Lad dig ikke påvirke af verdens egoistiske indstilling
HAR du lagt mærke til at mange mennesker føler at de er hævet over andre, at de har ret til særbehandling? Uanset hvor meget de har eller får, tror de at de fortjener mere. Den måde at tænke på kommer af en selvisk og utaknemmelig indstilling – noget der skulle kendetegne de sidste dage. – 2. Tim. 3:2.
Egoisme er selvfølgelig ikke noget nyt. Adam og Eva besluttede at de selv ville vælge hvad der var rigtigt og forkert, og det fik forfærdelige konsekvenser. Århundreder senere mente kong Uzzija af Juda at han havde ret til at brænde røgelse i templet, men han tog helt fejl. (2. Krøn. 26:18, 19) Og farisæerne og saddukæerne troede at de havde et særligt privilegeret forhold til Gud bare fordi de var efterkommere af Abraham. – Matt. 3:9.
Vi er omgivet af mennesker der er selviske og egoistiske, og den indstilling kunne nemt komme til at påvirke os. (Gal. 5:26) Vi kunne gå i den fælde at begynde at tro at vi fortjener at få et særligt privilegie eller at få særbehandling. Hvordan kan vi undgå den indstilling? Først må vi forstå hvordan Jehova ser på det. Der er to bibelske principper der kan hjælpe os.
Det er Jehova der afgør hvad vi fortjener at få. Her er nogle eksempler.
-
Inden for familien forventer Jehova at en hustru har respekt for sin mand, og at manden elsker sin hustru. (Ef. 5:33) Hvis man er gift, kan man forvente at ens ægtefælle viser én romantisk kærlighed. (1. Kor. 7:3) Forældre kan forvente at deres børn hører efter hvad de siger, og børnene kan forvente at deres forældre støtter dem og viser dem ubetinget kærlighed. – 2. Kor. 12:14; Ef. 6:2.
-
I menigheden fortjener de flittige ældste vores respekt. (1. Thess. 5:12) Men de har ikke ret til at bestemme over deres brødre og søstre. – 1. Pet. 5:2, 3.
-
Jehova har givet visse rettigheder til regeringer og myndigheder, for eksempel at indkræve skat, og han har bestemt at vi skal vise dem ære. – Rom. 13:1, 6, 7.
Jehova giver os gavmildt meget mere end vi fortjener. Fordi vi alle sammen er syndere, fortjener vi i virkeligheden at dø. (Rom. 6:23) Men Jehovas loyale kærlighed får ham til at give os mange gode ting. (Sl. 103:10, 11) Alt hvad han giver os, hver eneste velsignelse og hvert eneste privilegie, er et udtryk for hans ufortjente godhed. – Rom. 12:6-8; Ef. 2:8.
HVAD KAN HJÆLPE OS TIL AT UNDGÅ EN SELVISK INDSTILLING?
Vær på vagt. Verdens indstilling kan påvirke os nærmest uden at vi er klar over det, så vi begynder at føle at vi fortjener mere end andre. Jesus illustrerede hvor let de tanker kan snige sig ind på os, med en lignelse. Den handler om nogle vingårdsarbejdere der alle blev hyret til den samme løn: en denar. Nogle af dem begyndte tidligt om morgenen og arbejdede hele dagen under den bagende sol. Andre kom først sidst på dagen og arbejdede bare én time. Den første gruppe gik ud fra at de havde ret til en højere løn fordi de havde arbejdet i længere tid. (Matt. 20:1-16) Med den her illustration mindede Jesus sine disciple om hvor vigtigt det er at være tilfreds med det Jehova giver.
Vær taknemmelig, ikke krævende. (1. Thess. 5:18) Efterlign apostlen Paulus, der ikke bad brødrene i Korinth om materiel hjælp selvom han havde ret til det. (1. Kor. 9:11-14) Vi må være taknemmelige for alt det gode andre gør, og for de velsignelser vi får, og lade være med at have en krævende indstilling.
Arbejd på at være ydmyg. Hvis en har for høje tanker om sig selv, vil han sikkert også føle at han har ret til mere end han egentlig har. Ydmyghed er modgiften mod den slags giftige tanker.
Profeten Daniel er et virkelig godt eksempel på en der var ydmyg. Daniels sociale status, udseende, intelligens og evner kunne have fået ham til at føle at han faktisk fortjente den særlige behandling og de privilegier han fik. (Dan. 1:3, 4, 19, 20) Men Daniel var ydmyg, og det var noget der gjorde at Jehova elskede ham meget højt. – Dan. 2:30; 10:11, 12.
Hvor er det vigtigt at vi gør noget aktivt for ikke at blive påvirket af den selviske og egoistiske indstilling der er i verden i dag. Vi vil gerne være taknemmelige og glæde os over alt det Jehova giver os fordi han er fuld af ufortjent godhed.