Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 3

SANG NR. 35 Vælg det vigtigste

Tag beslutninger der glæder Jehova

Tag beslutninger der glæder Jehova

“Respekt for Jehova er begyndelsen til visdom, at skaffe sig viden om Den Allerhelligste er klogt.”ORDSP. 9:10.

FOKUS

Hvordan viden, visdom og dømmekraft kan hjælpe en til at tage gode beslutninger.

1. Hvad står vi alle sammen over for hver dag?

 HVER dag er der nogle beslutninger vi skal tage. Nogle af dem er relativt nemme, for eksempel hvad vi skal spise til morgenmad, eller hvornår vi skal gå i seng. Men andre er svære. Det kan være beslutninger der påvirker vores helbred, vores glæde, dem vi elsker, eller vores forhold til Jehova. Vi vil gerne have at de beslutninger vi tager, er gode for os selv og for vores familie. Og frem for alt vil vi gerne have at de glæder Jehova. – Rom. 12:1, 2.

2. Hvilke skridt vil hjælpe en til at tage kloge beslutninger?

2 Det er mere sandsynligt at du vil tage en klog beslutning hvis du (1) får alle fakta, (2) finder ud af hvad Jehova tænker om sagen, og (3) vurderer de forskellige muligheder. I den her artikel vil vi se på de skridt, og vi vil også se på hvordan vi kan træne vores dømmekraft. – Ordsp. 2:11.

FÅ ALLE FAKTA

3. Illustrér hvorfor det er så vigtigt at få alle fakta før man tager en beslutning.

3 Det første du må gøre for at kunne træffe en god beslutning, er at få nogle oplysninger. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, forestil dig en der går til lægen fordi han fejler noget alvorligt. Ville lægen beslutte hvilken behandling han skal have, uden først at undersøge ham og stille ham nogle spørgsmål? Selvfølgelig ikke. Du vil også kunne træffe en bedre beslutning hvis du først sørger for at have styr på fakta. Hvordan kan du få det?

4. Hvordan kan princippet i Ordsprogene 18:13 hjælpe en når man skal træffe en beslutning? (Se også billedet).

4 For at få de nødvendige oplysninger er du nødt til at stille spørgsmål. Forestil dig at nogen spørger dig om du vil med til en fest. Skal du komme? Hvis du ikke kender værten eller ved hvilke planer der er, er du nødt til at stille spørgsmål som: “Hvor og hvornår vil festen blive holdt? Hvor mange og hvem kommer? Hvem har ansvaret for det der foregår? Hvilke aktiviteter er der planlagt? Vil der blive serveret alkohol?” Svarene på de spørgsmål vil hjælpe dig til at tage en god beslutning. – Læs Ordsprogene 18:13.

Få alle fakta ved at stille spørgsmål. (Se paragraf 4) a


5. Hvad skal man gøre når man har fået alle fakta?

5 Når du har fået alle fakta, skal du analysere dem. Hvad nu hvis du for eksempel finder ud af at nogle af dem der er inviteret, er ligeglade med Bibelens principper, eller at der ikke er nogen der holder styr på hvor meget alkohol der bliver drukket? Kunne der så være en vis risiko for at det udvikler sig til en vild fest? (1. Pet. 4:3) Det kunne også være at festen bliver holdt på et tidspunkt hvor din menighed har møde, eller hvor du normalt ville gå i tjenesten. Når du har taget alle oplysninger med i betragtning, er du godt på vej til at kunne tage en god beslutning. Men der er også noget andet du skal tænke over. Nu ved du hvordan du betragter situationen, men hvordan ser Jehova på den? – Ordsp. 2:6.

FIND UD AF HVAD JEHOVA SYNES

6. Hvorfor skal vi bede Jehova om hjælp, ifølge Jakob 1:5?

6 Bed Jehova om hjælp til at forstå hvad han synes. Jehova lover at give os visdom til at finde ud af om en bestemt beslutning vil glæde ham. Og den visdom giver han “gavmildt til alle og uden at kritisere”. – Læs Jakob 1:5.

7. Hvordan kan du lære at tænke som Jehova gør? Brug en illustration.

7 Når du har bedt Jehova om visdom, så må du lytte omhyggeligt til hans svar. Det kan illustreres på den her måde: Hvis du er ude at rejse og er faret vild, kan det være at du spørger en lokal om hjælp til at finde vej. Men ville du så bare gå videre før han kan nå at give dig et svar? Selvfølgelig ikke. Du ville lytte omhyggeligt til det han siger. Sådan er det også når du beder Jehova om visdom. Prøv at finde hans svar ved at undersøge hvilke bibelske love og principper der gælder i din situation. Hvis du for eksempel skal beslutte om du vil komme til den fest der blev nævnt tidligere, kan du tænke over hvad Bibelen siger om vilde fester, dårligt selskab og om hvor vigtigt det er at sætte åndelige aktiviteter før personlige præferencer. – Matt. 6:33; Rom. 13:13; 1. Kor. 15:33.

8. Hvor kan du få hjælp til at finde de oplysninger du leder efter? (Se også billedet).

8 Det kan også være at du nogle gange har brug for hjælp til at finde de oplysninger du leder efter. Du kan måske få input fra en erfaren bror eller søster. Men det vil også være godt for dig selv at foretage research. Du kan finde masser af oplysninger ved hjælp af vores studieværktøjer, for eksempel Researchguide for Jehovas Vidner og Brug Bibelen i dit liv. Husk hvad dit mål er: at træffe en beslutning der vil glæde Jehova.

Tænk over hvad Jehova synes. (Se paragraf 8) b


9. Hvordan kan vi sikre os at den beslutning vi tager, vil glæde Jehova? (Efeserne 5:17)

9 Det første vi kan gøre for at sikre os at en beslutning glæder Jehova, er at lære ham godt at kende. “At skaffe sig viden om Den Allerhelligste er klogt,” siger Bibelen. (Ordsp. 9:10) Ja, når vi kender Jehovas egenskaber og hans hensigt og ved hvad han elsker, og hvad han hader, vil det være lettere at træffe en god beslutning. Så spørg dig selv: “I betragtning af det jeg ved om Jehova, hvilken beslutning vil så glæde ham?” – Læs Efeserne 5:17.

10. Hvorfor er Bibelens principper vigtigere end traditioner og kultur?

10 Hvis vi skal glæde Jehova, bliver vi nogle gange nødt til at gøre noget der kommer til at skuffe dem der står os nær. Det kan for eksempel være at nogle velmenende forældre insisterer på at deres voksne datter gifter sig med en mand der har mange penge – eller en der kan betale en høj brudepris – selvom han ikke er åndeligt stærk. De ønsker selvfølgelig at deres datter ikke skal mangle noget materielt, men hvem skal hjælpe hende til at gøre åndelige fremskridt? Hvordan betragter Jehova sagen? Vi finder svaret i Matthæus 6:33. Der bliver vi opfordret til “først at søge Riget”. Vi vil selvfølgelig gerne ære vores forældre og vise respekt for folk i samfundet, men det vigtigste for os er at gøre Jehova glad.

VURDÉR MULIGHEDERNE

11. Hvilken evne nævnes i Filipperne 1:9, 10 som vil hjælpe en til at vurdere forskellige muligheder?

11 Når du skal træffe en beslutning og har tænkt over hvilke bibelske principper der gælder, er det næste du må gøre, at vurdere de forskellige muligheder. (Læs Filipperne 1:9, 10; se studienote til “god dømmekraft”). Dømmekraft vil hjælpe dig til at forudse hvilke konsekvenser en beslutning vil have. Nogle gange kan det være let at tage en beslutning, men andre beslutninger er måske ikke så enkle. Når du har dømmekraft, vil du kunne tage kloge beslutninger, selv i komplekse situationer.

12-13. Hvordan kan dømmekraft hjælpe dig til at træffe en god beslutning angående hvilket job du skal tage?

12 Tænk over det her eksempel: Du er på udkig efter et job for at kunne forsørge din familie. Og du bliver tilbudt to jobs. Du undersøger alle fakta – tænker over hvad det er for et arbejde du skal udføre, arbejdstiden, hvor lang tid det vil tage at komme på arbejde, og så videre. I begge tilfælde er arbejdsopgaverne helt acceptable for kristne. Måske er der et af jobbene du foretrækker fordi du synes at arbejdet er mere interessant, eller fordi lønnen er højere. Men der er også andre faktorer som du må tage i betragtning før du træffer en beslutning.

13 Ville et af jobbene for eksempel konflikte med menighedens møder? Ville et af jobbene gå ud over den tid du skal bruge på at tage dig af din familie følelsesmæssigt og åndeligt? Den slags spørgsmål vil hjælpe dig til at fokusere på de “ting der er de vigtigste” – nemlig din tjeneste for Jehova og din families behov – frem for på det at tjene flere penge. Og du vil kunne træffe en beslutning som Jehova vil velsigne.

14. Hvordan vil dømmekraft og kærlighed hjælpe os til at undgå at få andre til at snuble?

14 Dømmekraft vil også få os til at tænke over hvordan en beslutning vil påvirke andre mennesker, så vi kan undgå at “få andre til at snuble”. (Flp. 1:10) Det er vigtigt når vi afgør hvad for noget tøj vi vil gå i, og hvordan vi vil se ud. For eksempel kan det godt være at vi selv foretrækker et bestemt look, men hvad nu hvis nogen i menigheden eller uden for menigheden bliver forargede over det? Dømmekraft vil hjælpe os til at respektere deres følelser. Og kærlighed vil få os til at gøre det der er “godt for andre”, og være beskedne. (1. Kor. 10:23, 24, 32; 1. Tim. 2:9, 10) Det vil afspejle sig i vores beslutning.

15. Hvorfor kræver store beslutninger ekstra overvejelser?

15 Hvis du skal træffe en stor beslutning, så tænk over hvad det vil kræve at føre den ud i livet. Jesus lærte os at vi skal beregne omkostningerne. (Luk. 14:28) Så overvej hvor meget tid, hvor mange ressourcer og hvor meget energi det vil kræve at få beslutningen til at fungere. Det vil selvfølgelig også være klogt at tale med din familie for at finde ud af hvad hver enkelt må gøre for at støtte beslutningen. Hvorfor er det vigtigt med de overvejelser? De kan måske afsløre at der er brug for at justere beslutningen, eller at der er en anden løsning der er meget bedre. Og når du involverer din familie og lytter til deres input, vil de også have mere lyst til at samarbejde med dig om at få det til at fungere. – Ordsp. 15:22.

TAG EN GOD BESLUTNING

16. Hvilke skridt vil hjælpe dig til at tage en god beslutning? (Se også boksen “ Hvordan man træffer kloge beslutninger”).

16 Hvis du har fulgt de skridt vi har været inde på, er du klar til at træffe en god beslutning. Du har sørget for at få fat i alle fakta og undersøgt principper der vil hjælpe dig til at tage en beslutning der glæder Jehova. Nu kan du bede Jehova om at velsigne beslutningen.

17. Hvad er nøglen til at kunne træffe gode beslutninger?

17 Selv hvis du har truffet mange gode beslutninger tidligere, må du huske at nøglen til at kunne gøre det igen ikke er at stole på din egen viden eller erfaring, men på visdommen fra Jehova. Det er kun ham der kan give dig ægte forståelse og dømmekraft – de elementer visdommen består af. (Ordsp. 2:1-5) Jehova kan hjælpe dig til at træffe beslutninger der glæder ham. – Sl. 23:2, 3.

SANG NR. 28 Venskab med Jehova

a BILLEDBESKRIVELSE: Nogle unge brødre og søstre taler om en invitation til en fest de har fået på deres telefoner.

b BILLEDBESKRIVELSE: En af brødrene foretager research inden han beslutter om han skal tage med til festen.