1, 2. (a) Hvad bad Jesus om i sin sidste bøn sammen med apostlene? (b) Hvad kan have været grunden til at Jesus understregede behovet for enhed?

JESUS viste under sit sidste måltid med apostlene at han var meget optaget af at der skulle være enhed blandt dem. Da han bad sammen med dem, gav han udtryk for sit ønske om at alle hans disciple skulle være ét, ligesom han og hans Far er ét. (Læs Johannes 17:20, 21). Disciplenes enhed ville være et magtfuldt vidnesbyrd, et klart bevis på at Jesus var blevet sendt til jorden for at gøre Jehovas vilje. Den kærlighed som skulle kendetegne Jesus’ sande disciple, ville bidrage til deres enhed. – Joh. 13:34, 35.

² Der er ikke noget at sige til at Jesus understregede behovet for enhed. Han havde lagt mærke til at apostlene ikke var helt forenede. For eksempel havde de den samme aften igen diskuteret “hvem af dem der var den største”. (Luk. 22:24-27; Mark. 9:33, 34) Og på et andet tidspunkt havde Jakob og Johannes bedt Jesus om at give dem prominente pladser i hans rige, nemlig dem der var lige ved siden af ham. – Mark. 10:35-40.

3. Hvad kan have været årsag til at der manglede enhed blandt Jesus’ disciple, og hvilke spørgsmål vil vi se på?

 ³ Disciplenes ønske om at få en fremtrædende stilling var ikke det eneste der kunne true deres enhed. Had og fordomme havde ført til mange splittelser i samfundet på den tid. Den slags negative følelser måtte Jesus’ disciple overvinde. I denne artikel vil vi få svar på følgende spørgsmål: Hvordan tacklede Jesus fordomme? Hvordan hjalp han sine disciple til at behandle andre fordomsfrit og være helt forenede? Og hvordan kan hans lære hjælpe os til at være forenede?

4. Hvilke fordomme mødte Jesus?

⁴ Jesus mødte selv fordomme. Da Filip fortalte Nathanael at han havde fundet Messias, svarede han: “Kan der komme noget godt fra Nazaret?” (Joh. 1:46) Nathanael var sikkert klar over at Messias skulle fødes i Betlehem, sådan som profetien i Mika 5:2 havde forudsagt, og tænkte måske at Nazaret var for ubetydelig til at kunne være Messias’ hjemby. Der var også nogle af de fremtrædende judæere der foragtede Jesus fordi han var galilæer. (Joh. 7:52) Mange i Judæa så ned på folk fra Galilæa. Andre jøder kaldte Jesus en samaritaner for at fornærme ham. (Joh. 8:48) Samaritanerne adskilte sig fra jøderne både hvad angik etnisk baggrund og religion. Hverken judæere eller galilæere havde ret meget tilovers for samaritanerne, og de gjorde hvad de kunne for at undgå dem. – Joh. 4:9.

5. Hvilke fordomme oplevede Jesus’ disciple?

⁵ De jødiske religiøse ledere talte også nedsættende om Jesus’ disciple. Farisæerne satte dem i bås med den folkemængde de betragtede som forbandet. (Joh. 7:47-49) Faktisk opfattede de alle der ikke havde studeret ved de rabbinske skoler, eller som ikke fulgte deres traditioner, som andenrangsborgere. (Ap.G. 4:13, fdn.) De fordomme som Jesus og hans disciple blev mødt med, bundede i religiøs, social og etnisk stolthed. Disciplene var også selv påvirket af sådanne fordomme. Hvis de skulle være forenede, måtte de ændre deres måde at tænke på.

6. Hvordan kan fordomme påvirke mennesker?

⁶ I dag er verden fyldt med fordomme. Måske oplever vi personligt at blive behandlet fordomsfuldt, eller det kan være at vi selv har en snert af fordom. “Mit had til hvide mennesker voksede fordi jeg fokuserede på al den uretfærdighed som aboriginerne er blevet og bliver udsat for,” forklarer en søster i Australien der i dag er pioner. “Og hadet blev ikke mindre af at jeg selv var blevet dårligt behandlet.” En canadisk bror fortæller at han tidligere havde fordomme på grund af sprogforskelle. “Jeg var af den opfattelse at fransktalende mennesker var bedre end andre,” indrømmer han. “Og jeg begyndte at have aversioner mod folk der talte engelsk.”

7. Hvordan tacklede Jesus fordomme?

⁷ Mennesker i dag kan have dybt indgroede fordomme, ligesom det var tilfældet på Jesus’ tid. Hvordan tacklede Jesus fordom? Først og fremmest lod han sig ikke smitte af folks fordomme; han var helt igennem upartisk. Han forkyndte for rige og fattige, farisæere og samaritanere, skatteopkrævere og syndere. Derudover lærte han sine disciple, både gennem sin undervisning og sit eget eksempel, at de ikke skulle være intolerante eller mistroiske over for andre.

8. Hvilket vigtigt princip danner grundlag for den kristne enhed? Forklar.

⁸ Jesus lærte sine disciple et vigtigt princip som danner grundlag for den  kristne enhed. “I er alle brødre,” sagde han. (Læs Matthæus 23:8, 9). Vi er selvfølgelig “brødre” i den forstand at vi alle er Adams efterkommere. (Ap.G. 17:26) Men Jesus forklarede at hans disciple også var brødre og søstre fordi de anerkendte Jehova som deres himmelske Far. (Matt. 12:50) Desuden var de alle blevet medlemmer af én stor åndelig familie, der var forenet af kærlighed og tro. I de breve apostlene skrev, omtalte de derfor ofte deres trosfæller som brødre og søstre. – Rom. 1:13; 1. Pet. 2:17; 1. Joh. 3:13. *

9, 10. (a) Hvorfor havde jøderne ikke grund til at føle sig bedre end andre på grund af deres race og afstamning? (b) Hvordan lærte Jesus en lovkyndig at racestolthed er forkert? (Se indledningsbillede).

⁹ Efter at Jesus havde understreget at vi skal betragte hinanden som brødre og søstre, forklarede han at det er vigtigt at vi er ydmyge. (Læs Matthæus 23:11, 12). Som vi var inde på tidligere, var apostlenes upassende stolthed noget der forstyrrede deres enhed. Racestolthed kan også have udgjort et problem. Mange jøder følte sig bedre end andre fordi de var Abrahams efterkommere, men det havde de ingen grund til, for som Johannes Døber sagde: “Gud er i stand til at gøre disse sten til Abrahams børn.” – Luk. 3:8.

¹⁰ Jesus lærte andre at racestolthed er forkert. Det gjorde han for eksempel da en lovkyndig spurgte ham: “Hvem er egentlig mit medmenneske?” Som svar fortalte Jesus lignelsen om en samaritaner der omsorgsfuldt tog sig af en rejsende – en jøde – der var blevet gennembanket af røvere. De jøder der kom forbi manden, ignorerede ham, men samaritaneren fik ondt af ham og hjalp ham. Jesus rundede sin lignelse af med at opfordre den lovkyndige til at være som samaritaneren. (Luk. 10:25-37) Ja, en lignelse om en samaritaner kunne lære jøderne noget om næstekærlighed!

11. Hvorfor var det vigtigt at disciplene ikke havde fordomme, og hvordan hjalp Jesus dem til at forstå det?

¹¹ Før Jesus steg op til himlen, gav han sine disciple til opgave at forkynde “i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden”. (Ap.G. 1:8) Hvis de skulle kunne udføre dette enorme arbejde, måtte de overvinde deres stolthed og fordomme. Jesus havde tidligere forsøgt at forberede dem på opgaven ved at henlede deres opmærksomhed på nogle gode egenskaber hos folk fra andre nationer. Han roste for eksempel en romersk officer for hans enestående tro. (Matt. 8:5-10) Og i sin hjemby, Nazaret, fortalte Jesus om hvordan Jehova havde velsignet fremmede, deriblandt den fønikiske enke i Sarepta og syreren Naaman. (Luk. 4:25-27) Jesus forkyndte også for en samaritansk kvinde og blev derefter i en samaritansk by i to dage fordi folk viste stor interesse for budskabet. – Joh. 4:21-24, 40.

12, 13. (a) Hvordan reagerede apostlene da Jesus forkyndte for en samaritansk kvinde? (Se indledningsbillede). (b) Hvad viser at Jakob og Johannes ikke helt havde forstået det Jesus prøvede at lære dem?

¹² Det var dog ikke let for disciplene at lægge deres fordomme fra sig. Det overraskede dem at Jesus var villig til at undervise en samaritansk kvinde. (Joh. 4:9, 27) De jødiske religiøse ledere kunne ikke finde på at tale offentligt med kvinder, og da slet ikke en samaritansk kvinde med et  blakket ry. Apostlene sagde til Jesus at han skulle spise noget, men hans svar viste at han var så optaget af den gode samtale han havde haft med kvinden, at han overhovedet ikke mærkede sin sult. Hans Far havde givet ham til opgave at forkynde. At gøre Guds vilje – deriblandt at forkynde for en samaritansk kvinde – var som mad for ham. – Joh. 4:31-34.

¹³ Det skulle vise sig at Jakob og Johannes ikke havde forstået hvad det var Jesus prøvede at lære dem. Jesus og disciplene rejste på et tidspunkt gennem Samaria og forsøgte at få logi i en samaritansk landsby. Da der ikke var nogen der ville have dem boende, blev Jakob og Johannes så vrede at de spurgte om de skulle kalde ild ned fra himlen og udslette hele byen. Men Jesus irettesatte dem. (Luk. 9:51-56) Mon Jakob og Johannes ville have reageret på samme måde hvis det var sket i deres hjemegn, Galilæa? Det er meget sandsynligt at fordomme forstærkede deres vrede. Man kan forestille sig at Johannes må have været flov over sin overilede reaktion da han senere mødte stor interesse på en forkyndertur i Samaria. – Ap.G. 8:14, 25.

14. Hvordan blev et problem mellem to sproggrupper løst?

¹⁴ Ikke ret længe efter pinsedagen i år 33 opstod der en sag om diskrimination i menigheden. Når der blev uddelt mad til fattige enker, blev de græsktalende enker overset. (Ap.G. 6:1) En medvirkende faktor kan have været fordomme mod denne sproggruppe. Apostlene fik hurtigt rettet op på sagen ved at udnævne åndeligt kvalificerede mænd til at tage sig af uddelingen. Alle de brødre der blev udnævnt, havde græske navne, hvilket kan have været med til at berolige de oversete enker.

15. Hvordan lærte Peter at være upartisk? (Se indledningsbillede).

¹⁵ I år 36 begyndte forkyndelsesarbejdet at blive mere internationalt. Apostlen Peter havde været vant til kun at omgås jøder. Men efter at Gud havde gjort det klart at kristne ikke skal gøre forskel på folk, forkyndte Peter for Cornelius, en romersk officer. (Læs Apostlenes Gerninger 10:28, 34, 35). Nu begyndte Peter både at spise med og være sammen med ikkejødiske kristne. Nogle år senere, i byen Antiokia, holdt han dog pludselig op med at spise sammen med sine ikkejødiske brødre og søstre. (Gal. 2:11-14) Paulus irettesatte ham for det, og det lader til at Peter tog kritikken til sig. I sit første brev til sine jødiske og ikkejødiske trosfæller i Lilleasien understregede han at kristne må elske hele brodersamfundet. – 1. Pet. 1:1; 2:17.

16. Hvad blev de første kristne kendt for?

¹⁶ Jesus’ eksempel lærte virkelig apostlene at elske “alle slags mennesker”. (Joh. 12:32; 1. Tim. 4:10) Selvom det tog noget tid, ændrede de deres måde at tænke på. De første kristne blev kendt for deres indbyrdes kærlighed. I det andet århundrede skrev Tertullian hvad udenforstående sagde om dem: “Se ... hvordan de elsker hinanden ... og hvordan de er rede til at dø for hinanden.” Fordi de kristne tog “den nye personlighed” på, lærte de at betragte alle mennesker som lige, sådan som Gud betragter dem. – Kol. 3:10, 11.

17. Hvordan kan man bekæmpe sine fordomme? Forklar ved hjælp af nogle eksempler.

¹⁷ Det kan også være at det tager noget tid for os at slippe helt af med vores fordomme. En søster i Frankrig beskriver sin kamp med disse ord: “Jehova har lært mig hvad kærlighed er, hvad det vil sige at dele med andre, og hvad det vil sige at elske alle slags mennesker. Men jeg er stadig i gang med at lære at overvinde fordomme mod andre, og det er ikke altid let. Derfor har jeg det hele tiden med i mine bønner.”  En søster i Spanien oplever noget lignende. Hun siger: “Indimellem kæmper jeg med uvilje mod en bestemt etnisk gruppe, og for det meste lykkes det mig at bekæmpe disse følelser. Men jeg ved at jeg er nødt til at blive ved med at kæmpe. Takket være Jehova glæder jeg mig over at være en del af en forenet familie.” Vi må hver især ærligt analysere os selv. Har vi nogle fordomme som vi må bekæmpe, ligesom de to søstre?

18, 19. (a) Hvilke grunde har vi til at tage imod alle? (b) Hvordan kan vi rent praktisk tage imod andre?

¹⁸ Det vil være godt at huske at vi alle engang var fremmede for Gud. (Ef. 2:12) Men Jehova ledte os til sig “med kærlighedsreb”. (Hos. 11:4; Joh. 6:44) Og Kristus tog imod os. Han åbnede så at sige døren og gjorde det muligt for os at blive en del af Guds familie. (Læs Romerne 15:7). Når Jesus har taget så godt imod os ufuldkomne mennesker, burde det være utænkeligt for os at afvise andre.

¹⁹ Splittelser, fordomme og fjendtlighed vil uden tvivl blive endnu mere almindeligt i verden jo tættere vi kommer på enden. (Gal. 5:19-21; 2. Tim. 3:13) Men som Jehovas tjenere søger vi “visdommen ovenfra”, der er upartisk og fredsstiftende. (Jak. 3:17, 18) Vi knytter venskaber med folk fra andre lande, accepterer de kulturelle forskelle der måtte være, og lærer måske endda at tale andres sprog. Når vi gør det, vil freden blive ved med at strømme “som en flod”, og retfærdigheden vare ved “som havets bølger”. – Esa. 48:17, 18.

20. Hvad sker der når kærligheden former vores tanker og følelser?

²⁰ Søsteren fra Australien, der blev nævnt i indledningen, forklarer hvordan det påvirkede hende da hun begyndte at studere Bibelen. “Alle de indgroede fordomme og hadet smeltede væk for øjnene af mig,” siger hun. Det hun lærte, ændrede fuldstændigt hendes måde at tænke og føle på. Og den fransktalende bror siger at han har indset at “det ofte er uvidenhed der er årsag til racisme, og at folks gode egenskaber ikke afhænger af hvor de er født”. Faktisk giftede han sig med en engelsktalende søster! Disse eksempler viser at kristen kærlighed kan overvinde fordomme. Ja, kærligheden er et ubrydeligt bånd der binder os sammen og forener os. – Kol. 3:14.