Hvordan vi kan beskytte os selv mod en af Satans fælder
DA ISRAELITTERNE stod lige over for at krydse Jordanfloden og gå ind i det land Gud havde lovet dem, dukkede der nogle gæster op. Gæsterne var fremmede kvinder der inviterede mændene med til en fest. Det kan have virket som en helt fantastisk invitation. Muligheden for at få nogle nye venner, danse og spise god mad kan have virket meget tillokkende. Disse kvinders skikke og moralnormer var langt fra det der stod i Guds Lov til Israel, men nogle af de israelitiske mænd har måske tænkt: ‘Det kan vi godt styre. Vi passer på.’
Men hvad skete der? Den bibelske beretning siger: ‘Folket syndede ved at have sex med Moabs døtre.’ Kvinderne var i virkeligheden ude på at få de israelitiske mænd til at dyrke falske guder. Og det var lige hvad de gjorde! Det er ikke så mærkeligt at “Jehova blev virkelig vred på Israel”. –Disse israelitter brød Guds Lov på to måder: De bøjede sig for afguder, og de havde umoralske seksuelle forhold. Tusinder døde fordi de havde været ulydige mod Gud. (2. Mos. 20:4, 5, 14; 5. Mos. 13:6-9) Hvad gjorde tragedien ekstra smertefuld? Tidspunktet. Hvis mændene ikke havde overtrådt Guds Lov, ville disse mange tusind israelitter inden længe have krydset Jordanfloden og være gået ind i det lovede land. – 4. Mos. 25:5, 9.
Om denne episode skrev apostlen Paulus: “Alt det der skete med dem, er noget vi kan lære af, og det blev nedskrevet som en advarsel for os der lever ved afslutningen på denne verdensordning.” (1. Kor. 10:7-11) Der er ingen tvivl om at Satan frydede sig over at nogle af israelitterne begik en alvorlig synd og derfor ikke fik lov til at komme ind i det lovede land. Det vil være klogt af os at tage denne advarsel til os, for Satan ville være ovenud lykkelig hvis han kunne hindre os i at komme ind i Guds nye verden!
EN FARLIG FÆLDE
Satan er ude efter kristne, og han bruger taktikker som han kender godt, og som har virket effektivt i mange tilfælde. I forbindelse med israelitterne gjorde han som nævnt brug af seksuel umoral, og også i dag er det en farlig fælde. En af de måder vi kan blive fanget på, er gennem pornografi.
I dag er det ofte muligt at se pornografi uden at andre ved det. Tidligere var en der gerne ville se pornografi, måske nødt til at gå hen i en biograf for at se den slags eller gå ind i en kiosk der solgte pornografisk materiale. Skammen ved at blive set af andre gjorde sikkert at mange holdt sig fra pornografi. Men i dag kan man, hvis bare man har adgang til internettet, se den slags på arbejdspladsen eller endda i en parkeret bil. Og i mange lande kan mænd og kvinder få adgang til pornografi uden så meget som at forlade hjemmet.
Mobile enheder har gjort det meget lettere at se pornografi. Mens folk går hen ad gaden eller kører med bus eller tog, kan de se umoralske billeder eller film på deres telefon eller tablet.
Eftersom det er blevet lettere at se pornografi og at skjule det for andre, bliver mange flere skadet af pornografi i dag end før i tiden. Utallige mennesker der ser pornografi, skader deres ægteskab, deres selvrespekt og deres samvittighed. Og hvad der er endnu værre, så risikerer de at ødelægge deres venskab med Gud. Du kan være helt sikker på at pornografi skader dem der ser det. I mange tilfælde skaber det dybe følelsesmæssige sår. Sårene vil måske langsomt hele, men arrene de efterlader, vil være der i meget lang tid.
Jehova kan hjælpe os til ikke at gå i denne sataniske fælde. Hvis vi ønsker Jehovas beskyttelse, må vi gøre det som de israelitiske mænd i fortiden ikke gjorde – vi må ‘nøje adlyde’ Jehova. (2. Mos. 19:5) Vi må gøre os helt klart at Jehova hader pornografi. Hvordan kan vi sige at han gør det?
HAD DET – LIGESOM JEHOVA GØR
Tænk over dette: Guds love til Israels nation var helt unikke i oldtiden. De var som en mur der kunne holde Israel adskilt fra de omkringboende folkeslag og deres perverse skikke. (5. Mos. 4:6-8) Lovene understregede en vigtig sandhed: Jehova hader seksuel umoral.
Samtidig med at Jehova opremsede de perverse handlinger der kendetegnede israelitternes nabofolk, sagde han: “I må ... ikke opføre jer som man gør i Kanaan, som jeg fører jer til. ... Landet [er] urent, og jeg vil straffe dets indbyggere for deres overtrædelser.” Kanaanæernes livsstil var så fordærvet at Israels hellige Gud betragtede selve det land de boede i, som urent, forurenet. – 3. Mos. 18:3, 25.
Selvom Jehova straffede kanaanæerne, fortsatte andre folkeslag med deres seksuelle umoral. Over 1.500 år senere beskrev Paulus det samfund de kristne levede i, og sagde om folk på den tid at de havde “mistet al moralsk sans”. Faktisk ‘gav de sig hen til en skamløs opførsel for i deres begær at begå alle slags urene handlinger’. (Ef. 4:17-19) I dag er der også mange der lever meget umoralsk og ligefrem er stolte af deres livsstil. Sande kristne må så vidt som overhovedet muligt undgå at se på de umoralske ting folk i denne verden foretager sig.
Pornografi er en direkte hån mod Gud. Han har skabt mennesker i sit billede så de ligner ham, og han har nedlagt en vis anstændighedsfølelse i os. I sin visdom satte Gud nogle rimelige grænser for det seksuelle. Sex skulle have en fornuftig plads i et ægteskab som noget ægtefællerne kunne glæde sig over. (1. Mos. 1:26-28; Ordsp. 5:18, 19) Men hvad gør de der producerer eller sælger pornografi? De tramper på Guds moralnormer. Ja, folk der promoverer pornografi, viser grov respektløshed over for Jehova. Gud vil dømme dem der producerer eller sælger umoralsk materiale og derved viser at de er ligeglade med hans normer. – Rom. 1:24-27.
Hvad så med dem der vælger at læse eller se pornografisk materiale? Nogle mener måske at det er harmløs underholdning. Men i virkeligheden støtter de dem der er ligeglade med Jehovas normer. Det var måske ikke det der var deres mening da de begyndte at se pornografi. Men det fremgår tydeligt af Bibelen at de der tilbeder den sande Gud, skal hade pornografi. Der står: Sl. 97:10.
“I som elsker Jehova, had det der er forkert.” –Selv de der gerne vil undgå at se pornografi, kan have svært ved det. Vi er ufuldkomne, og måske skal vi kæmpe for ikke at give efter for urene seksuelle ønsker. Og vores ufuldkomne hjerte kan bilde os ind at det ikke er så slemt. (Jer. 17:9) Men mange der er blevet kristne, har vundet kampen. Hvis du også kæmper med den slags, kan det være meget opmuntrende for dig at vide. Læg mærke til hvordan Guds ord kan hjælpe dig til at undgå den fælde Satan har sat op i form af pornografi.
LAD IKKE TANKERNE KREDSE OM UMORALSKE ØNSKER
Som nævnt tidligere var der mange israelitter der lod forkerte ønsker udvikle sig så det endte med en katastrofe. Det samme kan ske i dag. Jesus’ halvbror Jakob beskrev denne fare: “Hver enkelt ... bliver draget og lokket af sit eget begær. Når begæret så har undfanget, føder det synd.” (Jak. 1:14, 15) Når først et forkert ønske vokser i et menneskes hjerte, er der stor sandsynlighed for at det på et tidspunkt vil føre til at personen begår en synd. Derfor må vi komme af med umoralske tanker i stedet for at dvæle ved dem.
Hvis umoralske tanker dukker op i dit sind, så gør straks noget ved det. Jesus sagde: “Hvis din hånd eller din fod får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig. ... Og hvis dit øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig.” (Matt. 18:8, 9) Jesus opfordrede ikke til at man skulle lemlæste sig selv. Nej, han illustrerede hvor vigtigt det er at fjerne det der kan få en til at snuble – hurtigt og beslutsomt. Hvordan kan vi følge det råd når det gælder pornografi?
Hvis du støder på pornografi, så tænk ikke: ‘Det kan jeg godt styre.’ Kig straks den anden vej. Sluk med det samme for fjernsynet. Sluk øjeblikkeligt for computeren, din tablet eller din telefon. Fokusér på noget der er godt og rent. Det vil hjælpe dig til at styre dine tanker i stedet for selv at blive styret af forkerte ønsker.
HVAD HVIS DU IKKE KAN GLEMME UMORALSKE BILLEDER?
Hvad nu hvis det er lykkedes dig at holde op med at se pornografi men minderne om det bliver ved med at vende tilbage? Pornografiske billeder eller tanker kan blive i en persons sind i lang tid. De kan poppe op helt uden varsel. Hvis det sker, får du måske lyst til at gøre noget urent, måske at onanere. Vær derfor forberedt på at sådanne tanker kan dukke op, og vær klar til at bekæmpe dem.
Styrk din beslutning om at tænke og handle sådan som Jehova ønsker. Vær ligesom apostlen Paulus, der sagde: “Jeg er streng over for min egen krop og behandler den som en træl.” (1. Kor. 9:27) Lad dig ikke styre af urene ønsker. ‘Lad dig forvandle ved at forny din tankegang så du kan få en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje.’ (Rom. 12:2) Husk: At tænke og handle efter Guds vilje vil give langt større tilfredshed end at lade sig styre af syndige impulser.
At tænke og handle efter Guds vilje vil give langt større tilfredshed end at lade sig styre af syndige impulser
Prøv at lære nogle bestemte bibelvers udenad. Og når forkerte tanker dukker op i dit sind, så tving dig selv til at tænke over disse vers. Skriftsteder som Salme 119:37, Esajas 52:11, Matthæus 5:28, Efeserne 5:3, Kolossenserne 3:5 og 1. Thessaloniker 4:4-8 vil hjælpe dig til at have samme syn på pornografi som Jehova har, og forstå hvad han forventer af dig.
Hvad skal du så gøre hvis trangen til at se eller tænke på umoralske ting indimellem bliver så voldsom at du næsten ikke kan klare det? Så må du gøre præcis det som vores forbillede, Jesus, gjorde. (1. Pet. 2:21) Efter at han var blevet døbt, blev Satan ved med at friste ham. Hvad gjorde Jesus? Han blev ved med at stå fast. Med det ene skriftsted efter det andet afviste han de fristelser Satan kom med. Han sagde: “Forsvind, Satan!”, og Satan forlod ham. Ligesom Jesus aldrig gav op i sin kamp mod Djævelen, skal du heller ikke give op. (Matt. 4:1-11) Satan og hans verden vil hele tiden prøve at fylde dit sind med umoralske tanker, men opgiv aldrig! Kampen mod pornografi kan vindes. Med Jehovas hjælp kan du besejre din fjende.
BED TIL JEHOVA, OG ADLYD HAM
Støt dig hele tiden til Jehova i bøn. Paulus sagde: ‘I skal lægge jeres ønsker frem for Gud gennem bøn og anråbelse. Så vil Guds fred, som overgår al forstand, beskytte jeres hjerte og jeres sind gennem Kristus Jesus.’ (Flp. 4:6, 7) Guds fred vil give dig ro og hjælpe dig i kampen mod synden. Hvis du kommer nær til Jehova, ‘vil han komme nær til dig’. – Jak. 4:8.
Den bedste beskyttelse mod enhver trussel er at holde sig nær til universets Suveræn. Jesus sagde: “Verdens hersker [Satan] kommer, og han har ingen magt over mig.” (Joh. 14:30) Hvorfor kunne Jesus være så sikker på det? På et tidspunkt sagde han selv: “Den der har sendt mig, er med mig. Han har ikke overladt mig til mig selv, for jeg gør altid det han synes om.” (Joh. 8:29) Når du gør de ting Jehova synes om, vil du heller aldrig blive overladt til dig selv. Hold dig langt fra den fælde som pornografi er, så vil Satan ikke kunne holde dig fast i sit greb.