Året efter fik betelfamilien en meddelelse om at der skulle bruges nogle frivillige på afdelingskontoret i Sydafrika, hvor man var ved at installere en ny rotationspresse. Jeg sagde at jeg var villig til at rejse, og til min store glæde blev jeg udvalgt. Der blev også udvalgt tre andre canadiske betelbrødre: Dennis Leech, Bill McLellan og Ken Nordin. Vi fik at vide at vi ville blive sendt afsted med en enkeltbillet!

Jeg ringede til min mor og sagde: “Mor, jeg har en nyhed! Jeg skal til Sydafrika!” Hun sagde ikke ret meget, men jeg vidste at hun ville støtte mig. Min mor var en stilfærdig men åndeligsindet kvinde, og hun havde en stærk tro. Både hun og min far var kede af at jeg skulle så langt væk, men ingen af dem klagede nogensinde over den beslutning jeg havde truffet.

Vi fire brødre kom først til Betel i Brooklyn, hvor vi fik tre måneders oplæring i at arbejde ved en sættemaskine. Så steg vi ombord på et fragtskib med kurs mod Cape Town i Sydafrika. Jeg var kun lige blevet 20. Om aftenen efter at vi var ankommet, begyndte vi på den lange rejse med tog fra Cape Town til Johannesburg. Det første sted toget standsede tidligt næste morgen, var i den lille by Karoo, som ligger i en halvørken hvor der er varmt og støvet. Vi fire brødre stirrede ud gennem togvinduet og spekulerede på hvad det var for et sted. Hvad var det dog vi havde sagt ja til? Senere kom vi sommetider tilbage til det samme område, og vi kom til at sætte pris på de hyggelige småbyer og deres fredelige livsform.

I nogle år havde jeg så den opgave at betjene en Linotype, en spændende og kompliceret maskine som støbte de linjer af bly der blev brugt ved trykningen af bladene Vagttårnet og Vågn op! På afdelingskontoret trykte man bladene på mange afrikanske sprog, ikke bare til Sydafrika men også til mange lande længere mod nord i Afrika. Den nye rotationspresse der havde fået os til at rejse halvvejs rundt om jorden, blev godt udnyttet!

Senere kom jeg til at arbejde på trykkerikontoret, hvorfra man ledte hele processen med at trykke, sende og oversætte litteraturen. Jeg havde et travlt, spændende og meningsfyldt liv.

I 1968 giftede jeg mig med Laura Bowen, en søster der boede i nærheden af Betel. Hun var pioner og udførte også noget maskinskrivning for Oversættelsesafdelingen. Dengang var det ikke muligt at fortsætte på Betel når man giftede sig, så vi fik en opgave som specialpionerer. Jeg var en lille smule bekymret. Efter at jeg havde været 10 år på Betel, hvor der blev sørget for kost og logi, skulle vi nu klare os for den godtgørelse man fik som specialpioner. Vi fik hver 25 rand om måneden (svarende til godt 200 kroner dengang) – hvis vi kunne rapportere det antal timer, genbesøg og publikationer som vi skulle. Det beløb skulle dække vores husleje, mad, transport, eventuel medicin og andre personlige udgifter.

Vi fik til opgave at arbejde sammen med en lille gruppe i nærheden af havnebyen Durban ved Det Indiske Ocean. Der var en stor befolkningsgruppe med indisk baggrund. Mange var efterkommere af gæstearbejdere som var kommet i slutningen af 1800-tallet for at arbejde i sukkerplantagerne. Nu havde de forskellige andre erhverv, men de havde beholdt deres indiske kultur – blandt andet madkulturen, som bød på lækre karryretter. Desuden talte de engelsk, hvilket gjorde det en del nemmere for os.

Specialpionerer skulle nå 150 timer i forkyndelsen hver måned, så Laura og jeg planlagde straks at nå seks timer den første dag. Det var varmt og fugtigt. Da vi hverken havde genbesøg eller bibelstudier, var det altså seks timer fra dør til dør. Et stykke tid efter at vi var begyndt, kiggede jeg på uret – der var kun gået 40 minutter! ‘Hvordan i alverden klarer vi det her?’ tænkte jeg.

Men efterhånden fandt vi en rytme. Hver dag smurte vi en madpakke og kom noget suppe eller kaffe på en termoflaske. Når vi havde brug for en pause, parkerede vi vores lille folkevogn i skyggen under et træ – sommetider omringet af skønne indiske småbørn der kiggede nysgerrigt på os! Efter nogle få dage opdagede vi at når de første to-tre timer var gået, forsvandt resten af dagen hurtigt.

Det var en stor glæde for os at fortælle de gæstfrie mennesker i distriktet om sandheden fra Bibelen! Den indiske befolkning var høflig, hjælpsom og gudfrygtig. Mange hinduer tog godt imod det budskab vi kom med. De elskede at lære om Jehova, Jesus, Bibelen, den nye verden og håbet om en opstandelse. Efter et års tid havde vi 20 bibelstudier, og hver dag spiste vi dagens hovedmåltid sammen med en af de familier vi studerede med. Vi var simpelthen lykkelige.

Næsten alt for hurtigt fik vi så en ny opgave: Vi skulle i kredstjenesten og rejse langs kysten af det smukke Indiske Ocean. Hver uge boede vi hos en familie mens vi arbejdede sammen med forkynderne i den lokale menighed for at opmuntre dem. I det hjem hvor vi havde logi, blev vi en del af familien og legede med deres børn og deres kæledyr. Sådan gik der to dejlige år. Så kom der pludselig en opringning fra afdelingskontoret med en ny melding: “Vi har tænkt os at hente jer ind på Betel igen.” Jeg svarede: “Vi har det ellers rigtig godt herude.” Men selvfølgelig var vi parat til at tage fat på enhver opgave vi fik.

På Betel kom jeg i Tjenesteafdelingen, hvor jeg fik det privilegium at arbejde sammen med mange modne og erfarne brødre. Dengang fik hver menighed et brev fra Tjenesteafdelingen på baggrund af den rapport kredstilsynsmanden skrev når han havde været på besøg i menigheden. Tanken med brevet var at opmuntre og give råd og vejledning om nødvendigt. Det gav vores sekretærer en masse arbejde. De skulle oversætte breve fra xhosa, zulu og andre sprog til engelsk, og svarene skulle så oversættes fra engelsk til de afrikanske sprog. Jeg beundrede de flittige oversættere, der også lærte mig meget om de vanskeligheder vores afrikanske brødre og søstre måtte klare.

Dengang levede befolkningen i Sydafrika under apartheidsystemet. Hver race havde nogle bestemte områder hvor de skulle bo, og der var ikke ret meget social kontakt mellem mennesker  af forskellig race. Vores afrikanske brødre og søstre talte deres egne sprog, forkyndte på deres egne sprog og hørte til menigheder som brugte deres egne sprog.

Faktisk havde jeg ikke lært ret mange afrikanere at kende endnu, for alle de menigheder jeg havde været i eller besøgt, var engelsktalende. Men nu havde jeg en chance for at lære noget om afrikanerne og deres kultur og skikke. For eksempel hørte jeg om de problemer som lokale traditioner og religiøse opfattelser gav vores brødre og søstre. De viste et fantastisk mod når de brød med ubibelske skikke, og når de kom ud for hård modstand fra deres familie fordi de ikke ville følge de spiritistiske traditioner! Der var meget fattigdom ude i landområderne. Mange havde ikke fået ret meget skoleundervisning, men de havde respekt for Bibelen.

Jeg fik også det privilegium at arbejde med nogle juridiske sager der drejede sig om vores neutralitet og vores frihed til at tilbede Jehova. Det var virkelig trosstyrkende at se hvor loyale og modige børnene af Jehovas Vidner var når de blev bortvist fra deres skole fordi de ikke ville være med til fælles bøn og salmesang.

Vores venner stod over for en anden udfordring i det lille land der dengang hed Swaziland. Da landets konge, Sobhuza II, døde, skulle alle borgere deltage i nogle bestemte sørgeritualer. For eksempel skulle mændene kronrages, og kvinderne skulle klippe deres hår kort. Det var en skik som var forbundet med forfædredyrkelse, og mange brødre og søstre blev forfulgt fordi de ikke ville deltage i den. Hvor var det rørende at se deres loyalitet mod Jehova! Vores afrikanske brødre og søstre lærte os utroligt meget om trofasthed, loyalitet og udholdenhed, og det gjorde vores egen tro endnu stærkere.

I 1981 fik jeg en ny opgave – jeg skulle hjælpe til ved udviklingen af computerbaserede metoder i forbindelse med trykning. Nu kom jeg altså tilbage til trykkeriet. Det var en spændende tid! Alt hvad der hed trykkevirksomhed, var i forandring. En lokal forhandler gav os lov til at låne en fotosættemaskine uden forpligtelser for at vi  kunne afprøve den. Resultatet blev at vi udskiftede ni Linotype-maskiner med fem nye fotosættere. Der blev også installeret en ny rotationspresse – en offsetmaskine. Udviklingen tog fart!

Overgangen til brug af computere betød at vi tog nye tekstbehandlings- og ombrydningsmetoder i anvendelse. Nu brugte vi MEPS, et elektronisk system til udgivelse af publikationer på mange sprog. Der var sandelig sket meget siden vi fire betelbrødre fra Canada var kommet til Sydafrika for at være med i det besværlige og langsommelige arbejde med blysats og Linotype-maskiner! (Esa. 60:17) Desuden var vi alle sammen blevet gift med dygtige, åndeligsindede pionersøstre. Bill og jeg var stadig på Betel. Ken og Dennis boede i nærheden og havde begge fået børn.

Vores afdelingskontor fik mere og mere at lave. Der blev oversat bibelsk litteratur til flere og flere sprog, og publikationerne blev trykt og sendt afsted til andre afdelingskontorer. Nu var der brug for nye betelbygninger. I et smukt område vest for Johannesburg byggede vi et nyt kompleks, som blev indviet i 1987. Det var en fornøjelse at være en del af hele denne udvikling, og i mange år havde jeg også den glæde at tjene i Afdelingskontorets Udvalg i Sydafrika.

Vi fik en stor overraskelse i 2001, da jeg blev indbudt til at være med i Afdelingskontorets Udvalg i USA, et udvalg som lige var blevet oprettet. Vi var kede af at sige farvel til vores opgaver og vores venner i Sydafrika, men vi glædede os også til at begynde på et nyt liv som medlemmer af betelfamilien i USA.

Vi var noget bekymrede fordi vi måtte rejse længere væk fra Lauras mor, som var oppe i årene. Når vi var kommet til New York, kunne vi ikke gøre ret meget for hende. Men Lauras tre søstre tilbød at hjælpe deres mor både praktisk, økonomisk og på andre måder. De sagde: “Vi kan ikke selv være i heltidstjenesten, men vi kan tage os af mor. På den måde hjælper vi jer til at fortsætte i jeres tjeneste.” Vi er dem dybt taknemmelige.

Min bror og hans hustru, som boede i Toronto i Canada, viste samme indstilling og var villige til at hjælpe min mor, der var enke. På det tidspunkt havde min mor boet sammen med deres familie i over 20 år. Vi værdsætter virkelig den kærlighed og omsorg de viste min mor lige til det sidste. Hun døde kort efter at vi var kommet til New York. Det er en stor velsignelse at have familie der støtter en i tjenesten, og som er villig til at lave ændringer for at påtage sig en opgave der kan være ret krævende!

I en del år her i USA havde jeg en opgave i forbindelse med produktionen af litteratur, en proces der er blevet mere og mere moderniseret og forenklet. I den senere tid har jeg arbejdet i Indkøbsafdelingen. Hvor har det været en fornøjelse for os i de sidste 20 år at være på det her kæmpestore betelhjem. Nu er der omkring 5.000 medlemmer af betelfamilien i USA og cirka 2.000 commutere!

For 60 år siden kunne jeg ikke have forestillet mig at jeg ville befinde mig her lige nu. I alle disse år har Laura givet mig sin helhjertede støtte. Hvor har det været et rigt liv! Vi har elsket alle de forskellige opgaver vi har haft, og alle de skønne mennesker vi har arbejdet sammen med. Det indbefatter også dem der tjener på de afdelingskontorer vi har besøgt i mange dele af verden. Nu hvor jeg er over 80 år gammel, er min arbejdsbyrde blevet reduceret, men der er mange dygtige yngre brødre der kan tage sig af det der skal gøres.

I Salme 33:12 står der: “Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova.” Hvor er det rigtigt! Og hvor er jeg taknemmelig for at have fået del i den lykke som Jehovas folk oplever!