Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 28

Bliv ved med at tjene Jehova trods forbud

Bliv ved med at tjene Jehova trods forbud

“Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” – AP.G. 4:19, 20.

SANG NR. 122 Stå fast, giv aldrig op!

FORMÅL *

1-2. (a) Hvorfor skal det ikke overraske os hvis vores arbejde bliver forbudt? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

I 2018 boede over 223.000 forkyndere i lande hvor vores åndelige aktiviteter var forbudt eller underlagt store begrænsninger. Det overrasker os ikke at det er sådan. Som vi var inde på i den forrige artikel, forventer sande kristne at blive forfulgt. (2. Tim. 3:12) Og uanset hvor vi bor, kan myndighederne pludseligt og uventet forbyde os at tilbede vores kærlige Gud, Jehova.

2 Hvis regeringen i dit land beslutter at forbyde tilbedelsen af Jehova, stiller du måske dig selv spørgsmål som: ‘Betyder forfølgelse at vi ikke længere har Guds godkendelse? Vil et forbud forhindre os i at tilbede Jehova? Skal jeg flytte til et land hvor jeg frit kan tilbede Gud?’ Artiklen her vil tage disse spørgsmål op. Vi vil også se på hvordan vi kan blive ved med at tilbede Jehova når vores arbejde er forbudt, og hvilke fælder vi skal undgå.

BETYDER FORFØLGELSE AT VI IKKE HAR GUDS GODKENDELSE?

3. Hvordan blev den trofaste apostel Paulus forfulgt, som beskrevet i 2. Korinther 11:23-27, og hvad kan vi lære af hans eksempel?

3 Hvis myndighederne forbyder vores tilbedelse, kunne vi måske drage den forkerte konklusion at Jehova ikke længere velsigner os. Men husk at forfølgelse ikke er et udtryk for at Jehova er utilfreds med os. Tænk for eksempel på apostlen Paulus. Han havde helt sikkert Guds godkendelse. Han fik det privilegium at skrive 14 af brevene i De Kristne Græske Skrifter, og han var apostel for nationerne. Alligevel blev han udsat for voldsom forfølgelse. (Læs 2. Korinther 11:23-27). Af Paulus’ eksempel lærer vi altså at Jehova tillader at hans trofaste tjenere bliver forfulgt.

4. Hvorfor bliver vi hadet af verden?

4 Jesus forklarede hvorfor vi skal forvente modstand. Han sagde at vi vil blive hadet fordi vi ikke er en del af verden. (Joh. 15:18, 19) At vi bliver forfulgt, er ikke et tegn på at Jehova ikke velsigner os. Tværtimod viser det at vi gør det rigtige.

VIL ET FORBUD FORHINDRE OS I AT TILBEDE JEHOVA?

5. Vil mennesker nogensinde kunne stoppe tilbedelsen af Jehova? Forklar.

5 Det vil aldrig lykkes mennesker helt at stoppe vores tilbedelse af Den Almægtige Gud, Jehova. Mange har forsøgt, men uden held. Tænk på hvad der skete under Anden Verdenskrig. På det tidspunkt udsatte myndighederne i mange lande Guds folk for intens forfølgelse. Jehovas Vidners arbejde var ikke kun forbudt i Nazityskland, men også i Australien, Canada og andre lande. Men læg mærke til hvordan det gik. Da krigen begyndte i 1939, var der 72.475 forkyndere i hele verden. Men ved slutningen af krigen i 1945 havde Jehova velsignet arbejdet så meget at der nu var 156.299 forkyndere. Antallet af forkyndere var altså mere end fordoblet!

6. Hvilke positive virkninger kan modstand have? Nævn et eksempel.

Modstand kan motivere os til at gøre mere i tjenesten for Jehova, frem for at skræmme os. Der var for eksempel et forældrepar med et lille barn der boede i et land hvor vores arbejde blev forbudt. De besluttede at blive pionerer i stedet for at lade sig skræmme. Konen sagde endda sit vellønnede arbejde op for at kunne være pioner. Manden fortalte at forbuddet havde gjort mange folk nysgerrige med hensyn til Jehovas Vidner, og at det var blevet lettere at få bibelstudier. Forbuddet havde også en positiv virkning på andre. En ældste fra samme land fortalte at mange der var holdt op med at tjene Jehova, igen begyndte at overvære møderne og blev aktive.

7. (a) Hvad lærer vi af 3. Mosebog 26:36, 37? (b) Hvad vil du gøre hvis vores arbejde bliver forbudt?

7 Når vores fjender nedlægger forbud mod vores tilbedelse, håber de at det vil skræmme os fra at tjene Jehova. Ud over at forbyde vores arbejde sætter de måske falske historier i omløb, sender betjente ud for at ransage vores hjem, trækker os i retten eller fængsler måske endda nogle af os. De håber at vi vil blive skrækslagne fordi det lykkes dem at sætte nogle få af os i fængsel. Men hvis vi gav dem lov til at skræmme os, kunne vi faktisk selv begynde at lægge begrænsninger på vores tilbedelse. Vi har ikke lyst til at blive som dem der er beskrevet i 3. Mosebog 26:36, 37. (Læs). Vi vil ikke lade frygt få os til at skrue ned for vores åndelige aktiviteter eller helt gå i stå. I stedet stoler vi fuldstændigt på Jehova og nægter at gå i panik. (Esa. 28:16) Gennem bøn søger vi Jehovas ledelse. Vi ved at når Jehova er med os, vil selv den mest magtfulde regering ikke kunne hindre os i trofast at tilbede vores Gud. – Hebr. 13:6.

SKAL JEG FLYTTE TIL ET ANDET LAND?

8-9. (a) Hvilken personlig beslutning skal hver enkelt kristen tage for sig selv eller sin familie? (b) Hvad vil hjælpe en til at tage en fornuftig beslutning?

8 Hvis regeringen i det land hvor du bor, nedlægger forbud mod vores tilbedelse, tænker du måske på om det ville være en god idé at flytte til et land hvor du frit kan tjene Jehova. Det er en helt personlig afgørelse som ingen andre kan tage for dig. Men noget der kan hjælpe dig til at træffe en beslutning, vil måske være at se på hvordan de kristne i det første århundrede reagerede da de blev forfulgt. Da fjenderne havde stenet Stefanus til døde, flygtede disciplene i Jerusalem til byer i hele Judæa og Samaria og endda helt til Fønikien, Cypern og Antiokia. (Matt. 10:23; Ap.G. 8:1; 11:19) Men man kunne også lægge mærke til hvad Paulus besluttede at gøre efter at en anden bølge af forfølgelse havde ramt de kristne i det første århundrede. Han besluttede at blive i det område hvor der var hård modstand mod forkyndelsen. Han satte sin egen sikkerhed på spil for at forkynde den gode nyhed og styrke brødrene i de byer hvor der var intens forfølgelse. – Ap.G. 14:19-23.

9 Hvad kan vi lære af disse beretninger? Det enkelte familieoverhoved må træffe en personlig beslutning med hensyn til om familien skal flytte. Før han tager en afgørelse, må han bede til Jehova og nøje overveje hvilke positive og negative virkninger en flytning kunne have på familien. I denne situation skal hver enkelt kristen “bære sin egen ansvarsbyrde”. (Gal. 6:5) Vi bør ikke dømme andre for den beslutning de tager.

HVORDAN KAN VI TILBEDE JEHOVA UNDER ET FORBUD?

10. Hvilke anvisninger vil afdelingskontoret og de ældste give?

10 Hvordan kan du blive ved med at tilbede Jehova når der er forbud? Afdelingskontoret vil give de lokale ældste direktiver og praktiske forslag til hvordan forkynderne kan modtage åndelig mad, hvordan menigheden kan mødes og tilbede Jehova, og hvordan man kan forkynde. Hvis afdelingskontoret ikke kan kontakte de ældste, vil de ældste hjælpe dig og alle andre i menigheden til at fortsætte med at tilbede Jehova. De vil give anvisninger i overensstemmelse med den vejledning der findes i Bibelen og vores kristne publikationer. – Matt. 28:19, 20; Ap.G. 5:29; Hebr. 10:24, 25.

11. Hvorfor kan du være sikker på at du vil få åndelig mad, og hvad kan du gøre for at beskytte den åndelige mad du har?

11 Jehova har lovet at hans tjenere vil have rigeligt med åndelig mad. (Esa. 65:13, 14; Luk. 12:42-44) Derfor kan du være sikker på at hans organisation vil gøre alt hvad der overhovedet er muligt, for at sørge for den åndelige opmuntring du har brug for. Men hvad kan du selv gøre? Hvis der kommer et forbud, må du finde et godt sted hvor du kan gemme din bibel og din øvrige åndelige mad, enten i trykt eller elektronisk form. Pas på aldrig at lade dette værdifulde materiale ligge fremme et sted hvor det let kan blive fundet. Hver enkelt af os må tage nogle praktiske skridt for at holde os åndeligt stærke.

Fordi Jehova er med os, skal vi ikke være bange for at mødes og tilbede sammen (Se paragraf 12) *

12. Hvordan kan de ældste organisere møder der ikke vækker opmærksomhed?

12 Hvad med de ugentlige møder? De ældste vil organisere møder der ikke tiltrækker sig uønsket opmærksomhed. De vil måske give menighedens medlemmer besked på at mødes i små grupper, og sandsynligvis vil de ofte ændre de tider og steder møderne bliver afholdt. Du kan bidrage til alle de tilstedeværendes sikkerhed ved at tale lavmælt når du ankommer til møderne, og når du går. Det vil nok også være nødvendigt at du klæder dig på en måde der ikke vækker opmærksomhed.

Selv hvis myndighederne forbyder vores arbejde, vil vi ikke holde op med at forkynde (Se paragraf 13) *

13. Hvad kan vi lære af vores brødre i det tidligere Sovjetunionen?

13 Hvad forkyndelsen angår, vil omstændighederne være forskellige fra sted til sted. Men vi elsker Jehova og vil gerne fortælle andre om hans rige, så vi skal nok finde en måde at forkynde på. (Luk. 8:1; Ap.G. 4:29) Historikeren Emily B. Baran har kommenteret Jehovas Vidners forkyndelse i det tidligere Sovjetunionen. Hun siger: “Da staten forbød Jehovas Vidner at fortælle andre om deres tro, snakkede de bare med deres naboer, kolleger og venner. Og når de havnede i arbejdslejre på grund af det, ledte de efter nogle de kunne omvende blandt deres medfanger.” Forbuddet fik ikke vores brødre i det tidligere Sovjetunionen til at holde op med at forkynde. Hvis forkyndelsesarbejdet nogensinde bliver forbudt der hvor du bor, så vær besluttet på at være lige så viljefast.

FÆLDER VI SKAL UNDGÅ

Vi skal vide hvornår vi skal tie stille (Se paragraf 14) *

14. Hvilken fælde kan Salme 39:1 hjælpe os til at undgå?

14 Pas på hvad du fortæller andre. Når vores arbejde er forbudt, må vi vide hvornår vi skal “tie stille”. (Præd. 3:7) Vi må beskytte følsomme oplysninger, såsom navnene på vores brødre og søstre, informationer om hvor vi mødes, hvordan vi udfører vores forkyndelse, og hvordan vi modtager åndelig mad. Vi vil ikke afsløre disse ting for myndighederne, men vi vil heller ikke fortælle dem til velmenende venner eller familie, hverken i vores eget land eller i andre lande. Hvis vi gik i den fælde, ville vi udsætte vores trosfæller for fare. – Læs Salme 39:1.

15. Hvad vil Satan prøve at få os til, og hvordan kan vi undgå hans fælde?

15 Lad ikke små ting skabe splittelser. Satan ved at en familie der kommer i splid med sig selv, ikke kan bestå. (Mark. 3:24, 25) Han vil konstant prøve at skabe splittelser iblandt os i håb om at vi vil begynde at kæmpe mod hinanden i stedet for at kæmpe mod ham.

16. Hvad kan vi lære af søster Gertrud Pötzingers gode eksempel?

16 Selv modne kristne må passe på ikke at gå i den fælde. Det ses blandt andet af eksemplet med to salvede søstre, Gertrud Pötzinger og Elfriede Löhr. Sammen med andre kristne søstre kom de i en nazistisk koncentrationslejr. Gertrud blev jaloux fordi Elfriede holdt nogle opmuntrende foredrag for de andre søstre i lejren. Senere blev Gertrud flov over sine følelser og bad Jehova om hjælp. Hun skrev: “Vi er nødt til at lære at acceptere det når andre har bedre evner eller får mere opmærksomhed end os.” Hvordan overvandt hun sin jalousi? Gertrud fokuserede på Elfriedes gode egenskaber og hendes søde personlighed. Det hjalp hende til igen at få et godt forhold til Elfriede. De overlevede begge koncentrationslejren og tjente Jehova trofast lige indtil de afsluttede deres jordiske livsløb. Hvis vi arbejder bevidst på at overvinde de små problemer vi kan have indbyrdes, vil vi undgå alt hvad der kan skabe splittelser. – Kol. 3:13, 14.

17. Hvorfor må vi undgå at være bedrevidende?

17 Vær ikke bedrevidende. Hvis vi følger den vejledning vi får fra betroede, ansvarlige brødre, vil vi undgå problemer. (1. Pet. 5:5) Tænk over et eksempel. I et land hvor vores arbejde var forbudt, havde de ansvarlige brødre givet den vejledning at forkynderne ikke måtte efterlade trykte publikationer i tjenesten. Men en pionerbror følte at han vidste bedre, og afleverede læsestof til flere han talte med. Hvad skete der? Kort efter at han og nogle andre havde afsluttet noget uformel forkyndelse, kom politiet og forhørte dem. Nogen var åbenbart fulgt efter dem og kunne spore den litteratur de havde afsat. Hvad kan vi lære af den erfaring? Vi må følge den vejledning vi får, selv når vi føler at vi ved bedre. Jehova velsigner os altid når vi samarbejder med de brødre han har udnævnt til at føre an iblandt os. – Hebr. 13:7, 17.

18. Hvorfor må vi undgå at lave unødvendige regler?

18 Lav ikke unødvendige regler. Hvis ældste laver unødvendige regler, lægger de en byrde på andre. Bror Juraj Kaminský fortæller hvad der skete mens arbejdet var forbudt i det daværende Tjekkoslovakiet: “Da de ansvarlige brødre og mange ældste var blevet arresteret, begyndte nogle af dem der overtog ledelsen af menighederne og kredsene, at komme med forskrifter for forkyndernes adfærd i form af lister over hvad man måtte og ikke måtte.” Jehova har ikke givet os myndighed til at træffe personlige beslutninger for andre. En der laver unødvendige regler, beskytter ikke sin bror – nej, han prøver faktisk at blive herre over sin brors tro. – 2. Kor. 1:24.

HOLD ALDRIG OP MED AT TILBEDE JEHOVA

19. Hvad kan vi ifølge 2. Krønikebog 32:7, 8 være overbevist om, uanset hvad Satan finder på?

19 Vores hovedmodstander, Satan Djævelen, vil aldrig holde op med at forfølge Jehovas trofaste tjenere. (1. Pet. 5:8; Åb. 2:10) Satan og hans håndlangere vil prøve at forbyde vores tilbedelse af Jehova. Men der er ingen grund til at blive lammet af frygt! (5. Mos. 7:21) Jehova er på vores side, og han vil blive ved med at støtte os, selv hvis vores arbejde bliver forbudt. – Læs 2. Krønikebog 32:7, 8.

20. Hvad er du besluttet på?

20 Lad os være lige så faste i vores beslutning som vores brødre i det første århundrede, der sagde til myndighedspersonerne dengang: “Hvad mener I selv? Er det rigtigt i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud? Men vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” – Ap.G. 4:19, 20.

SANG NR. 73 Giv os mod når vi forkynder

^ par. 5 Hvad skal vi gøre hvis myndighederne nedlægger forbud mod vores tilbedelse af Jehova? Denne artikel vil komme med nogle praktiske forslag til hvad vi kan gøre, og hvad vi skal undgå at gøre for at kunne blive ved med at tilbede vores Gud.

^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: Alle billeder viser Jehovas Vidner der tjener i lande hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger. På dette billede samles en lille gruppe til et møde i et depotrum i en brors hjem.

^ par. 61 BILLEDBESKRIVELSE: En søster (til venstre) sidder og smalltalker med en kvinde og er opmærksom på muligheder for at bringe et åndeligt emne på bane.

^ par. 63 BILLEDBESKRIVELSE: En bror der bliver forhørt af politiet, nægter at udlevere oplysninger om sin menighed.