STUDIEARTIKEL 26
Hjælp dem der er under pres
“Til jer alle sammen vil jeg sige at I skal have samme tankegang, vise medfølelse, broderkærlighed og inderlig omsorg og være ydmyge.” – 1. PET. 3:8.
SANG NR. 107 Kærlighedens vej
FORMÅL *
1. Hvordan kan vi efterligne vores kærlige Far, Jehova?
JEHOVA elsker os højt, og vi vil gerne efterligne vores kærlige Far. (Joh. 3:16) Vi prøver at vise ‘medfølelse og inderlig omsorg’ over for alle, men vi ønsker især at vise en sådan broderkærlighed over for “dem der er vores brødre og søstre i troen”. (1. Pet. 3:8; Gal. 6:10) Når nogle i vores åndelige familie kommer ud for udfordringer og føler sig presset, vil vi gerne hjælpe dem.
2. Hvad vil vi se på i denne artikel?
2 Alle der ønsker at være en del af Jehovas familie, vil komme ud for situationer med følelsesmæssigt pres. (Mark. 10:29, 30) Og efterhånden som afslutningen på denne verdensordning nærmer sig, vil der sandsynligvis komme flere og flere prøvelser. Hvordan kan vi hjælpe hinanden? Lad os se på hvad vi kan lære af de bibelske beretninger om Lot, Job og Noomi. Vi vil også se på nogle af de udfordringer vores brødre og søstre i dag står over for, og hvordan vi kan hjælpe dem til at klare problemerne.
VÆR TÅLMODIG
3. Hvilken uklog beslutning traf Lot, som beskrevet i 2. Peter 2:7, 8, og hvilke konsekvenser fik det?
3 Lot traf en uklog beslutning da han valgte at bo blandt de ekstremt umoralske indbyggere i Sodoma. (Læs 2. Peter 2:7, 8). Området var meget velstående, men Lot betalte en høj pris for at flytte til Sodoma. (1. Mos. 13:8-13; 14:12) Hans kone følte sig åbenbart så nært knyttet til byen eller til nogle af dem der boede der, at hun valgte at være ulydig mod Jehova. Hun mistede livet da Gud lod ild og svovl regne ned over byen. Og tænk på Lots to døtre. De var forlovet med mænd der omkom i Sodoma. Lot mistede sit hjem, sine ejendele og, værst af alt, sin kone. (1. Mos. 19:12-14, 17, 26) Tabte Jehova tålmodigheden med Lot i denne pressede periode af hans liv? Nej.
4. Hvordan viste Jehova at han var tålmodig med Lot? (Se forsidebilledet).
4 Selvom Lot selv havde valgt at bo i Sodoma, viste Jehova ham medfølelse og sendte nogle engle for at redde ham og hans familie. Men i stedet for straks at adlyde englenes befaling om at skynde sig at forlade Sodoma blev Lot ved med at tøve. Englene måtte gribe ham ved hånden og hjælpe ham og hans familie med at flygte ud af byen. (1. Mos. 19:15, 16) Og så sagde englene til Lot at han skulle flygte til bjerglandet. Men i stedet for at adlyde Jehova bad Lot om lov til bare at tage hen til en nærliggende by. (1. Mos. 19:17-20) Jehova var tålmodig med Lot og lod ham tage hen til den by han bad om. Men senere blev Lot bange for at bo der og flyttede op i bjerglandet, præcis til det område som Jehova i første omgang havde bedt ham om at flygte til. (1. Mos. 19:30) Sikke en tålmodighed Jehova viste! Hvordan kan vi efterligne ham?
5-6. Hvordan kan vi efterligne Gud ved at gøre som der står i 1. Thessaloniker 5:14?
5 Ligesom Lot træffer en i vores menighed måske nogle ukloge beslutninger der skaber alvorlige problemer for ham selv. Hvordan vil vi reagere i sådan en situation? Vi kunne måske føle os fristet til at sige at han bare høster hvad han har sået, hvilket jo er rigtigt nok. (Gal. 6:7) Men der er en bedre måde at tackle situationen på. Vi kan efterligne den måde Jehova behandlede Lot på. Hvordan?
6 Jehova sendte ikke kun englene for at advare Lot, men også for at hjælpe ham til at flygte fra den katastrofe der ville ramme Sodoma. Vi er måske også nødt til at advare vores bror hvis vi ser at han er på vej ud i problemer. Men måske kan vi også hjælpe ham. Hvis han er længe om at reagere på de bibelske råd han får, må vi være tålmodige. Vær ligesom de to engle. I stedet for at give op og trække os væk fra vores bror må vi være på udkig efter hvordan vi rent praktisk kan hjælpe ham. (1. Joh. 3:18) I overført betydning skal vi måske tilbyde at gribe ham ved hånden og hjælpe ham til at følge de gode råd han får. – Læs 1. Thessaloniker 5:14.
7. Hvad kan vi lære af den måde Jehova betragtede Lot på?
7 Jehova kunne sagtens have fokuseret på Lots ufuldkommenheder. Men i stedet inspirerede han senere apostlen Peter til at omtale Lot som en retfærdig mand. Hvor er vi lykkelige for at Jehova ser gennem fingre med vores fejl! (Sl. 130:3) Kan vi efterligne Jehova og den måde han betragtede Lot på? Hvis vi fokuserer på vores brødres og søstres gode egenskaber, vil vi være mere tålmodige med dem. Og det vil gøre det lettere for dem at tage imod den hjælp vi tilbyder.
VÆR MEDFØLENDE
8. Hvad vil medfølelse få os til?
8 I modsætning til Lot led Job ikke under konsekvenserne af ukloge valg han selv havde truffet. Men han kom alligevel ud for nogle svære prøvelser, hvor han mistede alt hvad han ejede, sin status i samfundet og sit gode helbred. Og som det værste af det hele mistede han og hans kone alle deres børn i døden. Job
blev også anklaget af tre falske venner. Hvorfor havde Jobs tre falske trøstere ikke medfølelse med ham? Blandt andet fordi de slet ikke prøvede at sætte sig ind i hans situation og derfor drog forkerte konklusioner og dømte Job meget hårdt. Hvordan kan vi undgå at gøre den samme fejl? Vi må huske at kun Jehova kender alle fakta om den situation et menneske befinder sig i. Lyt interesseret til hvad den anden siger. Hør ikke kun de ord han siger, men prøv også at føle hans smerte. Først da vil du kunne vise ægte medfølelse med din bror eller søster.9. Hvad vil vi afholde os fra hvis vi har medfølelse med andre, og hvorfor?
9 Medfølelse vil afholde os fra at sladre om andre når de kæmper med problemer. En der sladrer, opbygger ikke menigheden, men splitter den. (Ordsp. 20:19; Rom. 14:19) Han handler ukærligt og tankeløst, og hans ord kan såre en der allerede har det rigtig dårligt. (Ordsp. 12:18; Ef. 4:31, 32) Det er langt bedre at have øje for en persons gode egenskaber og tænke over hvordan man kan hjælpe ham eller hende til at klare sine prøvelser.
10. Hvad lærer vi af udtalelsen i Job 6:2, 3?
10 Læs Job 6:2, 3. Indimellem kom Job til at sige noget “tankeløst”. Men senere trak han nogle af sine ord tilbage. (Job 42:6) I dag kan en der er i en presset situation, også komme til at tale tankeløst og sige noget han senere fortryder. Hvordan skal vi reagere på det? I stedet for at være kritiske skal vi vise medfølelse. Husk at det ikke var Jehovas mening at nogen af os skulle udsættes for de problemer og det pres vi er ude for i dag. Det er forståeligt hvis en trofast tjener for Jehova kommer til at sige noget tankeløst når presset bliver for stort. Og selv hvis han siger noget om Jehova eller om os der ikke er rigtigt, bør vi ikke hurtigt blive vrede eller dømme ham for det han har sagt. – Ordsp. 19:11.
11. Hvordan kan ældste efterligne Elihu når de giver råd?
11 Nogle gange har en der kæmper med et opslidende problem, også brug for råd eller kærlig retledning. (Gal. 6:1) Hvordan kan de ældste håndtere den udfordring? Ved at efterligne Elihu, der lyttede til Job med stor empati. (Job 33:6, 7) Elihu kom først med råd efter at han havde forstået hvordan Job tænkte. Ældste der følger Elihus eksempel, vil lytte opmærksomt til en der har det svært, og prøve at forstå hans situation. Når de derefter kommer med råd, vil de have lettere ved at nå hans hjerte.
GIV TRØST
12. Hvordan påvirkede det Noomi at miste sin mand og sine to sønner?
12 Noomi elskede Jehova og tjente ham loyalt. Men efter at hendes mand og hendes to sønner var døde, ville hun ikke længere kaldes Noomi, men “Mara”, der betyder “bitter”. (Ruth 1:3, 5, 20, fdn., 21) Noomis svigerdatter Ruth holdt sig nær til hende gennem hendes prøvelser. Ruth sørgede ikke kun for praktisk hjælp men trøstede også Noomi. Med enkle og varme ord viste Ruth at hun elskede Noomi og ønskede at støtte hende. – Ruth 1:16, 17.
13. Hvorfor har de der mister en ægtefælle i døden, brug for vores støtte?
13 Når en i vores åndelige familie mister en ægtefælle i døden, har han eller hun brug for vores støtte. Et ægtepar kan sammenlignes med to træer der er vokset op ved siden af hinanden. I årenes løb har træernes rødder flettet sig sammen. Hvis det ene træ bliver rykket op og dør, kan det gå hårdt ud over det andet træ. Når en mister sin ægtefælle i døden, kan det fremkalde stærke og svære følelser der varer ved i lang tid. Paula, * hvis mand pludselig døde, siger: “Der blev vendt op og ned på mit liv, og jeg følte mig helt hjælpeløs. Jeg mistede min bedste ven. Jeg plejede at tale med min mand om alt. Han delte mine glæder og støttede mig når livet var svært, og jeg havde altid en skulder at græde ud ved. Nu føltes det som om jeg var revet midt over.”
14-15. Hvordan kan vi trøste en der har mistet sin ægtefælle?
14 Hvordan kan vi trøste en der har mistet sin ægtefælle? Den første vigtige ting er at tale med ham eller hende, også selvom du måske føler dig forlegen eller er usikker på hvad du skal sige. Paula, der blev citeret tidligere, siger: “Jeg forstår godt at døden får folk til at føle sig forlegne. De er bange for at komme til at sige noget forkert. Men noget der er værre end at folk siger noget der er lidt akavet, er at de slet ingenting siger.” En person der sørger, forventer sikkert ikke at vi siger noget meget dybt. Paula siger: “Jeg var glad hvis vennerne bare sagde: ‘Det gør mig ondt at du har mistet din mand.’”
15 William, hvis kone døde for nogle år siden, fortæller: “Det gør mig godt når andre minder mig om gode oplevelser de har haft sammen med min kone. Det bekræfter mig i at hun var elsket og respekteret. Denne form for støtte er en enorm
hjælp for mig. Jeg føler mig utroligt trøstet af det fordi min kone betød så meget for mig og har været en stor del af mit liv.” En enke der hedder Bianca, siger: “Jeg bliver trøstet når andre beder en bøn med mig og læser et par bibelvers sammen med mig. Det hjælper når de snakker om min mand, og når de hører på det jeg har lyst til at fortælle om ham.”16. (a) Hvad har en der har mistet sin ægtefælle, brug for at vi gør? (b) Hvilket ansvar har vi ifølge Jakob 1:27?
16 Ligesom Ruth blev ved med at holde sig nær til Noomi efter at hun var blevet enke, må vi blive ved med at støtte dem der mister en i døden. Paula, der blev nævnt tidligere, siger: “Lige efter at min mand var død, fik jeg en masse hjælp og støtte. Men efter et stykke tid blev det hverdag for alle andre igen, mens mit liv var fuldstændigt forandret. Det er en kæmpestor hjælp når andre forstår at en der sørger, har brug for støtte i måneder – eller endda år – efter dødsfaldet.” Der er selvfølgelig ikke to mennesker der er ens. Nogle ser ud til relativt hurtigt at tilpasse sig deres nye omstændigheder. Men for andre er hver eneste ting som de normalt gjorde sammen med deres ægtefælle, en smertefuld påmindelse om deres tab. Sorgprocessen er forskellig fra person til person. Men lad os huske at Jehova har givet os det privilegium og det ansvar at tage os af dem der har mistet deres ægtefælle i døden. – Læs Jakob 1:27.
17. Hvorfor har de der er blevet forladt af deres ægtefælle, brug for vores støtte?
17 Nogle bliver forladt af deres ægtefælle og oplever et enormt følelsesmæssigt pres og en dyb indre smerte. Joyce, hvis mand forlod hende til fordel for en anden kvinde, siger: “At blive skilt gjorde næsten mere ondt end hvis min mand var død. Hvis han var død i en ulykke eller af en sygdom, ville det ikke have været selvvalgt. Men nu valgte min mand at forlade mig. Jeg følte mig ydmyget og vraget.”
18. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem der ikke længere har en ægtefælle?
18 Når vi gør nogle små venlige ting for dem der ikke længere har en ægtefælle, viser vi at vi virkelig elsker dem. De har mere end nogensinde før brug for gode venner. (Ordsp. 17:17) Hvordan kan du vise dig som en ven? Du kunne invitere dem hjem til et måltid mad. Og måske kunne du foreslå at I laver nogle hyggelige ting sammen eller går i tjenesten sammen. En anden mulighed ville være indimellem at have Teokratisk Familieaften sammen. Hvis du tager den slags initiativer, gør du Jehova glad, for han er “nær hos dem der er fortvivlede”, og er “en beskytter for enker”. – Sl. 34:18; 68:5.
19. Hvad er du, med tanke på ordene i 1. Peter 3:8, besluttet på at gøre?
19 Snart, når Guds rige hersker over jorden, vil ‘alle de tidligere problemer være glemt’. Vi længes stærkt efter den tid hvor ‘det der var før, ikke vil blive husket og ikke længere vil findes i hjertet’. (Esa. 65:16, 17) Men indtil den dag kommer, så lad os støtte hinanden og både i ord og handling vise at vi elsker hele vores åndelige familie. – Læs 1. Peter 3:8.
SANG NR. 111 Vores mange grunde til glæde
^ par. 5 Lot, Job og Noomi tjente Jehova loyalt, men alligevel oplevede de alle tre meget vanskelige perioder i deres liv. Denne artikel peger på hvad vi kan lære af deres erfaringer. Den viser også hvorfor det er vigtigt at vi er tålmodige og medfølende, og hvorfor vi skal trøste vores brødre og søstre når livet er svært.
^ par. 13 Navnene i denne artikel er ændret.
^ par. 57 BILLEDBESKRIVELSE: En bror er helt ude af sig selv og siger noget tankeløst; en ældste lytter tålmodigt til ham. Senere, da den vrede bror er faldet til ro, giver ældstebroren ham nogle kærlige råd.
^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: Et ungt ægtepar bruger tid sammen med en bror der for nylig har mistet sin kone. De deler nogle dejlige minder om hende.