Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 30

Bliv ved med at følge sandhedens vej

Bliv ved med at følge sandhedens vej

“Der er ikke noget der gør mig mere glad end at høre at mine børn bliver ved med at følge sandhedens vej.” – 3. JOH. 4.

SANG NR. 54 “Her er vejen”

FORMÅL *

1. Hvad giver dyb glæde, som det fremgår af 3. Johannes 3, 4?

KAN du forestille dig hvor glad apostlen Johannes blev, når han hørte at nogle han havde hjulpet til at lære sandheden at kende, blev ved med at tjene Jehova trofast? De stod over for mange problemer, og Johannes gjorde alt hvad han kunne, for at styrke troen hos disse loyale kristne, der var som børn for ham. Sådan er det også for os – det giver os dyb glæde når vores børn, uanset om det er vores bogstavelige eller åndelige børn, indvier sig til Jehova og holder ud i tjenesten for ham. – Læs 3. Johannes 3, 4.

2. Hvad var formålet med de tre breve Johannes skrev?

2 I år 98 boede Johannes sandsynligvis i eller i nærheden af byen Efesos. Han kan være flyttet dertil efter at han havde været i eksil på øen Patmos. Omkring den tid inspirerede Jehova ham gennem sin hellige ånd til at skrive tre breve. Formålet med brevene var at motivere loyale kristne til at holde fast ved troen på Jesus og fortsætte med at følge sandhedens vej.

3. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

Johannes var den sidste apostel der endnu levede, og han var bekymret fordi falske lærere påvirkede menighederne. * (1. Joh. 2:18, 19, 26) Disse frafaldne påstod at de kendte Jehova, men de adlød ikke hans bud. Lad os se på den vejledning Jehova inspirerede Johannes til at give. Undervejs vil vi få svar på tre spørgsmål: Hvad vil det sige at følge sandhedens vej? Hvilke forhindringer kan vi møde? Og hvordan kan vi hjælpe hinanden til at blive i sandheden?

HVAD VIL DET SIGE AT FØLGE SANDHEDENS VEJ?

4. Hvad vil det sige at følge sandhedens vej, ifølge 1. Johannes 2:3-6 og 2. Johannes 4, 6?

4 For at kunne følge sandhedens vej må vi kende sandheden, som findes i Guds ord, Bibelen. Vi må også ‘holde Guds bud’, det vil sige adlyde dem. (Læs 1. Johannes 2:3-6; 2. Johannes 4, 6). Jesus var det fuldkomne eksempel med hensyn til at adlyde Jehova. Hvis vi ønsker at være lydige mod Jehova, er det derfor vigtigt at vi efterligner Jesus så godt vi overhovedet kan. – Joh. 8:29; 1. Pet. 2:21.

5. Hvad må vi være overbevist om?

5 For at blive ved med at følge sandhedens vej må vi være overbevist om at Jehova er sandhedens Gud, og at alt det han fortæller os i sit ord, Bibelen, derfor er sandt. Vi må også være overbevist om at Jesus er den lovede Messias. I dag er der mange der ikke tror på Jesus eller på at han er blevet salvet som Konge i Guds rige. Johannes advarede om at der ville være “mange bedragere” som kunne føre de kristne på vildspor hvis de ikke var forberedt på at forsvare sandheden om Jehova og Jesus. (2. Joh. 7-11) Han skrev: “Hvem er det der lyver? Er det ikke den der nægter at Jesus er Kristus?” (1. Joh. 2:22) Vi kan kun undgå at blive bedraget ved at sætte os godt ind i Guds ord. På den måde vil vi lære Jehova og Jesus at kende. (Joh. 17:3) Og så vil vi være overbevist om at vi har sandheden.

HVILKE FORHINDRINGER KAN VI MØDE?

6. Hvad kunne være en fare for især unge kristne?

6 Alle kristne må være på vagt så de ikke bliver vildledt af menneskers filosofi. (1. Joh. 2:26) Det må især unge kristne være opmærksomme på. Alexia, * en fransk søster på 25 år, siger: “Da jeg var yngre, blev min tro svækket af verdens tanker og idéer, blandt andet af filosofi og af evolutionsteorien. I perioder følte jeg at de idéer godt kunne lyde rigtige. Men jeg tænkte alligevel at jeg ikke bare kunne lytte til det jeg lærte i skolen, uden at give Jehova en chance.” Alexia studerede bogen Livet hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? I løbet af nogle få uger forsvandt hendes tvivl. Alexia fortæller: “Jeg blev overbevist om at det Bibelen siger, er sandt. Og det gik op for mig at det ville give mig glæde og fred at leve efter dens normer.”

7. Hvad må alle kristne passe på, og hvorfor?

7 Alle kristne, både unge og ældre, må passe på ikke at falde for den tanke at det er i orden at leve et dobbeltliv. Johannes peger på at vi ikke kan følge sandhedens vej hvis vi samtidig lever på en moralsk forkert måde. (1. Joh. 1:6) Hvis vi gerne vil have Guds godkendelse nu og i fremtiden, må vi leve sådan at alt hvad vi gør, kan tåle dagens lys. Egentlig findes der slet ikke nogen skjulte synder, for alt hvad vi gør, er synligt for Jehova. – Hebr. 4:13.

8. Hvad må vi afvise?

8 Det er nødvendigt at vi afviser verdens syn på synd. Johannes skrev: “Hvis vi siger: ‘Vi har ingen synd’, bedrager vi os selv.” (1. Joh. 1:8) På Johannes’ tid var der frafaldne som påstod at man godt med vilje kunne begå synder og alligevel være godkendt af Gud. I dag har mange en lignende opfattelse. Mange af dem der siger at de tror på Gud, går ikke ind for Jehovas syn på synd, især ikke når det drejer sig om sex. Nogle former for adfærd som Jehova betragter som forkerte, mener de er i orden fordi det er deres personlige præference – måske kalder de det en alternativ samlivsform.

Sæt dig ind i hvorfor Jehova siger at noget er rigtigt eller forkert. Det vil hjælpe dig til at forsvare din tro (Se paragraf 9) *

9. Hvordan gavner det unge at holde fast ved det de ved er rigtigt ifølge Bibelen?

9 Især unge kristne kan føle sig presset af klassekammerater eller arbejdskammerater til at have samme syn på moral som dem. Det oplevede Aleksandar. Han fortæller: “Nogle af pigerne i skolen prøvede at presse mig til at have sex med dem. Og da jeg afviste dem, sagde de at jeg måtte være homoseksuel.” Hvis du bliver udsat for et lignende pres, så husk at når du holder fast ved det du ved er rigtigt ifølge Bibelen, er det en beskyttelse for dig – både i forbindelse med din selvrespekt, din sundhed, din følelsesmæssige ligevægt og dit forhold til Jehova. Og hver gang du modstår en fristelse, bliver det lettere for dig at gøre det rigtige. Husk også at denne verdens fordrejede syn på sex stammer fra Satan. Det betyder at du faktisk ‘sejrer over den onde’ når du nægter at gå på kompromis. – 1. Joh. 2:14.

10. Hvordan hjælper 1. Johannes 1:9 os til at tjene Jehova med ren samvittighed?

10 Vi anerkender at det er Jehova der har ret til at definere hvad der er en synd. Og vi gør vores bedste for ikke at begå en synd. Men når det alligevel sker, bekender vi det forkerte vi har gjort, i bøn til Jehova. (Læs 1. Johannes 1:9). Og hvis det drejer sig om en alvorlig synd, søger vi hjælp hos de ældste, som Jehova har udnævnt til at tage sig af os. (Jak. 5:14-16) Vi behøver ikke at blive overvældet af skyldfølelse på grund af noget vi engang har gjort. Hvorfor ikke? Fordi vores kærlige Far har ladet sin Søn ofre sit liv som en løsesum for at vi kan få tilgivelse for vores synder. Når Jehova siger at han vil tilgive os hvis vi angrer det vi har gjort forkert, mener han hvad han siger. Han har altså gjort det muligt for os at tjene ham med ren samvittighed. – 1. Joh. 2:1, 2, 12; 3:19, 20.

11. Hvordan kan vi beskytte vores sind mod påstande der kan skade vores tro?

11 Vi må afvise frafaldnes påstande. Lige siden den kristne menigheds første tid har Djævelen ladet mange bedragere prøve at så tvivl i sindet på Guds trofaste tjenere. Derfor er det nødvendigt at vi kan skelne fakta fra løgn. * Vores fjender bruger for eksempel internettet og sociale medier i et forsøg på at undergrave vores tillid til Jehova og kærligheden til vores brødre og søstre. Husk hvem der står bag den slags propaganda – og afvis den med det samme! – 1. Joh. 4:1, 6; Åb. 12:9.

12. Hvorfor må vi arbejde på at få dyb forståelse og værdsættelse af sandheden?

12 Hvis vi skal kunne modstå angrebene fra Satan, må vi sørge for at have dyb tillid til Jesus og forstå den rolle han har i Guds hensigt. Vi må også have tillid til det redskab Jehova bruger til at lede sit folk i dag. (Matt. 24:45-47) Vi får dybere tillid når vi regelmæssigt studerer Guds ord. Så vil vores tro blive som et træ hvis rødder når langt ned i jorden. Paulus brugte et lignende billede da han skrev til menigheden i Kolossæ. Han sagde: “I har allerede anerkendt Kristus Jesus, Herren, og nu skal I blive ved med at vandre sammen med ham. Sørg for at blive rodfæstet, lad jer opbygge med Kristus som jeres fundament, og bliv faste i troen.” (Kol. 2:6, 7) Hverken Satan eller de der er påvirket af ham, vil kunne rokke en kristen som har sørget for at få en dybt rodfæstet tro. – 2. Joh. 8, 9.

13. Hvad må vi forvente, og hvorfor?

13 Vi må forvente at blive hadet af verden. (1. Joh. 3:13) Johannes minder os om at “hele verden er i den ondes magt”. (1. Joh. 5:19) Efterhånden som afslutningen for denne verden nærmer sig, bliver Satan mere og mere vred. (Åb. 12:12) Han angriber os ikke kun på underfundige måder, for eksempel gennem fristelser til at gøre noget umoralsk eller gennem løgne fra frafaldne. Han bruger også brutale, direkte angreb. Satan ved at han kun har kort tid tilbage, så han prøver ihærdigt at standse vores forkyndelse eller knække vores tro. Vi er derfor ikke overrasket over at vores arbejde er forbudt eller underlagt begrænsninger i flere lande. Men vores brødre og søstre i disse lande holder ud. De er et levende bevis på at uanset hvad den onde udsætter os for, kan vi vinde over ham!

VI MÅ HJÆLPE HINANDEN TIL AT BLIVE I SANDHEDEN

14. Hvordan kan vi hjælpe vores brødre og søstre til at blive i sandheden?

14 For at kunne hjælpe vores brødre og søstre til at blive i sandheden må vi vise medfølelse. (1. Joh. 3:10, 11, 16-18) Vi skal ikke kun elske hinanden i gode tider men også i svære tider. Kender du for eksempel en der har mistet en af sine nærmeste og har brug for trøst eller praktisk hjælp? Eller har du hørt at nogle af vores trosfæller er blevet ramt af en naturkatastrofe og har brug for hjælp til at få genopbygget deres rigssale eller deres hjem? Ægte kærlighed og medfølelse drejer sig ikke kun om hvad vi siger, men i højere grad om hvad vi gør.

15. Hvad må vi gøre for at leve op til ordene i 1. Johannes 4:7, 8?

15 Når vi viser hinanden kærlighed, efterligner vi vores Far i himlen, for “Gud er kærlighed”. (Læs 1. Johannes 4:7, 8). Et vigtigt aspekt af dette er at vi er villige til at tilgive hinanden. Det kan for eksempel ske at en anden kommer til at såre os men så siger undskyld. Vores kærlighed viser sig ved at vi tilgiver ham og holder op med at tænke på det der er sket. (Kol. 3:13) En bror der hedder Aldo, stod i den situation da en bror som han havde stor respekt for, kom med en sårende bemærkning om hans etniske baggrund. Aldo siger: “Jeg blev ved med at bede Jehova om at hjælpe mig til ikke at have negative følelser over for broren.” Men Aldo gjorde også noget andet. Han spurgte broren om han ville følges med ham i forkyndelsen. Mens de var ude i tjenesten sammen, nævnte Aldo hvordan han havde det med det broren havde sagt. “Da han hørte hvordan hans bemærkning havde virket på mig, sagde han undskyld,” fortæller Aldo. “Og jeg kunne høre på måden han sagde det på, at han virkelig fortrød det han havde sagt. Vi skiltes som venner og lagde det hele bag os.”

16-17. Hvad må vi være besluttet på?

16 Den dybe kærlighed apostlen Johannes havde til sine brødre, viste sig i hans ægte omsorg for dem, og disse følelser lyser ud af det han skrev i sine tre inspirerede breve. Hvor er det opmuntrende at vide at de mænd og kvinder der er salvet til at regere sammen med Kristus, har samme indstilling som Johannes! – 1. Joh. 2:27.

17 Tænk over den vejledning vi her har gennemgået. Vær besluttet på at følge sandhedens vej og adlyde Jehova på alle livets områder. Studér hans ord, og hav fuld tillid til det. Styrk din tro på Jesus. Afvis menneskers filosofi og frafaldnes påstande. Lad dig ikke friste til at leve et dobbeltliv, og giv ikke efter for synd. Følg Jehovas høje moralnormer. Og lad os hver især hjælpe vores brødre og søstre til at holde ud ved at tilgive dem der har gjort os kede af det, og ved at gøre noget for dem der har det svært. Så vil vi, til trods for alle udfordringerne, blive ved med at følge sandhedens vej.

SANG NR. 49 Vi kan glæde Jehovas hjerte

^ par. 5 Vi lever i en verden der styres af Satan, løgnens far. Derfor må vi hele tiden kæmpe for at følge sandhedens vej. De kristne der levede i slutningen af det første århundrede, stod over for den samme udfordring. For at hjælpe både dem og os fik Jehova apostlen Johannes til at skrive tre breve. Det der står i disse breve, hjælper os til at se hvad der kunne forhindre os i at vandre på sandhedens vej, og hvordan vi kan overvinde disse forhindringer.

^ par. 6 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 11 Se studieartiklen “Har du styr på hvad der er fakta?” i Vagttårnet for august 2018.

^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: I skolen bliver en ung søster bombarderet med propaganda for homoseksualitet. (Mange steder bliver regnbuens farver brugt som symbol på homoseksualitet). Senere giver hun sig tid til at foretage research for at styrke sin kristne tro. Det hjælper hende til at klare den vanskelige situation.