BØGERNE blev kaldt regnbuesættet. Da jeg begyndte at kigge i dem, lagde jeg mærke til de spændende billeder. De satte gang i min fantasi og gav mig tidligt i mit liv et stærkt ønske om at lære mere om Bibelen.

Omkring det tidspunkt hvor det så ud til at Indien ville blive involveret i Anden Verdenskrig, begyndte min egen lille verden også at bryde sammen. Mine forældre gik fra hinanden og blev skilt. Det var ikke til at forstå at de to mennesker jeg elskede allerhøjest, ikke ville være sammen. Jeg følte mig forladt og helt tom indeni. Jeg var deres eneste barn og følte ikke at der var nogen steder jeg kunne få den trøst og støtte som jeg havde behov for.

Jeg kom til at bo sammen med min mor i provinshovedstaden Karachi. En dag blev der banket på døren. Udenfor stod en ældre mand der hed Fred Hardaker. Han var læge og et af Jehovas Vidner og havde altså samme tro som den missionær der havde givet os de farverige bøger. Min mor takkede nej til det bibelstudie han tilbød hende, men sagde at  jeg måske var interesseret. Allerede ugen efter studerede jeg for første gang med bror Hardaker.

Et par uger senere begyndte jeg at komme til møderne, der foregik i bror Hardakers klinik. Møderne blev overværet af omkring 12 Jehovas Vidner, som alle var oppe i årene. De trøstede mig og tog sig af mig som var jeg deres egen søn. Jeg har dejlige minder om hvordan de satte sig ned på hug så vi kunne tale sammen som nære venner, noget jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt.

Der gik ikke længe før bror Hardaker tog mig med i forkyndelsen. Dengang afspillede vi korte bibelske foredrag for dem vi besøgte, så han lærte mig at betjene en rejsegrammofon. Nogle af foredragene var ret direkte, og det var ikke alle vi besøgte, der brød sig om budskabet. Men jeg syntes at det var spændende at forkynde; jeg var fuld af begejstring og elskede at fortælle andre om de ting jeg havde lært fra Bibelen.

Da den japanske hær gjorde forberedelser til at gå ind i Indien, lagde de britiske kolonimyndigheder et større pres på Jehovas Vidner. I juli 1943 kom det til at berøre mig personligt. Skoleinspektøren, der var anglikansk præst, bortviste mig med den begrundelse at jeg havde nogle ‘utilfredsstillende karaktertræk’. Han fortalte min mor at jeg var et dårligt eksempel for de andre elever fordi jeg kom sammen med Jehovas Vidner. Mor blev meget bekymret og forbød mig at være sammen med mine trosfæller. Senere sendte hun mig op for at bo hos min far i Peshawar, en by der lå næsten 1.400 kilometer nordpå. Dér havde jeg hverken mulighed for at få åndelig føde eller være sammen med andre Jehovas Vidner, og resultatet blev at jeg gik i stå i sandheden.

I 1947 vendte jeg tilbage til Karachi for at finde arbejde. Mens jeg var der, besøgte jeg bror Hardaker på hans klinik, og han tog varmt imod mig.

Han troede at jeg kom for at få lægehjælp, så han spurgte: “Nå, hvad fejler du så?”

“Jeg fejler ikke noget fysisk,” sagde jeg til ham. “Jeg er åndeligt syg og har brug for et bibelstudie.”

“Hvornår vil du gerne begynde?” spurgte han.

“Med det samme, hvis det kan lade sig gøre,” svarede jeg.

Vi studerede Bibelen sammen hele aftenen. Åndeligt set var det som om jeg var kommet hjem. Min mor gjorde dog alt hvad hun kunne, for at forhindre mig i at være sammen med Vidnerne, men denne gang var jeg besluttet på at holde fast ved sandheden. Jeg indviede mig til Jehova, og den 31. august 1947 blev jeg døbt. Kort tid efter, som 17-årig, begyndte jeg som pioner.

Jeg fik til opgave at tjene som pioner i byen Quetta, hvor der tidligere havde været en britisk militærbase. Da landet i 1947 blev delt op i Indien og Pakistan, * udbrød der voldsomme kampe mellem de forskellige trosretninger, hvilket førte til en af de største folkevandringer i historien. Omkring 14 millioner mennesker måtte flygte. Muslimerne i Indien tog til Pakistan, og hinduerne og sikherne tog fra Pakistan til Indien. Midt i dette kaos tog jeg med et overfyldt tog fra Karachi til Quetta og måtte klynge mig til et håndtag på ydersiden af toget det meste af vejen.

I Quetta mødte jeg George Singh, en specialpioner der var midt i tyverne, og han forærede mig en gammel cykel, som jeg kunne køre på, eller skubbe, når jeg skulle rundt i vores kuperede distrikt. Som regel gik jeg alene i forkyndelsen. Inden der var gået et halvt år, havde jeg 17 bibelstudier, og nogle af dem jeg studerede med, blev Jehovas Vidner. En af dem var Sadiq Masih, der var officer i hæren. Sadiq hjalp George og mig med at oversætte nogle af vores publikationer til urdu, hovedsproget i Pakistan, og blev med tiden en flittig forkynder.

Senere vendte jeg tilbage til Karachi. Her kom jeg til at arbejde sammen med Henry Finch og Harry Forrest, to missionærer der lige var kommet fra Gileadskolen, og som jeg lærte rigtig meget af. Engang var jeg med bror Finch på en forkyndertur til det nordlige Pakistan. I dette område med imponerende bjergkæder mødte vi mange ydmyge urdutalende landsbyboere der gerne ville høre om Bibelens  budskab. To år senere fik jeg selv lov til at overvære Gileadskolen. Bagefter blev jeg sendt tilbage til Pakistan, hvor en del af min tjeneste bestod i at være i kredstjenesten. Jeg kom til at bo i et missionærhjem i Lahore sammen med tre andre missionærbrødre.

Desværre blev der i 1954 ufred mellem missionærerne i Lahore, og resultatet var at afdelingskontoret gav nogle af os nye opgaver. Jeg havde været så dum at tage parti i konflikten og fik derfor en kraftig irettesættelse. Det ramte mig hårdt, og jeg følte mig som en stor fiasko. Jeg flyttede tilbage til Karachi og derefter til London i håb om at kunne starte på en frisk.

I min menighed i London var der mange betelitter. En af dem var landstjeneren, Pryce Hughes, en kærlig bror der tog mig under sine vinger. En dag fortalte han mig at han engang havde fået en ret direkte vejledning af Joseph F. Rutherford, der førte tilsyn med det globale forkyndelsesarbejde. Da bror Hughes var begyndt at forsvare sig, havde bror Rutherford irettesat ham kraftigt. Det kom bag på mig at bror Hughes havde et smil på læben mens han genkaldte sig episoden. Han fortalte at han til at begynde med var blevet meget ked af det, men at han senere havde indset at han virkelig havde brug for den vejledning, og at den var et udtryk for Jehovas kærlighed. (Hebr. 12:6) Det han sagde, gik lige i hjertet på mig og hjalp mig til at komme åndeligt på fode igen.

Omkring det tidspunkt flyttede min mor også til London. John Barr, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, tilbød hende et bibelstudie, hvilket hun takkede ja til. Hun gjorde åndelige fremskridt og blev døbt i 1957. Jeg fandt senere ud af at min far også havde studeret med Jehovas Vidner inden han døde.

I 1958 blev jeg gift med Lene, en dansk søster der boede i London. Året efter fik vi en datter, Jane, som blev den første af vores fem børn. Jeg fik også tjenesteprivilegier i Fulham Menighed, som vi tilhørte. Desværre var Lenes helbred ikke så godt, så i 1967 flyttede vi til Adelaide i Australien, hvor det varme klima var bedre for hende.

I vores menighed i Adelaide hørte 12 af de ældre forkyndere til den salvede skare, og de var alle meget flittige i forkyndelsen. Vi fik hurtigt opbygget en god åndelig rutine.

I 1979 fik Lene og jeg vores femte barn, Daniel. Daniel havde Downs syndrom * og var desværre alvorligt  syg, så det var ikke forventet at han ville blive ret gammel. Selv i dag er det svært for mig at sætte ord på den følelsesmæssige smerte vi oplevede. Vi gjorde alt hvad vi overhovedet kunne, for at tage os af ham og forsøgte samtidig at give vores fire andre børn den opmærksomhed de havde brug for. Daniel havde to huller i hjertet, så nogle gange blev han helt blå i hovedet af iltmangel, og vi var nødt til at få ham på hospitalet i en fart. Men selvom han havde det så dårligt, var han en kvik dreng. Han var utroligt kærlig og elskede Jehova. Når vi skulle bede en bøn før maden, foldede han altid sine små hænder og bøjede hovedet, og bagefter sagde han et inderligt “Amen!” Og så var han klar til at spise.

Som 4-årig fik Daniel akut leukæmi. Lene og jeg var fuldstændigt drænet for kræfter, både fysisk og psykisk. Jeg følte faktisk at jeg var tæt på at få et nervesammenbrud. Men en dag hvor vi næsten ikke kunne mere, bankede vores kredstilsynsmand, Neville Bromwich, på døren. Med tårer i øjnene lagde han sine arme omkring os, og vi græd alle tre. Jeg kan ikke beskrive hvor meget hans kærlige og medfølende ord trøstede os. Han tog først afsted ved ettiden om natten. Kort efter døde vores lille dreng. At miste Daniel er det mest smertelige vi nogensinde har oplevet. Men vi har udholdt sorgen i fuld tillid til at intet – ikke engang døden – kan skille ham fra Jehovas kærlighed. (Rom. 8:38, 39) Vi glæder os af hele vores hjerte til at være sammen med ham når han får livet igen i Guds nye verden! – Joh. 5:28, 29.

I dag er jeg stadig ældste i menigheden, selvom jeg har haft to slagtilfælde. De ting jeg har oplevet i mit liv, har hjulpet mig til at være mere medfølende og omsorgsfuld – især over for dem der kæmper med problemer. Jeg prøver at lade være med at dømme dem. I stedet spørger jeg mig selv: ‘Hvordan har deres baggrund været med til at forme deres tanker og følelser? Hvordan kan jeg vise dem at jeg holder af dem? Hvordan kan jeg hjælpe dem til at gøre Jehovas vilje?’ Jeg elsker virkelig at udføre min opgave som hyrde i menigheden! Når jeg trøster og opmuntrer andre, kan jeg ligefrem mærke at jeg selv bliver trøstet og opmuntret.

Jeg har det ligesom salmisten der sagde: “Når jeg blev overvældet af bekymringer, trøstede og beroligede [Jehova] mig.” (Sl. 94:19) Jehova har holdt mig oppe i tider med familieproblemer, religiøs modstand, personlige skuffelser og dyb sorg. Ja, Jehova har i sandhed vist sig at være en Far for mig!