1, 2. (a) Hvad viser at verden bliver mere og mere splittet? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

“LIGE fra jeg var barn, så jeg ikke andet end uretfærdighed. Så jeg vendte det politiske system i mit land ryggen og tillagde mig det som de fleste vil kalde radikale holdninger. Faktisk var jeg i mange år kærester med en terrorist,” fortæller en søster i Sydeuropa, der ser tilbage på sin fortid. En bror i det sydlige Afrika forklarer hvorfor han før i tiden tyede til vold. “Jeg var af den overbevisning at den stamme jeg kom fra, var bedre end alle andre, og jeg meldte mig ind i et politisk parti,” fortæller han. “Vi fik at vide at vi skulle slå vores modstandere ihjel med spyd – selv dem fra vores egen stamme som støttede andre politiske partier.” En søster i Centraleuropa siger: “Jeg havde mange fordomme, og jeg hadede alle der kom fra et andet land, eller som havde en anden religion.”

² I dag har flere og flere samme slags holdninger som disse tre engang havde. Uafhængighedsbevægelser benytter sig af vold for at nå deres mål, det politiske landskab bliver mere og mere polariseret, og i mange lande vokser uviljen mod udlændinge. Præcis som det er forudsagt i Bibelen, er mennesker i disse  sidste dage uforsonlige. (2. Tim. 3:1, 3) Hvordan kan Guds folk bevare enheden i en verden der er dybt splittet? Vi kan lære meget af Jesus. På hans tid var der også store politiske splittelser i samfundet. I denne artikel vil vi behandle tre spørgsmål: Hvorfor ville Jesus ikke involveres i politiske bevægelser? Hvordan understregede han at Guds tjenere ikke bør tage stilling til politiske spørgsmål? Og hvordan lærte han sine disciple at de aldrig måtte gribe til vold?

3, 4. (a) Hvad ønskede mange af jøderne på Jesus’ tid? (b) Hvordan påvirkede den generelle stemning Jesus’ disciple?

³ Mange af de jøder Jesus forkyndte for, ønskede ikke at være underlagt det romerske styre. Dertil kom at de jødiske zeloter, en nationalistisk oprørsbevægelse, gjorde alt hvad de kunne, for at fremme uafhængighedstrangen blandt folket. En del af disse fanatikere lod sig lede af de idéer der blev fremholdt af Judas fra Galilæa – en falsk messias i det første århundrede som forledte mange. Den jødiske historiker Josefus nævner at denne Judas “ophidsede ... indbyggerne til at gøre oprør, idet han erklærede det for en forbrydelse, hvis de fortsatte med at betale skat til romerne”. Det endte med at romerne fik Judas henrettet. (Ap.G. 5:37) Nogle af zeloterne brugte endda vold for at opnå det de ville.

⁴ Størstedelen af jøderne ventede ivrigt på at der skulle komme en Messias. De forventede at han ville fremstå som en politisk leder der ville gøre Israel til en stor nation igen og befri dem fra Roms undertrykkende styre. (Luk. 2:38; 3:15) Mange troede at Messias ville oprette et jordisk styre i Israel, hvilket ville gøre det muligt for de millioner af jøder der var spredt rundt om i verden, at vende tilbage til deres hjemland. Selv Johannes Døber spurgte engang Jesus: “Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?” (Matt. 11:2, 3) Han spekulerede måske over om det var en anden der skulle indfri alle jødernes forhåbninger. De to disciple der mødte den opstandne Jesus på vejen til Emmaus, havde også nogle forestillinger om Messias som ikke var blevet indfriet. (Læs Lukas 24:21). Og kort efter den episode spurgte Jesus’ apostle ham: “Herre, er det nu du genopretter riget for Israel?” – Ap.G. 1:6.

5. (a) Hvorfor ville galilæerne have Jesus som deres konge? (b) Hvad gjorde Jesus for at korrigere deres tankegang?

⁵ Jøderne forventede at Messias ville løse alle deres problemer. Det var sikkert derfor at galilæerne gerne ville gøre Jesus til deres konge. De har uden tvivl tænkt at Jesus ville være den perfekte leder. Han var en fremragende taler, han kunne helbrede syge, og han kunne sørge for mad til de sultne. Da Jesus på et tidspunkt mirakuløst sørgede for mad til omkring 5.000 mænd, var folk dybt imponerede. Jesus kunne godt fornemme hvordan stemningen udviklede sig. Bibelen siger: “Jesus vidste nu at de ville tvinge ham til at gå med dem så de kunne gøre ham til konge, så han trak sig igen tilbage til bjerget helt alene.” (Joh. 6:10-15) Næste dag, da begejstringen måske havde lagt sig lidt, forklarede Jesus folkemængden hvad det egentlige formål med hans arbejde var. Han var kommet for at hjælpe mennesker åndeligt, ikke materielt. “Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den mad der består og giver evigt liv,” sagde han. – Joh. 6:25-27.

6. Hvordan understregede Jesus at han ikke var interesseret i at få politisk indflydelse? (Se indledningsbillede).

⁶ Kort tid før sin død var Jesus klar over  at nogle af hans disciple regnede med at han ville oprette et jordisk kongerige med sæde i Jerusalem. For at hjælpe dem til at forstå at det ikke ville komme til at ske, fortalte han lignelsen om minerne, der viste at Jesus, “en mand fra en fornem familie”, måtte tage et andet sted hen og være væk i en længere periode. (Luk. 19:11-13, 15) Jesus forklarede også de romerske myndigheder at han var neutral i verdens politiske forhold. På et tidspunkt spurgte Pontius Pilatus ham: “Er du jødernes konge?” (Joh. 18:33) Gennem hele sin tid som statholder var Pilatus bange for at der skulle opstå politisk uro – og nu frygtede han måske at Jesus ville være årsag til det. Men Jesus svarede: “Mit rige er ikke en del af denne verden.” (Joh. 18:36) Jesus ville ikke blande sig i verdens politik, for hans rige skulle oprettes i himlen. Som han forklarede Pilatus, var hans opgave på jorden at “vidne om sandheden”. – Læs Johannes 18:37.

7. Hvorfor kan det være en udfordring ikke at støtte politiske bevægelser?

⁷ Når vi ligesom Jesus har en helt klar forståelse af hvilken opgave vi har fået, vil vi ikke støtte nogen som helst politisk bevægelse – ikke engang i vores hjerte. Det kan godt være en udfordring. En kredstilsynsmand fortæller: “Mennesker i vores område bliver mere og mere ekstreme i deres holdninger. Nationalisme præger samfundet, og mange er helt sikre på at politisk selvstændighed vil forbedre deres liv. Men brødrene har bevaret deres kristne enhed ved at koncentrere sig om at forkynde den gode nyhed om Riget. De ved at det er Gud der vil fjerne uretfærdighed og de andre problemer vi kæmper med.”

8. Hvorfor følte mange jøder sig uretfærdigt behandlet i det første århundrede?

⁸ Når folk oplever uretfærdighed, begynder de ofte at gå mere op i politik. På Jesus’ tid var spørgsmålet om skat et emne der kunne sætte sindene i kog. Faktisk startede Judas fra Galilæa sit oprør fordi der blev foretaget en registrering som skulle sikre at alle betalte afgift til Rom. Romerrigets undersåtter var pålagt en del skatter og afgifter, blandt andet på varer, jord og huse. Og den udbredte korruption blandt skatteopkræverne gjorde kun problemet værre. Retten til at inddrive visse skatter blev udbudt i offentlig licitation. Efter at have erhvervet denne ret kunne en skatteopkræver skabe profit ved at opkræve ekstra penge af folk. Zakæus, der var overskatteopkræver i Jeriko, havde skaffet sig stor rigdom ved at afpresse folk.  (Luk. 19:2, 8) Det var sikkert en praksis de fleste skatteopkrævere gjorde brug af.

9, 10. (a) Hvordan forsøgte Jesus’ modstandere at få ham til at tage stilling til et kontroversielt emne? (b) Hvad kan vi lære af Jesus’ svar? (Se indledningsbillede).

⁹ Jesus’ modstandere forsøgte at få ham til at tage stilling til et kontroversielt emne. Det emne de tog op, var “kopskat”, en skat på en denar som Romerrigets undersåtter var pålagt at betale. (Læs Matthæus 22:16-18; se fodnote til vers 17). Jøderne hadede især denne skat, for den mindede dem om at de var underlagt det romerske styre. Det var “tilhængere af Herodes’ parti” der stillede spørgsmålet i håb om at lokke Jesus i en fælde. Hvis han sagde at man ikke skulle betale skatten, kunne de måske anklage ham for tilskyndelse til oprør. Hvis han sagde at man skulle betale den, ville folk måske holde op med at følge ham.

¹⁰ Jesus var meget opmærksom på at være helt neutral i dette ømtålelige spørgsmål. “Giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds,” svarede han. (Matt. 22:21) Jesus var udmærket klar over at korruption var udbredt blandt skatteopkræverne, men det var ikke det han fokuserede på. Han vidste at der var noget der var meget vigtigere, nemlig Guds rige, den eneste løsning på menneskehedens problemer. På den måde var han et godt eksempel for os. Som kristne må vi undgå at vælge side i politiske spørgsmål, uanset hvor godt og retfærdigt eller forkert og urimeligt noget kan virke. I stedet for at udvikle stærke holdninger til eller begynde at kritisere uretfærdigheder i samfundet fokuserer vi på Guds rige og hans retfærdige normer. – Matt. 6:33.

11. Hvad er den bedste måde vi kan hjælpe folk på?

¹¹ Mange Jehovas Vidner har tidligere haft en stærk politisk overbevisning, som de nu har aflagt. “Efter at jeg begyndte at studere sociologi på universitetet, udviklede jeg nogle radikale holdninger,” fortæller en søster i Storbritannien. “Jeg ville gerne kæmpe for sortes rettigheder, eftersom vi havde været udsat for så stor uretfærdighed. Selvom jeg var god til at vinde debatter, endte jeg alligevel med at være dybt frustreret. Jeg havde ikke forstået at årsagerne til racediskrimination måtte fjernes fra menneskers hjerte. Da jeg begyndte at studere Bibelen, gik det op for mig at jeg var nødt til at starte med mit eget hjerte, og det var en hvid søster der tålmodigt hjalp mig på denne rejse. Nu er jeg pioner og hører til en tegnsprogsmenighed, hvor jeg lærer at hjælpe alle slags mennesker.”

12. Hvad var det for en “surdej” Jesus sagde at hans disciple skulle undgå?

¹² På Jesus’ tid var religion og politik ofte blandet sammen. Bogen Dagligt liv i Palæstina på Jesu tid siger at “de religiøse sekter, som jøderne delte sig i, stort set svarer til det, vi kalder politiske partier”. Så Jesus advarede sine disciple: “Hold øjnene åbne, og pas på farisæernes surdej og Herodes’ surdej.” (Mark. 8:15) Da Jesus nævnte Herodes, hentydede han sikkert til tilhængerne af Herodes’ parti. Den anden gruppe Jesus nævnte, var farisæerne, som gerne ville have at jøderne opnåede selvstændighed. I Matthæus’ beretning kan vi se at Jesus i denne samtale også nævnte saddukæerne. De ville gerne have at tingene forblev som de var, for så kunne de beholde deres høje stillinger. Jesus advarede udtrykkeligt sine disciple mod at lade sig påvirke af disse tre gruppers holdninger, eller surdej. (Matt. 16:6, 12) Interessant nok fandt denne samtale sted kort tid efter episoden hvor folkemængden ville gøre Jesus til konge.

13, 14. (a) Hvordan førte sammenblanding af religion og politik til vold og uretfærdighed? (b) Hvorfor er uretfærdighed ikke en undskyldning for at bruge vold? (Se indledningsbillede).

 ¹³ Når religion bliver blandet med politik, fører det ofte til vold. Jesus lærte sine disciple at de måtte forholde sig fuldstændigt neutrale, og det var faktisk en af grundene til at de øverste præster og farisæerne planlagde at slå ham ihjel. De var bange for at folk ville lytte til ham og holde op med at støtte dem. I så fald ville de miste deres religiøse og politiske indflydelse. “Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vores tempel og vores nation,” sagde de. (Joh. 11:48) Så ypperstepræsten Kajfas tog initiativ til udarbejdelsen af en hemmelig plan om at få Jesus ryddet af vejen. – Joh. 11:49-53; 18:14.

¹⁴ I ly af nattens mørke sendte Kajfas soldater ud for at anholde Jesus. Jesus kendte til den onde plan, så under sit sidste måltid med apostlene sagde han at de skulle tage nogle sværd med. To sværd ville være nok til at understrege en vigtig pointe over for dem. (Luk. 22:36-38) Senere på aftenen brugte Peter sit sværd mod en af dem der kom for at hente Jesus – uden tvivl fordi han blev vred over den uretfærdige behandling Jesus blev udsat for. (Joh. 18:10) Men Jesus sagde til Peter: “Stik dit sværd i skeden igen! For alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.” (Matt. 26:52, 53) Denne vigtige pointe var i harmoni med det Jesus havde sagt i sin bøn tidligere på aftenen – at hans disciple ikke skulle være en del af verden. (Læs Johannes 17:16). Kampen mod uretfærdighed skal overlades til Jehova.

15, 16. (a) Hvad har Guds ord hjulpet nogle kristne til? (b) Hvilken kontrast kan Jehova se når han betragter verden?

¹⁵ Den søster fra Sydeuropa der blev nævnt i indledningen, har også forstået denne vigtige pointe. “Jeg har erfaret at vold ikke fører til retfærdighed,” siger hun. “Jeg så at det ofte kom til at koste folk livet når de greb til vold. Og mange andre endte med at blive bitre. Jeg blev så glad da jeg ud fra Bibelen lærte at det kun er Gud der kan indføre sand retfærdighed på jorden. Det budskab har jeg forkyndt for andre i de sidste 25 år.” Broren i Afrika har erstattet sit spyd med “åndens sværd”, Guds ord, og forkynder nu et budskab om fred for sine medmennesker, uanset hvilken stamme de kommer fra. (Ef. 6:17) Og efter at være blevet et Jehovas Vidne giftede søsteren i Centraleuropa sig med en bror fra en etnisk gruppe hun tidligere havde hadet. Alle tre foretog disse store forandringer fordi de gerne ville være som Jesus.

¹⁶ Hvor er det vigtigt at man foretager den slags forandringer! Bibelen sammenligner menneskeheden med et oprørt hav der aldrig falder til ro. (Esa. 17:12; 57:20, 21; Åb. 13:1) Politiske spørgsmål ophidser og splitter folk og kan føre til vold, men vi bevarer vores fred og enhed. Når Jehova betragter denne splittede verden, må det varme ham om hjertet at se hvor forenede hans tjenere er. – Læs Sefanias 3:17.

17. (a) På hvilke tre måder kan vi fremme enheden? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

¹⁷ Denne artikel har understreget at vi kan fremme den kristne enhed på tre måder: (1) ved at stole på at Guds rige vil sætte en stopper for uretfærdighed, (2) ved ikke at vælge side i politiske spørgsmål og (3) ved ikke at bruge vold. Men noget der nogle gange kan true vores enhed, er fordomme. Den næste artikel vil komme ind på hvordan vi kan bekæmpe fordomme, ligesom de første kristne gjorde.