Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

“Måtte han opfylde alt hvad du har besluttet”

“Måtte han opfylde alt hvad du har besluttet”

“Lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.” – SL. 37:4.

SANGE: 89, 140

1. Hvilken beslutning står unge over for, men hvorfor behøver de ikke at være bekymrede? (Se indledningsbilledet).

FØR man tager afsted på en rejse, er det klogt at beslutte hvor man vil hen. I virkeligheden er livet som en rejse, og det er mens du er ung, at du skal vælge hvad du vil. Det kan godt være noget af en udfordring. En ung søster der hedder Heather, siger: “Det er skræmmende, for man skal beslutte hvad man vil med resten af sit liv.” Hvis du også har det sådan, så husk hvad Jehova siger til dem der tjener ham: “Vær ikke bange, ... for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig.” – Es. 41:10.

2. Hvordan kan du vide at Jehova gerne vil have at du får et godt liv?

2 Jehova tilskynder dig der er ung, til at træffe gode beslutninger i forbindelse med din fremtid. (Præd. 12:1; Matt. 6:20) Han vil gerne have at du skal være glad. Det kommer tydeligt til udtryk i skaberværket – tænk bare på alle de fantastiske ting vi kan se, høre og smage. Jehova viser også omsorg for os på en anden måde. Han giver os gode råd og lærer os hvordan vi får det bedste liv. Hvordan gavner det os at følge hans råd? Det kan vi se ud fra det han siger til dem der ikke vil høre på ham: “Det som jeg ikke fandt behag i, det valgte I. ... Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes [eller: ydmyges]. Se! Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte.” (Es. 65:12-14) Når vi træffer kloge valg i vores liv, er det også med til at ære Jehova. – Ordsp. 27:11.

PLANER DER FØRER TIL ET GODT LIV

3. Hvad vil Jehova gerne have at du skal gøre?

3 Hvilke planer anbefaler Jehova at du lægger for din fremtid? Han har skabt mennesker så de bliver lykkelige af at kende ham og tjene ham trofast. (Sl. 128:1; Matt. 5:3) Dyrene er skabt sådan at deres liv kun handler om at spise, drikke og formere sig. Men det er ikke nok til at gøre et menneske lykkeligt. Og derfor ønsker Jehova at du planlægger at bruge dit liv til noget mere meningsfuldt. Din store Skaber er ‘kærlighedens Gud’ og ‘den lykkelige Gud’, og han har skabt mennesker så de ligner ham. (2 Kor. 13:11; 1 Tim. 1:11; 1 Mos. 1:27) Når du efterligner din kærlige Far, vil du få et lykkeligt liv. Har du selv oplevet at det er sandt når Bibelen siger at “der er mere lykke ved at give end ved at modtage”? (Apg. 20:35) Det er en helt grundlæggende sandhed der gælder mennesker. Så når du lægger planer for fremtiden, ønsker Jehova at du skal fokusere på hvordan du kan vise kærlighed over for andre og over for Gud. – Læs Mattæus 22:36-39.

4, 5. Hvad var det der gav Jesus et lykkeligt liv?

4 Unge kan lære rigtig meget af Jesus. Som barn har han helt sikkert leget og haft det sjovt. Guds ord siger at der er “en tid til at le ... og en tid til at danse omkring”. (Præd. 3:4) Men Jesus studerede også Skrifterne, og det hjalp ham til at få et nært forhold til Jehova. Som 12-årig kunne han forklare dybe åndelige ting, og lærerne i templet var imponeret over “hans forståelse og hans svar”. – Luk. 2:42, 46, 47.

5 Jesus havde også et lykkeligt liv som voksen. Han vidste at Gud blandt andet ønskede at han skulle “forkynde godt nyt for fattige ... og for blinde at de skal få deres syn igen”. (Luk. 4:18) Det gjorde ham glad at vide at han gjorde det Gud bad ham om. I Salme 40:8 beskrives hans følelser omkring sin tjeneste med ordene: “At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.” Jesus elskede at fortælle andre om sin himmelske Far. (Læs Lukas 10:21). Engang efter at han havde forkyndt for en kvinde, sagde han til sine disciple: “Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.” (Joh. 4:31-34) Det der gjorde Jesus lykkelig – at vise kærlighed over for Gud og andre – kan også gøre dig lykkelig!

6. Hvorfor er det en god idé at tale med erfarne brødre og søstre om dine fremtidsplaner?

6 Mange har oplevet at det gav dem glæde og tilfredshed at være pioner som ung. Kunne du tale med nogle af dem om dine planer? Husk hvad Bibelen siger: “Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd, men når der er mange rådgivere gennemføres de.” (Ordsp. 15:22) Brødre og søstre der har erfaring med heltidstjenesten, vil helt sikkert kunne fortælle dig at pionertjenesten er som en uddannelse der vil gavne dig hele livet. Jesus var blevet grundigt oplært mens han var i himlen, men hans oplæring fortsatte mens han udførte sin tjeneste på jorden. For eksempel oplevede han hvor stor glæde det giver at hjælpe folk til at tage imod den gode nyhed og at være loyal mod Gud når man bliver prøvet. (Læs Esajas 50:4; Hebr. 5:8; 12:2). Men hvad er det ved heltidstjenesten der vil gøre dig glad?

DET BEDSTE ARBEJDE DU KAN VÆRE MED I

7. Hvorfor er mange unge glade for arbejdet med at ‘gøre disciple’?

7 Jesus sagde at vi skal ‘gøre disciple’ og lære folk at holde hans bud. (Matt. 28:19, 20) Hvis du beslutter at bruge dine kræfter på at undervise andre og hjælpe dem til at blive disciple af Jesus, vil du få et godt og tilfredsstillende liv der ærer Gud. Men som med ethvert andet arbejde tager det noget tid at blive god til det. Timothy, der startede som pioner som teenager, siger: “Jeg er glad for at tjene Jehova på fuld tid, for på den måde kan jeg vise ham at jeg elsker ham. I begyndelsen lykkedes det mig ikke at oprette nogen bibelstudier, men senere flyttede jeg til et andet distrikt, og inden for en måned havde jeg startet flere studier. En af dem jeg studerede med, begyndte endda at komme til møderne. Efter at jeg havde været på Bibelskolen for Ugifte Brødre, * der varede to måneder, blev jeg tildelt en ny opgave, og her har jeg oprettet fire studier. Jeg elsker at undervise andre og at se hvordan den hellige ånd hjælper dem til at gøre forandringer.” – 1 Thess. 2:19.

8. Hvad har nogle unge gjort for at kunne undervise andre?

8 Nogle unge forkyndere har lært et nyt sprog. Jacob fra USA skriver: “Da jeg var syv, var der mange vietnamesere i min klasse. Jeg ville gerne fortælle dem om Jehova, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for at lære deres sprog. Jeg lærte meget ved at sammenligne den engelske og vietnamesiske udgave af Vagttårnet. Desuden fik jeg nogle venner i en vietnamesisk menighed der var i nærheden. Da jeg blev 18, startede jeg som pioner. Senere kom jeg på Bibelskolen for Ugifte Brødre. Det har hjulpet mig til at klare min nuværende opgave, hvor jeg er den eneste ældste i en vietnamesisk gruppe. Mange vietnamesere bliver overrasket over at jeg har lært deres sprog. De inviterer mig ind, og mange gange får jeg mulighed for at studere Bibelen med dem. Nogle af dem er også blevet døbt.” – Jævnfør Apostelgerninger 2:7, 8.

9. Hvorfor er arbejdet med at gøre disciple en god uddannelse?

9 Arbejdet med at gøre disciple er en uddannelse der kan øge din selvtillid og lære dig at være flittig og struktureret, at kommunikere godt med andre og at tale på en taktfuld måde. (Ordsp. 21:5; 2 Tim. 2:24, fdn.) Noget du især kan glæde dig over når du underviser andre, er at du selv bliver bedre kendt med de bibelske begrundelser for din tro. Du lærer også at arbejde nært sammen med Jehova. – 1 Kor. 3:9.

10. Hvorfor er det muligt at opleve glæde i forkyndelsesarbejdet selv i et vanskeligt distrikt?

10 Du kan sagtens opleve glæde i forkyndelsesarbejdet selvom der ikke er ret mange i dit distrikt der viser interesse. Det er nemlig et teamarbejde; hele menigheden er med til at søge efter mennesker der vil tage imod den gode nyhed. Så når en bror eller søster finder en der bliver et Jehovas Vidne, kan alle i menigheden glæde sig over det fordi de alle har været med til at lede. Brandon, der i ni år var pioner i et distrikt hvor folk var afvisende, fortæller: “Jeg kan godt lide at forkynde den gode nyhed fordi det er det Jehova beder os om at gøre. Kort efter jeg var færdig med high school, begyndte jeg som pioner. Det er dejligt at kunne være med til at opmuntre unge brødre i menigheden og se dem gøre åndelige fremskridt. Efter at jeg var på Bibelskolen for Ugifte Brødre, fik jeg til opgave at tjene som pioner et nyt sted. Det er rigtigt at jeg aldrig selv har fundet nogen i distriktet der er blevet døbt, men det er der andre der har. Jeg er virkelig glad for at jeg besluttede at bruge mit liv på at gøre disciple.” – Præd. 11:6.

DIN BESLUTNING KAN FØRE TIL ANDRE SPÆNDENDE OPGAVER

11. Hvordan har mange unge valgt at udføre hellig tjeneste?

11 Der er mange muligheder i tjenesten for Jehova. En hel del unge deltager for eksempel i byggearbejde. Der er brug for hundredvis af nye rigssale, og arbejdet med at opføre dem er hellig tjeneste, der ærer Gud og kan give dig stor tilfredshed. Ligesom i andre former for hellig tjeneste oplever du glæden ved at arbejde nært sammen med dine brødre og søstre. Byggearbejdet i Jehovas organisation er også noget du lærer meget af, blandt andet at være bevidst om sikkerhed, at arbejde flittigt og at samarbejde med dem der fører tilsyn.

Heltidstjenesten vil give dig et spændende liv (Se paragraf 11-13)

12. Hvordan kan pionertjenesten være med til at åbne op for andre muligheder?

12 En bror der hedder Kevin, fortæller: “Jeg har haft et ønske om at komme til at tjene Jehova på fuld tid lige siden jeg var lille. Og som 19-årig kunne jeg endelig begynde som pioner. Jeg forsørgede mig selv ved at arbejde deltid for en bror der var i byggebranchen, og lærte at lægge tag og montere vinduer og døre. Senere var jeg i to år en del af et hold der hjalp med at genopbygge rigssalene og brødrenes hjem efter en orkan. Da jeg hørte at der var behov for byggearbejdere i Sydafrika, udfyldte jeg en ansøgning og blev indbudt til at hjælpe til. Her i Afrika arbejder jeg på et rigssalsprojekt nogle uger ad gangen, og så rykker jeg videre til et nyt. Vores byggehold er som en familie – vi bor sammen, studerer sammen og arbejder sammen. Jeg kan også rigtig godt lide at være med i forkyndelsen sammen med de lokale brødre hver uge. De planer jeg havde allerede som barn, har givet mig nogle glæder jeg slet ikke havde forestillet mig.”

13. Hvorfor er mange unge glade for at være på Betel?

13 Nogle af dem der er startet som pionerer, er nu på Betel. Beteltjenesten giver stor glæde fordi du bruger det meste af din tid på at gøre noget for Jehova. Betelfamilien er blandt andet med til at fremstille bibler og publikationer. En betelit der hedder Dustin, siger: “Da jeg var ni, satte jeg mig som mål at komme i heltidstjenesten, og efter high school begyndte jeg som pioner. Halvandet år senere blev jeg indbudt til Betel, hvor jeg blev oplært i betjening af trykkemaskiner og senere i it-programmering. Noget af det jeg godt kan lide ved Betel, er at man hører nyt om forkyndelsesarbejdet i hele verden. Jeg elsker at tjene her fordi vores arbejde hjælper andre til at få et nært forhold til Jehova.”

HAR DU LAGT PLANER FOR DIN FREMTID?

14. Hvordan kan du forberede dig til heltidstjenesten?

14 Hvordan kan du arbejde hen imod at blive heltidstjener? Hvis du skal kunne tjene Jehova på den bedst mulige måde, er det vigtigt at have gode kristne egenskaber. Så studér Bibelen flittigt, brug tid på at meditere over det du læser, og giv udtryk for din tro når du er til møde. Mens du stadig går i skole, kan du arbejde på at blive en dygtigere forkynder. Lær at vise interesse for folk ved at spørge ind til deres holdninger på en taktfuld måde og lytte til det de siger. Du kan også tilbyde at hjælpe til i menigheden, for eksempel med rengøring og vedligeholdelse af rigssalen. Jehova vil gerne bruge dem der har en ydmyg og villig indstilling. (Læs Salme 110:3; Apg. 6:1-3). Apostlen Paulus indbød Timoteus til at tjene som missionær fordi han “havde et godt omdømme hos brødrene”. – Apg. 16:1-5.

15. Hvad kan hjælpe dig til at få et arbejde der passer til heltidstjenesten?

15 De fleste heltidstjenere har brug for at have et arbejde for at kunne forsørge sig selv. (Apg. 18:2, 3) Måske kan en kort uddannelse gøre det lettere for dig at få et deltidsarbejde. Tal med din kredstilsynsmand og andre pionerer om dine fremtidsplaner. Spørg dem til råds om hvilke typer arbejde der vil passe til pionertjenesten. Og husk hvad der siges i Bibelen: “Vælt dine gerninger over på Jehova, så vil dine planer stå fast.” – Ordsp. 16:3; 20:18.

16. Hvorfor er det godt at være i heltidstjenesten som ung?

16 Jehova ønsker at du skal have et “fast greb om det virkelige liv”, den lykkelige fremtid der venter os. (Læs 1 Timoteus 6:18, 19). Heltidstjenesten vil hjælpe dig til at blive en moden kristen og give dig mulighed for at være mere sammen med andre heltidstjenere. Mange har desuden erfaret at deres år i heltidstjenesten som ung senere har hjulpet dem i deres ægteskab. Ofte har nogle der var pionerer før de blev gift, kunnet fortsætte i heltidstjenesten som ægtepar. – Rom. 16:3, 4.

17, 18. Hvilken forbindelse er der mellem dine beslutninger og dit hjerte?

17 Dine beslutninger er nært forbundet med det der er i dit hjerte. I Salme 20:4 siges der: “Måtte han [Jehova] give dig efter dit hjerte, og måtte han opfylde alt hvad du har besluttet.” Så tænk grundigt over hvad du ønsker at bruge dit liv til. Overvej hvad det er for et arbejde Jehova vil have udført, og hvordan du kan hjælpe til. Beslut dig derefter for at gøre det der glæder ham.

18 Når du gør alt hvad du kan, i tjenesten for Jehova og på den måde er med til at ære ham, vil det give dig dyb tilfredshed. “Ja, lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.” – Sl. 37:4.

^ par. 7 Bibelskolen for Ugifte Brødre er nu erstattet af Skolen for Kristne Forkyndere.