Far var ældste i United Church of Canada, så hver søndag morgen sendte han mig og min søster i søndagsskole, og klokken 11 var vi så med ham til gudstjeneste i kirken. Om eftermiddagen var vi med mor til møde i rigssalen. Vi kunne tydeligt se forskellen mellem de to trossamfund.

Mor fortalte ivrigt sine gode venner Bob og Marion Hutcheson om sin nye tro, og de blev også Jehovas Vidner. I 1958 tog familien Hutcheson mig og deres tre sønner med til New York, hvor vi skulle til det otte dage lange internationale stævne “Den guddommelige Vilje”. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt se at det må have krævet meget af dem også at have mig med, men det stævne blev en af de største oplevelser i mit liv.

I mine teenageår boede vi på en gård, og jeg elskede at passe de dyr vi havde. Jeg overvejede seriøst at blive dyrlæge. Det nævnte min mor for en af de ældste i menigheden. Han mindede mig kærligt om at vi jo lever i “de sidste dage”, og sagde jeg skulle tænke over hvordan det at gå på universitetet i flere år ville påvirke mit forhold til Jehova. (2. Tim. 3:1) Det fik mig til at droppe planerne om universitetet.

 Jeg tænkte stadig meget over hvad jeg skulle efter high school. Jeg var selvfølgelig med i tjenesten hver weekend, men jeg var ikke så vild med at forkynde, og jeg kunne ikke se mig selv som pioner. Min far og min onkel, der ikke var Jehovas Vidner, prøvede at få mig til at tage et fuldtidsjob hos et stort forsikringsselskab i Toronto. Min onkel havde en høj stilling der, så jeg sagde ja til jobbet.

I Toronto arbejdede jeg tit over og var meget sammen med nogle der ikke var Jehovas Vidner, og det gik ud over møderne og forkyndelsen. Jeg boede hos min farfar, der heller ikke var et af Jehovas Vidner, men efter at han døde, var jeg nødt til at finde et andet sted at bo.

Ægteparret Hutcheson, der havde haft mig med til stævne i 1958, var som forældre for mig. De tilbød at jeg kunne flytte ind hos dem, og hjalp mig til at vokse åndeligt. Og i 1960 blev jeg døbt sammen med deres søn John. Han begyndte som pioner, og det motiverede mig til at gøre mere i tjenesten for Jehova. Brødrene lagde mærke til at jeg voksede åndeligt, og på et tidspunkt blev jeg udnævnt som skoletjener. a

I 1966 blev jeg gift med Randi Berge, en flittig pioner der meget gerne ville tjene hvor der var et større behov. Vores kredstilsynsmand var sød til at vise os personlig interesse og opfordrede os til at flytte til Ontario og hjælpe menigheden i Orillia. Så vi pakkede vores ting og flyttede.

Så snart vi ankom til Orillia, blev jeg pioner ligesom Randi. Hendes begejstring for tjenesten havde smittet af på mig. Da jeg begyndte at brænde for pionertjenesten, oplevede jeg glæden ved at bruge Bibelen og se mennesker forstå sandheden. Det var en stor velsignelse at hjælpe et par i Orillia til at gøre forandringer og blive tjenere for Jehova.

Under et besøg i Toronto mødte jeg Arnold MacNamara, som var en af de brødre der førte an i arbejdet på Betel. Han spurgte om vi kunne tænke os at blive specialpionerer. Jeg svarede med det samme: “Helt sikkert! Alle andre steder end Quebec!” Jeg var blevet påvirket af den negative holdning mange i den engelsktalende del af Canada havde til den fransktalende provins Quebec, hvor der på det tidspunkt var en del uroligheder fordi en politisk bevægelse ønskede at løsrive Quebec fra resten af Canada.

Arnold svarede: “Quebec er det eneste sted hvor Afdelingskontoret sender specialpionerer hen i øjeblikket.” Jeg sagde med det samme ja til opgaven, for jeg vidste også at Randi var meget interesseret i at tjene der. Senere fandt jeg ud af at det var en af de bedste beslutninger vi har truffet i vores liv.

Efter at have været på fransk sprogkursus i fem uger blev Randi og jeg sammen med et andet par sendt til Rimouski, der ligger omkring 540 kilometer nordøst for Montreal. Men vi havde stadig meget at lære, og det blev tydeligt ved et møde da jeg skulle læse nogle meddelelser. Jeg fik sagt at vi ved vores kommende stævne ville have mange “delegerede strudse” i stedet for mange “delegerede fra Østrig”.

I Rimouski var der fire ivrige singlesøstre og en familie, ægteparret Huberdeau og deres to døtre, der sluttede sig til os fire. Bror og søster Huberdeau lejede et stort hus med syv soveværelser, som blev vores pionerhjem. Vi kaldte det “Det Hvide Hus” fordi det havde en hvid facade og hvide søjler. Der boede gerne 12 til 14 mennesker der. Som specialpionerer var Randi og jeg ude at forkynde om formiddagen, eftermiddagen og aftenen, så vi var glade for altid at have nogen der kunne tage med os – især på de kolde vinteraftner.

Vi fik så nært et forhold til de her trofaste pionerer at de blev som familie for os. Nogle gange sad vi omkring et bål og hyggede os sammen, og andre gange havde vi “pierogi-dag”, en dag hvor vi alle sammen lavede dumplings med forskelligt fyld. En af brødrene var meget musikalsk, så lørdag aften dansede og sang vi ofte.

Der skete meget i distriktet i Rimouski. I løbet af fem år havde vi den glæde at flere af vores bibelstudieelever blev døbt. Vores menighed voksede til omkring 35 forkyndere.

I Quebec lærte vi virkelig meget som forkyndere. Det var tydeligt for os at se hvordan Jehova hjalp os i forkyndelsen og med vores materielle behov. Derudover fik vi stor kærlighed til de fransktalende, deres sprog og deres kultur – hvilket førte til at vi også kom til at elske andre kulturer. – 2. Kor. 6:13.

Helt uventet spurgte Afdelingskontoret os om vi kunne flytte til byen Tracadie, der ligger ved New Brunswicks østkyst. Det var ikke en let beslutning, for vi havde lige underskrevet en lejekontrakt på en lejlighed, og jeg havde deltidsarbejde som lærer, hvor jeg netop havde skrevet under på en kontrakt med skolen. Desuden var nogle af vores bibelstudieelever lige blevet forkyndere, og vi var i fuld gang med at bygge en rigssal.

 Vi brugte weekenden på at bede til Jehova om det og besøge Tracadie, der var meget anderledes end Rimouski. Men fordi Jehova ønskede at vi skulle gøre det, besluttede vi at flytte dertil. Vi satte Jehova på prøve og så hvordan han fjernede alle hindringer. (Mal. 3:10) Randis åndelighed og selvopofrende indstilling og gode humør gjorde det hele meget lettere.

Den eneste ældste der var i vores nye menighed, var Robert Ross. Han havde tjent som pioner sammen med sin kone, Linda. Nu skulle de have barn, men de havde besluttet at blive i menigheden. Selvom de havde en lille dreng at tage sig af, var de til stor opmuntring for mig og Randi fordi de var så gæstfri og elskede forkyndelsen.

Efter to år som pionerer i Tracadie fik vi igen en overraskelse – vi blev spurgt om vi ville begynde i rejsetjenesten. I syv år rejste vi i engelsktalende kredse, og derefter fik vi tildelt en fransktalende kreds i Quebec. Vores områdetilsynsmand i Quebec, Léonce Crépeault, var sød til at rose mig for mine foredrag. Men han var også god til at spørge: “Hvordan kunne man gøre det mere brugbart for vennerne?” b Den personlige interesse han viste mig, hjalp mig til at gøre min undervisning mere specifik og lettere at forstå.

En af de bedste oplevelser jeg har haft i forbindelse med en opgave, var ved det internationale stævne i Montreal i 1978, der hed “Den sejrende tro”. Jeg var i Bespisningsafdelingen. Vi forventede at der ville komme 80.000 som skulle bespises, og der var kommet en ny ordning for hvordan det skulle foregå. Alt var helt nyt: udstyret, menuen og måden maden skulle tilberedes på. Vi havde omkring 20 store køletrailere, der desværre ikke altid virkede. Dagen inden stævnet skulle begynde, kunne vi først komme ind på stadionet ved midnat for at gøre klar på grund af et sportsarrangement. Og ovnene måtte tændes før solopgang for at vi kunne nå at lave morgenmad! Vi var trætte, men jeg lærte meget af de andre frivillige. De arbejdede hårdt, var åndeligt modne og havde humoristisk sans. Det førte til gode venskaber  der har varet helt frem til i dag. Det var en stor glæde at være en del af det her historiske stævne i Quebec, den provins hvor der havde været så hård forfølgelse i 1940’erne og 1950’erne.

Jeg lærte rigtig meget af de andre tilsynsmænd ved vores store stævner i Montreal. Et af årene var David Splane, der nu er medlem af Det Styrende Råd, stævnetilsynsmand. Senere var det mig der fik den opgave. Men David var en god støtte for mig.

I 2011, efter at Randi og jeg havde været i rejsetjenesten i 36 år, fik jeg til opgave at være lærer på Skolen for Menighedsældste. I løbet af to år sov vi i 75 forskellige senge, men det var det hele værd. Når en uge var slut, var de ældste dybt taknemmelige fordi de mærkede at Det Styrende Råd virkelig havde omsorg for dem og ønskede at de skulle bevare et nært forhold til Jehova.

Senere blev jeg lærer på Skolen for Kristne Forkyndere. Eleverne følte sig ofte overvældet af det travle skema: syv timers undervisning hver dag, tre timers forberedelse hver aften og fire til fem opgaver hver uge. Den anden lærer og jeg forklarede dem at de kun kunne klare det med Jehovas hjælp. Det var altid herligt at se hvor stort indtryk det gjorde på eleverne når de klarede meget mere end de troede var muligt, fordi de stolede på Jehova.

Min mors evne til at vise andre personlig interesse fik hendes bibelstudieelever til at gøre fremskridt, og min far til at ændre indstilling til sandheden. Tre dage efter at hun døde, overraskede min far os ved at komme til et offentlig foredrag i rigssalen, og han blev ved med at komme til møderne de næste 26 år. Far blev aldrig døbt, men de ældste har fortalt mig at han altid var den første der kom til mødet.

Min mor var også et rigtig godt eksempel for mig og mine tre søstre. De tjener alle Jehova sammen med deres mænd. To af dem er på Betel – den ene i Portugal, og den anden i Haiti.

Randi og jeg tjener nu som specialpionerer i Hamilton, Ontario. Da vi var i rejsetjenesten, nød vi virkelig at være med andre på deres genbesøg og bibelstudier. Men nu glæder vi os over at se vores egne bibelstudieelever gøre fremskridt. Vi elsker brødrene og søstrene i vores nye menighed, og det er meget opmuntrende at se hvordan Jehova hjælper dem både i gode og dårlige tider.

Vi er dybt taknemmelige for den personlige interesse som mange har vist os gennem tiden. Vi har også altid selv prøvet at vise andre ‘oprigtig omsorg’, blandt andet ved at opfordre dem til at gøre alt hvad de kan, i tjenesten for Jehova. (2. Kor. 7:6, 7) For eksempel var der en familie hvor hustruen, sønnen og datteren alle var i heltidstjenesten. Jeg spurgte manden om han nogensinde havde overvejet at blive pioner. Han svarede at han forsørgede tre pionerer. Så jeg spurgte ham: “Kan du gøre det bedre end Jehova kan?” Jeg opmuntrede ham til selv at mærke glæden ved pionertjenesten. Og seks måneder senere var han pioner.

Randi og jeg vil blive ved med at “fortælle den næste generation” om Jehovas “storslåede gerninger”, og vi håber at de vil få samme glæde ved at tjene Jehova som vi har haft. – Sl. 71:17, 18.