Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 1

SANG NR. 2 Jehova er dit navn

Giv Jehova ære

Giv Jehova ære

ÅRSTEKSTEN FOR 2025: “Giv Jehova den ære hans navn fortjener.”SL. 96:8.

FOKUS

Hvordan vi kan give Jehova den ære han fortjener.

1. Hvad er mange i dag optaget af?

 HAR du lagt mærke til at mange i dag virker til at være meget optaget af sig selv? For eksempel er der nogle der går meget op i at få opmærksomhed på de sociale medier. Til gengæld er der relativt få der giver Jehova Gud ære. I den her artikel vil vi se på hvad det vil sige at ære Jehova, og hvad der kan motivere os til at gøre det. Vi vil også se på hvordan vi kan give Jehova den ære han har ret til, og hvordan han meget snart selv vil ære sit navn.

HVAD VIL DET SIGE AT GIVE JEHOVA ÆRE?

2. Hvordan viste Jehova sin storhed ved Sinajs Bjerg? (Se også billedet).

2 Bibelen viser at Jehova er en stor og majestætisk Gud. Kort efter at israelitterne var blevet befriet fra slaveriet i Egypten, gav han dem en demonstration af sin magt og herlighed. Se det for dig: Millioner af israelitter samles ved foden af Sinajs Bjerg for at høre et budskab fra Gud. En mørk sky indhyller bjerget. Pludselig ryster jorden under israelitternes fødder på grund af et kraftigt jordskælv og måske også et vulkanudbrud. Der kommer lyn og torden og en øredøvende lyd af horn. (2. Mos. 19:16-18; 24:17; Sl. 68:8) Forestil dig hvor stort et indtryk det har gjort på israelitterne da Jehova gav dem den her smagsprøve på sin enorme magt.

Ved Sinajs Bjerg gav Jehova en demonstration af hvor stor og magtfuld han er. (Se paragraf 2)


3. Hvad vil det sige at give Jehova ære?

3 Kan vi små mennesker give Jehova ære? Ja, det kan vi godt. Én måde vi kan give Jehova ære på, er ved at fortælle andre om hans enorme magt og hans vidunderlige egenskaber. Vi kan også gøre det ved at anerkende at det er Jehova der giver os styrken til at udrette det vi gør. (Esa. 26:12) Kong David var et rigtig godt eksempel for os. I en bøn som han bad foran hele Israels menighed, sagde han: “Dig, Jehova, tilhører storheden og magten og skønheden og glansen og pragten, for alt i himlen og på jorden er dit.” Og hele menigheden lovpriste Jehova da David var færdig med sin bøn. – 1. Krøn. 29:11, 20.

4. Hvordan gav Jesus ære til Jehova?

4 Da Jesus var på jorden, ærede han sin Far ved at anerkende at det var ham der gav ham styrke til at udføre mirakler. (Mark. 5:18-20) Han gav også Jehova ære ved den måde han omtalte ham på, og ved den måde han behandlede andre på. Ved en lejlighed underviste Jesus i en synagoge. En af dem der lyttede, var en kvinde der havde været dæmonbesat i 18 år. Dæmonen havde gjort hende krumbøjet så hun ikke kunne rette sig op. Hvor må det have været deprimerende! Jesus havde dyb medfølelse med hende og sagde til hende: “Kvinde, du er befriet for din sygdom.” Så lagde han hænderne på hende, og med det samme rettede hun sig op og “begyndte at lovprise Gud”. (Luk. 13:10-13) Hun var igen sund og rask og havde fået sin værdighed tilbage. Kvinden havde god grund til at give Jehova ære, og det har vi også.

HVAD MOTIVERER OS TIL AT GIVE JEHOVA ÆRE?

5. Nævn nogle af de mange grunde vi har til at have dyb respekt for Jehova.

5 Vi giver Jehova ære fordi vi har dyb respekt for ham. Vi har rigtig mange grunde til at respektere ham. Jehova er almægtig; hans magt er ubegrænset. (Sl. 96:4-7) Hans store visdom ses tydeligt i alt det han har skabt. Han er den der har givet os livet, og den der gør at vi kan blive ved med at leve. (Åb. 4:11) Han er loyal. (Åb. 15:4) Han gennemfører alt hvad han har sat sig for, og han holder altid sine løfter. (Jos. 23:14) Det er med god grund at profeten Jeremias sagde om Jehova: “Blandt alle nationernes vise og i alle deres kongeriger findes der jo ingen som dig.” (Jer. 10:6, 7) Der er ingen tvivl om at vi har mange grunde til at have respekt for vores himmelske Far. Men vi elsker ham også!

6. Hvorfor elsker vi Jehova?

6 Vi giver Jehova ære fordi vi elsker ham meget højt. Tænk over de mange fantastiske egenskaber Jehova har. Han er barmhjertig og omsorgsfuld. (Sl. 103:13; Esa. 49:15) Han er medfølende; når vi har det svært, gør det ondt på ham. (Zak. 2:8) Han har gjort det let for os at komme nær til ham og blive venner med ham. (Sl. 25:14; Ap.G. 17:27) Og han er ydmyg. “Han bøjer sig ned for at se på himlen og på jorden; han rejser den svage op fra støvet.” (Sl. 113:6, 7) Er det ikke rigtigt at alle de her egenskaber giver os lyst til at ære vores vidunderlige Gud? – Sl. 86:12.

7. Hvilken særlig mulighed har vi?

7 Vi giver Jehova ære fordi vi gerne vil have at andre lærer ham at kende. De fleste mennesker kender ikke sandheden om Jehova, for Satan har forblindet dem ved at sprede en masse ondskabsfulde løgne om ham. (2. Kor. 4:4) Satan har overbevist folk om at Jehova er en hævngerrig Gud, at han er ligeglad med mennesker, og at han er skyld i mange af de problemer der findes i verden. Men vi kender sandheden om Gud. Vi har muligheden for at mane alle de løgne der er blevet fortalt om Gud, i jorden og på den måde ære ham. (Esa. 43:10) Salme 96 handler om at give ære til Jehova. Nu vil vi se nærmere på salmen, og mens vi gør det, kan du tænke over hvordan du kan give Jehova den ære han fortjener.

HVORDAN KAN VI GIVE JEHOVA DEN ÆRE HAN FORTJENER?

8. Nævn en måde vi kan ære Jehova på. (Salme 96:1-3)

8 Læs Salme 96:1-3. Vi kan give Jehova ære ved det vi siger om ham. I versene får Jehovas folk de her opfordringer: “Syng for Jehova”, “pris hans navn”, “forkynd ... den gode nyhed om at han giver frelse”, “forkynd om hans herlighed blandt nationerne”. Det er alt sammen måder vi kan ære vores himmelske Far på. Trofaste jøder og de første kristne var ivrige efter at fortælle andre om alle de gode ting Jehova havde gjort for dem, og om hvordan han i virkeligheden er. (Dan. 3:16-18; Ap.G. 4:29) Hvordan kan vi gøre det samme?

9-10. Hvad kan vi lære af det Angelena kom ud for? (Se også billedet).

9 Da Angelena, a der bor i USA, lige havde fået et nyt job, opstod der en situation hvor hun kunne forsvare Jehovas navn. Hun blev inviteret til et møde hvor alle nyansatte fik mulighed for at fortælle deres kolleger lidt om deres baggrund. Angelena forberedte en billedserie der viste noget om hvor glad hun var for at være et af Jehovas Vidner. Men lige før det var hendes tur, var der en kollega der som det første fortalte at han var opvokset som et af Jehovas Vidner. Han begyndte at nedgøre alt det vi tror på. Angelena fortæller: “Mit hjerte hamrede derudad. Men jeg tænkte: ‘Skal jeg virkelig lade nogen stå og lyve om Jehova, eller skal jeg forsvare ham?’”

10 Da kollegaen var færdig med sin præsentation, bad Angelena en hurtig, stille bøn. Og så sagde hun meget venligt til ham: “Jeg har faktisk lidt samme baggrund som dig. Jeg er også opvokset som et af Jehovas Vidner, og jeg er det stadig.” Stemningen var meget trykket, og alle holdt vejret. Men Angelena bevarede fatningen og viste nogle skønne billeder fra stævner og andre dejlige ting hun havde oplevet som et af Jehovas Vidner, og så forsvarede hun taktfuldt sin tro. (1. Pet. 3:15) Da hun var færdig med sin præsentation, var hendes kollega faldet til ro, og han måtte endda indrømme at han havde gode minder fra sin barndom som et af Jehovas Vidner. Angelena siger: “Jehova fortjener at vi forsvarer ham. Det er en stor ære at stå op for hans navn.” Vi har også det privilegie at kunne prise Jehova og ære ham, selv når andre taler dårligt om ham.

Vi kan ære Jehova med det vi siger. (Se paragraf 9-10) b


11. Hvordan har Jehovas tjenere op gennem tiden fulgt princippet i Salme 96:8?

11 Læs Salme 96:8. Vi kan give Jehova ære med vores materielle midler. Det har Jehovas tjenere altid gjort. (Ordsp. 3:9) For eksempel bidrog israelitterne til byggeriet og vedligeholdelsen af templet. (2. Kong. 12:4, 5; 1. Krøn. 29:3-9) Omsorgsfulde disciple sørgede for Jesus og hans apostle “med det de havde”. (Luk. 8:1-3) Og de kristne i det første århundrede sørgede for nødhjælp til deres åndelige brødre og søstre. (Ap.G. 11:27-29) I dag kan vi også ære Jehova ved at give frivillige bidrag.

12. Hvordan er vores frivillige bidrag med til at ære Jehova? (Se også billedet).

12 Her er et eksempel der viser hvordan vores bidrag ærer Jehova. En rapport fra 2020 beskrev hvordan forholdene var i Zimbabwe efter en langvarig tørke, hvor millioner af mennesker sultede. En søster der hedder Prisca, var også berørt af katastrofen. Selvom landet var ramt af tørke, holdt Prisca fast i sin rutine med at forkynde hver eneste onsdag og fredag, også i den periode hvor markerne skulle pløjes. Hendes naboer hånede hende fordi hun gik ud og forkyndte i stedet for at arbejde på marken, og sagde: “Du kommer til at sulte ihjel!” Men Prisca var fuld af tillid og svarede dem: “Jehova har aldrig svigtet sine tjenere.” Kort tid efter det fik hun nødhjælp fra vores organisation, nødhjælp som var mulig takket være vores bidrag. Priscas naboer blev meget imponerede og sagde til hende: “Gud har aldrig svigtet dig. Vi kunne godt tænke os at lære mere om ham.” Syv af hendes naboer begyndte at komme til møderne.

Vi kan ære Jehova med vores midler. (Se paragraf 12) c


13. Hvordan kan vores adfærd ære Jehova? (Salme 96:9)

13 Læs Salme 96:9. Vi kan give Jehova ære med vores adfærd. Præsterne der tjente ved Jehovas tempel, skulle være fysisk rene. (2. Mos. 40:30-32) Men noget der er endnu mere vigtigt end fysisk renhed, er en ren adfærd. (Sl. 24:3, 4; 1. Pet. 1:15, 16) Vi må arbejde hårdt på at aflægge “den gamle personlighed” – urene tanker og handlinger – og tage “den nye personlighed” på – en tankegang og adfærd der afspejler Jehovas fantastiske egenskaber. (Kol. 3:9, 10) Med Jehovas hjælp kan selv de mest umoralske og voldelige personer ændre sig og tage den nye personlighed på.

14. Hvad lærer vi af eksemplet med Jack? (Se også billedet).

14 Jack var en voldelig og farlig mand der havde fået øgenavnet Dæmonen. Han havde begået så alvorlige forbrydelser at han var blevet dømt til døden. Men mens han sad på dødsgangen, sagde han ja til at studere Bibelen med en bror der besøgte det fængsel hvor han var indsat. På trods af sin baggrund lykkedes det Jack at komme af med sin gamle personlighed, og med tiden kvalificerede han sig til at blive døbt. Han ændrede sig så meget at nogle af fængselsbetjentene stod med tårer i øjnene den dag han skulle henrettes og de skulle sige farvel til ham. En af de ansatte i fængslet sagde: “Jack var engang den værste indsatte overhovedet. Nu er han blevet en af de bedste.” Ugen efter at Jack var blevet henrettet, kom brødrene tilbage til fængslet for at lede det ugentlige møde. Og der mødte de en indsat der kom for første gang. Hvad havde fået ham til at komme? Han var så imponeret over de forandringer Jack havde gjort, at han gerne ville vide hvordan han selv kunne komme til at tjene Jehova. Ja, vores adfærd kan være til stor ære for vores himmelske Far! – 1. Pet. 2:12.

Vi kan ære Jehova med vores adfærd. (Se paragraf 14) d


HVAD VIL JEHOVA SNART SELV GØRE?

15. Hvordan vil Jehova ære og fuldstændigt rense sit navn i den nærmeste fremtid? (Salme 96:10-13)

15 Læs Salme 96:10-13. De sidste vers i Salme 96 beskriver Jehova som en retfærdig Dommer og Konge. Hvordan vil Jehova ære sit navn i den nærmeste fremtid? Ved hjælp af sine domme. Snart vil han eksekvere sin dom over Babylon den Store på grund af de forfærdelige ting som de falske religioner har gjort, og de løgne de har fortalt om ham. (Åb. 17:5, 16; 19:1, 2) Nogle af dem der ser Babylon den Store blive udslettet, begynder måske at tilbede Jehova sammen med os. I Harmagedon vil Jehova fjerne hele Satans system og alle dem der hader ham, men redde dem der elsker og adlyder ham og gerne vil give ham ære. (Mark. 8:38; 2. Thess. 1:6-10) Og efter den sidste prøve ved slutningen af tusindårsriget vil Jehova have renset og helliget sit navn fuldstændigt. (Åb. 20:7-10) Til den tid vil jorden være “fyldt med kundskab om Jehovas herlighed som vandet dækker havets bund”. – Hab. 2:14.

16. Hvad er du besluttet på at gøre? (Se også billedet).

16 Tænk hvor fantastisk det bliver når den dag kommer hvor alle der lever, vil give Jehova den ære hans navn fortjener! Indtil da kan vi alle sammen gøre vores bedste for at udnytte enhver lejlighed til at ære vores Gud. For at understrege hvor vigtigt det er, har Det Styrende Råd valgt Salme 96:8 som årstekst for 2025: “Giv Jehova den ære hans navn fortjener.”

I fremtiden vil alle der lever, give Jehova den ære hans navn fortjener! (Se paragraf 16)

SANG NR. 12 Jehova, vores store Gud

a Nogle af navnene er ændret.

b BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion af det der skete for Angelena.

c BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion af det der skete for Prisca.

d BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion af det der skete for Jack.