at de rejser var lige så skræmmende som at rejse med båd!

Der var ikke særligt mange der havde telefoner, så jeg kommunikerede med menighederne via brev. Tit kom jeg frem før mine breve gjorde, så jeg var nødt til at spørge de lokale hvor der var nogle Jehovas Vidner. Men hver gang jeg fandt brødrene, tog de så kærligt imod mig at jeg blev mindet om hvorfor jeg gjorde mig alle de her anstrengelser. Jeg mærkede at Jehova støttede mig på mange forskellige måder, og mit venskab med ham blev endnu stærkere.

Ved det første møde jeg var til på øen på Bougainville, kom et par hen til mig og smilte over hele ansigtet og sagde: “Kan du huske os?” Jeg kunne godt kende dem. Jeg havde forkyndt for dem lige da jeg var kommet til Port Moresby. Jeg var begyndt at studere Bibelen med dem men havde overdraget studiet til en lokal bror. Nu var de blevet døbt! Det var en af de mange velsignelser jeg fik i løbet af de tre år jeg var i Papua Ny Guinea.

Før jeg var rejst fra Coron i 1978, havde jeg mødt Adel, der var en charmerende og selvopofrende søster. Hun var pioner samtidig med at hun var alene om at tage sig af sine to børn, Samuel og Shirley. Og hun sørgede også for sin mor, der var kommet op i årene. I maj 1981 flyttede jeg tilbage til Filippinerne og blev gift med Adel. Efter at vi var blevet gift, tjente vi som pionerer sammen mens vi tog os af vores lille familie.

Selvom jeg nu havde en familie, blev jeg i 1983 igen udnævnt til specialpioner og fik til opgave at forkynde på øen Linapacan i provinsen Palawan. Så hele vores familie flyttede til den her isolerede ø, hvor der ikke var andre Jehovas Vidner. Adels mor døde omkring et år senere, men vi holdt os travlt optaget af forkyndelsen, og det hjalp os til at håndtere tabet. Vi havde så mange bibelstudier på Linapacan at der inden længe var brug for en lille rigssal. Så vi byggede en. Bare tre år efter at vi ankom, var der hele 110 der overværede mindehøjtiden, og mange af dem blev senere døbt.

I 1986 fik jeg en ny opgave. Jeg blev bedt om at rejse til øen Culion, hvor der var en koloni for spedalske. Efter det blev Adel også udnævnt som specialpioner. I starten var vi lidt nervøse over at skulle forkynde for mennesker der led af den frygtelige og vansirende sygdom. Men de lokale forkyndere forsikrede os om at patienterne havde fået behandling, og at der var meget lille risiko for at blive smittet. Nogle fra kolonien overværede møderne, der blev holdt hjemme hos en søster. Vi tilpassede os hurtigt vores nye distrikt  og fandt stor glæde ved at dele Bibelens håb med nogle der følte at både Gud og mennesker havde vendt dem ryggen. Det var skønt at se nogle der var så syge, få håb om en dag at have et perfekt helbred. – Luk. 5:12, 13.

Hvordan klarede vores børn at tilpasse sig det nye liv på Culion? Jo, Adel og jeg inviterede to unge søstre til at tage med os fra Coron så Samuel og Shirley havde nogle gode venner at være sammen med. Vores børn og de to unge søstre elskede at gå i forkyndelsen sammen, og de studerede med mange børn mens Adel og jeg studerede med forældrene. På et tidspunkt havde vi faktisk studie med 11 familier, og inden der var gået ret lang tid, havde vi så mange gode bibelstudier at vi kunne oprette en ny menighed!

I begyndelsen var jeg den eneste ældste i området, så afdelingskontoret bad mig om at holde de ugentlige møder for de otte forkyndere i Culion og så tage til en lille landsby der hed Marily, og holde de samme møder for de ni forkyndere som boede der. Det var en rejse på tre timer med båd. Efter møderne dér gik hele familien i mange timer gennem et bjergrigt område for at studere med de interesserede i en landsby der hed Halsey.

Med tiden var der så mange i Marily og Halsey der tog imod sandheden, at vi byggede rigssale begge steder. Det foregik lidt som det havde gjort på Linapacan – det var brødrene og de interesserede der kom med de fleste af materialerne og udførte arbejdet. I rigssalen i Marily var der plads til 200 mennesker, og vi kunne også holde stævner der, for den kunne udvides.

I 1993, da vores børn var blevet voksne, begyndte Adel og jeg i kredstjenesten i Filippinerne. I 2000 overværede jeg Skolen for Udnævnte Tjenere fordi jeg skulle oplæres til at være lærer på skolen. Jeg følte slet ikke at jeg var kvalificeret til den opgave, men Adel opmuntrede mig altid. Hun mindede mig om at Jehova ville give mig den styrke der skulle til for at jeg kunne klare det. (Flp. 4:13) Og hun talte af erfaring, for hun klarede sin opgave selvom hun kæmpede meget med sit helbred.

 I 2006, mens jeg var lærer, blev Adel diagnosticeret med parkinson. Det var et stort chok for os. Men da jeg foreslog at vi stoppede i vores opgave for at jeg kunne tage mig af hende, svarede hun: “Lad os finde en læge som kan hjælpe mig med min sygdom, og så er jeg sikker på at Jehova vil hjælpe os til at fortsætte.” De næste seks år fortsatte Adel i sin opgave for Jehova uden at klage. Da hun ikke længere kunne gå, sad hun i sin kørestol og forkyndte. Da hun næsten ikke kunne tale mere, svarede hun med et eller to ord ved møderne. Lige indtil Adel døde i 2013, fik hun søde hilsner og kort fra venner der gav udtryk for hvor stort indtryk hendes udholdenhed gjorde på dem. I 30 år havde jeg været sammen med min trofaste og kærlige hustru, og da hun døde, blev jeg igen overvældet af sorg og ensomhed.

Adel ville have ønsket at jeg fortsatte i min opgave, så det gjorde jeg. Jeg holdt mig travlt optaget, og det hjalp mig til ikke at føle mig så ensom. Fra 2014 til 2017 besøgte jeg tagalog-menigheder i lande hvor vores arbejde var underlagt begrænsninger. Derefter besøgte jeg tagalog-menigheder i Taiwan, USA og Canada. I 2019 var jeg lærer på Skolen for Kristne Forkyndere på engelsk i Indien og Thailand. Jeg har virkelig elsket alle de opgaver jeg har haft. Jeg føler at jeg er allermest glad når jeg er helt optaget af tjenesten for Jehova.

Hver gang jeg har fået en ny opgave, er jeg kommet til at elske de brødre og søstre jeg har mødt, så det har aldrig været nemt at skulle sige farvel igen. Men jeg har lært at stole fuldstændigt på Jehova. Jeg har mange gange mærket hans støtte, og det har hjulpet mig til villigt at tage imod enhver ny opgave og at have hjertet med. I dag er jeg specialpioner i Filippinerne. Jeg er faldet rigtig godt til i min nye menighed, og vennerne dér er blevet som en omsorgsfuld og kærlig familie for mig. Det gør mig også stolt at se at Samuel og Shirley har samme stærke tro som deres mor. – 3. Joh. 4

Ja, jeg har oplevet mange udfordringer i mit liv, deriblandt det at se min kære hustru få den helt forfærdelige sygdom som hun til sidst døde af. Jeg har også skullet tilpasse mig mange nye omstændigheder. Men en ting står helt klart for mig: Jehova er “ikke langt væk fra en eneste af os”. (Ap.G. 17:27) Hans hånd “er ikke for kort” til at støtte og styrke hans tjenere, selv hvis de er steder der er meget isoleret. (Esa. 59:1) Jehova, min Klippe, har været med mig hele mit liv, og jeg er så taknemmelig mod ham. Jeg har aldrig været alene.